Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1609Visninger
AA

6. llllll

Jacob.

Mit blik fokuserede kun på Emily som sad og spiste sin morgenmad hurtigere end hun plejede. 

Hendes øjne var heller ikke så blanke som de plejede. 

Hendes hudfarve var heller ikke så bleg som den plejede. 

Hun var næsten sig selv igen. Jeg nægter at tro på det var pågrund af de to piger som åbenbart hed Tori og Jose. 

Jeg husker navne .. jeg har hørt dem før, jeg kan bare ikke huske hvornår. 

"Hvorfor stirre du sådan" lød hendes stemme pludselig. Jeg kunne svagt ane et smil på hendes læber. 

Jeg svarede hende ikke men forsat bare med at kigge koldt og hårdt på hende. 

"Slap nu af Jacob" mumlede hun irriteret, rejste sig og skulle til at placere skålen i håndvasken men blev afbrudt at min mors stemme. 

"Noget mærkeligt er ved at ske i byen", hun så skarpt ned på mig. 

"Jeg har intet gjordt" sagde jeg hårdt, skubbede stolen hårdt og og rejste mig. 

"Jeg så Geraldine køre gennem byen som en panikslaget tosse", som jeg skulle til at forlade køkkenet stoppede jeg op og vendte mig rundt for at møde min mors blik. 

"Og jeg så Josefine cykle gennem hele byen for at stoppe op os Batris. Torial's bedste" lød der endnu en gang fra hende. 

"Du ved jo godt at Jose stadig ser Batris som sin egen bedste" lød der fra Emily, som havde fulgt med. 

"Var Josefine og Torial i skole igår?", jeg så over imod Emily som jeg havde stillet spørgsmålet. 

"Nej?" svarede hun og løftede sit ene bryn, samt hun fandt sin cowboy jakke fra stolen og træk den op af sine arme. 

Et smørret smil dannede sig om mine læber.

"Jacob, pleas lad pigerne være" lød der bedende fra Emily, som pludselig havde sagt endnu et ord. 

Rekord. Hun har aldrig sagt så meget siden vi flyttede for at flytte tilbage. 

"Jeg køre dig i-"

Jeg blev afbrud ved lyden af dørklokken. Med store skridt fik jeg bevæget mig imod entre'en og åbnet hoveddøren. 

Mit blik lod sig stivne på synet af Torial. 

"Flyt dig nu Jacob" lød der irriteret bag mig hvor Emily stod og var parat til at gå. 

Jeg vendte mig om imod hende og skulle til at åbne munden for at spørge om hun havde fået lov til at gå selv med pigerne. 

"Jeg har snakket med far", var hun hurtigere end mig. Jeg flyttede mig, og fulgte dem alle sammen som de forsvandt ned langs gaden. 

Jeg smækkede døren i og bevægede mig ind i stuen hvor jeg vidste min far ville sidde. 

"TÆNK HVIS DER SKER HENDE NOGET!" råbte jeg arrigt og så på ham. 

"Det gør der ikke Jacob, slap af" lød min mors stemme bag mig. 

"Hvis der sker hende noget igen, skal jeg nok sørger for jeg ikke redder hende igen", var jeg hurtigt til at svare og skyde en truende finger i vejret, forsvandt i en fart op på mit værelse, hvor jeg smækkede med døren og låste den. 

☯☯

Jeg satte af og lod mig selv forsøge at komme op i træet jeg altid sad og overvågede byen i. 

Jeg transformerede mig tilbage til menneske. 

Mit blik farrede hen imod det store hvide hus som tilhørte Torial og hendes mor. 

Torial stod inde på sit værelse, hendes mund bevægede sig en smule, jeg gik ud fra hun havde besøg eller snakkede i telefon, måske Skypede? det gjorde hun tit. 

Hun lænede sig tilbage i boblen der bulede ud af, hendes computer var på hendes skød og man kunne ane noget bevæge sig på skærmen. Hun Skypede. 

☯☯

Mørket havde lagt sig og klokken havde nærmet sig ni. 

Jeg så rundt i huset, som var stille. 

Mor var blevet færdig med at vaske op og lægge tingende på plads. 

Far sad som altid og var helt væk i fjernsynet, og puttede med mor. 

Emily, sad oppe på sit værelse og jeg gik ud fra hun Skypede eller Facetime'ede. 

Et grin lød der inde fra. "Men husk nu, Ik sig det til nogen, mig og Jose er bare ved at blive sindsyge!", stemmen tilhørte helt klart Torial. Et grin lød, et grin jeg ikke havde hørt i meget lang tid. 

Jeg vendte mig roligt om og åbnede døren til mit mørke værelse. En meget mørk blå var på væggen med en sort tyk kant rundt om. Min dobbeltseng stod op af væggen og dyne og pude lå roedet, mit natbord var også en masse rod på. Mit tøj lå spredt lidt over det hele og min komode stod åben og noget tøj hang ud over. Mit skrivebord var fyldt med en masse tegninger jeg havde fra Torial's værelse, hun var ret god til at tegne. Bare syndt hun lige valgte at tegne det. 

Jeg lukkede døren i bag mig, tænde for den lille natlampe der stod på natbordet, den lyste svagt rummet op.

Jeg smed mine shorts, greb ud efter mine blå og hvide Adidas bukser, træk i dem, hæv min t-shirt op fra bukserne og lod den hænge ned langs buksekanten og endtil den ikke kunne nå længere ned. 

Jeg slukkede lampen, låste døren, åbnede vinduet og sprang ud, som jeg landede på jorden havde jeg transformeret mig til varulv. 

 

Med en høj fart løb jeg gennem skoven og i slalom mellem trærende.

Jeg stoppede op bag en busk ved søen og så hen imod den.

En tynd slank skikkelse stod ved vandet. Håret var blevet sat op i en roede knold og armende var krydset. 

Jeg lod mine brune øjne forvandle sig til en svag blå farve og hvilket gjorde mit syn blev hundrede gang bedre. 

Hudfarven var en smule bleg, øjne var brune og det samme med øjenbrynende. Ringende på hendes fingre var bekendte og det samme med øreringen i hendes øre, halskæden der hang omkring hendes hals. Det var Torial. Igen .. hvorfor er hun ude klokken .. jeg forvandlede mig til et menneske kiggede kort på mit ud, klokken halv elve om aften, tilbage til varulv. 

Roligt løftede jeg min ene potter og lænede mig frem af, en lyd kom da jeg stødte, jeg ramte en gren. 

Hurtigt kiggede jeg op og hen på Torial som havde vendt sig om imod mig. 

Hun svang sin arm i min retning, og en rune blev lyst op, den kom fra hendes håndflade. Hun åbnede hånden helt, samlede i sine ben og rettede hendes ryg helt op. 

Den lilla'e rune skiftede sig til grøn. Hun lukkede sine øjne og pludselig begyndte en kraftig blæst. 

Jeg kneb øjne svagt sammen. Hun vendte hovedet i alle mulige retninger, men stoppede stift ved min retning igen. Jeg drejede mit pelsede hovedet bag ud for at se om noget var bag mig, intet. Jeg drejede hovedet tilbage men kunne intet se. Noget skyggede. 

Jeg så op langs det foran mig. Pludselig blev mine øjne mødt Torial's. 

Hun satte sig ned på hug foran mig, og begyndte at ae mig. "Du skræmte mig" grinte hun og kørte begge sine hænder ned langs min sorte, hvide, brune, grå bløde pels. 

Jeg lagde mig ned og nød hendes bevægelser imod min pels. Hun satte sig ned i skrædder stilling og forsatte sine bevægelser. 

"Jeg er seriøst ved at blive sindsyg, jeg troede det var den skygge der følger efter mig. Som om jeg skulle til at dø", jeg løftede mit ene øre og satte mig op. 

Skygge?..

Hun rejste sig op. "Jeg må nok til at komme tilbage" smilte hun, kløede mig bag øret og forsvandt så i en utrolig hurtig fart. 

Noget bag mig bevægede sig. Jeg vendte mig rundt, begyndte at knurre. 

Eftersom jeg havde stået i noget tid skete intet, så jeg valgte at løbe hjem. Der var intet ude i nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...