Witchy me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg mærker vinden. Jeg mærker luften. Naturens kræfter kommer strømmende til mig. Jeg skriger. Det gnistrer over alt. Jeg trækker min stav, og peger mod ham. Jeg …

4Likes
2Kommentarer
310Visninger
AA

2. Regel-bryderne

Jeg går tilfreds tilbage mod mit værelse, med katten i farmen. Emmely og Aaron går igen hånd i hånd, og jeg nærmest maser mig ind imellem dem, så de holder op med at holde i hånd. Emmely sagde ikke noget til det, hun trak bare en mine, og da vi kom ned af trappen, drejede hun bare skarpt, og sagde ikke én lyd.

"Hun er vidst lidt misundelig på den lille misser der", siger Aaron, og peger meget mistroisk på katten. "Ja, misundelig over at hun ikke har nogen!", svarer jeg bare igen. Der går en lille pause, før Aaron bryder tavsheden. "Riley, der er noget jeg må snakke med dig om. Og det skal ikke være her, midt ude på gangen... ", mumler ham, og giver et lille kast med sit hoved, så han perfekte lokker hopper op på hovedet igen. "Men... på den her tid af døgnet, må du ikke være på mit værelse", siger jeg trist. "Ikke det?", spørger Aaron, og griner en smule. Det er den Aaron jeg elsker - det dejlige smørret smil, med den sukkersøde latter, som runger i ens ører. Samtidig med, at han er begyndt at gøre så meget, han i virkeligheden ikke må - slår tøjlerne løs, og bare rider derud af. Det er nærmest rart, at kigge tilbage på alle de sjove ting, vi har gjort, uden for reglerne. Men samtidig  hans øjne fjerne, og ligner ikke sig selv. Jeg lagde ikke yderligere mærke til det, og sagde ikke noget til det. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge hans lille forsøg, på sikkert at sige noget vigtigt til mig.

"Hvad nu hvis tiger-løven sladrer?", spørger jeg, og stiller mig lidt tættere ind til ham. "Rolig. Jeg har en plan", siger Aaron, og smiler, før han trækker mig med ind på mit ulåste værelse. Lige da vi kommer ind, lukker han døren forsigtigt, og stiller sig med ryggen op af den, før han låser den, stadig med ryggen op af døren. Han smiler smørret til mig mens han låser, og katten begynder at lege lidt med mine løse T-shirt. Jeg finder en gammel papkasse frem under min seng, og ligger mit gamle slidte tæppe ned, for at fore kassen, før jeg kærligt placerer katten ned i midten af kassen. Jeg stryger den over hovedet, og den rejser sig for at tigge om mere, og jeg hvisker til dens øre: "Jeg tager dig frem i aften". Så gik den nogle runder i kassen, svingede lidt med halen, og lade sig derefter ned i kassen. Den kat er nærmest menneskelig, når den gør de ting der. Jeg kiggede underligt på katten, mens jeg stille og roligt skubbede kassen ind under sengen.

Der var meget stille. Aaron sagde ikke en lyd, og jeg stod bare og stirrede ud af vinduet. Da der var gået et stykke tid, satte Aaron sig på min seng, og klappede omhyggeligt ved siden af sig, og jeg futtede over, og satte mig ved hans side. Det var lidt akavet, til han pludselig lagde sin arm om mig, og trak mig ind til sig. Så lagde jeg mit hoved på hans skulder, og prøvede på at slappe af. Han strammede grebet om mit liv, næsten lidt for hårdt, til han gav slip igen. "Hvad er der?", spørger jeg ham, og rejser mit hoved fra hans skulder, for at prøve at tyde hans øjne. "Det er bare ...", sukker han, og fjerner sin hånd fra mit liv, så han selv kan bruge den, til nu at tørre de små perfekte dråber væk fra hans kind. Jeg stryger han over skulderen. "Er det ..?", spørger jeg. "Ja, det er det... Det er bare...", tøver han. Jeg elsker sådan, når vi snakker kodesprog med hinanden. Det, jeg i virkeligheden spurgte ind til, det var Emmely. "Du kan sige alt til mig, Aaron. Jeg elsker dig...", siger jeg, og kigger han dybt i øjnene. "Jeg...".

Pause

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til dig..", tøver han. "Bare sig det - jeg kan tåle alt", siger jeg, og giver ham et lille smil. Jeg bliver helt varm inden i, på trods af at min bedste ven sidder og græder ved siden af mig."Jeg tror bare..." Han holder en lille pause, til han tager sig sammen, og kigger mig dybt i øjnene. Jeg får gåsehud, og begynder at tvivle lidt på mig selv - er det nu også en god ting, han skal til at sige? "Hun passer bare ikke så godt med mig - jeg er mig, og hun er hende ... Ja, jeg kan godt høre, at det her lyder dumt, men jeg tror at jeg er forelsket i en anden. Men jeg vil være sikker, før jeg siger hvem." Han kigger på mig, og pludselig begynder han og grine. Jeg forstår ingenting - var han ikke ked af det lige før? "Fire, sig noget! " beordrer han mig til. "Øhhm... Hvad skal jeg sige?! Du sad jo lige og græd! Og nu griner du! Er det her en joke?!" nærmest råber jeg, før jeg rejser mig op. Jeg er alt for anspændt til at kunne sidde ned. Jeg ville vide sandheden, om jeg så skulle tvinge den ud af ham. "Riley, du er min aller bedste ven, og som din bedste ven, skal jeg sige til dig, når du opfører dig dumt. Det her er et af tidspunkterne!" skrald griner han. Jeg står bare og stirrer på ham. Jeg synes overhovedet ikke det er sjovt. "Riley," siger han, og skifter pludselig til en lidt mere alvorlig tone. "Jeg elsker dig, men det der er  for underligt!" griner han så pludselig. Nu kan jeg ikke holde den mere - jeg kaster mig ned i hans arme, og skrald griner. Jeg kigger ind i hans perfekte øjne, og ser pludselig, at de skifter farve - fra en kedelig grå tone, til en livs fuld brun en. Midt i grineanfaldet, får vi øjenkontakt. Jeg havde slet ikke set, hvor tæt på hans mund jeg var - og jeg stirrede ind i hans øjne. Han gjorde præcist det samme.

Pludselig skifter hans ansigtsudtryk til et lidt mere alvorligt et, og han bevæger hovedet tættere på mit. Jeg stivner i det sekund hans læber trykker mine. Med et, braser døren op, og vi får begge et chok. Jeg skynder mig at løfte mit ansigt langt væk fra hans mund. Døren står på vid gab, og først var det lidt utydeligt at se hvem det var, til det gik op for mig. Tigeren. Hun kigger smørret på os, og smækker så døren i med et brag, før hun løber væk fra værelset. Aaron flyver op fra sengen, og åbner så døren hurtigt, løber ud, og smækker døren efter sig med et brag.

Jeg kan slet ikke tænke - eller jo, men jeg kan slet ikke koncentrere mig om én tanke. Alle ting flyver rundt i hovedet på mig - er Aaron forelsket i mig, hvad sker der, hvis rektor finder ud af, at Aaron var på mit værelse, og endnu værre - Hvilke konsekvenser får det, at Aaron og jeg har kysset. Petrea fører stram politik om kæresteri - Skytsengle må blandt andet ikke få hemmelige kærester. Når skytsengle får en kæreste, skal vedkommende meddele det til rektor. Det skal man, fordi ens kæreste ikke må forvirre skytsengles mission. Dum regel, men skolen gør det kun for at "beskytte" skytsenglene, så de ikke træffer der forkerte valg, og ikke lytter til deres rednings-dimme-dut. Der går rygter om, at hvis man ikke lytter til sin mission, og træffer de forkerte valg, så dør man. Man kan ikke garantere rygtet, men det er trods alt en mulighed. Jeg har tænkt dem tanke mange gange før - men jeg gider slet ikke tænke på den lige nu. 

Jeg valgte at blive siddende, og vente. Vente  til Aaron kom tilbage, så vi kunne snakke det hele igennem. Men han kom aldrig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...