The Babysitter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2015
  • Opdateret: 16 apr. 2015
  • Status: Igang
Hej jeg hedder Violet, jeg er 16 år og bor sammen med den lammeste Babysitter ever. Han bestemmer stort set alt hvad jeg gør. Jeg har en kæreste som hedder Jason. Elsker ham virkelig højt. -Hvad sker der når Harry løsner tøjlerne en smule og selv lader hende bestemme -Forbliver Jason og Violet sammen for altid -Følg med, og se hvad der sker når alt pludselig tager en drejning.

28Likes
26Kommentarer
7953Visninger
AA

12. Why do you cry?

 -3 dage senere Harry's synsvinkel-

Det er nu 3 dage siden hun blev lagt i koma, og der er overhovedet ingen tegn fra hende. Jeg kan slet ikke overleve uden hende! Det er enlig en rimelig stor hemmelighed, at jeg kan lide hende en lille smule. Hun er virkelig fantastisk! Men ihvertfald sidder jeg igen ved siden af hende, i håb om at hun vågner. 
Det gør ondt på mig, at se hende ligge der. Jeg skulle ha' gået ud til hende noget tidligere. OMG det hele er min skyld! Det hele! Hvis jeg var gået derud noget før, var det aldrig nogensinde sket. Det er min skyld hun ligger her, hendes krop, uden sjæl, eller bankende hjerte. Nej det kan ikke være rigtig. Jeg gav Niall skylden for noget, som er min skyld. 
Ufrivilligt triller en tåre ud over øjenkanten, og ned af min kind. Hvis jeg mister hende er det min egen skyld. 
Jeg bliver nød til at finde en sygeplejesker. Jeg går med faste skridt ud af døren, og ud på gangen hvor en masse sygeplejesker står. Jeg prikker en af dem som jeg har set ofte inde på stuen, på skulderen så hun vender sig om. 
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Spørger hun, og smiler et lille smil. 
"Ja, du ved Violet hende der ligger på stue 194 ik? Jeg skal vide Om der er en chance, for at hun vågner igen?" Jeg er enlig rimelig bekymret. For vi har jo næsten lige været til begravelse, og det syntes jeg ikke er fair hvis jeg skal engang til. Du ved, først moren, og derefter datteren, det er ikke okay. 
"Ja, som det ser ud lige nu, så er der ikke vildt stor chance for det, men vi gør vi kan ik?" Jeg nikker og går tilbage på stuen. Hvis hun forlader mig, forlader jeg også den her verden! Så kan jeg leve med hende, i himlen. Hvis ikke jeg kommer i helvede for det jeg har gjort! Men jeg er nød til at være stærk, jeg er nød til, at snakke til hende selvom jeg ikke ved om hun kan høre det!
Men selvfølgelig skal hun nok vågne igen. 

-en uge senere-

Ko længere tid der går, jo mere bekymret bliver jeg for om, hun overlever! Hun har lagt her i 10 dage nu, hendes hjerte slår stadig ikke, og hun trækker ikke vejret selv. Det er ikke ligefrem positivt. 
"Violet Please ikke forlad mig! Jeg kan virkelig ikke holde det ud mere! Jo længere tid du er væk, jo mere bekymret bliver jeg! Please bare bevæg din finger hvis du kan høre mig" fortæller jeg hende, som jeg har gjort alle dagene hun har lagt her. 

-Violet's synsvinkel-

Harry fortæller mig at jeg skal bevæge Min finger, hvis jeg kan høre ham. Hvilket jeg jo godt kan! Men det er svært når man ingen kræfter har. 
Jeg gør virkelig alt hvad jeg kan, og til sidst lykkes det, at min finger giver et lille ryk fra sig. 
"HUN BRVÆGEDE SIG!" Råber Harry, hvilket får mig til at grine inden i!
Jeg kan se sygeplejerskerne styrter ind på stuen, og slår respiratoren fra. 
Jeg kan endelig selv trække vejret. 
Jeg åbner stille mine øjne, og kigger op på de andre. 
"Hvordan har du det?" Spørger en af sygeplejerskerne. 
"Træt" hvisker jeg, det er det eneste jeg kan lige nu ihvertfald. Hun nikker, og køre min seng lidt op så jeg sidder halvt op, og ligger halvt ned. Hun tager nogle få blodprøver, før hun igen forlader rummet. Jeg kigger over på Harry. Fuck han ligner lort. Han øjne er totalt blodsprængte, mørke render under øjnene, og virkelig uglet hår. Jeg rækker på hånd så godt jeg nu kan, med de kræfter jeg har, ud over kanten af sengen, og han tager den. 
"Undskyld" hvisker jeg 
"Ikke tænk over det nu, bare slap af" jeg nikker og han fortsætter med at snakke. 
"Du skal bare love mig, at du ikke gøre det igen. Du har været helt væk i 10 dage, og jeg har grædt uafbrudt" fortæller han mig, men jeg ved jo godt at han har grædt. 
"Jeg har hørt alt hvad du har sagt, jeg er ked af det, det var ikke meningen at såre dig" fortæller jeg ham, og løfter min hånd op til hans kind, og vipper tårnene af. 
"Jeg ved det ikke var meningen, men få nu sovet" er det sidste han siger, inden mine øjne langsomt glider i, endnu engang. 


_____________________


Da jeg åbner mine øjne, sidder de andre drenge rundt om min seng. Der sidder også 3 piger. Den ene genkender jeg, det er selvfølgelig Cary, men hvem de andre er ved jeg ikke.
"Harry? Hvem er de to?" Hvisker jeg i hans øre
"Det var dem vi festede med! Du kan da godt huske dem, i blev da gode venner. Du ved Rosie, og Bella" Nårh ja selvfølgelig. Jeg nikker til ham, og kaster blikket hen på dem. 
"Hej" siger jeg forsigtigt. 
"Hej... Hvordan har du det?" Spørger Rosie
"Træt, men okay" smiler jeg. hun nikker. Niall sætter sig ved siden af mig, og tager min hånd. Jeg tager den stille til mig, og ryster på hovedet. Han skal ikke lige træde på mine svage punkter i dag, det kan jeg slet ikke. Jeg er virkelig svag IDag så nej det skal han ikke. Han giver mig et såret blik, hvilket gør mig endnu mere svag. 
"Niall jeg lover dig, at jeg nok skal tilgive dig, på et tidspunkt. Men det er ikke nu! Jeg kan ikke lige nu okay? Jeg elsker dig stadig, og det ved du!" Siger jeg, han nikker bare uden at sige noget. 
"Hvad med jer drenge, har i det godt?" Spørger jeg. 
"Det her var squ enlig nok hårdere end jeg havde troet det ville blive, det er jo ikke fordi vi hænger ud med dig så tit. Men det har virkelig været hårdt!" Fortæller Zayn mig, og trækker Bella ind til sig, uh de har måske noget sammen?
"Jeg er virkelig ked af det allesammen, det var slet ikke min mening, at såre jer. Jeg troede bare at alle ville ha' det meget bedre uden mig" fortæller jeg den, Louis rejser sig op og vifter Niall væk fra den stol som han sidder på, sætter sig på den og tager mig hånd i hans.
"Hør Violet, der er ikke nogen her som har det bedre uden dig! Godt nok, som Zayn sagde, snakker vi ikke så meget med dig. Men vi holder squ da af sig alligevel. Du skal love os alle sammen, at du aldrig vil gære det igen. For det tager hårdt på alle, du har lagt her i 10 dage uden vi har kunnet føre en sammenfald med dig, uden vi kunne vide om du nogensinde ville vågne. Bare lov at du ikke gør det igen, vi holder alle sammen af dig. Hvis ikke du kan snakke med Harry, så ved jeg at vi alle sammen vil være her for dig, uanset hvad der sker" fortæller Louis mig, hans ord røre mig lidt. Jeg er ikke vandt til at få sådan noget at vide. Men da jeg kigger rundt, kan jeg se at folk nikker. Hvilket gør mig rigtig glad. 
"Tak Louis" siger jeg og klemmer hans hånd forsigtigt. Han smiler til mig, og klemmer tilbage. Jeg laver en lille bevægelse med hånden, i tegn til at Cary skal komme over til mig. Hun nikker og går hen til mig, jeg giver de andre et blik hen mod døren, så de ved, at de lige skal gå ud. Da døren lukker bag dem ligger jeg mit blik på Cary.
"Cary jeg er virkelig ke..." Hun afbryder mig inden jeg er færdig med, at sige det jeg ville sige. 
"Det okay, Violet. Det skal bare aldrig ske igen. Vi kunne allesammen været gået psykisk ned, med det her. Vi holder jo af dig. Hvorfor gjorde du det overhovedet?" Spørger hun, ja det var enlig et godt spørsmål. 
"Jeg tror ikke, at jeg følte mig god nok til, at leve! Niall sårede mig den aften vi var i byen, han kyssede med en anden, jeg har lige mistet min mor. Jeg har ikke nogen undskyldning for det, bare undskyld okay? Jeg elsker dig!" hendes øjne bliver store, da jeg nævner det med Niall. 
"Det okay! Jeg elsker også dig, men næste gang så ved du vi allesammen er her"
"Ja, det ved..." et bank på døren afbryder vores snak, Zayns hovede titter frem. 
"Må vi ikke godt komme ind nu? Der er så kedeligt derude?" Spørger han, og jeg fniser lidt. Jeg nikker og han træder ind. 

-2 timer senere-

De er lige gået ned for, at få noget at spise, nede i boden. Jeg kommer i tanke om de blomster Harry stolte til mig, og til mig store held da jeg kigger til den ene side, er de der stadig! Jeg må sige de blomster holder sig godt. 
Der ligger i et brev, som muligvis også er fra Harry. Jeg strækker min krop så godt jeg nu kan, og tager brevet. 

"Jeg ved ikke om du nogensinde læser det her brev, men så havde jeg i det mindste sagt et ordenligt farvel. 
Jeg ved det her brev kommer til at lyde mærkeligt! Så undskyld for det!
Men Baby. 
Jeg har kendt dig i nu omkring 8 måneder! Der har været så mange opture, og bestemt også nedture mellem os! Jeg må sige det her er den værste! Jeg kan ikke holde ud, at jeg måske mister dig, at det hele er min skyld!" WHAT? Jeg mærker mine kinder bliver våde, og jeg kan se på brevet at der er udtørrede pletter, hvilket må betyde at Harry har grædt da han har skrevet det. Jeg ligger ned på brevet, og beslutter mig for at læse videre. 
"Jeg ved, at det ikke har været din mening at såre nogen, men der har du altså taget fejl, du har såret for mange! Jeg ved ikke hvor mange gange, vi alle sammen har siddet og snakket om det her, hvor op flere af os har sluttet samtalen, med tåre ned ad kinderne. 
Men Baby, du skal love mig at du aldrig gør det igen, hvis du læser det her. 
Jeg håber virkelig jeg kommer til at snakke med dig igen, for jeg kan ikke leve uden dig! Det lyder underligt når din Babysitter skriver det, men det er sådan jeg har det" jeg kan se der er ekstra udtværet kuglepind der!
"Jeg vil altid være her for dig! Altid! Jeg ved det er svært at komme og fortælle en, at man har Lust til at gøre skade på sig selv" Hvor ved han det fra?
"Men please gør det! 

Jeg elsker dig!
Harry. 

Mine øjne er totalt blanke. Jeg snøfter en enkelt gang, og døren går op. 
Det til min ikke så store overraskelse er det Harry. 
"Hvorfor græder du?" Spørger han og går hen til mig. Jeg vifter med set brev han havde skrevet til mig. 
"Det var ikke meningen du skulle græde" siger han, og ligger sine læber på min kind. 
"Det er en god ting, jeg fortjener det!" Han smiler bare. 
"Harry? Jeg har noget jeg gerne vil sige til dig, som jeg kun plejer at sige til dig når jeg er fuld" siger jeg
"Ja?" Jeg sætter mig lidt op, og kigger ham i øjnene. 
"Jeg elsker dig" hans øjne lyser op, og jeg læner mig ind foran ham, og placere mine læber forsigtigt på hans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...