Ingen andre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2015
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Historien handler om en pige, Lilly Watson. Hun er 14 år og bor i London. I denne movella kommer hun ud for nogle sjove ting, som man måske ville kunne genkende fra virkeligheden.

2Likes
1Kommentarer
189Visninger
AA

2. Mobilen

Et par dage efter sommerferien var startet, var jeg i parken med Lucy. Vi gik lidt rundt og snakkede om forskellige ting, egentlig ret kedeligt, for vi snakkede mest om hende. Jeg vidste ikke om jeg ligesom skulle tage en drejning i denne her samtale, men jeg kunne ikke. Måske er jeg bare for SVAG! Jeg var nok stadig lidt ked af det med Lucy og Australien. "Jeg så du snakkede med David i fredags," sagde hun. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.. Det var sandt, men jeg vidste ikke hun havde set det. "hvad snakkede i om?" Lucy er meget nysgerrig og hun ved at hun nok skal få en til at snakke. "Vi snakkede bare om måske at ses i ferien." sagde jeg og prøvede at kigge væk, jeg kunne mærke varmen i mine kinder.

Vi gik op mod centeret. Der var mange mennesker. Nok fordi det var ferie. Mange af de mennesker der var, var elever fra skolen eller de andre skoler her i byen. Vi havde stoppet samtalen om David og vi begyndte at snakke om de nye sommerkollektioner indenfor Mac's make up. "Hvad er klokken?" spurgte Lucy. Jeg vidste det ikke, men jeg troede ikke det var så sent, da der stadig var mange mennesker. Jeg rodede efter min mobil i lommen, men ingen spor af den. Jeg fik en mærkelig fornemmelse. "Jeg ved det ikke," fik jeg sagt. "jeg kan ikke finde min mobil." Jeg kiggede i den anden lomme, men stadig ingenting. Min bæltetaske hang om min skuldre. Den var ikke særlig tung. Jeg hev den ned, mens vi gik, for at se om den var der i. Det var den ikke, og jeg blev mere og mere nervøs for hvor den kunne være henne. Der var meget varmt, jeg kunne mærke sveden. "Min mobil er væk!" sagde jeg. Jeg var bange, eller nervøs.. bange og nervøs for hvad mor ville sige. Jeg kiggede rundt, det var så pinligt. "Seriøst? Er den ikke i din taske eller sådan noget," Vi stoppede. Jeg var ved at gå i panik, eller det gjorde jeg vidst. "Måske har du tabt den i parken?" Jeg kiggede omkring igen, det føles som om alle kiggede på mig. "Nej, jeg havde den ikke oppe af lommen," sagde jeg. "må jeg låne din mobil?" Jeg ville ringe til min mor, for jeg troede jeg var blevet bestjålet. Vi prøvede først at ringe til min, hvor vi fik bekræftet den ikke var her. Så prøvede vi at ringe til min mor, hvor jeg forklarede det hele. Hun blev ikke sur, jeg havde regnede med det eller i hvert fald hun ville sige noget til det ,men det gjorde hun ikke. Jeg var glad for det, me nnu ville jeg bare have min mobil! Min mobil er min gud, den betyder alt. "Min mor henter os om en time, så kan vi gå i centeret og så finder vi ud af det med mobilen når jeg kommer hjem." sagde jeg. Jeg fik bare et ok, for så begyndte vi at gå. Det var som om tiden stod stille, for jeg så David. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...