Min papfar som ødelagde det hele!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2015
  • Opdateret: 28 jan. 2015
  • Status: Igang
En oplevelse nogle har gået igennem?!

3Likes
3Kommentarer
304Visninger
AA

1. Min Papfar ødelagde det hele!

D. 30 jan. 2010

 

 

Kære dagbog, jeg har besluttet mig, for at jeg vil fortælle dig, mit værste mareridt som en dag blev til virkelighed. Okay….. Det startede med at jeg kunne høre døren smækkede. Man kunne allerede lugte alkoholen. Stanken blev værre, jo tættere på mit værelse han kom. Han smadrede nærmest døren, da han brasede ind på mit værelse. 

“HVOR ER DIN MOR?!”Råbte han. Man kunne fornemme han lige var kommet fra værtshuset.

“Jeg tror, hun er ude og vaske gulvet for folk med mere respekt end dig!” 

“Så må jeg jo gøre det med dig!” Jeg var efterhånden vandt til, at det gik ud over mig, når min mor ikke var hjemme. Hver gang Bumsen (min papfar) kom hjem fra værtshuset, ville han altid have noget. Ofte endte det med at være mig, da min mor altid var ude og rengøre de fine folks huse selv om natten.

Jeg nåede nærmest ikke at sige det sidste, før jeg mærkede slaget mod min kind og kunne smage blod. 

“Tal pænt, unge dame!” Han tog fat om min kæbe og holdte fast.

“Nu, hvor din mor ikke er her.” Fem år efter min far skred, kom Bumsen ind i min mors liv. Han kommer og går hele tiden, for det meste kun for at blive tilfredsstillet. 

 

Jeg kan stadig huske den første gang han gjorde det mod mig. Jeg var fem år  og skulle næsten til at starte i skole. Han var lige kommet fra værtshuset. Jeg sad inde i vores lille grå, røde slidte sofa og læste i min pixibog, da han kom brasende ind. Han gik langsomt hen til mig, begyndte at tage sit tøj af, og da han kom hen til mg, rev han mit af. Jeg rystede af skræk, da han tog min lille krop og bar mig op i sengen. Det var den nat mit liv i helvede begyndte.

 

Jeg rejste mig op. Bumsen gik langsomt hen mod mig og bag mig kunne jeg mærke natbordet. Jeg prøvede at finde en lampe eller bar noget, jeg kunne slå ham med. Endelig fandt min hånd en glasflaske. Jeg slog ud efter Bumsen og jeg ramte. Han landede bevidstløs på gulvet. Det var min chance.    Ud af døren, ned af trappen og hen mod den store vej. Jeg kiggede bagud da jeg kunne høre en mands åndedræt. Det var ham. Jeg satte farten op. Mens billerne dyttede, løb jeg over gaden og hen mod havnen. Jeg kiggede bagud igen, men kunne ikke se ham længere. Bilerne havde nok stoppet ham. Jeg sænkede farten, hele tiden med øjnene i nakken. Pludselig så jeg ham igen. Han stod og kiggede på mig, men vendte så om og gik tilbage den vej, vi kom fra. Jeg kunne mærke, jeg slappede af i kroppen. Han var endelig væk. Jeg lagde ikke mærke til omgivelserne, før jeg hørte et bus horn dytte, og en arm om min talje. Det føltes, som om tiden gik i stå, indtil jeg mærkede et slag mod mit hoved og alt blev sort. Jeg vågnede få sekunder efter ved luden af sirenerne og de højlydte stemmer overalt. Mit blik var stadig sløret, da jeg kiggede rundt. Jeg mærkede noget om min nakke, og lidt efter blev jeg båret op på en båre. Jeg kunne høre en dyb mannestemme snakke til mig. Mit blik begyndte langsomt at fokusere. Jeg kunne se en læge stå og kigge på mig med meget bekymrede øjne. 

“Kan du huske, hvad du hedder?” Lægen kiggede undersøgende på mig og sagde så noget medicinsk til en anden læge. Folk omkring mig kiggede bekymret på mig, og det var først der, det gik op for mig at jeg ikke havde svaret endnu.

“So….Sofie” svarede Jeg stammende. 

“Okay, hvad er hele dit navn Sofie?” En dreng, hvis navn jeg stadig ikke havde fået, kiggede undrende på mig. 

“Sofie Jensen. Det er mit hele navn.” Mit hoved var stadig omtåget, men jeg kunne se lidt mere fokuseret. Udenfor stod lægen og snakkede med drengen, som åbenbart havde redet mig. 

“Sofie, vi kører nu, du skal prøve at ligge så stille som muligt og når vi kommer hen på hospitalet, kommer der nogle  sygeplejersker og holder øje med dig, indtil undersøgelsen går igang.” Ambulance folkene lukkede dørerne og bilen begyndte at køre. Det var lidt svært at ligge stille i den hoppende båre. Jeg opdagede først drengen inde i ambulancen da han spurgte hvad jeg dog lavede uden foran bussen.

“Jeg flygtede fra en” svarede jeg og kiggede på ham med et blik der fortalte ham at han ikke skulle spørge om mere. Men det fattede han åbenbart ikke. 

“Hvorfor?”

“Det er en lang historie.” Egentlig så var det ikke lige mit ynglings emne og derfor ville jeg helst ikke snakke om det. Men det ville drengen åbenbart, for han blev ved. 

“Jeg har masser af tid.” Nu stopper han. Kunne han ikke bare få det ind i sit lille hoved, at jeg ikke gad snakke om det. Jeg prøvede at få hans tanker over på en anden bane. 

“hvem er du, og hvad laver du egentlig selv på den her tid af aftenen?” Jeg så over på ham og ventede på, at han skulle svare. 

“Nåh ja. Jeg har ikke engang præsenteret mig selv. Mit navn er Tobias Pedersen. Grunden til, at jeg er ude på det her tidspunkt, er at jeg var henne hos en ven. Jeg bor tæt på havnen.” Tobias smilede til mig. Guuud, hvor var han snakkesaglig. Efter lang tid standsede vi endelig og døren blev åbnet. Ambulancemanden tog fat i min båre og kørte den ud. Vi kom ind på stuen. Tobias var gået med ind til mig og havde hjulpet mig hen til toilettet for at skifte tøj. Da jeg var blevet undersøg og syet, kom sygeplejersken ind og sagde, at jeg var udskrevet og gerne måtte gå. Jeg havde bare et problem. Hvor skulle jeg tage hen? I hvert fald ikke hjem, for så ville det fortsætte. 

“Mine forældre er kommet for at hente mig. Vil du med en til os?” Tobias` spørgsmål rev mig ud af mine tanker. Han var en fremmed. Men en fremmed som havde redet mig. Han kunne jo gå hen o være ligsom Bumsen. Men ærligt så tror jeg ikke han er det. Så hvorfor ikke tage chancen? Jeg havde jo ikke andre steder at gå hen. Jeg nikkede og smilede svagt. 

“Meget gerne,” Mumlede jeg. Tobias kom hen for at hjælpe mig op, og sammen gik vi ned til hans forældre. Da vi var kommet hjem til Tobias og havde sat os ind på han værelse, fortalte jeg for første  gang om mit liv i helvede, og hvordan det var gået til, at jeg var endt op på hospitalet.

 


Vil i ikke give noget feedback? Hvad syntes i?<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...