Bag Rattet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2015
  • Opdateret: 29 jan. 2015
  • Status: Færdig

43Likes
35Kommentarer
1023Visninger
AA

3. Efterskrift

 

 

I 2014 lod jeg en spiseforstyrrelse tage styringen. 

   Skønt jeg har en vidunderlig familie og fantastiske venner følte jeg mig forvirret og til tider fortabt. Jeg fandt det svært at overskue alting, hvorfor jeg ganske uden selv at bemærke det udviklede jeg et forskruet skønhedsideal og et usundt forhold til mad.


Man kan vel sige, at jeg som så mange af mine jævnaldrende prøvede at finde den rigtige vej. Jeg ville bare gerne være lykkelig - dog endte jeg på et sidespor. 

   En spiseforstyrrelse krøb frem på bagsædet. Hun var i forklædning, og hun overbeviste mig om, at hun havde alle svarene. Hun kendte vejen til glæde, så jeg lod hende navigere. Thi hun ville mig jo kun det bedste.

   Jeg drejede af efter hendes opfordring. Mørket faldt langsomt på og vejen blev vanskelig. Der var huller og mudder, skarpe sving og utallige kryds. Bilen faldt langsomt fra hinanden, men den kørte jo stadig, så hvorfor skulle der været noget galt? Visse ting holdt op med at fungere, men jeg vidste, at det ville være det hele værd. Jeg måtte ikke give op, jeg måtte blive ved med at køre. Alligevel tog spiseforstyrrelsen over. Det var jo meget lettere og desuden kendte hun vejen. Jeg troede helt og holdent på, at det var fornuftigt at lade hende styre kørslen. Sad jeg bag rattet risikerede vi jo også, at mit tåbelige barnesind ville smide alt på gulvet i et svagt øjeblik. 

   Lykkeligvis blev jeg hjulpet. Jeg fik skubbet spiseforstyrrelsen om på bagsædet og vendt bilen. Jeg tør ikke forestille mig, hvad der var hændt, hvis jeg ikke var blevet tvunget til at generobre rattet; bilen ville med sikkerhed være brudt sammen. Det var kun et spørgsmål om tid.


I 2014 lod jeg en spiseforstyrrelse tage styringen. 

   Aldrig har jeg kvæstet min krop og mit sind, som jeg gjorde i fjor. Jeg var langsomt i færd med at ødelægge mig selv, og var jeg ikke blevet reddet, er jeg vis på, at jeg ville have ladet anoreksien slå mig ihjel. Enten var jeg død af underernæring eller også - ganske frygteligt, men ikke desto mindre sandt - havde jeg begået selvmord. Jeg havde det elendigt. Jeg havde lyst til at forsømme alting - venner, familie, skole, skrivning. Jeg ønskede bare at begrave mig i sengen og sove i tusind år hvor virkeligheden ej kunne nå mig. Jeg var bange for at dø, men mindst lige så bange for et liv uden madrestriktioner, vægt og vejning.

   Sådan er det. Det er kaotisk, ækelt og uendeligt ensomt at lide af en spiseforstyrrelse. Det er også farligt. Jeg står i evig gæld til min familie. For takket være deres indgriben, støtte og omsorg, er jeg nu i bedring. Sommetider hører jeg spiseforstyrrelsen hviske til mig fra bagsædet af, men jeg undlader at se i bakspejlet. Jeg tror ikke længere på, at hun og jeg er vi, og at vi er jeg. Hun overbeviste mig om, at hun var en del af min identitet, hun var min fornuft og min frelser, men endelig ved jeg bedre.

   Og i år vil jeg - og jeg alene - sidde bag rattet.

 

- Nora

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...