Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1625Visninger
AA

2. ll

Torial Marie.

Jeg slog langsomt mine øjne op ved lyden af alarmen der skar gennem øret på mig. 

Langsomt svang jeg den varme dundyne væk fra min krop, rejste mig op og bevægede mig hen imod mit skrivebord for at få slukket alarmen fra min mobil, der var tilsluttet mine højtaler så det blev højre. 

Efter jeg fik slukket for larmen, fik jeg åbnet begge mine vinduer for at få noget frisk luft ind og slippe for at få fugt. 

Natkjolen jeg havde sovet i, træk jeg overhovedet, smed den på min kontorstol og gik med langsomme og søvnige skridt hen imod min 'seng'.

Træk det sorte lagen op, svang det omkring min hovedpuder og min dyne, smed det på gulvet, åbnede for sofaen, smed tingene ned i kasserne og fik så slået den om til en sofa. Jeg lagde som altid pyntepuderne pænt hen, stalde bordende hvor de nu skulle så, med et lille stykke mellem rum i mellem. 

Med et gab, bevægede jeg mig hen imod mit lille walk-in-closet. Jeg hev noget nyt undertøj ud, sorte skinny jeans og en hvid stram bluse nogle sorte strømper og det var så det. 

Hurtigt fik jeg hoppet i tøjet, smuttet ud på badværelset og redt mit lange brune blonde hår, lagt et meget tynd lag mascara og børstet mine tænder. Mit hår lod jeg krølle som altid. Det var sjældent jeg glattede det, men det skete nu nogle få gange. 

Jeg forlod badværelset med en lukket dør. Fandt min mobil, taske og idag en sort læderjakke. 

Jeg fik sørget for mine vinduer var lukket og låst, forlod værelset med en lukket dør og fik bevæget mig ned af trapperne hvor nogle stemmer var. Sikkert mine forældre. 

Rigtigt nok, min far sad i sofaen med en kaffe kop i hånden og iPad i skødet. 

Min mor stod i køkkenet igang med at vaske op. 

Jeg smed min taske og jakke på sofaen, bevæget mig hen imod køkkenet, placeret min røv i en af de tre barstole og begyndte så at skovle noget cornflakes i munden. 

☯☯

"Så hvad er planen helt præcis?", mig og Jose gik hen langs gangen med vores bøger i armende og taske på ryggen. 

"Vi smutter hjem med vores ting til mig, få noget og spise også tager vi hen til Emily" hviskede jeg lavt og drejede om hjørnet. 

"Men det er jo ikke sikkert vi få lov til at komme ind?" 

"Der er flere måder vi kan komme ind på. Vi kan plage Anja om at få Emily med ind i vores gruppe til historie? eller os kan vi tage chancen omkring vi bare vil være sammen med hende" forklarede jeg. Anja er vores Historie lære som i nok kan regne ud. 

"Vi tager måden med projekt" var Jose hurtig til at svare. 

☯☯

"Vi vil bare gerne være os tre igen. Det føles som det hele er blevet ødelagt siden hun flyttede. Og .. hun sidder alligevel kun for sig selv. Det er syndt" forklarede jeg og så trist ned i jorden. 

"Altså, jeg har jo en aftale med hendes far ... men jeg syndes os selv det er syndt. Det er forståeligt, jeg forklare hende det" smilte Anja venligt. Hun var sådan en sød lære. 

"Men husk, ikke nævn at det er os der har bedt om det, pleas? det skal være en overraskelse" var Jose ivrig til at sige. Et grin lød fra Anja, hvilket smittede af på os. 

"Det er en aftale piger. Vi ses i næste time" grinte Anja og forlod os. 

"Første misson, klaret" grinte jeg, og bevægede mig ned langs kantinen og hen imod bordet hvor Simon, Mågens og en masse andre sad. 

☯☯

Sidste time var den vi nu sad i. Vi havde historie, og det var nu det hele skulle til at ske. 

 

Mit blik fulgte alle Anja's bevægelse, og jeg kunne tydeligt se ud fra min øjenkrog at Jose gjorde det samme. 

Med rolige og store larmende skridt satte Anja sig ned i sin stol, begyndte at roede med nogle papire inden hun kaldte Emily op til sig. 

Med bange og små skridt bevægede Emily sig op imod Anja. 

"Lad som om vi laver noget" mumlede jeg og så ned i min computerskærm, hvilket Jose også gjorde. 

Jeg lod mine fingre glide rundt på mit tastatur, til jeg fik dannet ordet 'Frankrig' jeg trykkede enter, og computeren begyndte at søge. 

Mig og Jose skulle skrive om Frankrig. Så .. nu lignede det i det mindste vi laver noget. 

Jeg forholde blikket på min computerskærm og lod mine øre lytte ekstra godt. 

Anja's stemme var en hvisken, men lige og lige til man kunne høre hvad hun sagde. 

"... Det er ikke for at være ond eller noget søde. Men jeg syndes du skal tilslutte dig Torial Marie og Josefine's gruppe. Det bliver en smule lettere for dig men ikke mindst dem" , typisk lære at sige ens fulde navn. Ja, jeg hedder Torial Marie unormalt navn. Og ja Jose hedder Josefine normalt navn. 

Jeg hørte ikke rigtig mere da Jose pludselig begyndte at grine. 

"Hvad er der?" spurgte jeg undrende og kiggede væk fra computerskærmen, lænede mig tilbage i stolen og løftede et bryn. 

Hun svarede ikke, men begyndte derimod bare at ryste på hovedet og grine endnu mere. 

☯☯

Jeg nåede lige og lige at fange Emily's blik, sende hende et svagt smil, inden hun trådte ind i bilen. 

Jeg hoppede op bag på cyklen, holde svagt fast, og mærkede hvordan vinden begyndte at få mit hår til at stryge bag ud og svinge. 

Den velkendte mørke røde bil, kørte roligt op på siden af mig og Jose. 

"Pff, han vil sikkert køre om kamp, men bare rolig min ven. Jeg er hurtigere end du tror" lød Jose's stemme. 

Et højt grin forlod mine læber og blandede sig med Jose's. 

Jeg mærkede tydeligt en masse stiren fra bilerne ved vores side.

☯☯

"Vi smutter!" råbte jeg gennem entre'en, og fik mine slidte convers bundet om mine fødder, fået min læderjakke op over mine arme, grebet ud efter mit store halstørklæde og min skoletaske. 

"Du har vel alle ting med?" spurgte Jose og kiggede mistroisk på mig. Jeg nikkede grinende, åbnede hoveddøren og lod den smække i efter Jose. 

"Tror du hun bor hvor hun også boede før?", jeg træk min sorte og røde mountainbike ud fra skuret af og svang mit ene ben på den anden side, så jeg havde pælen mellem mine ben. 

"Hvor er den anden cykel?" spurgte Jose undrende. 

"Den er hos min far. Han gav mig den her mens han laver den anden" svarede jeg og satte af. 

☯☯

Som vi kom cyklende hen langs vejen blev det hele en smule mere og mere tavst. 

"Skal vi ikke vende om Tori?" lød der bedende fra Jose.

Et suk forlod mine læber. "Det er femte gang du spørger. Nej" svarede jeg. 

 

Jeg stoppede cyklen ved det halv store gule hus. Bilen var der ikke. Det hele så forladt ud, græsset var højt, hækken var ikke blevet klippet i mindst seks år. Grene voksede op langs muren og stenene var næsten blevet dækket til at ukrudt. 

"Det her er skræmmende Tori" lød Jose's bange stemme. Så bange at det ikke skulle undre mig hvis hun var ved at skide i bukserne. 

Jeg kørte op af indkørslen, hoppede af min cykel, fik støttefoden ned og lod min cykel læne sig let til siden. Jose gjorde nøjagtigt det samme. 

Hun greb fat omkring min hånd og holde sig tæt imod mig. 

Jeg bevægede mig roligt op imod døren. Foldede min hånd til en let knytnæve, lod den ramme den hvide hoveddør så det gav en lyd vær gang jeg ramte. 

 

Jeg bankede endnu en gang på. 

Lige som jeg skulle til at banke på endnu en gang lød en lyd bag døren og den blev åbnet. 

En svag lugt ramte mine næseborde i det døren åbnede på klem og man lige og lige kunne se et øje. 

"Hej" smilte jeg og trådte et meget lille skridt tilbage. 

"Hvem er i og hvad vil i?" lød en hård mandelig stemme. Den var bekendt. 

"Jeg er Tori og det her er Jose" forklarede jeg og pegede på Jose da jeg sagde hendes navn. 

"Vi vil-"

"Tori? som i Torial ... Marie? og Jose, som i Josefine?" lød en kvindelig stemme bag pludselig. 

"Æhhh ... ja" svarede jeg samt jeg lod et grin slippe ud fra mine læber. 

Pludselig blev døren åbnet helt og vi blev begge trukket ind. 

Lugten blev en smule stærkere og mørket var omkring os. 

"Hvad vil i" lød den mandelig stemme endnu en gang. 

"Lave skoleprojekt med Emily" forklarede jeg.

"Ser man det-"

"Karl, stop så! Det er Tori og Jose, du ved .. dem Emily hele tiden legede med da hun var mindre" afbrød den kvindelig stemme Karl ...EMILY'S FAR! Og kvindestemmen tilhørte tydeligvis Anette! Emily's mor. 

Vi bevægede os ind i lyset og kom til en gang hvor man kunne vælge at gå op at trappe, ind i køkkenet eller ind i stuen. Jeg husker tydeligt dette hus som det var mit eget. 

Vi vendte os rundt og blev mødt Anette og Karl. Anette kunne man tydelig genkende, dog havde hun forandret sig en smule. Hun var blevet strammet en smule mere op og fået en ny hårfarve. Karl havde derimod, fået skæg, noget hår på hovedet og en lidt stor mave. 

"Hvor er i dog bare blevet kønne! Begge to!" hvinede Anette og sprang i armende på os. 

Jeg grinte kort men svang så mine arme omkring hende og nød hendes nærvær som det var min bedste's. 

"Jeres grin, stadig ligeså elsklige som da i var mindre" grinte hun og træk sig. 

Jose slap grebet om min hånd og jeg mærkede tydeligt hvordan hun var blevet afslappet. 

"Emily sidder på sit værelse" smilte Anette og pegede oppe imod gangen til ovenpå. 

Jeg smilte sødt og fik så bevæget mig op af de brune trappetrin. 

 

Jeg lavede en sjov bankelyd og åbnede derefter døren for at blive mødt af Emily som sad på sin seng og så ned i en bog. 

Emily lukkede bogen sammen og gemte den under dynen. 

"Hør Emily. Vi har ikke snakket med hinanden i fire år. Snart fem. Men ... det betyder ikke vi ikke kan snakke med hinanden længere" var jeg hurtigt til at sige inden hun sagde et eller andet. Langsomt lukkede døren i uden at kigge væk fra Emily. 

Et suk lød fra hende. 

Inden hun åbnede munden så på os, og lukkede den så. 

"Det er okay. Vi vil ikke gøre dig noget ondt hvis det er det du tror. Vi ved ikke hvad der alt er sket i de fire år, men hvis vi vidste, ville vi nok tage mere hensyn. Du behøver ikke sige det, bare .. lav opgaven med os" lød en sukken fra Jose. 

Jeg træk stille min jakke af, smed den på gulvet og åbnede så mine sko for at smide dem, men Emily stoppede mig. 

"Du behøver ikke tage skoende af, der er beskidt", jeg grinte kort, så på hende. Hendes stemme lød som den altid har gjordt dog en smule mere kvindelig. 

"Sig mig, tror du virkelig jeg er blevet feminin hen af årende?" spurgte jeg, løftede mit ene øjenbryn, smed skoende flabet og begyndte at tøffe rundt i værelset, lægge mig ned på gulvet og rulle rundt, så støvet samlede sig om mig. 

Jeg kunne fornemme et svagt smil på Emily's læber. 

Jeg rejste mig op, og løftede mine arme. "Se, jeg sveder. Jeg normal ... ingen deo" grinte jeg og pegede imod mit venstre armhule, hvor man svagt kunne se svedet var begyndt at danne en cirkel.

Jose stalde sig hen ved siden af mig og løftede sine arme.

Vi lod dem begge glide ned igen og kastede os hen i dobbeltsengen Emily sad i. 

"Det kunne være en ide, jeg tog min computer med" mumlede jeg, rejste mig op og gik hen imod min taske, tog den med mig og smed den på sengen. 

Åbnede tasken og fik hevet den 'rainbow' farvet computer med et æble midt på op fra tasken. Åbnet for skærmen, trykkede på de forskellige farvet taster og den loggede ind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...