Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1615Visninger
AA

7. lllllll

Torial Marie Mariane Marry.

Jeg slog mine øjne op, satte mig op i sengen, svang dynen væk fra min varme krop, slukkede for alarmen der lød i mine højtaler, åbnede begge mine vinduer og fandt vej ud til badværelset, hvor jeg fik tændt for det varme vand, smidt mit nattøj og undertøj også hoppet ind under. 

 

Føntørren blev slukket og lagt fra mig. Den lille mængde mascara blev påført mine øjenvipper og deodoranten blev sprøjtet under mine arme. 

Med håndklædet omkring min krop fik jeg bevæget mig ind i mit værelse, fundet noget rent undertøj og noget tøj som idag bestod af et par stramme lyse cowboy bukser der havde nogle få huller hist og pist. En blå ternet skjorte blev knappet og et par blå og hvide VANS røg op over mine fødder. 

Min idrættaske blev pakket med mit sædvandelig cheerleader outfit, som bestod af en par ekstra underbukser, meget kort nederdel i farven blå, gul og hvid. En ekstra BH, croptop i samme farver, gul, blå og hvid. En sort skrift stod vandret hen langs brystet med ordet 'WOLF' som skolens fodbold hold nu hed. 

Jeg lagde min computer ned i den stribede 'computer sleeve' og så ned i skoletasken, som jeg svang op på ryggen, min mobil røg ned i min ene baglomme og vinduerne blev lukket, jeg tog min army grønne sommejakke med mig på vej ud, fik hurtigt fat i et æble fra frugtskålen og forsvandt ud af døren, fandt min cykel, låste den op, træk den ud af skuret og begyndte at cykle. 

Som jeg kom længere ned af gaden så jeg Jose vente nede for enden på sin store lyserøde damecykel med blomstret stor kurv hvor hendes taske lå i. 

☯☯

"Heeej" , både mig og Jose så hen på min højre side hvor Emily stod smilende. 

"Halløj" grinte mig og Jose i munden på hinanden. 

Vi gik i en rolig fart ned langs kantinen, slog os ned hvor vi altid sad og begyndte at snakke. 

 

"Det er ved at blive værre" mumlede jeg og så ned i min mad der lå foran mig.

"Hvad mener du?" spurgte Jose og jeg kunne mærke hendes blik hvile på mig. 

"Jeg reagere på de vildeste ting. Jeg kan føle alt!" svarede jeg og så skiftevis på Jose og Emily. 

"Hvad mener du med du kan føle alt?" spurgte Emily og så forvirret på mig. 

"Jeg kan mærke dit hjerte banke, jeg kan mærke hvad du føler og du mærker. Og det samme kan jeg ved Jose. Jeg kan mærke træerne's blade falde og ramme jorden. Jeg kan mærke træernes gang og jeg kan mærke vær gang folk nærmer sig mig. Jeg høre alt. Når folk taler i telefon .. når folk går, når folk hvisker og snakker" forklarede jeg og de så begge overrasket på mig. 

"Næsten ligesom i den der unormale film, Lucy" mumlede jeg for mig selv og rejste mig op eftersom klokken begyndte at ringe. 

"Jeg har brug for at snakke med bedste!" sagde jeg i en bestemt tone og så på dem begge. 

"Samme her. Jeg bliver ved med at drømme mærkelig drømme og ramse alle mulige ting. Jeg blir ved at se mærkelig ting foran mig" var Jose enig med mig. 

Emily forholde sig tavst og så ned i jorden, som hun ville fortælle noget men kunne ikke. 

"Emily?" spurgte jeg og så på hende. Hun svarede ikke. 

"Er der noget du vil fortælle os?" spurgte Jose som også havde tænkt det samme som jeg. 

Et suk lød fra hende inden hun kiggede op og så på os. "Vi mødes i skoven klokken otte! Præcis! Henne ved søen der lægger tættest på dit hus" hun pegede på mig og jeg nikkede forstående. 

"Jeg klarer ikke de sidste to timer. Jeg har brug for bedste nu!", jeg så skiftevis på dem begge. 

"Jeg tager med dig", Jose sendte mig et smil og jeg nikkede. 

"Vil du med?" spurgte jeg og løftede mit ene bryn. 

"Jacob henter mig efter skole" svarede hun og sukkede, vi nikkede forstående og gav hinanden et farvel kram og mig og Jose forsvandt ud imod udgangen. 

☯☯

Efter at have fortalt bedste alt, så hun på mig med et smørret smil. 

"Du er ved anden station kalder man det. Tredje station er at lære at styre det du allerede er igang med at lære. Det vil måske gøre ondt, men det er hvad det er, jeg kan ikke få smerten til at forsvinde" svarede bedste. 

Hun så på Jose. "Du er det man kalder en 'Princess Witch Guardian'. Jeg går udfra Tori ikke har sagt det endnu" forklarede bedste og begyndte at fortælle Jose historien omkring at jeg har været prinsesse.

 

"Du er en meget speciel heks. Det lægger i blodet fra din biologiske bedstemor" smilte bedste og lagde en hånd over Jose's. 

"Jeg har nogle bøger du kan bruge som læring. Men pas på, det kan være farligt, og det er ikke noget man bruger for sjov, kun i nød!", bedste rejste sig op og træk nogle forskellige bøger frem fra sin hylder fuldt med alle mulige forskellige bøger. 

☯☯

Mørket havde lagt sig over byen og mig Jose havde fundet frem ved søen hvor vi skulle mødes med Emily. 

Jeg så op fra vandet og hen på træerne hvor en lyd kom fra, den blev højre og højre og før jeg ved af det havde jeg lavet det samme med min arm som jeg gjorde igår. 

Roligt sank jeg armen da jeg fandt ud af det var Emily. 

"Hvad er så grunden til vi skulle komme?" spurgte Jose og slap grebet omkring min arm. 

"I er ved at transformere jer, jeg er også", jeg så på Jose som også så på mig. 

"Til?" spurgte jeg og så forvirret på hende. 

"Jeg vil ikke bringe jer i fare så jeg vil helst ikke vise det, hvis jeg prøver at transformere jer, kan det måske ende galt" smilede hun undskyldene. 

Jeg holde mine hænder imod luften og lavede en bue med dem, en slags ring dannede sig omkring os, hvor en svag blå, grøn og lilla farve lyste nede i enden. 

"Jeg kan mindst holde det her i tredve sekunder så skynd dig før det forsvinder og jeg bliver svag", de så begge overrasket på mig, men Emily gjorde så som jeg sagde. 

Hun begyndte at lave nogle bevægelse, og pludselig strakte hun sine hænder ud, en smule hår dannede så på hendes hænder, hendes negle borde sig længere ud og dannede sig en skarp spids for ende, hendes hår blev en smule uglet og nogle rynker dukkede frem i hendes ansigt, hun fik en gul øjenfarve, men pludselig var hun normal igen. 

"Vareulv?" spurgte jeg, og lod mine hænder falde ned på siderne igen og den blå ring forsvandt og vi nærmede os Emily. 

"Det kaldes 'human wolf'. Jeg er ikke hel varulv" forklarede hun og satte sig ned på græsset, mig og Jose gjorde det samme. 

"Hvad med jer? fandt i ud af hvad der er ved at ske med jer?" spurgte hun og så skiftevis på mig og Jose. 

"Jeg er en Princess Witch Guardian" fortalte Jose og så ned i jorden. 

"Det stammer fra min biologiske bedstemor", forsatte hun. 

"Hvad med dig Tori?" spurgte Emily og sendte mig et skævt smil. 

"Jeg har åbenbart været prinsesse før. Jeg døde men er blevet skabt til live af nogle hekse. Jeg har næsten alle kræfter og overnaturlige evner" fortalte jeg. 

"Mit rigtige navn er; Torial Marie Mariane Mary", Emily så med store øjne på mig. 

"Jeg har hørt det lange navn før?.. kan det passe bedste Batris læste eventyr op med det navn når hun passede os?", Emily så undrende på mig og Jose. 

Vi nikkede begge. "Ej hvor vildt" grinte hun. 

"Det er ret så vildt, men jeg blir mere og mere svag for vær gang jeg nærme mig næste station som det åbenbart hedder" forklarede jeg og så en smule trist på dem. 

"Jeg tror det er meningen. Du blir svag, og har brug for noget specielt?" fortalte Emily og så på os med et skævt smil. 

"Du har fat i noget Emily. Måske en besværgelse?" spurgte Jose og så skiftevis på os. 

"Måske, vi kan spørger bedste imorgen" smilte jeg og rejste mig op. 

"Jeg må til at komme hjem, jeg føler mig stalket igen", jeg så rundt mellem træerne . 

"Jeg følger jer hjem så i er sikre" smilte jeg sødt og begyndte at gå vejen imod Jose's gade så hun kunne komme hjem som den første, hun skulle nemlig være hjemme om præcis ti minutter. 

 

"Hvad var det?" spurgte Emily og vendte sig rundt. 

"Du gør mig bange Emily" grinte jeg og daskede til hende, samt jeg krøb min jakke mere indtil mig, ikke kun fordi jeg var bange men mere fordi der var så koldt, det var koldere end normalt. 

"Vil du låne en jakke?", jeg så op fra jorden og hen på Emily som så med et bekymret smil. 

"Ja tak" grinte jeg og fulgte op af gårdspladsen. 

Mig og Emily vendte os om med et sæt da lyden lød endnu en gang. 

"Jeg får Jacob eller min far til at køre dig hjem, noget virker mærkeligt. Du får ikke lov til at forlade grunden her uden en ved din side" lød der bestemt fra Emily. 

Jeg grinte.

"Det går Emily-"

"Du får ikke lov Tori!" afbrød hun mig og skubbede mit blidt ind af døren. 

 

Jeg så hen imod trapperne hvor Emily kom gående ned med en sort hættetrøje. 

"Bare behold den, jeg er blevet så fed jeg indengang kan få den lynet uden den sidder stram", jeg grinte af hende, tog min jakke af og tog den sorte hættetrøje med hvid lynlås og lynlås stænger plus hvide tykke snore. 

Jeg tog den på, lynede den og så ned af mig selv, den flavrede en smule, en smule stor, men sådan kunne jeg nu godt lide det. Jeg tog den army grønne jakke ud over og lukkede den. 

"Det er Jacob", en høj brummen lød i bagrunden. 

Emily åbnede hoveddøren og mit blik blev mødt Jacob som slukkede for en eller anden orange tingest jeg går udfra kaldes en motorcykel. 

Jacob så med sit sædvandelig følsesløse blik på os. 

"Noget virker mærkeligt Jacob, jeg vil ikke lade Tori gå hjem selv, en eller anden skygger følger os. Er du ikke sød at følge hende hjem?", Jacob så hurtigt op fra sin mobil og hen på mig. 

Jeg bed mig i underlæben. 

"Emily-"

"Nej Tori!" afbrød hun mig.

Et suk lød fra ham. "Taark" smilte Emily stort. Jeg gav Emily et kram. 

"Så, går vi?" spurgte jeg. Han så på mig med et olmt blik, inden hen rejste sig fra sin tingest og gik ind i det lille skur, kom ud igen med en hjelm. 

"Aaaah. Glem det, jeg skal ikke op på den der .. livsfarlige tingest", var jeg hurtigt til at prodister. 

Han kastede mig hjelmen og jeg greb den. 

 

Jeg tror vi stod i mindst fem minutter fordi jeg var så skide stædig. 

Men overgav mig til sidst. 

Jeg træk hjelmen ned over mit hoved og prøvede med besvær at få den lukket. 

"Har du brug for hjælp?" spurgt en stemme pludselig, den var hæs og dyb. 

Et suk lød fra mig inden jeg bevægede mig tættere på ham og han hjalp mig med at få den lukket. 

Jeg så med et nervøst ansigt på sædet, inden jeg til sidst overgav mig helt, satte mig op og holde med et stramt greb omkring ham. 

Han tænde for tingen og begyndte at køre, mit hår blæste ud til alle sidder og blæsten tog kraftigt fat i mine iskolde hænder der stramt holde fast i Jacob. 

☯☯

Efter at have guidet ham til stedet hvor jeg boede, stoppede han motorcyklen og hjalp selvfølgelig også med at få den af, for det var jeg også så spastisk til. 

"Tak for .. du gad at køre mig hjem" sagde jeg i en rolig og genert tone, førte en tot hår om bag mit ene øre og begynde at gå bag ud, samt jeg til sidst vendte mig om og gik med rolige skridt op af den fine sti som førte til den store sorte dobbeltdør. 

Jeg åbnede døren og lukkede den i igen bag mig, jeg så kort ud af vinduet og nåede lige at fange Jacob køre væk på sin livs farlige tingest. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...