Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1606Visninger
AA

9. lllllllll

Emily. 

Jeg så op fra min bog da jeg mærkede Tori bevæge sig ved siden af mig. 

Jeg lagde bogmærket ind og klappede bogen sammen, satte mig op i sengen og så ned på Tori der havde åbnet sine øjne. 

"Hvordan har du det?" spurgte jeg og rakte ud efter glasset med vand. 

Jeg rakte hende glasset, hun tog imod det og begyndte at drikke af det. 

"Det ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke .. svag længere" svarede hun mumlende og løftedet sin arm samt hun satte sig op. 

"Denne besværgelse virker kun nogle dage, du er heldig hvis den virker nogle uger. De er igang med at lede efter den rigtige" sagde jeg og lagde bogen på natbordet ved siden af mig. 

"Hvor lang tid har jeg været væk?" spurgte hun og gloede sig i håret. 

"Tre timer" svarede jeg med en rolig stemme. 

"Hvad hva' det egentlig for en besværgelse?" spurgte hun og løftede sine øjenbryn. 

"Det var rigtigt nok som jeg sagde igår. Du har brug for en besværgelse som vil hjælpe dig med at få svagheden væk. Da heksende genoplevende dig, var der konsekvenser" fortalte jeg og satte mig op af den babylyserøde polstret sengegavl. 

"Konsekvenserne er at du mister nogle af de evner du alt kunne. Det vil være hårdere for dig at komme til en ny station og svaghed medfølger, med mindre du får lagt en beskyttelse besværgelse over svaghed" forsatte jeg. 

Hun nikkede forstående. 

"Hvad har jeg alt mistet?" spurgte hun endnu en gang. 

"Du kan ikke transformere dig til noget andet dyr, borset fra varulv, som du måske kommer til senere hen. Du kan ikke blive vampyr eller Transparent ghost. Også ved vi ikke helt alt det andet er endnu" svarede jeg smilende. 

"Jose fortalte om runen du havde på din hånd. Den er meget speciel din rune. Men det er du jo også, så det siger sig selv. Jeg har også en, den er stadig igang med at udvikle sig", jeg hev lidt ned i min bluse ved ryggen. 

Tori hev lidt længere ned i den og så på den i noget tid. 

"Når du når femte station,  flytter din rune sig hen på din skulder også skal den brændes ind. Det er kun os med overnaturlige evner der kan se dine runer. Ingen andre", jeg rejste mig op fra sengen. 

"Kom med" smilte jeg, åbnede døren og lod Tori gå ud først. 

Jeg bemærkede hen rive sit elastisk ud af håret. 

Jeg bankede på døren til Jacob's værelse, og hørte ham kort råbe 'kom ind'. 

Jeg åbnede døren gik ind, efterfulgt at Tori. 

Han så som altid hårdt på mig. 

"Jeg skal vil vise Tori dine brændte runer", Jacob rynkede sine bryn og kiggede underligt på mig, inden han satte sig op. 

Han var som altid iført tanktop med lange armhule huller. 

"Den her var hans første", jeg pegede på den mest detaljeret, som sad lige på overarmen i en rund cirkel. 

Tori lænede sig længere ind for at studere den mere, hun lod kort sine finger stryger over den, hvilket fik gåsehuden frem på Jacob's arm. 

Jeg gik om på den anden side og pegede så på en rune som sad rundt omkring og lignede en slags bælte, noget træ, lommekniv noget. Jeg har aldrig fundet ud af hvad det var. 

Derefter pegede jeg på tigeren der sad et stykke over den anden jeg viste. 

"Forvær tiende station han gennemføre for han en ny speciel rune. Han har så fået besværgelsen som har et specielt mønster, hvor imod du fik en besværgelse der bare gør så din rune udvikler sig. Som sagt, så minder du meget om prinsesse Maria Mariane Marry. Hun er ret så speciel. Hun og en anden, var de eneste i hele verden der har kunne bruge styrker som dine" fortalte jeg og Jacob så skiftevis på mig og Tori. 

"Din mor har også en meget speciel evne. Det var kun din mor hendes søster Lena, prinsesse Torial Marie Mariane Marry og Prinsesse Maria Mariane Marry der kan tage ting ud" fortalte jeg. 

"Æhm jaaer, for lige at få styr på det hele. Maria Mariane Marry var min kusine. Jeg var aka er, den anden der kunne. Men .. der er noget efter mig, jeg ved ikke hvad og hvorfor men jeg tror det er med til at gøre mig svagere", Tori forholde sit blik på mig. 

Jacob så underligt på Tori. 

"Skygger siger du?", kan krøllede sig på sin hage, sukkede lænede sig frem af og flettede sine fingre sammen. 

"Det her timer ikke godt", lød der pludselig endnu en gang fra Jacob. Det var sjældent hans sagde noget. 

"Jeg fik en mærkelig følelse da jeg blev rørt af det der nu træk i min taske og tog et greb omkring min hånd. Det var som, min hånd blev frosset til is, og nogle mærkelig billeder startede i mit hoved. Billeder hvor jeg rende rundt i kjole, sad pludselig i et træ med en meget stor kjole og en pige der lignede mig på en prik ... sad i et andet træ, med en anden kjole der fyldte lidt mere end min" fortalte Tori, samt hun havde lukket sine øjne. 

"Hvordan har du det lige nu?" spurgte Jacob pludselig og så på Tori. 

"Jeg ved det ikke. Tryg, men stadig stalket" forklarede hun med rynkede bryn. 

Jacob rejste sig, gik overtil sit skrivebord hvor han rev en skuffe ud, han kom tilbage igen med en stav. Faktisk vil jeg sige tryllestav, men det lyder ondsvagt og man kan heller ikke trylle med den. Det er den man bruger når men skal brænde såret ind eller hvis man vil se gennem ting. 

Jacob rettede sit blik imod mig.

"Folk med evner som hende, burde ikke føle sig i sikkerhed her. Med mindre .. ", Jacob rettede sit blik imod Tori før han forsatte. "Hendes hjerte høre til familien her. Hun må have været igennem en grusom ting for at kunne føle sig tryg hos os. Der er noget mor og far ikke fortælle os", jeg så målløst på ham. 

"MOAR! FAR!" råbte Jacob pludselig, så det begyndte at rumle. 

Nogle trin lød på trappen. 

Jeg bemærkede Tori ryste og hårene på hendes arme rejste sig pludselig. 

Hun lukkede sine øjne kort i, åbnede dem igen men så forvirret rundt. 

Hun rakte sine hænder ud, som hun ikke vidste hvor de forskellige ting var. "Emily?.. kan du ikke hente mine briller i min taske", jeg så forvirret, men rejste mig så op hvorefter jeg begyndte at gå imod mit værelse. 

 

Efter at have søgt hele tasken igennem fandt jeg hendes sorte briller halvstore briller. 

Som jeg kom gående ind på værelse fandt jeg Tori sidde mellem mine forældre. 

Jeg gav hende hendes briller på og hun så straks hen på hendes sider. 

"Tori. Som i Torial Marie Mariane Marry som også levede for mindst hundrede år siden", begyndte Jacob og så mistroisk på vores forældre. 

"Hvad er det i ikke fortælle os?" spurgte han hårdt og satte sig på sin kontorstol. 

Et suk lød fra mine forældre. "Vores familie, Tori's familie og Jose's familie var de eneste der overlevede den store krig for langtid siden" forklarede min far. 

"Men .. hvorfor føler jeg mig i sikkerhed her?" spurgte Tori og så ned i gulvet. 

"Vores familier har været gennem en masse sammen" svarede Anette. Det hele begyndte at give mening. 

Noget begynde pludselig at banke ivrigt på døren nedenunder. 

Vi så alle forvirret på hinanden inden vi alle begyndte at bevæge os nedenunder. 

Far åbnede døren og Jose sprang ind. 

"De er kommet for dig Tori" lød der forpustet fra Jose samt hun holde om Tori som bare stod og så forvirret. 

Vi så alle på Tori. 

"Jeg blir nød til at komme hjem. Min mor er selv hjemme", Tori løb hurtigt op af trapperne og efter nogle få sekunder kom hun løbende ned igen med sin taske i hånden. 

"Det for farligt", mine forældre rev Tori tilbage, hvilket fik hende til at se mærkeligt på dem. 

"Det er også for farligt at lade hende være hjemme selv", Tori var en meget stædig pige, så det her ville sikkert ikke ende super godt. 

"De har fundet ud af det" lød der pludselig bag mig. Mit blik blev mødt Jacob som havde fået en sweatshirt på. 

"Hvad?" spurgte jeg og løftede mit ene bryn. 

"Torial lever. Hun har ikke skjult sine kræfter nok. De må have fulgt hendes kræfter. Det er 'Gost shadows'ende' der er efter hende. Hun er ikke i sikkerhed med sin mor som den eneste" svarede han bestemt. 

"Vi kan ikke forlade huset her" lød min fars stemme. 

"Gravkamerat må ikke blive opdaget" lød hans stemme endnu en gang.

"Jeg blir ikke her. Jeg skal hjem! Til min mor! Og jeg blir der indtil hun er taget på arbejde", Tori så med et irriteret blik.

"Jeg tager med Tori" lød der fra mig og Jose i munden på hinanden. 

"Det er for farligt", min mor så med et seriøst blik på os alle sammen. 

"Jacob, du tager med dem" lød min fars stemme pludselig. 

"Vent- Nej- HVAD?", han så med et irriteret ansigtsudtryk på os. 

"Det er ikke til diskution! Du tager med dem og beskytter dem hvis der sker noget"  

"Jeg er toogtyve, jeg bestemmer selv, jeg træffer mine egen beslutninger"

"Det ærligt, for denne gang træffede jeg den. Smut op og hent noget tøj og hvad i alt for brug for, jeg køre jer. Skynd jer", og derfra stoppede diskutionen. 

☯☯

Tori lukkede og låste døren efter Jacob som den sidste trådte ind i huset. 

"MOAR?" råbte Tori højt og smed sine sko ved siden af døren. 

Ingen svarede. 

Med hendes sædvandelig skridt og fart fik hun bevæget sig ind i stuen og hen til køkkenet. 

Hele fire år siden jeg sidst havde været her i huset. Det havde ændret sig en del. Stilen var blevet meget mere moderne og køkkenet var blevet lavet om. 

"Hun er taget på arbejde", Tori krøllede den gule sedlen sammen og smed den ud i skraldespanden. 

"Sulten?" spurgte hun og så skiftevis på os alle sammen. 

Jose og jeg nikkede, Jacob så bare koldt på hende. 

"Jamen, tak for svar Jacob. Dejligt du gider" lød der sarkastisk fra hende. 

Hun smed sin taske på gulvet, rettede på sine briller, inden hun tog hustelefonen og begyndte at taste et nummer ind. 

"To pizzaer med ost og pepperoni?", mig og Jose nikkede. 

"To pizzaer med ost og pepperoni" lød hendes stemme endnu en gang. 

"Super. Hej", og derefter lagde hun telefonen fra sig og smed sig hen i den hvide sofa som var formet i et 'U'.  

☯☯

Efter vi havde spist bevægede vi os op Tori's værelse som virkelig var flot. 

"Okay, der kan sove to i min seng, også kan jeg finde en 'slå ud 'dobbelt seng", tilbød Tori. 

Jeg fulgte med Tori hen langs den lange gang og ind i deres roederum. 

Vi fandt hurtigt dobbeltsengen som var slået sammen, fik den ud og ført ind i Tori's værelse, hvor Jose og Jacob var gået igang med at flytte de små borde og slå sengen ud. 

Jeg fulgte med Tori endnu en gang, dog denne gang ind i hendes mors soveværelse, hvor vi fandt en dobbeldyne og noget sengetøj til, nogle puder og et lagen. 

Som vi kom gående ind på værelse, fik Tori fundet 'Jose's' dyne og pude frem fra mit skab. Jose sov her tit, så hun havde sin egen dyne og pude her. 

"Det ser ud som de tager sengen, skal vi så tage den seng?" grinte jeg og pegede på dobbeltsengen som stadig var slået sammen. 

Tori samlede sin dyne og hovedpude op fra gulvet og kastede hen imod Jacob. "Du er simpelthen så heldig at få æren af at sove med mine ting, eftersom mig og Emily skal dele dyne" smilte Tori og lagde den store tykke dobbelt dyne pænt hen over sengen som jeg havde fået slået ud og fået senge-lagen over. 

"Jose havde lagt sig inderst i sengen og Jacob lå yderst. 

Jeg og Tori fik skubbet sengne helt hen til hendes seng. Den passede lige og lige i højten. 

Tori lagde sig ved siden af Jacob og jeg lagde mig yderst. 

Jeg fik skiftet om til et par blomstret leggins og en random t-shirt. Tori træk bare i en stor t-shirt som gik hende til lårene. Jacob skiftede om til sine sædvandelig nike shorts. Og Jose fik skiftet om til et par mørkeblå leggins og en stram grå bluse. 

Vi fik fundet en film vi alle ville se. Trukket gardiner for Tori's vindue og sørget for alle vinduer og døre i huset var lukket og låst. Ligeborset fra badværelsedør, Tori's værelse dør og hendes mor's værelsedør. Ellers havde vi lavet noget popcorn, fundet noget chips og slik og selvfølgelig, sodavand. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...