Ildfugle

I en grå og kold fremtid, lever magien side om side med mennesket. De få der besidder magien lever i evig flugt fra Inkvisitionen, som jager magikere og hekse. Men en gruppe magikere gør modstand. De kalder sig Ildfugle.

2Likes
3Kommentarer
399Visninger
AA

1. Første

Theo.

Regnen silede ned over Theos skuldre. Hans skridt skrabede hen over asfalten, da han krydsede vejen.  

Der var ingen biler at se, men han kiggede sig stadigvæk for.  

Theo var sytten, atten om to uger. Han havde kort brunt hår og hans øjne skinnede blå. Det så mærkeligt ud, hans kastanje farvede hår matchede hverken hans safirblå øjne eller hans blege hud. Under hans øjne hang poser af træthed, han havde ikke sovet godt i flere uger, de fleste nætter sov han slet ikke. Hans hage og overlæbe var prydet af skægstubbe, den samme farve som hans hår. Under den sorte trenchcoat, bar han et skræddersyet jakke sæt, han havde fået af sin far og mor for fire år siden. Jakkesættet havde ikke passet ham dengang, på dagen hvor han havde godkendt sin tro og sværget troskab til magien.

Hans mor og far var blevet ført væk få måneder efter, af Inkvisitionen. Theo hadede Inkvisitionen over alt på jorden. Forrædere. Magikere, der havde forrådt de andre og havde stiftet Inkvisitionen for at indfange troldmænd og hekse over hele verdenen, for hver dag der gik blev der mindre og mindre magikere i verdenen. Disse magikere i Inkvisitionen var ikke alle en del af heksejagten med deres gode vilje. De fleste var blevet hjernevasket og tortureret til at gå ind i Inkvisitionen, men nogle  var dog  mere end glad for at hjælpe med at jage hekse og troldmænd.  

En hat prydede hans brune hår, han bar mest af alt hatten for at skjule sit ansigt. Det var farlige tider og spioner og vagter gemte sig i alle kroge. Theo var træt af at gemme sig, men der var ingen andre muligheder, hvis han ville bevare sin frihed, selvom der ikke var meget frihed over at gemme sig.

Han rakte ind i inderlommen på hans trenchcoat, trak en slidt pakke cigaretter frem og puttede en i hans mundvige og tændte den med sin lighter. Så vendte han omkring et hjørne og befandt sig på en gade han kendte. Herfra var der ikke langt til huset.                                                      

Han havde fået nyheden om sin søster få timer forinden og havde forladt sin mørke, mere eller mindre dystre lejlighed med det samme. Hans søster, Stella, havde haft det hårdt efter deres forældre blev taget og Theo var blevet nødt til at tage sig af hende. Men for fire måneder siden var det blevet for farligt for Stella at bo med Theo og hun var blevet flyttet til Mr. og Mrs. Hughes bolig. Adam og Eva Hughes var gamle venner af deres far og mor og aktive modstandere af Inkvisitionen. Mr. og Mrs. Hughes var hyppige gæster hos Theo og Stellas forældre, i årene op til at Inkvisitionen havde taget deres forældre.  

Adam Hughes var en lang og tynd mand, med et langt gråt gedeskæg og bar runde briller der prydede hans spidse næse. Eva Hughes var mere rund og over et hoved lavere end hendes mand. Hun bar altid et orange forklæde der passede til hende ildrøde hår, små grå lyn skar sig nu gennem hendes røde hår.  

Theo ankom til hoveddøren, hvor på der hang et skilt der sagde: Adam og Eva Hughes. Han så sig stjålent omkring, inden han lod en hånd falde på døren. De to Hughes boede i en dobbelt etage bygning, af gullige mursten.        

Frøken Hughes åbnede døren på klem, hun trak den hurtigt op og, da hun så det var ham, viftede ham indenfor. Theo gav hende en høflig hilsen, men ellers ventede han ikke et øjeblik med at komme til sagen.

"Hvor er hun?" spurgte han, hans stemme var bestemt, men ikke uhøflig.  

"På sit værelse," sagde Eva Hughes og nikkede mod en trappe der førte til anden sal.                                           

Theo nikkede en tak og begyndte at gå mod trappen, men Eva Hughes stoppede ham. "Winston er her," hun pegede mod døren, som Theo vidste ledte til køkkenet. "Han ønsker et ord med dig."                                      

Winston var en anden ven af Theos forældre og en vigtig del af deres kamp mod Inkvisitionen. Han var en stor mand og havde tidligere været smed i en by ved navn Highton, men var den sidste overlevende, efter at Inkvisitionen for femten år siden havde ransaget byen og havde sat en stopper for "ondskaben" der. Ondskaben var selvfølgelig de heksekulter og troldmandsordner, der opererede i byen. Nu stod Winston for planlægning af de få sabotageopgaver, de havde udført indtil videre, Winston havde en god sans for videnskab og havde lært sig selv at skabe diverse former for bomber. Hans magi var ikke stærk, og den eneste grund til at han blev regnet for magiker, var fordi hans oldemor havde været  leder for en heksekult og derfor var Winstons blod urent i Inkvisitionens øjne og han blev anset for at være en magiker. Man var først ren efter syv generationer uden magi.  

Magien i Theo var, ligesom Winston, heller ikke stor. Han havde i flere måneder prøvet at lade energien flyde gennem sig og gøre... et eller andet med den - et unaturligt vindstød eller endda tænde et lys, men det var ikke lykkedes ham. Han havde besøgt Fu, en kinesisk magiker der var flygtet fra sit hjemland grundet forfølgelse, for at få testet hvor stort hans magi niveau var. Fu havde testet Theos magi niveau, og havde med det samme følt det lave niveau. Theo havde nægtet at høre mere på den gamle troldmand og var stormet ud af Fus pagode og var ikke vent tilbage. Hvordan skulle han have en chance mod Inkvisitionen, hvis hans magi niveau var for lavt til at udfør nogle som helst form for magi? Hvordan skulle han redde sin mor og far og få Stella til at smile igen?

Mrs. Hughes viste Theo ind i køkkenet, hvor Winston og Mr. Hughes talte lavmælt med hinanden. Køkkenets gulv var belagt med slidte hvide klinker, med et blomster mønster graveret på den hvide overflade. Resten af køkkenet var af hvidt træ, bortset fra det stor runde spisebord af massiv sten. Bordet havde været et alter som Mrs. Hughes' mor havde brugt og hendes mors mor og endnu længere tilbage i generationer indtil for tusinde år siden, hvor Mrs. Hughes forfædre havde skåret det ud af deres kirke. Det var den tid man kaldte De Mørke Århundreder.               

Winston kiggede op, hans blå øjne så trætte ud, som om han ikke havde sovet i flere dage, ligesom Theo. Winston gav Theo et skævt smil, men blev hurtigt seriøs igen. Mr. Hughes hilste høfligt på Theo og gav ham hånden.

"Er du klar?" spurgte Winston, uden at give ham yderligere hilsner end smilet.

"Kan man være klar på det her?" spurgte Theo. Han vidste Winston ikke refererede til Stella, men noget andet der skulle ske om få timer. "Men jeg tager samtalen først.....vi tager af sted så snart jeg er færdig."  

"Hold det kort, vi har ikke meget tid," skyndede Winston. "Hun var tæt på denne gang, hun må lære at styre sine evner, ellers spolerer hun det hele før det rigtigt begynder. Denne form for tricks kan få os alle dræbt." Theo nikkede.

Theo vendte sig om og gik mod døren til gangen.        

"Glem ikke hvem det er de har fået fat på, hvem det er de vil... udstille," sagde Winston efter ham.

For fem dage siden kom nyheden om at Casandra Castellan var blev taget af Inkvisitionen. Casandra var på alder med Theo og havde været hans ven gennem den svære tid uden hans forældre. Hendes kræfter var stærke, især når det gjaldt om at manipulere med hjernen og hun var derfor en vigtig del af deres planer og fremtid. Casandra ville blive offentlig henrettet for hendes synder om få timer og Winston havde en plan, der både ville redde Casandra og sende et budskab.

Theo vendte sig mod Winston, "Jeg har ikke glemt det. Jeg er nede igen om lidt."

Winston smilede endnu engang skævt. "Du lyder som din far, dreng."

Theo nikkede og vendte sig om og forlod køkkenet. Han mærkede i den modsatte inderlomme end den hvor hans cigaretter lå. Hans hånd strejfede noget af metal og han åndede lettet op, da han begyndt opstigningen af trapperne. Pistolen lå der stadig.

 

 

Følg mig på Twitter for at få updates når nye kapitler kommer: https://twitter.com/Desetheawesome

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...