Once upon a time

Min bedste og mor blir ved at bilde mig ind jeg er prinsesse. Mine veninder har overnaturlige evner. Jeg husker intet. Mine minder er blevet blokkeret. Jeg har overnaturlige evner. Jeg er speciel. Jeg er døende. Tori, eller skal jeg sige Torial, Torial Marie Mariane Marry. Hun er en ganske almindelig pige på sytten år. Eller, almindelig? hun har en rune på sin håndflade. En magisk rune. Når hun blir bange eller noget angriber hende, er det som det hele forsvinder. Hun har kræfter. Hun er magisk og meget speciel. En sjælden og speciel menneske race. Skygger følger hende og minder dukker op. (Ikke rettet)

3Likes
0Kommentarer
1625Visninger
AA

1. l

De store muskler, det sorte hår samt de mørke brune øjne. 

Det var fjerde gang jeg så ham. Halv to om natten.

Der var noget sært over ham. 

 

"Tori?.. skat? tilbage til den virkelig verden, du har fem minutter til at nå i skole", jeg glippede nogle gange med øjne, inden jeg så på uret der hang på væggen i stuen. 

"Shit!" udbrød jeg irriteret, rejste mig hurtigt op fra barstolen og farrede gennem stuen, fandt min taske smidt i sofaen med min jakke ovenpå. 

Hurtigt greb jeg fat i de slidte convers, bande dem i en fart, og træk så derefter den army grøn op af armende, svang min sorte fjallraven skuldertaske over min ene skulder, åbnede hoveddøren i en fart og begyndte at løbe. 

☯☯

Jeg bankede roligt på døren til klasseværelset, jeg burde have været i for fire minutter siden. 

"Jaaer?" 

Jeg åbnede roligt døren og trådte ind. 

"Undskyld jeg kommer forsent" mumlede jeg generet og så ned i gulvet. 

"Det går vel nok Tori, bare lov mig det ikke gentager sig", jeg lavede jeg nik med hovedet og fandt min plads på tredje række. 

Jeg krydsede mine ben, lod mit blik møde Jose. Jose er min bedsteveninde. Jeg har kendt hende siden jeg var to. Vores familier er tætte. 

Hun lod et suk forlade sine læber inden hun skubbede et papir hen imod mit bord. 

Jeg så ned på papiret og begyndte at læse den flotte sammenbundet skrå skrift. 

Hvor blev du af? Jeg har prøvet at få fat på dig hele morgen? >:(

Jeg lod et svagt suk forlade mine læber inden jeg fandt en blyant frem fra mit penalhus, lod min hånd ramme det kolde bord inden jeg begyndte at lade bly'et fra blyanten køre hen af papiret i en skrift der mindede om Jose's bare ikke sammenbundet og skråt. 

Jeg sad i min egen verden igen. Min mobil var slukket, hvilket den stadig er. Sry!♥

Jeg kørte papiret hen langs mit bord og lod det ramme hendes. 

Jeg træk hånden til mig, sendte hende et kort smil som hun gengælde og begyndte så at følge med i timen. 

☯☯

"Hvad sker der mellem dig og Sander her for tiden?" grinte jeg, og lod mit blik fokusere på Sander der kom gående forbi os og undgik øjenkontakt. 

Et grin lød fra Jose, samt hun så lidt ned i jorden. 

"Godt spørgsmål. Jeg er selv forvirret" svarede hun og fik en svag lyserød farve på sine kinder. 

"Rødmer du?" grinte jeg, prikkede hende på kinden og stoppede op med at gå eftersom vi var nået til cykel stativet. 

"Overhovedet ikke, se det sådan ud?.. for jeg kan intet mærke", hun slap cykellåsen og skjulte sine kinder i sine hænder. 

Jeg grinte kort af hende, rystede på hovedet og så ud imod parkeringspladsen. 

Mit blik stoppede på Emily. Emily, var en gang en halvdelen af mig og Jose's liv. 

Vi har alle sammen kendt hinanden siden vi var to. Vi var sammen stort set hele tiden. Dog flyttede hun da hun da vi ramte alderen fjorten. Hun kom tilbage for cirka et år siden og vi er nu alle tre sytten. 

Dog er hun ikke en del af os mere. Hun gad os ikke mere da hun kom tilbage. Hun gad ingen, hun gik for sig selv, helt tavs og skrækslaget. Vi havde dog prøvet at komme i kontakt med hende nogle gange, men hun svare ikke, hun nikker kun eller ryster på hovedet. 

Noget stemte ikke længere. Hun blev hentet af sin far stort set vær dag, præcis til tiden. Bliver kørt til skolen så hun kun har præcis tre minutter til at finde alle sine ting frem til første time også komme til time. 

 

Jeg lod mit blik følge hende. Hun så også på mig. Jeg kunne svagt se vandet i hendes øjenkrog. Vandet der var ved at boble ud over kanterne. 

"Jeg savner at fjolle med hende" lød en stemme ved min side. 

Roligt drejede jeg mit hoved og mit blik blev mødt af Jose's triste blik. 

"Ja, det er ret så underligt ikke at snakke med hende eller være sammen med hende mere", jeg fjernede blikket fra Jose og rettede det endnu en gang hen imod Emily. 

Hun var stoppet op ved den velkendte mørke røde firehjulstrækker, hvor en fyr iført sort og hvide Adidas bukser, løs tanktop med store armhule huller, sorte og hvide nike sko, stod lænet op af. Jeg kørte roligt mit blik længere op af ham. Hans hår stod op i luften og blæste svagt. Det hele virkede bekendt. De brune øjne havde jeg set før? og det samme med tattoo'en på hans højre arm. Det er ... ham jeg har set de sidste par nætter?

Hvad laver han med Emily?... jeg vidste godt Emily havde en bror, men jeg husker ikke han så, sådan ud?

"Du stirre Tori. Kom nu, jeg skal være hjemme inden fire", jeg glippede med øjne, satte mig op bag på Jose's finde store lyserøde damecykel. 

Hun gjorde som hun altid gjorde, rystede en smule i starten, men stoppede så med at ryste da vi først var kommet i gang. Hun var ved at vende sig til det her. Vi har godt nok også gjordt det siden vi var ti. 

 

"Jeg har det som om du ikke fortælle mig noget" lød der pludselig fra Jose foran mig. 

"Hvad mener du?" spurgte jeg og så undrende ind i ryggen på hende. 

"Det bare .. du kom forsent de sidste fire dage. Du virker optaget af et eller andet hele tiden og dine hæfter er fyldt med tegninger af ulve og mærkelige teng?" forklarede hun, drejede ned af skovstien og forsatte videre hen langs den lange sti. 

"Sidder du og roder i mine ting?" spurgte jeg en anelse hårdt og fjernede mit blik fra jorden. 

"Undskyld Tori, men du giver mig ikke rigtig noget valg, når hun kun sidder i din egen verden" lød hendes stemme en smule trist. 

Et suk forlod mine læber inden jeg åbnede min mund. "Kan jeg fortælle dig det på et andet tidspunkt?".

"Selvfølgelig. Jeg vil ikke presse dig til noget" svarede hun, og jeg kunne svagt høre et suk. 

"Kommer du over til mig senere?" Jose's stemme lød endnu en gang. Totalt emne skift. 

"Ja" svarede jeg kort, lod mit blik forblive på træerne der svagt fløj forbi os. 

Jeg mærkede kort cyklen læne sig imod højre side, tegn på Jose drejede, sikkert ned af min gade. 

 

Vi nåede midten af den lange og store gade jeg boede på. 

Jose stoppede cyklen og jeg steg af. 

"Vi ses senere søde. Pas godt på dig selv" lød hendes stemme. Jeg smilte kort. 

"Kør forsigtigt" råbte jeg efter hende og fik bare en 'thumbs up' som svar. 

Jeg grinte kort, gik forsigtigt op af den grusede indkørslen.

Roligt træk jeg ned i dørhåndtaget, skubbede døren blidt ind af og trådte så ind i huset. 

Jeg lukkede døren efter mig, bukkede mig ned, bande mine sko op, træk lidt op i snørebåndene, sparkede dem af og gik ind i stuen. 

Jeg forsat indtil jeg nåede køkkenet der hang sammen med stuen. 

Åbnede køleskabet, kiggede rundt, fandt et æble og en vandflaske, derefter smækkede jeg lågen i, og stak kort hovedet ind imod min mors kontor. 

"Halløj" smilte jeg, hun så op og sendte mig et stort smil som svar. 

Jeg rullede skydedøren på klem, gik ud at stuen og begyndte at bevægede mig op imod mit værelse. 

Roligt træk jeg ned i håndtaget til den hvide dør, skubbede den ind og trådte ind i det helt rene værelse. 

Jeg lod mit blik fare hen imod min sorte chaiselong sovesofa, hvor nogle hvide pyntepuder var placeret i hjørnerne. 

Noget var anderledes? Vinduet i værelset stod åben. Puderne i vinduerne lå roedet, mit skrivebord manglede et eller andet, og min ellers tømte skrallespand var fyldt med en masse papire som var blevet revet i tu. 

Min hvide store lysekrone svang mere end aldrig før. 

Jeg smed min taske på gulvet, tog min jakke af, hang den op på døren ved siden af de andre jakker. 

Mit blik klistrede sig hen på mine 2 små hvide borde jeg brugte som sofabord. 

Mine stearinlys på de ene bord var væltet og på det andet bord lå en lap?

Med usikre og små skridt bevægede jeg mig hen imod bordet. 

Langsomt satte jeg mig ned i sofaen, tvang mit blik ned på lappen og begyndte at læse. 

HOLD JER VÆK FRA EMILY! Jeg holder øje med jer. Begge to!

Jeg sank langsomt min klump i halsen. Inden jeg ivrigt krøllede papiret sammen og kastede det hen imod skraldespanden hvor jeg ramte ved siden af. 

 

Jeg fandt hurtigt min mobil frem, tastede Jose's nummer ind, trykkede på knappen til at ringe op og kort efter lød nogle dut. 

"..- Det J-Jose?" 

Jeg går udfra, stammen er svaret på mit spørgsmål, men alligevel spurgte jeg. 

"Du har ogs fået truslen?", min stemme var en smule skræmt men stadig kold. 

Jeg rejste mig roligt op, bevægede mig hen imod mit store hvide vindue der buler en smule ud, så man kunne sidde inde i det, som en slags bobbel. 

"Ja. Det er totalt ondsvagt, men stadig ret skræmmende" svarede hun, samt jeg kunne høre en lettelsen i hendes stemme. 

"Jeg har ikke tænkt mig at holde mig fra hende. Hun var engang en af os. Og hun vil altid være en del af os" mumlede jeg med et lumsk smil, lukkede roligt vinduet og rettede på puderne så de lagde ordenligt. 

Stoppede mine bevægelser og så ud af vinudet. Jeg havde både et vindue ud til skoven men ikke mindst ud imod gaden jeg boede på. 

Mine vinduer var placeret lige overfor hinanden og så havde puder magen til hinanden ståenden. 

"Hvad siger du til en tur hjem til Emily i morgen?" spurgte jeg, satte mig roligt ned på den sorte madras der var placeret i vindues karmen nedenunder puderne. 

"Let's play" lød der grinende fra Jose. Jeg lod et grin forlade mine læber inden jeg fjernede mobilen fra øret, lagde på, smed den hen imod sofaen og satte mig i skrædderstilling midt i vinduet, så ud over skoven med et lumsk smil om læberne. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...