Unbreakable<3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2015
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Igang
Hvordan tror du, du ville få det hvis du var chef for et mega firma, samtidig med at du skulle passe din fars penthouse klub mens han lå indlagt på kanten mellem liv og død? Det liv må Ida på 19 leve med og har gjordt det i snart et halvt år. Ida og hendes to brødre Jason på 23 og Noah på 9 har altid levet livet luksus, de manglede ingenting., men efter tabet på deres mor den forrige sommer er alt gået ned af bakke. Ida er en travl pige, der måtte overtage begge sine forældres job. En dag efter en lang nat på klubben, da selveste Harry Styles dukker op og Ida falder for ham men hvad hun ikke ved er at Drengene og Harry har en plan om at score hende for derefter at ydmyge hende.. Alt er et stort skuespil.. Men som planen er ved at lykkes for drengene dukker en hvis person op.. (Første kapitler er fra sidste år så de er ikke ligeså gode men hæng på, det blir bedre:))

10Likes
3Kommentarer
2980Visninger
AA

10. I can't believe it

Idas P.O.V

Ufatteligt.. Harry havde virkelig såret mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, tænke eller sige, jeg var knust. "Skal du ikke snart ud fra din hule" spurgte Jason. Jeg havde ligget i min seng og bare grædt i flere dage nu, fuck det var hårdt. Jeg ville intet, bare ligge her i mine egne tårer og ufattelig mange servietter. Jeg drejede hoved hen mod døren,

"Lad mig værre" Snøftede jeg og vendte mig om mod vægen igen. Men ville han gå? næh nej han kom hen og satte sig på sengen. "Ida hør nu her, du har ligget her inde i snart en uge, har du ikke en trang til at gå i bad eller noget? måske spis noget?" Spurgte han.. Jeg tørrede en tåre væk og rystede på hovedet, havde hverken appetit eller lyst til at spise noget, jeg kunne måske godt tage et bad, jeg stank langt væk af jeg ved ikke hvad.

"Jeg går i bad" sagde jeg og satte mig op, det snurrede og dunkede i mit hovede, nok fordi jeg havde grædt så meget og stort set ikke havde spist eller drukket noget. Jason nikkede og gav mig et kort knus før han gik ud af mit værelse igen.

Jeg tog mig sammen til at rejse mig, det skal lige siges at når man har ligget ned i flere dage er balancen ikke den bedste, så jeg vaklede over til mit walk in closeth og fandt noget rent tøj og gik ud på mit badeværelse. Jeg kiggede på mit forgrædte ansigt i spejlet, kæft jeg lignede lort. Skyndte mig ind i badet og fik vasket noget sorgen af eller hvad man nu skal sige, for sorg var der stadig meget af..

 

Jeg blev færdig med badet og fik rent tøj på. Jeg skulle til at gå ind i min seng igen, min bedste ven.. men nej, endnu engang kom Jason, han kiggede på mig med at løftet øjenbryn. "Ahremmm" udstødte han. Jeg så opgivende på ham og begav mig ind på mit værelse men Jason stoppede mig. Amen forhelved, kan han ikke bare lade mig værre, det er ikke ham der er fucking blevet knust og lider og kunne lægge sig til at dø.. Okay overdrivelse fremmer forståelse som man siger.

"Nænej du! du skal ik' der ind igen, nu har du fået lov til at græde ud længe nok. Nu må du op på hesten igen og komme videre" Sagde han strengt men ikke på den ubehagelige måde. Gu fanden kunne jeg komme videre nu, kunne han ikke være ligeglad og bare lade mig drukne i mine egne tårer?

Hvordan kunne en person gøre så meget ved mig, kører mig fuldstændig i afgrunden, og det værste var at jeg stadig elskede ham.. Harry.. Bare hans navn gjorde mig trist.. Jeg måtte indrømme at jeg savnede ham, forfærdelig meget og det pinte mig. På den ene side ville jeg gerne have ham tilbage men jeg var bange for at han lavede samme nummer igen. Han var mig utro før så hvorfor skulle det ikke ske igen. Jeg var forvirret as fuck. Vidste ikke om jeg skul..."Ida er du der?" Afbrød Jason mine tanker og viftede en hånd op foran mit ansigt. Jeg rystede på hovede for at vågne op igen "Øh ja.. Ja jeg var bare lige i mine egne tanker.. Hvad sagde du?" Spurgte jeg.

Jason kiggede ind på mit natbord hvor jeg hørte den ringe. Jeg sukkede hårdt og gik ind for at se hvem der havde ringet, svaret undrede mig ikke. Han havde ringet konstant de sidste par dage så jeg var nød til at slukke den, jeg havde først lige tændt den inden jeg gik i bad. "Tag den nu Ida.. Hør i det mindste på ham" Sukkede Jason. fint han havde bare at forklare sig godt.

"Hallo" Sagde jeg allerede opgivede. "Ida! Hvor er jeg glad for at hører din ste.." "Fortæl mig nu bare hvorfor du ik' stolede på mig og var mig utro, jeg gider ærligt talt ikke dine undskyldninger lige nu" Sukkede jeg hårdt. "Hør Ida, det var en misforståelse, jeg er ked af det okay.." Begyndte han, jeg sagde intet men ventede på han fortsatte. "Jeg ved godt du ikke vil tilgive mig, sagen er at jeg var bange for at miste dig for du betyder virkelig meget for mig, men det tog overhånd.. Undskyld" Sagde han.

Måske var jeg for hård mod ham eller var jeg? Jeg havde virkelig svært ved at tilgive ham men det  han havde gjordt var bare ikke let at tilgive.. "Du må give mig tid. Det er virkelig svært for mig at tilgive det.." Hulkede jeg, og hørte at Harry også begyndte. "Det ved jeg godt.. jeg... savner dig" "Jeg savner også dig Harry" Sagde jeg lavt og følte mit hjerte gå i tusinde stykker igen. Jeg kunne ikke klare mere lige nu. "Farvel Harry" Snøftede jeg og lagde på inden han sagde et ord.

Jeg brød fuldstændig sammen og lagde mig i fosterstilling på gulvet og græd, Jason var hurtigt ovre ved mig og lagde mit hoved op i hans skød, "Shhhhh Ida, det skal nok blive okay igen, du må bare tilgive ham når du føler du kan" tyssede han på mig og strøg sin hånd igennem mit fugtige hår. "J..Jeg ka..kan bare i..ik tilgive ha..aam" Hulkede jeg og gemte mit ansigt i mine hænder.

"Hvad er der med Ida" Hørte jeg Noah sige henne fra døren, han måtte ikke se mig ked af det, så ville han tro det værste, jeg vendte mig hurtigt væk fra ham og prøvede at holde mine hulk inde. "Ida er lidt ked af det, men hun skal nok blive okay" Svarede Jason og smilte svagt til ham kunne jeg se.

Mærkede noget tungt lægge sig på mig og nogle arme om mig. "Du må ikke være ked af det Ida, jeg var også ked af det da far døde men vi kan tage hen og besøge ham, det virker for mig" Prøvede han at trøste mig, tanken var sød men problemet var bare at det ikke var det jeg var ked af. Dog sagde jeg det ikke til ham, istedet lagde jeg mine arme om ham og mærkede en tryghed af hans nærvær. "Tak skat, kan du ikke tage men Jason der hen?" Spurgte jeg. "Jamen skal du ikke med?" Spurgte han mig, jeg rystede svagt på hoved.

"Ikke i dag Noah, måske en anden dag. Men kan du hilse ham fra mig" Smilte jeg svagt. Han nikkede og tog Jason i hånden og trak ham med ud. "Vi ses om lidt" Sagde Jason og forsvandt ud af rummet.

 

 

(Nogle uger senere)

Jeg lagde mig om på ryggen og så op i loftet, jeg var lost.. Burde jeg tilgive ham, jeg savnede ham så meget og ikke at være tæt på ham var uudholdeligt.. Nej... jeg kunne ikke, hvor meget jeg ønskede det så kunne jeg ikke. "Ida der er en der gerne vil tale med dig!" råbte Jason. Åh nej, bare det ikke var Harry. Jeg ville ikke kunne klare at se ham, det ville gøre det endnu sværere for mig. 

Jeg rejste mig og kiggede hurtigt på mit spejlbillede og tjekkede at jeg ikke lignede lort igen, uheldigvis var det allerede forsent, make-uppen var løbet og jeg ligende en død vaskebjørn. Nervøst gik jeg ned og opdagede til min lettelse at det ikke var Harry men Niall, han smilte men det faldnede hurtigt da han så mit stadig forgrædte ansigt, vi sagde intet men Niall skyndte sig over og gav mig det største kram og gav ikke slip på mig med det samme. "Ida for guds skyld! Hvor har jeg været bekymret" Sukkede han lettet.

Jeg trak mig lidt væk og smilte meget svagt. "Hvor er jeg glad for at du er her" Sagde jeg og krammede ham ind til mig. Jeg havde virkelig savnet Niall de seneste dage, men fordi jeg havde slukket min mobil på grund af Harrys konstante opkald kunne jeg ikke skrive med ham.  Endelig var min bedste ven hos mig, og han gjorde mig tryg. "Kommer du ik ind?" Spurgte jeg ham, han nikkede og tog sine sko og jakke af og vi gik ind i stuen hvor vi satte os ned i sofaen. "Hvordan har du det egentlig?" Spurgte han og kiggede bekymret på mig. "Adhelved til.. Virkelig, jeg har ik lavet andet end at græde i flere uger" Sukkede jeg og mærkede tårerne presse sig på igen.

Det var svært for mig at snakke om. "Du har det næsten ligeså slemt som Harry, jeg kan ikke lide at se jer så ulykkelige, mine to bedste venner er helt knuste og ulykkelige og jeg kan ikke gøre noget andet end at prøve at trøste jer men i er så ulykkelige begge to at intet virker" Sagde han lavt, nærmest hviskende, jeg kiggede op på ham og så han sad med tårer ned af kinderne.

Jeg satte mig over til ham og lagde armene om ham. "Det er jeg virkelig ked af Niall, jeg vidste ikke det påvirkede dig så meget" Undskyldte jeg og rettede Nialls opmærksomhed mod mig så jeg så ind i hans øjne. "Det ik' engang det værste" snøftede han, jeg kiggede forvirret på ham. "Hvad mener du?" Spurgte jeg og så ham græde endnu mere. 

Han trak op i sit ærme så hans arm kom til syne. Jeg begyndte at græde voldsomt. "Nej nej nej... Niall, hvorfor?" Hulkede jeg og så op på ham igen, tårerne løb ustoppeligt ned af hans kinder. "J..jeg kan ik bære at se j..jer lide så...så meget så jeg ville f..føle samme smerte s..så i ikke sku..skulle lide alene" Græd han.. 

Åh nej mine og Harrys problemer fik Niall til at gøre selvskade, amen for guds skyld da, jeg havde slet ik tænkt det ville komme så vidt.. Jeg måtte standse det her før det kom længere ud.. "Ved Harry det" Snøftede jeg og kiggede afventende på ham, han rystede på hovedet. "Nej.. D..du er den første jeg f..for...fortæller det til" Hulkede han.

Uanset hvor lidt jeg ønskede det, så måtte jeg snakke med Harry, vi måtte stoppe det her før det ender galt.. Mere galt end det allerede er gået.. Vores problemer skulle ik gøre skade på andre mennesker, og da slet ik vores venner.

 

 

Jeg fik trøstet Niall og han var gået nogenlunde okay igen, herfra. Jeg havde bestemt mig for at tage en snak med Harry. Vi måtte finde en løsning på det her mareridt, så både os selv men også Niall kunne blive glade igen.

Jeg var på vej over til Harry og stoppede op foran hans hus. Tog en dyb indåndig og gik modvilligt op til døren. Et kort øjeblik overvejede jeg at vende om og gå igen, men jeg gjorde det for Nialls skyld. Døren åbnede sig kort efter jeg havde banket på og jeg mødte Harrys overraskede udtryk, sikkert over at se mig.

Han var et syn for guderne, det indrømmer jeg gerne, hans krøllede smukke morgenhår og hans røde forgrædte øjne.. *Suk*... 

"Ida?" Sagde han overrasket og smilte svagt. "Må jeg komme ind? jeg skal snakke med dig om noget meget vigtigt?" Spurgte jeg, han nikkede forvirret og flyttede sig så jeg kunne komme ind. Jeg satte mig på en stol i køkkenet og ventede på at Harry satte sig.

"Hvordan har du det?" Spurgte han mig og kiggede på mig. Jeg sukkede og kiggede ned på mine hænder. "Det går fint nok" Løj jeg og kiggede stille op på ham. Han løftede øjenbrynet. "Ida du lyver, fortæl mig nu sandheden" bad han.. "Okay nej jeg har det ik fint.. langt fra.." Sagde jeg stille. Jeg havde det jo ikke fint, jeg savnede ham som bare pokker..

"Hvordan har du det?" Spurgte jeg ham yderligere. Han kiggede på mig. "Jeg kan ikke gøre andet end at vente på om du tilgiver mig" sukkede han.. Jeg fældede en tårer men skyndte mig at tørre den væk med min håndryg, tanken om at jeg lod ham vente i så lang tid nagede mig, jeg var et uhyr..

"Hvorfor gør vi det her mod hinanden Ida" Spurgte han. Jeg trak på skulderne og mærkede flere tårer bane sig ned af mine kinder. "Kan vi ikke ligge det hele bag os?" Spurgte han yderligere.

Åh nej ik igen, ville han ikke please lade vær med at sige det, det gjorde så pokkers ondt at skulle afvise ham, jeg var ikke klar til at tilgive ham, ikke endnu.. "Harry please lad vær, du gør det umuligt for mig" sagde jeg stille og kiggede ned i gulvet, men Harry tvang mine øjne til at se på hans. "Ida jeg beder dig, vil du ikke nok tilgive mig" Bad han..

"Det var ikke derfor jeg kom" skiftede jeg emne. Harry så igen forvirret på mig men sagde ikke noget hvilket fik mig til at fortsætte. "Niall kom over til mig tideligere i dag.. Pludselig bryder han ud i grød, jeg spurgte ham hvad der gik ham på og sagen er....." Jeg tøvede med at sige det. "Er hvad?" Spurgte han. "Niall har gjordt selvskade på grund af os" Sagde jeg snøftede.. Harry så chokerende på mig.

"Men...Hvorfor" spurgte han og så såret på mig.. "Han kunne ik holde til at se os to lide så meget, så han ville lide sammen med os" snøftede jeg og holdte hånden op foran øjnene. "Hvad skal vi gøre Harry, hvis vi ik' får styr på vores problemer kan det ende galt" Spurgte jeg hulkende..

"Enten må vi cutte kontakten helt og komme videre, eller også må du tilgive mig og give mig en chance.." Sagde han stille... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer... Meget ville jeg gøre for Niall men lige det her var jeg i tvivl om, om jeg ville gøre for ham.... 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...