Mørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2015
  • Opdateret: 28 jan. 2015
  • Status: Færdig
Dette er en form for krimi. Det er endelig en skole opgave. Jeg vil ikke skrive så maget om den har da det nok afsløre for maget. Håber i har lyst til at læse den.

1Likes
0Kommentarer
117Visninger

1. Mørke

~~Alt er mørkt. Jeg er omgivet af et uigennemtrængeligt mørke. Mine hænder er bundet sammen af et stykke tykt reb, og en klam muggen klud der lugter umiskendeligt af sprut er stoppet ind i munden på mig. Jeg er bange, frygteligt bange. Jeg kan ikke råbe på hjælp. Jeg kan ikke se andet end mørket der omgiver mig. Og kun lyden af vindens susen i træernes grene kan høres. Og dog lyden fra et rallende åndedræt kan høres når man anstrenger sig. Jeg ved ikke hvor jeg er. Jeg ved ikke hvis åndedræt jeg kan høre. Jeg ved ikke engang hvad jeg hedder. Jeg har glemt alt, eller næsten…
Jeg kan huske den mørke skikkelse der kom ud fra træernes skygger, og jeg kan huske en økse blive hævet over mig. Jeg kan huske øksen glide ned mod mig.
Er jeg død? Men hvis jeg er død hvorfor kan jeg så mærke smerte i mine håndled efter rebet. Og en smerte i baghovedet jeg først lagde mærke til nu, efter som min frygt havde undertrygt min smerte.
Jeg anstrenger mig for om jeg mon kunne mærke noget i baghovedet. Og ja, mit hår er fedet sammen af en tyk væske. Blod. Jeg er ikke død. Jeg blev bare slået bevist løs af øksen. Det giver et sæt i mig da jeg pludselig husker. Jeg havde været på vej forbi kirkegården, da jeg var blevet overfaldet . Er jeg mon stadig på kirkegården. I så fald må jeg være et stod der er mørkere ind den mørkeste nat.
Det giver ind nu et sæt i mig da det går op for mig hvor jeg er. Jeg er i en kiste. Overfalds manden vil begrave mig levende. Minutterne går hurtigt, når men ved man skal dø.
Tankerne flyver rundt i mit hoved. Jeg tænker på min mor og søstre. Vi mistede min far for et halv år siden, og nu vil de også mindste mig. Jeg ligger og tænker på dem da det sker. Mørket omfaner mig. Jeg husker ikke mere. Jeg er død!

Jeg kiggere på mand med de buskede øjenbryn og små stikkene øjne. Han rømmer sig og begynder så at tale:
”Hvem meldte mig?”
”Den unge pige du så da vi ankom.”
”Hende med hunden?”
”Ja.”
”Hvem er hun?”
”Det burde du af alle mennesker vide, men jeg skal give dig svaret hvis du ønsker”. Han nikker som svar.
”Hun er søster til den unge pige du har dræbt. Og hendes far er den mand du dræbte for ca. et halvt år siden. Hendes mor er.”
”Den eneste kvinde jeg nogle siden har elsket” færdiggøre han sætningen for mig.
”Ja og nu er det min tur til at stille dig nogle spørgsmål. Hvorfor gjorde du det? Hvorfor skulle den unge pige og hendes far dø?”
”Det hele begyndte for mange år siden da jeg var femogtyve og Lily var tyve. Jeg afklarede hende min kærlighed, hun afslå og knuste mit hjerte. Hun fortalt at hun var forlovet med en anden og at hun kun anså mig som en ven. Hun knuste mit hjerte og det er aldrig blevet helt siden. Det var ikke fordi jeg ville hævne mig på hende, det må du forstå. Det elskede jeg hende forhøjet til. Jeg håbede bare at hvis alle hun elskede død, og hun var alene i verden hun ville komme og søge trøst hos mig. Da jeg en senaften så hendes mand komme cyklende, forbi kirkegården og da der ikke var andre tog jeg en stor gren og slog ham bevidst løs. Jeg puttede ham i en tom kiste og begravede ham i løbet af natten. Hans datters død havde jeg planlagt, det var svære end faren, hun kommer kun forbi kirkegården om dagen. Hendes grav havde jeg gravet i forvejen, Jeg slog hende ned med en økse og begravede hende. Den anden datter var min plan at begrave om 2-3 måneder. Men hvad jeg ikke forstår er hvordan den død piges søster vidste det var mig, hun ved ikke hvem jeg er eller hvor jeg bor? Hvis du vil fortælle mig dette går jeg med uden problem.”
”Hun så dig på kirkegården. Hun vidste heller ikke hvem du er eller hvor du bor. Et stykke at din jakke tang fast på en gren i det buskads hvor du gemte dig inden du overfaldt søsteren. Hendes hund fuldt sporet hen til dit hus. Hun læst navnet på postkassen og skyndte sig her hen og fortalte os det hele. Og rasten ved du selv. Går du med uden problemer?”
”Ja.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...