Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1621Visninger
AA

8. llllllll

Torial Marie Mariane Marry.

Endnu en morgen stod på. 

Jeg rejste mig fra sengen, slukkede alarmen, åbnede vinduerne, forlede sengen om til en sofa, lagde sofapuderne pænt hen, stillede bordene pænt hen med mellemrum imellem sig, fandt mit tøj til idag, der bestod af et par sorte skinny jeans fuldt med huller hele vejen ned langs bene, et par sorte strømper, hvid stram bluse og hættetrøjen fra igår som jeg fik af Emily, jeg fandt nogle halskæder, tog dem på og lod dem stoppe lidt nede under mine bryster. 

En tot fra vær side af mit hår, havde jeg ført om bag ved og sat sammen med en gennemsigtig elastisk, ellers hang det bare krøllede ned. 

Jeg pakkede mine skole ting og forsvandt så ud af døren efter at have fået sagt farvel til min mor. 

Som jeg kom cyklende længere ned af vejen mødte jeg Jose og Emily som begge stod og ventede på mig. 

"Cyklen?" grinte jeg og så med mit sædvandelig smil på Jose og Emily. De grinte begge og Emily nikkede. 

"Grunden jeg ikke måtte snakke eller være sammen med jer før, var pågrund af min transformation men ikke mindst det som var sket ovre på skolen jeg boede på før" smilte Emily. 

"Hvad var sket der ovre?" spurgte Jose og kørte om på min venstre side så jeg kørte i midten. Hvorfor det altid skulle være mig i midten, vidste jeg ikke. 

"Jeg blev tævet på det groveste" svarede Emily kort. 

"Idioter" mumlede jeg og Jose i munden på hinanden. 

☯☯

"Jeg er på vej, jeg har lige forladt skovstien. Jeg er der omkring fem minutter" grinte jeg. 

"Super. Jeg venter!" lød der grinende fra den anden side af røret hvor Emily sad. 

Jeg førte telefonen væk fra mit øre, lagde på og forsatte med at gå. 

Jeg så mig til venstre side, derefter til højre også bag ved.

Lydende er der igen, og det samme er en skygge. 

Hurtigt drejede jeg blikket lige ud og gjorde alt for at ignorere skyggen. 

 

Noget greb fat i min taske og rev mig let bag ud. 

Jeg begyndte at vride mig, kom fri fra grebet og løb alt hvad jeg kunne. 

Hurtigt drejede jeg ned at hjørnet til Emily's gade, drejede hovedet bag ud, og så noget sort fulgte efter. 

Tårene pressede sig på og gjorde at jeg løb en smule hurtigere. 

Jeg løb alt hvad jeg overhovedet kunne og var ved at skvatte i det jeg med en fart drejede op i indkørslen til Emily's hus. 

Ivrigt bankede jeg på døren, skregslaget. 

Døren åbnede sig, jeg skubbede døren ind at og lukkede og låste den hurtigt. Jeg lænede mig lidt op af døren inden jeg gled forpustet ned og mit blik blev mødt et par sorte og grå Adidas bukser, samt nogle sorte strømper. 

Emily kom løbende forvirret ned at trapperne. 

"Hvad sker der?" spurgte hun og løb hen til mig. 

"Skygger ... stemmer ... nogle rev i min taske ... greb fat i min h-hånd .. forfulgt", fik jeg presset forpustet og skregslaget ud. 

Jeg gned en smule rundt i mine øjne inden jeg rejste mig fra gulvet, bande mine sko op og lagde dem pænt hen til alle de andre. 

Jeg skubbede ærmerne til hættetrøjen op og hev lidt ned i min bluse eftersom den skimte min mave. 

Mit blik blev mødt Jacob som stod med krydset arme op af hoveddøren og kiggede mistænkdigt og undrende på mig. 

"Jeg kan virkelig ikke klare det længere. Jo svagere jeg blir, jo mindre kan jeg holder ud at løbe eller være med til cheerleading" hviskede jeg forpustet og gjorde alt for det kun var Emily der kunne høre mig. 

"Hvor er Jose?" spurgte Emily og sendte mig et smil. 

"Hun er hjemme ved bedste. De er igang med at lære nogle besværgelser Jose har det svært med" fortalte jeg og fulgte med Emily op af trapperne og ned til hendes værelse der lå for enden af gangen til højre, ligesom mit. 

☯☯

Et grin forlod mine læber. 

"Se her", jeg begyndte at lade mine hænder køre rundt, som jeg havde en kule imellem. 

En cirkel af lys startede at forme sig i midten. Den blev større og større og til sidst fyldte den hele pladsen mellem mine hænder. 

Emily stak forsigtigt fingeren imod kuglen. Hurtigt træk hun den til sig og pustede. 

Jeg lod mine hænder falder ned på min sidde og den elektriske bobbel forsvandt. 

 

Mine ben føles pludselig mærkelige og begyndte at ryste. Med et bump landede jeg på gulvet. 

"Hvad sker der Tori?" spurgte Emily og satte sig ned på gulvet til mig. 

"Jeg ved det ikke" mumlede jeg svagt, samt jeg mærkede mine øjne lukkede sig let sammen og åbne sig igen. 

Emily's velkendte iPhone ringetone lød pludselig. Hun rejste sig forvirret og tog mobil. 

Hun tog den og satte den på højtaler. 

"Begynder Tori at blive svag?" lød Jose's stemme.

"Ja" svarede jeg hæst. 

"Tori. Jeg er igang med at lægge en besværgelse. Men jeg har brug for du siger efter mig og bedste. Tag Emily's hånd", Emily greb ud efter min hånd og tog et fast stramt greb omkring min. 

Jose og bedste begyndte at sige et eller andet, som mig og Emily gentog. 

Jeg tror vi sad i omkring fem minutter og sagde et eller andet, da jeg til sidst fik det endnu mere dårligt og det hele begyndte at svimle. 

Før jeg vidste at alt følte jeg ingenting længere. 

Det hele blev utydeligt og til sidst sort. 

(Forsættes)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...