Beatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang
Løb, overlev og glem så alt. Det var hendes mors sidste ord. Franciscas sidste minde om hende. Hun løb. Francisca smiler aldrig. Hun er en sælgers værste marridt, og den mest uegnede som servicearbejder. Hendes uvenlige facade, og de mørke øjne skræmmer de fleste væk, til tider skræmmer hun selv sin familie. Efter hendes familie bliver revet fra hende, løber hun væk. Hun gjorde som hendes mor sagde. Hun løb. Nu skal hun overleve en verden fyldt med mere end hun troede, og hun skal pludselig påtage sig et socialt ansvar, i det hun får sin første vennekreds. Løb, overlev og glem så alt. *Cover af den fantastiske Swanque - tjek hendes coverstore ud!

9Likes
13Kommentarer
555Visninger
AA

2. Prolog

    Jeg har aldrig været en, der skilte læberne ad, og viste mine tænder frem. Jeg har aldrig smilet.


    Hvis du kigger på de mange billeder, mine forældre har taget i de 14 år, jeg har været på jorden, kan du se hvad jeg mener. Jeg ser ikke sur ud. Men jeg smiler ikke. Jeg tror egentligt heller aldrig jeg har været et trist barn. Jeg var glad nok, og kunne sagtens have det sjovt, men igen, så smilte jeg ikke.


Min mor har hevet mig med til utalige læger, psykologer og endda psykiatere, indtil hun til sidst gav op. Og siden da, har hun heller ikke snakket med mig.

Jeg lægger mit hoved på skrå. Hun har fjernet billedet af mig, den dag jeg fik mit første 12-tal.



”Jeg ved ikke helt, hvad hun har tænkt sig at gøre” Det, er min far. En muskuløs mand på 191 cm, med rødt hår, altid klædt i skjorter og slips. Han har i de sidste 18 år arbejdet som chef på et bogtrykkeri, og har derfor tit bøger med hjem til mig. Han står med sin tekop i hånden og tager fraværende en tår. ”Hun har sikkert læst et eller andet om positiv energi, ” siger han så, og ryster på hovedet.



Jeg nikker.



”Skal du ikke i skole? ” Jeg trækker på skuldrene. Jeg kan egentligt godt lide skolen, det er bare menneskerne der går der, jeg ikke kan lide.

Han stiller tekoppen fra sig og folder sine muskuløse arme, over den brede brystkasse.

”Er du sikker på, at du ikke vil flytte skole? ” Jeg tænker lidt over hans tilbud, endnu en gang. De har tilbudt mig det en del gange, men jeg har bare tænkt, at det ville blive for meget besvær. Og så ville jeg endnu en gang blive den nye manidepressive pige, der ikke kan finde ud af at smile. Jeg går ikke speciel meget op i mit ’image’, men jeg gider ikke at blive kaldt syg, for det er jeg ikke. Læger i dag, er bare alt for hurtige til at diagnosticerer folk, med alverdens depressioner og sindslidelser, som de i virkeligheden ikke har. Men lægerne tænker ”Yes”, flere penge i kassen, for ikke at snakke om det fede smil psykologerne og psykiaterne har på læben, når de får en henvendelse og sindslidende mennesker.

Jeg sukker dybt, og vender langsomt tilbage til virkeligheden, hvor min far stadig står, og kigger på mig med et spørgende udtryk.

”Francisca? ” Jeg sukker endnu en gang:

”Jov, hvorfor ikke. ” Han retter ryggen og smiler så. Han breder indbydende armende ud og trækker mig ind mod ham. Han trækker sig væk fra mig, men beholder hans hænder på mine skuldre.

”Janice! ” Det er min mor.

"Ja? ” Hun taler roligt, og da hun kommer ud i gangen, kaster hun et blik på mig, og ud af øjenkrogen kigger hun op på væggen.

”Franny har besluttet sig for at flytte, måske ikke var nogen helt dårlig idé alligevel! ” Flytte? Hvad?

”Flytte? ” kvækker jeg og træder væk fra hans arme. Han former et O med munden og rynker øjenbrynene - han sagde noget han ikke skulle have sagt, elle ri hvert fald have holdt hemmeligt.

”Jamen, ” Min stemme forsvinder, og jeg stirrer forbi min far, og mod min mor, hvor jeg brænder huller gennem hendes krop, og hadet sprudler ud af mig. Jeg bider tænderne sammen og vender om.

 

     ”Fran! ” Min mors skrig får mig straks til at sætte mig op. Mit hjerte hamre i mit bryst og jeg trækker vejret i små gisp.

”Franny! ” Jeg rejser mig fra sengen. Mit hjerte banker hurtigere, og min puls stiger. Var det bare en drøm? Eller var det virkelighed. Jeg tager et forsigtigt skridt mod døren - eller er det nu også klogt?

”Francisca! ” Jeg tvivler ikke; jeg løber mod døren, river den op og løber ned ad gangen. I det jeg drejer om hjørnet løber jeg ind i min far.

”Far! ”

”Prøv at hør her, Franny: Jeg vil have dig til at løbe. Pak en taske, nej, tag nødtasken. Du skal løbe ud af bagdøren og så skal du læbe af ringvejen. Husk din mobil lader og mobil. Og Franny, lige meget hvad der sker, så elsker vi dig. Os begge to - tvivl aldrig på det! Skynd dig! ”

Jeg får endelig samlet mig, og min far skubber mig af sted. Jeg braser ind på mit værelse, og griber tasken fra skabet, og fanger min lader og mobil på vejen. Jeg skal lige til at forlade værelset, men jeg husker på min notesbog der ligger under dynen. Jeg skynder mig hen og tager den, og da jeg får øje på min barndomsbamse, er det pludseligt som om, at jeg ikke kan styre mig. Som om jeg ved, at jeg måske ikke kommer tilbage igen, og jeg griber både base, fotoalbum og æsken med smykker fra min mor. Jeg hører skrig fra stuen, og stopper op. Mine hænder ryster, i det jeg stikker tingene ned i tasken. Jeg lister mod vinduet. Mennesker i sort står ude på græsplænen, og længere nede ad gaden, kan jeg se min onkels bil. Han er bare ikke i den.

Jeg hører brøl fra stuen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er ham. Jeg lader blikket løbe over værelset, og griber små ting rundt omkring, og så gør jeg som min far beordrede; jeg løber. Men jeg kan ikke stoppe mig selv, fra at kaste et blik mod hovedelen af huset. En død mand ligger for enden af den anden trappe, inde i stuen smadres en tallerken mod køkkendøren, og min mor kaster sig om bag sofaen, efterfulgt af en mand, der er mindst dobbelt så stor. Hun løber omkring sofaen, og i et kort øjeblik får vi øjenkontakt, og så råber hun; ”Jeg elsker dig, løb, overlev og glem alt!” Hun gør et kaste med hovedet, og jeg vender mig om og løber.
 
 Jeg bevæger mine ben så hurtigt jeg kan, og en rytmisk lyd af mine fødder mod grus, afbryder stilheden i skoven. Jeg dukker mig under grene, hopper over kæppe og løber rundt om sten.

Løb, overlev og glem alt.

Kender du det, hvor du har sagt et ord så mange gange, at det mister sin betydning, i det du tænker over det, hvis ikke, så prøv at gentag et ord, indtil du ikke længere kan udtale det. Det skal være et simpelt ord - papir for eksempel. Det er ret vigtigt for forståelsen af dette. Når du så er stoppet med at gentage ordet, sidder du og tænker over, hvad du egentligt skal bruge det ord til. Jeg tænker stadig.

Min mors ord sidder fast, hun har ikke snakket til mig i snart 1 år, og når hun endelig siger noget, skal jeg bruge kræfter og hjerneceller på at finde ud af, hvad hun mente. Det kan betyde meget. Hvordan overleve? Ja, selvfølgelig er overleve let nok i sig selv at forstå, men måden at overleve på, kan variere. Du kan overleve på et hængende hår, eller du kan overleve nemt. Så kan du overleve ved, at du løber fra problemet, i stedet for bare at se det i øjnene. Du kan også overleve, ved at gøre noget ved problemet (praktisk taget modsætningen af førstenævnte). Du kan overleve på så mange måder, og på så mange tidspunkter. Det spændende er, hvad du overlever fra. Et zombie-angreb? En bilulykke?

Hvad skulle jeg overleve?

Mulighederne er uendelige, men jeg kan gætte mig til, at hvem end de mennesker i sort var, var det dem jeg skulle væk fra og overleve deres angreb. Jeg mister overskud, og jeg løber næsten ind i en gren, og så skriger jeg.

Efter at komme videre fra den skrigende fugl, der reagerede på mit skrig, laver jeg en liste i mit hoved.

Løb, overlev og glem alt.

Jeg har klaret det første. Jeg har løbet. Nu skal jeg bare overleve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...