Witchy me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Igang
Jeg mærker vinden. Jeg mærker luften. Naturens kræfter kommer strømmende til mig. Jeg skriger. Det gnistrer over alt. Jeg trækker min stav, og peger mod ham. Jeg …

4Likes
2Kommentarer
308Visninger
AA

1. Katten

Jeg mærker vinden. Jeg mærker luften. Naturens kræfter kommer strømmende til mig. Jeg skriger. Det gnistrer over alt. Jeg trækker min stav, og peger mod ham. Jeg …

Mareridt. Jeg havde mareridt igen. Siden jeg blev anbragt på den her skod hekseskole, har der været en del mareridt. De handler om alt fra vind og vejr, om fast og løst. En gang i mellem kan det endda være at jeg bare falder. Falder ned i et sort hul. Og bare falder. Intet andet.

Jeg kan huske det, som var det i går. Jeg kan huske hvorfor jeg blev anbragt her. Jeg gik på den her normale skole, for normale menneskebørn. Ligesom jeg også troede jeg var. ”Riley! ”, blev der råbt. ”Stop det, jeg læser”, svarede jeg. Jeg sad alene på en bænk uden for skolen. Vinden blæste frisk, og mit lange sorte hår vinklede sig ind, og skyggede for mine øjne, så jeg ikke kunne læse.

Der kom en skikkelse gående i mod mig. ”Riley, når jeg råber, skal du komme. ”. Det var min bedste ven. Jeg husker hende stadig. Anna. Anna var hendes navn. Smuk, slank, og meget langt lyst hår. Med på moden, men stadig hendes egen. ”Jeg læser”, sagde jeg tøvende. Jeg ville enlig bare helst bare læse. ”Riley? ”, spurgte hun, ”er der noget galt? ”. ”Nej... ” sukkede jeg. Jeg slap mit blik fra bogen, og kiggede skarpt på hende. ”Eller ... Jeg ... ”, sagde jeg, men nåede ikke at sige det før Anna afbrød mig, ”hvis der er noget – bare det mindste – så siger du det ”, sagde hun skarpt, men med en venlig undertone. Jeg tog mig sammen. Jeg kunne ikke skjule det mere. ”Jeg føler mig alene ”, sagde jeg så. Jeg pustede ud. Endelig. Nu vidste nogen det. Jeg har altid gået og løget for min mor. "Jeg tager hjem hos Anna i dag", har jeg sagt for mange gange til min mor, og jeg tog aldrig hjem til Anna. Jeg blev på skolens bibliotek, og læste. ” Riley, du er også noget af en særling ”, sagde Anna, og afbrød mine tanker, mens hun  lagde hovedet en smule på skrå. Jeg trak en underlig mine, og før jeg nåede at undre mig for meget over det, sagde hun mere: ”Men det er godt! Du er anderledes, du er ikke kedelig! Du er sjov, måske lidt mystisk, men du er en god ven. Og du er dig ”. Der kom en lille pause. Det kørte rundt i mit hoved. Aldrig nogensinde havde nogen levende sjæl sagt sådan nogle smukke ord til mig. Jeg begyndte at tude! Eller, jeg tudede ikke, jeg klemte bare et par tårer ud af øjenkrogen, mens jeg pludseligt slog armene om hende. ”Luft ”, gispede hun. Jeg stoppede. Sad bare og kiggede på hende. Så menneskelig. Så fantastisk.

 

 

Jeg sidder i skolen. Sidder foran læren, som hendes lille kæledække. Lorteskole, forresten. Lærerne er okay, det er mere det der med at det er magi det hele. Petrea, er skolen kaldt. Når ja – jeg er en heks. Eller som jeg helst vil kaldes, troldkvinde. Jeg har en tryllestav, og den er lavet af enhjørningehorn. Og jeg har en bedsteven, og ingen andre venner. Aaron. Aaron er en skytsengel. Skytsengle har en opgave i hele sit liv. At beskytte en person. Men han ved ikke hvem. Det er det der er så åndssvagt ved hele den her verden. At alt skal være så mystisk – der er ikke en ting der er nemt. Alt skal være så indviklet og meget mystisk. Alting.

 

***

 

Jeg burde nok fortælle, hvordan jeg kom herind på den her lorteskole. Det giver ikke rigtigt mening, når jeg tænker tilbage.

Jeg sad i kantinen. Anna sad ved siden af mig. Der kom en bølle gående forbi – Bertram hed han. ”Flyt dig ”, sagde han. Jeg vidste ikke hvem han snakkede til, så jeg ignorerede det bare. ”Flyt dig! ”, sagde han igen, denne gang med en mere aggressiv tone. ”Jeg sagde FLYT DIG tumpe! ”, råbte han ud over kantinen. Han snakkede til mig. Og fordi han råbte, rettede alle deres gloende øjne mod ham, og bagefter mod mig. ”Nej ”, sagde jeg bare stille tilbage. Han slog mig i ryggen, så jeg nærmest gylpede maden op igen. ”Stop det så! ”, sagde jeg. Jeg rejste mig og var klar til at konfrontere Bertram, (hvilket ikke rigtigt sker så tit), da jeg pludselig så en skikkelse bag ham. Det var en kvinde. Lyst, krøllet hår, med en blå nederdel, i noget gammeldags tøj. ”Din lomme ”, mimede hun med sine læber. Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne se at hun mimede "din lomme", og hvad det betød, vidste jeg ikke før at det stikkede i mit lår, der hvor min forlomme på mine denimbukser sad.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tog hånden ned til lomme, da jeg pludselig mærkede en ting, formet som en pind. Jeg kunne mærke at tingen i min lomme stak mere og mere, og jeg havde på fornemmelsen at det ikke bare var en pind. Jeg havde aldrig fået troet på heksekunster, men når man selv udfører dem ...

”Vil du slås Riley? ”, sagde Bertram med et drillende tonefald. Han slog ud efter mig, men jeg undveg. Pludselig, som en ren refleks, greb jeg pinden, og pegede den mod ham. Jeg anede ikke hvad jeg lavede. Pludselig blev jeg usikker på hvad jeg lavede. Jeg havde set en dame, som lignede et genfærd, på en eller anden måde fået en pind, eller rettere en stav, i lommen, og nu pegede jeg så staven mod Bertram. Han stirrede. Alle stirrede. Han så bange ud. Men samtidig med et grinagtigt udtryk. Jeg anede ikke hvad jeg gjorde, og den kvindelige skikkelse var nu rykket helt om bag Bertram. Hun nikkede et hurtigt og bestemt nik, og ud af min mund røg 2 underlige ord, som jeg ikke selv forstår. ”Pertino Klamyra! ”. Som med et trylleslag, blev han forvandlet til en røgsky. Og det gjorde jeg også. Jeg dukkede bare op på et kontor, som så viste sig at være kontoret til den her lorteskole, også fik jeg ellers hele molevitten af vide. Hvorfor jeg er her, hvad jeg er, hvad den her verden er, og hvad der enlig sker. Jeg ved ikke hvad der skete med Bertram - og jeg har på fornemmelsen, at jeg aldrig får det af vide. Jeg tænker stadig på Anna. Hvad blev der enlig af hende?

 

***

 

 

Jeg sidder på mit værelse, da min roomie kommer ind. Hun hedder Alena. Hun er en formskifter, som kan skifte form til noget alla en tiger blandet med en meget stor ulv. Hun har en virkelig kort lunte. Jeg tør næsten ikke sige et ord til hende, af frygt for at hun pludselig vil angribe mig, og flå mig i småstykker. ”Hej ”, siger hun bare, ingen gang med blikket på mig. Jeg svarer hende ikke. Læser bare videre. ”Aaron leder efter dig. Jeg har hørt at han er sammen med Emmely ”, siger hun, stadig uden blikket på mig. Emmely. Det er Aarons kæreste. Jeg har på fornemmelsen, at hun ikke er helt normal. Som om at hun vil et eller andet. Også er hun i den grad snobbet. Men vis Aaron virkelig er så vild med hende … ”Reiliel Fireords! ”, bliver der råbt uden for min dør, og det bryder fuldstændig mine tanker om Emmely. Det er Aaron. Jeg kan høre det på hans silkebløde meget mørke stemme. Bare Emmely ikke er sammen med Aaron lige nu. ”Hvad er der fims? ”, siger jeg tilbage. ”Kom herud, din heks! ”, siger han, i en drillede tone. ”Hej Riley ”. Emmely. Det overrasker mig ikke. Jeg går hen til døren, og lægger et øre på den. Så åbner jeg den. De står, hånd i hånd, og kigger på mig. Emmely ser som altid fantastisk ud, og med den muskuløse Aaron ved siden af sig, ser hun virkelig flot ud. Meget kan man sige om Emmely, men de klær virkelig hinanden, rent ydre set. Jeg kender ikke til Emmelys indre side. ”Sååå … ”, siger jeg, i håb om at finde ud af, hvorfor hun også er her. ”Det … ”, siger Aaron, ”det var bare fordi at … ”, siger han, men med en lidt fortvivlet stemme, som om han ikke var ved sine fulde fem. ”Er det rigtigt at … ”, starter han, men jeg afbryder ham. ”Jeg gider ikke at bekræfte rygter. Jeg ved ikke hvem min far er, og han er ikke ond! ”, siger jeg. Emmely kigger lidt akavet på mig. Aaron ser helt forvirret ud. Der går så mange rygter rundt på skolen om, at min far sidder i rådet for alle magiske skabninger, og at han har onde planer. Men det er bare rygter. Jeg ved virkelig ikke hvad der for folk til at tro at min far sidder der. Jeg ved jo ikke noget om min fortid, andet end hvad der er blevet fortalt til mig, af inspektøren. Desuden har jeg på fornemmelsen at jeg ikke havde nogen far, da jeg bare var et menneske, der gik på en normal skole. Jeg kan godt huske lidt af hvordan min mor så ud, men min far. Pist væk, som en hvid tåge. ”Hvad snakker du om? ”, siger Aaron med en latter som undertone. ”Jeg ville bare spørge om du ville med op på loftet … ”, siger han så. Vi elsker at gå op på loftet. Der kommer aldrig nogen. Der er bare så stille. Loftet bliver brugt som opbevaringsrum, og man kan finde alverdens deroppe. Jeg har måske, måske ikke fundet et par ting, som jeg har valgt at beholde. "Tja ... Hvorfor ikke?", svarer jeg og smiler. Emmely står stadig og kigger på mig. Jeg har det som om at hun prøver at lure ind på mit værelse, for at se hvordan der ser ud, til jeg pludselig får det bekræftet. "Du bor pænt ", siger hun, men en ligeglad undertone i hendes stemme, og smiler et falsk smil. "Tak ", siger jeg bare, "skal vi se at komme derop? ". "Affsteeed! ", jubler Aaron.

 

***

 

"Her er mere støvet, end har plejer at være ", siger Aaron, da vi er kommet op på loftet, uden besvær. "Virker lyset ikke? ", klynker Emmely. "Nej ", siger jeg, med et tilfreds stemme. Ha! Så kan hun lære det! Her er klamt, og det er bestemt ikke et sted for sådan nogle som Emmely. "Og jeg har glemt at tage min stav med, den ligger på mit værelse, så jeg kan ingen gang tænde noget lys ", siger jeg, og smører godt og grundigt med løgne ovenpå. Aldrig har jeg rykket mig en centimeter uden min stav. "Nårh ", siger hun, og jeg kan tydeligt høre at hun er ret så ligeglad med at jeg har "glemt min stav". "Hvad skal vi overhovedet heroppe? ", spørger Emmely. "Finde ting ... ", svarer Aaron, i fuld gang med at søge efter noget han måske kunne bruge. Jeg står i den anden ende af loftet, i forhold til Emmely og Aaron, bare for at komme lidt på afstand fra dem, da jeg pludselig hører en lyd.

"Miaaauv ... ", lyder det. "Aaron, kom lige her! Jeg hørte noget! ", råber jeg, bevidst om at jeg ikke nævnte Emmely. "Kommer! ", lyder det fra den anden ende. "Miiiaaauv ... ". Aaron og Emmely er kommet lidt tættere på, da Aaron pludselig afbryder stilheden og brøler: "JEG HØRTE EN KAT! ". "Flot, Einstein! Det var jo nok derfor jeg kaldte .. ". Men Aaron er ligeglad, og han kaster sig ned på jorden, for at lede efter den pokkers kat, mens Emmely bare står, og glor på hende kæreste, der nærmest ligner en sporhund. Efter nogen tid, råber Aaron: "JEG HAR FUNDET KATTEN". Og ganske rigtigt, kommer Aaron gående med en lille sød kattekilling i farmen. "Ad, få den væk! ", udbryder Emmely, "hvad nu hvis den har rabies eller noget! ". "Slap af skat, vi er jo i en anden verden, end den rabies kommer fra ", beroliger Aaron Emmely. "NUUUUURRH!!! ", udbryder jeg. "Vi kan ikke efterlade den her!". Jeg aner ikke hvorfor jeg sagde det, men det der er bare verdens mest nuttedeste kat! "Lad hende beholde den, i don´t care ", siger Emmely. Hun himler med øjnene. "Kom nu, kom nu, KOM NU!!!", råber jeg, og jeg nærmest kaster mig ned på knæ. "Så lad da gå. Men du skal nok gå op til inspektøren og sige at du har fundet en kat på loftet ", siger Aaron med sit fornuftige tonefald. "Er du sindssyg!? Den kunne jo blive taget af inspektøren! ", siger jeg og kigger på ham med vantro øjne. "Ja, og så ville der jo nok være en god grund til det ", bemærker Emmely. Hun skiftede pludseligt standpunkt. "Der kan da ikke være noget i vejen med katten! ", siger jeg. Jeg overvejede at kaste en forglemmelses besværgelse over dem begge, bare for at jeg kunne beholde den. Men siden Aaron og jeg ikke har nogen hemmeligheder over for hinanden, ville det jo nok være lidt dumt. "Hvad inspektøren ikke ved, har hun ikke ondt af! ", siger jeg, i håb om at jeg må beholde den. "Så, nu leger vi at i ikke ved det, og at jeg beholder katten, og allllle går tilfreds herfra ", siger jeg og folder mine hænder. "Okay så, men vi lave lige et løfte. Jeg vil ikke komme i problemer med den kat der, så INGEN må og NOGLE omstændigheder fortælle det til inspektøren! ", siger Aaron. Wauw. Det er første gang Aaron er gået frivilligt med til at gøre noget han ved ikke er helt inden for skolens regler. Han har ligesom ændret sig lidt - han virker mere beskyttende over for mig. han lader mig få min vilje, er ikke bange for at blive set sammen med mig overfor de andre drenge ... "Okay okay, så længe vi bare kommer ud fra den her støvebunke! ", siger Emmely, mens hun står og fjerner snavs under neglene. "Godt, det er en aftale ", siger Aaron.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...