The Babysitter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2015
  • Opdateret: 16 apr. 2015
  • Status: Igang
Hej jeg hedder Violet, jeg er 16 år og bor sammen med den lammeste Babysitter ever. Han bestemmer stort set alt hvad jeg gør. Jeg har en kæreste som hedder Jason. Elsker ham virkelig højt. -Hvad sker der når Harry løsner tøjlerne en smule og selv lader hende bestemme -Forbliver Jason og Violet sammen for altid -Følg med, og se hvad der sker når alt pludselig tager en drejning.

28Likes
26Kommentarer
7946Visninger
AA

6. I will always love you!

  -4 dage senere-

Idag skulle både jeg og Harry til min mors begravelse. Jeg tror aldrig jeg har haft det så skidt, som jeg har lige nu. Det her tager så hårdt på mig! Jeg spiser ikke rigtig noget ikke mere end omkring et eller to små måltider om dagen, hvilket pisser Harry virkelig meget af! Men sådan er det bare, han kan jo ikke ændrer på hvad jeg vil og ikke vil. Ja og desuden så fik jeg også den glimrende idé om at begynde at cutte, men det ved Harry ikke noget om! Det kommer han heller ikke til lige forløbig! Jeg holder mig en smule på afstand fra Harry. Jeg føler ikke lige for at snakke med ham lige for tiden, han er den trælse babysitter igen, så hvorfor snakke med ham? Selvfølgelig snakker jeg med ham hvis han spørger om noget, det er slet ikke det! Jeg komme muligvis også til at snakke med ham idag! Jeg har det så svært ved det her. Men ihvertfald er vi igang, med at gøre os klar, da jeg syntes man godt kan se okay ud. Mit outfit består af en sort kjole, som går til lidt under knæene, en sort håndtaske uden håndtag, og et par sorte ballarinare. Min makeup består af sort mascara, og en grå øjensksygge, da jeg ikke syntes det skal være for voldsomt.

"Ser jeg okay ud?" spørger Jeg Harry, jeg har ikke rigtig andre jeg kan spørge.

"Du ser fantastisk ud Baby" jeg giver ham et lille smil. Han har tydeligvis ikke forstået at jeg ikke gider ha' at han kalder mig Baby. Men jeg kan ikke gøre noget ved det! Lige meget hvor mange gange jeg tikker og Ber ham om at stoppe, så sker det bare ikke!! Jeg må sige Harry er mere påvirket end jeg troede han ville være. Han er ikke lige så påvirket som mig selvfølgelig ikke. Men det er slemt.

Vi har lige sat os ind i bilen. Der er rimelig tavst, indtil Harry bryder den og ligger sin hånd oven på min.

"Det skal nok gå Violet" siger han, det er faktisk ikke så tit han kalder mig Violet. Men jeg fortrækker det, istedet Baby.

"Harry jeg er rigtig glad for at du er her for mig, men jeg ikke rigtig i humør til det der" siger jeg, og kigger ned på hans hånd som ligger oven på min. Han tager den hurtigt til sig da det går op for ham hvad jeg mener.

"Undskyld" mumler han, jeg svare ham ikke. Det her er virkelig hårdt! Jeg har ikke set hende i så lang tid! Jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Da jeg lige kommer til at tænke på det, triller tårene ned af mine kinder, jeg kan bare ikke stoppe det. Vi ankommer ligeså stille til kirken. Jeg er stoppet med at græde. Jeg sidder helt forrest i kirken, sammen med Harry. Da kirkeklokkerne ringer, så græder jeg igen. Harry trækker mig indtil ham.

-----------------------------

Vi står alle sammen ude foran hendes grav, hendes kiste er lige blevet sunket ned i jorden. Jeg har skrevet et begravelses brev til hende, som jeg skal til at læse op om lidt.

Jeg træder et skridt frem mod graven, trækker brevet frem, og begynder at læse op.

Kære mor.
Det her er utrolig svært for mig! 
Jeg ved at jeg måske ikke altid, har været den nemmeste datter! 
At jeg ikke har set dig i omkring et halvt år nu, det gør ondt! Jeg nåede ikke at fortælle dig hvor meget du betyder for mig. At jeg ikke nåede at sige farvel til dig! Jeg er så ked af det, men jeg håber du har det godt der oppe, og at de andre de kan se hvor dejlig du er. Er der nogen som får dig til at grine, ligeså meget som vi gjorde? Jeg håber det! 
Mit liv bliver aldrig det samme uden dig, det håber jeg du ved.
Du skal vide at jeg altid vil elske dig. At du altid vil være i mit hjerte! 
Jeg elsker dig! Jeg kan ikke fortælle dig det nok!

Min stemme knækker mange gange under blevet. Da jeg kigger ud på de andre kan jeg se at, brevet rørte dem, ligeså meget som det rørte mig.

Jeg går direkte hen til Cary som heldigvis også var med. Jeg krrammer hende og græder.

"Det var virkelig smukt min skat, alt sammen skal nok blive godt igen! Jeg vil være her for dig hele tiden"

Vi ankommer lidt tid efter til det sted hvor vi spiser boller og drikker det man nu vil ha', og folk holder taler!

Sangen "Er der nogen i himlen" bliver spillet, om ti minutter, og den minder mig så meget om hende!

"Det var meget imod din vilje 

alligevel fik du ram på mig  

det er værst at være den efterladte 

når nogen rejser deres vej 

Og selv om du er væk for altid  

så vil jeg ikke græde mere  

jeg vil lade som om du lever  

og har det godt nok  

der hvor du er 

Er der nogen i himlen  

der kan elske dig ?  

ligeså meget som jeg gjorde  

nogen der får dig til grine ligeså meget som jeg ?  

Jeg håber bare du har det godt deroppe  

og at de andre de kan se, hvor dejlig du er  

håber bare, at du når det  

alt det, du ikke nåede her 

Har du fået dine vinger  

sidder de nu godt nok ? 

og kan du flyve rundt i luften  

med de andre i din flok ? 

Og jeg ved, at du er optaget  

i det store englekor  

og at du synger endnu smukkere  

end vi har hørt her  

på vores jord 

Er der nogen i himlen  

der kan elske dig ?  

ligeså meget som jeg gjorde  

nogen der får dig til grine ligeså meget som jeg ?  

Jeg håber bare du har det godt deroppe  

og at de andre de kan se, hvor dejlig du er  

håber bare, at du når det  

alt det, du ikke nåede her 

Se de positive sider  

du har ingen fjender mere  

for bitterhed og nederlag  

findes bare ikke dér 

Tænk hvor ofte du blev ydmyget  

af folk som ingenting forstod  

du ville ha' at jeg sku' tilgive  

og jeg prøver  

at gøre det nu

Men er der nogen i himlen. Der kan elske dig. Ligeså meget som jeg gjorde..."

Fucking rørende sang! Vi er lige kommet hjem, og Cary er taget med.

Vi sidder nu hjemme på min seng og snakker.

"Tror du hun mærkede noget, du ved tror du hun led?" hulker jeg

"Nej det tror jeg ikke skat, jeg tror det sidste hun tænkte på var dig"

Da hun siger det begynder jeg at græde.

"Hvad med at ringe til Niall? Han får dig altid i godt humør, jeg skal nok være er imens hvis du vil ha det" siger hun og jeg nikker. Det var en godt idé! Jeg tager min mobil og ringer ham op!

N=Niall M=Mig

N: Det er Niall

M: Hej det er Violet, jeg vil høre om du kan komme over?

N: Selvfølgelig. Er der noget galt? Du lyder ked af det

M: Vi snakker om det når du kommer

N: Jeg kommer så hurtigt jeg kan.

Også blev der lagt på. Jeg går hurtigt ned i stuen for at forklare Harry hvorfor, at Niall kommer. Du kan vel godt se at det ikke vil se så godt ud hvis han kom, og siger "jeg skal bare lige besøge Violet" det vil han nok ikke blive helt glad for.

"Harry?" spørger jeg, og han rejser sig op og krammer mig.

"Er du okay?"

" Ja, men jeg ville bare fortælle at at jeg har inviteret Niall over" mumler jeg, og han slipper mig med lynets hastighed?

"Hvorfor det?" spørger han

"Fordi han altid får mig i godt humør"

"Okay" svare han bare og forsvinder fra synsvinkel. Okay jeg gætter på at han er rimelig træt af det. Men det kan jeg ikke tage stilling til, Niall gør mig glad, og det burde han jo tænke lidt på ik? Det her gør mig ikke ligefrem i bedre humør. Tårerne triller stadig ned af mine kinder, hvor ville jeg dog ønske, at han bare kunne sætte mig i mit sted, bare en gang imellem. Et bank på døren river mig ud af mine tanker, og jeg tører mine tårer væk. Jeg åbner døren, og Niall kommer til syne.

"Hej mussy" siger han og krrammer mig tæt indtil ham.

"Cary er her stadig! Bare så du ved det" siger jeg stille. Jeg tager hans hånd og går oven på.

"Hey" siger hun og vinker et akavet vink. Han nikker som et "Hej", og vi sætter os i sengen.

"Vil du fortælle mig hvad der gør dig så ulykkelig?" han aer min kind stille og roligt.

"Her den anden dag fik jeg et opkald fra en af min mors veninder" jeg holder en pause og tører mine tårer væk, men de fortsætter med at løbe. "Hun fortalte at min mor har været ude for et flystyrt, hvilket slog hende ihjel. Vi var til hendes begravelse idag" hulker jeg, han tager en hånd op foran hans mund.

"Nej, det her løgn! Er du okay ven?" spørger han og trækker mig ind i endnu et kram. Jeg ryster stille på hovedet.

"Det gør mig ondt" han ryster på hovedet, og kigger mig ind i mine blodsprængte øjne.

"Alt skal nok blive godt igen! Jeg ved at både Cary, jeg og Harry vil være der for dig"

"Jeg er ikke så sikker på Harry vil! Han er sur fordi du kom! Men tak til jer to" siger jeg igen trækker et lille smil frem.

"Skal jeg snakke med ham?" spørger Cary

"Ja det må du gerne" siger jeg, og hun bevæger sig ud fra mit værelse.

"Hør, jeg ved alt det her er svært lige nu, og det vil det være i lang tid! Men jeg lover dig at alting ændre sig, jeg ved at dig mor sidder i himlen og kigger ned på os lige nu.  Jeg er 100% sikker på at hun er så stolt af dig, fordi du klare det virkelig flot. Jeg er så glad for at du ringede, og du skal vide at jeg altid vil være her!" hans ord de varmer om mit hjerte, hvilket får tårerne frem igen. Jeg kaster mig ond i hans arme.

"Tusinde tak Niall"

------------------------

Der er nu gået en halv time siden Cary gik ned til Harry, så vi beslutter os for at se om de er oppe at slås eller hvad de er? Jeg træder ind i stuen og ser at de..... Kysser? Hva fanden? Jeg står mundlam, igen det samme gør Niall. Jeg ved ikke hvorfor, men noget siger mig at jeg begynder at græde lige om lidt. Jeg føler mig ærligtalt svigtet, af Cary. Hun ved hvordan jeg har det med ham. Hun ved at jeg ikke altid er lige glad ved ham. Niall ligger en arm om min skulder. Han mimer "Er du okay" jeg trækker på skuldrene. Niall rømmer sig, og deres blikke bliver vendt mod os.

"Cary jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det her! Jeg syntes du skal gå!" siger jeg, og tårerne siler endnu engang ned af mine kinder. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne holde dem ind. Hun nikker og rejser sig op. Vi går ud i gangen.

"Hvad tænkte du på?" spørger jeg

"Jeg ved det virkelig ikke! Jeg er så ked af det okay? Jeg håber ikke du er sur på mig!"

"Mussy jeg er ikke sur. Jeg tror bare mit hoved er forvirret. Jeg forstår ikke hvorfor i kyssede når du ved hvordan jeg har det med ham"

"Undskyld. Jeg er virkelig ked af det. Jeg burde ikke ha gjordt
det! Kan du tilgive mig?" spørger hun stille

"Selvfølgelig kan jeg det. Men tag nu hjem, igen lov mig at det aldrig sker igen" hun nikker og går ud af døren.

Da jeg er inde i stuen igen, finder jeg en voldsom vred Niall?

"HVAD FANDEN TÆNKER DU PÅ? DEN PIGE DU BURDE VÆRE DER FOR, SVIGTER DU VED AT KYSSE... HENDES FUCKING BEDSTE VENINDE! Jeg kan ikke kende dig mere" siger han og drejer rundt og kigger mig ind i øjene.

"Tak" mumler jeg, og kysser hans kind.

---------------------------

Jeg har lige lagt mig ind i min seng, igen Niall ligger ved siden af mig. Harry blev ikke specielt glad for det men det vil jeg skide på. Jeg blev heller ikke ligefrem lykkelig over, at finde ham sammen med Cary vel? Nej. Jeg ligger et lille stykke fra Niall men hans arm kan lige nå omkring min krop.

"Fucking lorte dag" mumler jeg til mig selv

Hej alle sammen, er virkelig glad for at i gider stemme, og føje den til jeres favoritliste. Det betyder meget. 
Jeg undskylder for et dårligt kapitel, men håber alligevel at i kan lide det! Kommenter hvad i syntes, så er i nogle skattebasser.

LOVE YAAAAA!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...