Ildfugle

I en grå og kold fremtid, lever magien side om side med mennesket. De få der besidder magien lever i evig flugt fra Inkvisitionen, som jager magikere og hekse. Men en gruppe magikere gør modstand. De kalder sig Ildfugle.

2Likes
3Kommentarer
398Visninger
AA

2. Ovenpå

Theo       

Theo fandt sig selv tage en dyb indånding, inden han bankede på den sorte dør.              

Han havde ikke set sin søster i snart to måneder og han vidste at hun bebrejdede ham for det. Høj musik blev spillet fra værelset og det tog ham flere bank på døren, før hans søster endelig reagerede.

”Hvad vil i?” råbte Stella fra sit værelse.                                

”Det er mig, Stella,” sagde han højt, for at overdøve musikken.

Med et blev musikken slået fra og Stella låste døren op og åbnede den. Hun var lavere end ham og mere spinkel. Hun havde farvet sit lange brune hår sort. Hendes blå øjne lyste op da hun så sin bror igen. Hun smilte et mælkehvidt smil og omfavnede sin bror. ”Undskyld,” sagde han imens de krammede.

Stella gav et lavt grin fra sig og hun tog et skridt tilbage fra Theo. ”Det siger du ikke. Jeg har ikke set dig i snart tre måneder! Du ringer sjældent…” hun vendte sig væk fra sin bror og gik ind på værelset. Hun satte sig på sin gamle enmandsseng og kiggede ud af vinduet, ud over hr. og fru Hughes have. Det regnede stadigvæk udenfor. Passende vejr, tænkte Theo, da han fulgte efter sin lillesøster og satte sig ved hendes side.            

”Stella… Jeg prøver,” han var ikke sikker på hvad han skulle sige, han havde prøvet dette så mange gange før med hende. Hun føler sig overset, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke både være min mor og fars søn og samtidig være Stellas bror. ”Det er bare… Der er ting i verdenen der kræver min opmærksomhed for tiden.”

”Jeg ved det,” sagde Stella. Hendes blik var stadigvæk fæstet på vinduet. ”Jeg savner dig bare, det er alt.” Hun kiggede på sin bror og smilte et svagt smil. Det varmede hans hjerte, der ellers havde føltes så koldt i flere uger. ”Jeg ved at du har ting at tage dig af og jeg ved at folk ser op til dig.”

”Nogle gange ville jeg håbe at de ikke gjorde.” Theo fortalte sin søster den nøgne sandhed. ”Jeg forstår ikke hvorfor Winston ikke bare tager dette på sig selv og leder denne revolution. Eller Casandra for den sags skyld… Når vi engang får hende redet ud af Inkvisitionens tag.”            

”Det er derfor du er her, ikke? Mr. Og mrs. Hughes har snakket om det hele dagen, også Winston.”

Theo nikkede. Hvordan helvede vi skal formå at få hende ud, har jeg ingen ide om, tænkte Theo. ”Der er dog også en anden grund… Stella, vi bliver nødt til at tale om, hvad der skete på skolen.”            

Stellas magiske kræfter var langt højere end noget Theo havde set før. Siden hun var ti havde hun fået øjeblikke, hvor hun ikke kunne kontrollere magien. Dette ville normalt resultere i at ting ville svæve, et par gange havde hun stukket ild til noget, i sine anfald. Mrs. Hughes sagde at det var normalt for unge magikere, der aldrig var blevet lært op og ikke vidste, hvordan de skulle kontrollere deres kræfter. Det problem har jeg aldrig haft, tænkte Theo.     

"Mr. Davidsen havde styr på det,” sagde Stella. ”Der var ingen der så noget.”  

Mr. Davidsen var Stellas vogter. Vogterne havde flere jobs, men et af deres vigtigste var at beskytte magiske børn, der omgik sig med ikke magiske børn. Stella gik på den lokale skole sammen med to andre magiske børn, Theo kunne ikke huske deres navne. Mr. Davidsen og Ophelia Strann var begge vogtere på skolen. Mr. Davidsen holdte øje med Stella, mens Ophelia Strann vogtede over de to andre. Det var vogternes job at beskytte børnene fra Inkvisitionen, samtidig med at holde deres magiske kræfter hemmeligt for resten af skolen.

Theo havde ikke ønsket at Stella skulle gå på en normal skole. Han ville meget hellere se hende blive oplært hemmeligt i magi, ligesom mange andre magiske børn blev. Både Winston og Mr. og Mrs. Hughes havde talt ham fra det og de havde ansat Mr. Davidsen.

”På et tidspunkt vil nogen se det, det ved du Stella. Det her er femte gang på en måned.”

”Hvorfor kommer du først nu? Hvorfor kom du ikke ved anden eller tredje gang,” Stellas stemme var skarp som en kniv.                                                     

”Fordi jeg tror, det er på tide at vi gøre noget ved det,” sagde Theo og smilte opmuntrende til Stella. ”Når jeg vender tilbage med Casandra , vil hun starte din oplæring. Mr. Davidsen kan også komme og hjælpe. Han vil kunne lære dig at styre dine kræfter.”

”Hvad med min skole?” spurgte Stella. ”Jeg vil ikke bare forlade Sera og Lil.”

Stella… Du kan ikke blive der. Jeg siger ikke, at du ikke må se dine venner, men du kan ikke blive på skolen,” sagde Theo og lagde en rolig hånd på sin søsters skulder. Du kommer aldrig til at se dem igen, tænkte han. Det var en forfærdelig tanke, men det var sandt. Sera og Lil var begge to normale piger, uden en snert af magi. Hun kunne ikke se dem igen, det ville blive en for stor risiko. Han kunne bare ikke bringe sig selv til at sige det.  

Pludselig kom Winston til syne i døren. Han smilte til Stella, men hun undgik hans venlighed. ”Vi skal til at køre, Theo. I må snakke færdigt, når vi kommer igen.”

Theo nikkede. Han tog sin søsters hånd i hans og gav den et klem. ”Jeg tager afsted nu. Vi snakker videre, når jeg kommer tilbage.”                            

Stella rejste sig og omfavnede sin bror. ”Kom nu ikke til skade,” hviskede hun.

”Det lover jeg,” sagde Theo og gik ud af værelset og ned til Winston, der ventede ved sin bil.

* * *

Det var begyndt at mørkne da de endelig ankom til pladsen. Det regnede stadigvæk og fra tid til anden kunne Theo høre buldren fra torden. Hold ud Casandra, tænkte han og lagde en hånd på pistolen i hans inderlomme. Winston stod og talte med tre personer lidt væk fra Theo, som stod lænet op ad Winstons gamle bil. Han tændte en cigaret og studerede røgen, der stod ud af den. Det hjalp på nervøsiteten at ryge.

Theo kendte de tre personer, Winston talte med. Den smalle mand hed Dursten, den lave mand hed Kevyn og kvinden hed Ast. De kendte Winston og havde kendt Stella og Theos forældre, i hvert fald Dursten. Dursten bar en klinge ved hans side. Kevyn og Ast var umiddelbart ubevæbnede.

”Er du sikker på at han kan klare det?” spurgte Kevyn. Kevyn havde et sort overskæg der gik ud i spidser.   Winston kiggede sig over sin skulder over til Theo.

”Ja, han skal nok klare den. Han er hans forældres søn, han klare den. Lad os bare fokusere på at klare det her. 

”Hvorfor risikere vi det her for én pige?” spurgte Dursten. ”Vi klare os uden hende.”     

Theo smed cigaretskåret fra sig og gik over imod de fire. ”Fordi vi ikke kan lade hende dø, ikke nu. Vi vil tabe alt støtte, hvis vi gør. Hvis folk tror at vi hellere vil se Inkvisitionen brænde vores folk, end at stå ansigt til ansigt med dem, vil vi aldrig kunne få deres opbakning. De skal se at vi mener det her, ellers er der ingen revolution,” fortalte Theo.

Winston grinte højt. ”Se, sine forældres søn. Knægten har ret. Forresten er Casandra en alt for værdigfuld brik til at vi bare kan lade hende gå.”

De tre nikkede i enighed. ”Vi skulle bare være sikre,” sagde Ast og smilte til Theo.

”Godt,” sagde Winston. ”Skal vi til at i gang?” spurgte den store mand. Kevyn, Ast og Dursten begyndte langsomt at gå imod pladsen. Theo skulle til at følge med, men Winston stoppede ham. Winston fandt et sort klæde frem og gav den til Theo. Det var en elefanthue. ”Du får brug for den, knægt, hvis de ser dit ansigt, er alt tabt og det vil være os, der sidder på det bål, før vi kan nå at se os om. Husk: Hurtigt ind og hurtigere ud. Casandra vil med garanti være under en forbandelse, der hæmmer hendes kræfter, så det kun os fem. Hvis vi bliver splittet, ved du, hvor du skal gå hen.”

Theo nikkede og lagde huen ned i sin lomme. Sammen gik de imod pladsen. Theos hjerte bankede hårdt i hans bryst.               

Pladsen var fuld af mennesker, alle med paraplyer i hænderne. Pladsen var omringet af grå højhuse og belagt med brosten. I midten af pladsen var der bygget en platform af træ. Foran platformen var et bål blevet sat op. På platformen stod fem personer. Fire af dem var klædt i grå uniformer og bar hjelme, der lignede dem man ville se i middelalderen. Deres uniformer var blevet lavet af Serionplastic, en hård plastic som fungerede som jern, men som var langt lettere. De fire mænd bar Inkvisitionens mærke i rød, midt på deres bryst. Inkvisitionens mærke var et kors, med en smuk udsmykket hjelm på toppen af korset.  

Den sidste mand var anerledes klædt. Han bar en grå kjortel, med Inkvisitionens tegn på hans brystlomme. Manden bar ikke hjelm og hans røde hår var blevet trukket tilbage i en slikfrisure. Han havde grønne øjne og to ar, et over panden og et over munden prydede hans ellers glatte og blege ansigt. Manden stod med en bog, som Theo vidste var biblen, i hænderne og læste op fra den. Folkemængden overdøvede hans stemme.       

”Rohan…” hviskede Winston for sig selv. Theo havde også genkendt manden. Han havde været der den dag hans forældre var blevet taget. Rohan Taffeiron var en ældre herre af en villa længere nordpå og kom fra en slægt, der havde været nogle af de første til at give deres magi til at hjælpe Inkvisitionen. Han holdte meget af filosofien bag Inkvisitionen og mente at alle magikerne, der hjalp Inkvisitionen havde fundet guds lys igen. For ham var det ligegyldigt hvor langt Inkvisitionens gerninger egentlig lå for den kristne tro, så længe han fik bedre samvittighed.       

”Jeg kan ikke se Casandra,” hviskede Theo.        

”Hun er ikke blevet bragt ud endnu… De må være blevet forsinkede,” hviskede Winston tilbage. De bevægede sig ind i kødranden af folk omkring bålet. Theo ville ønske at han kunne gøre Winston opmærksom på hans utryghed, men han vidste bedre end at sige noget, imens de gik i folkemængden.

Pøblen var blevet trætte af at vente og var begyndt at råbe op. ”HVOR ER HEKSEKVINDEN! FÅ DET NU BARE OVERSTÅET SÅ VI KAN TAGE HJEM IGEN!” råbte en rød hovedet mand, da Theo skubbede sig vej forbi ham.      Rohan stoppede sin tale og smilte grumt.

”Mox, bring pigen op!” råbte den rødhårede mand.          

Pøblen blev stille i samme øjeblik, som Mox Mortimus trampede op på platformen. Mox Mortimus var en kæmpe af en mand, næsten to hoveder højere end Rohan. Han havde bar overkrop, der var fuld tatoveringer. På midten af hans mave var det røde kors blevet tatoveret. Han bar bukser, der var pansret med jern og bar en hjelm, der lignede dem romerne havde båret tusinder af år før, med et lille jern gitter for ansigtet. Hjelmen var grå og børsten der sad oven på hjelmen var af jern. I en hånd bar Mox Mortimus en hellebard og i den anden knugede han en jernkæde.    

Forenden af kæden gik en pige. Theo genkendte hende med det samme. Casandra var blevet bundet til kæden og på hovedet bar hun en rund kuppelformet hjelm, som dækkede over toppen af hendes øjne og gjorde at hun ikke kunne se noget. Theo vidste hvad det var. Hjelmen forhindrede Casandra i at bruge sin magi. Mox Mortimus stoppede midt på platformen og trak Casandra hen til ham. ”Før hende venligst op på bålet, Mox,” sagde Rohan og viste vejen imod bålet.

Mox gryntede og begyndte at vralte over imod bålet forenden af platformen.  

De havde ikke regnet med at se Mox Mortimus der og Theo blev nødt til at spørger Winston. ”Hvad nu?”   Winston kiggede tilbage imod Theo.

”Aner det ikke,” sagde han. Theo kunne se frygt i Winston og mærkede selv frygten bluse op i ham, imens han så Mox Mortimus komme tættere og tættere på bålet.                                       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...