Beatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang
Løb, overlev og glem så alt. Det var hendes mors sidste ord. Franciscas sidste minde om hende. Hun løb. Francisca smiler aldrig. Hun er en sælgers værste marridt, og den mest uegnede som servicearbejder. Hendes uvenlige facade, og de mørke øjne skræmmer de fleste væk, til tider skræmmer hun selv sin familie. Efter hendes familie bliver revet fra hende, løber hun væk. Hun gjorde som hendes mor sagde. Hun løb. Nu skal hun overleve en verden fyldt med mere end hun troede, og hun skal pludselig påtage sig et socialt ansvar, i det hun får sin første vennekreds. Løb, overlev og glem så alt. *Cover af den fantastiske Swanque - tjek hendes coverstore ud!

9Likes
13Kommentarer
556Visninger
AA

7. Kapitel 5

Da jeg vågnede igen, lå jeg alene på værelset. Et tæppe var lagt over mig, og et glas vand stod ved siden af mig.

I en langsom bevægelse, kaster jeg mine ben ud over seng, og bevæger mine tæer. Jeg strækker armene over hovedet og gaber. Jeg rækker, med en let rystende hånd, ud efter vandglasset og bringer det op til min mund. Jeg tager en lille tår, og stiller glasset på bordet igen.

Jeg har ingen anelse om, hvor de andre er henne, men lige nu nyder jeg roen og stilheden. Så længe den varer.

Jeg vil gerne tro, at mine forældre er der ude et sted, og det er de - døde eller levende, men jeg har intet hørt fra dem, og der er gået 14 dage. Håb er en ting, der skal opretholdes, og hvis der ikke er små ting der kan booste det, dør det til sidst ud. Min far sagde engang, at alt godt kommer til dem der venter. Men det er ikke helt sandt. Alt godt, kommer til dem der arbejder for det. Du tjener heller ikke til føden, ved at sidde i sofaen og vente på, at lykken banker på døren.

De, indtil nu, glemte sortklædte mænd, strejfer ikke bare mine tanker, men kommer som en lussing. Hvem var de? Det var ikke så vigtig. Hvad de ville os, er vigtigt. Mine forældre er meget normale (jeg vælger at sige ’er’, det hjælper en smule på den tomme følelse). Min mor er sygeplejerske, og min far arbejder på et bogtrykkeri. De har en meget almindelig indkomst, kun et barn og et forbrug, der er lidt under det normale. De er typerne der sparer op. De låner ikke penge, og arbejder hårdt for at betale deres SU tilbage. Da vi købte vores bil, lagde de 80 procent af prisen kontant, og de fandt en billig rente at betale af på. Jeg kan ikke se, hvad der gør os så interessante.

Jeg levede det meste af min barndom i det hus, jeg for 2 uger siden, kaldte ’hjem’. Det var en almindelig villa. Det var egentligt ikke specielt stort, men det blev altså kaldt en villa. Beklædningen var træbrædder, der var malet i en lys creme farve, vinduesrammerne var hvide og det var døren også. Der var en lille forhave, og en rimelig størrelse baghave. Der var en lille veranda, og vores ”Velkommen”-dørmåtte. Den var sort, men bogstaverne stod med brunt.

Jeg havde mit værelse på førstesalen, hvor mine forældres også lå, samt et badeværelse og kontoret. Kontoret var ikke nogens. Det var egentligt som et lille bibliotek.

I stueetagen var der et køkken, en stue, en lille spisestue og et toilet. Begge vores toiletter, havde små porcelænsfliser på væggene. De var alle sammen hvide, men ca. 1,5 meter over gulvet, var der en mørkeblå række. Hen over den, var der nogle fliser, der var dobbelt så store, og fire gange så lange. På dem var der malet blomster, i næsten samme blå farve. Hen over den række, var der en blå, magen til den nedenunder. Gulvet var også fliser, og en blå farve, der ikke rigtig matchede nogen af de andre. Der hang altid mindst 2 håndklæder, til at tørre hænder med. ”Så folk kan vælge,” plejede min mor at sige. ”Det giver en rar fornemmelse at kunne vælge, om det så kun er mellem to.” Hun var til tider lidt sær, men jeg kunne se hendes pointer. Vi kunne forstå hinanden med bare ét blik. Det stillede jeg heller aldrig spørgsmålstegn ved.

 

Uret viser 11.46, da Pierce kommer ud i køkkenet. Jeg havde tilbragt den sidste time på en stol i køkkenet, og en kop med kold te i hånden. Han standser i sine bevægelser, da han ser mig sidde ved bordet.

”Leger du nu husmor, der venter oppe?” Joker han og sender mig et bredt smil. Jeg ser på ham, og studere hans ansigt.

”Nej, det var i hvert fald ikke ment sådan.” Det griner han af.

”Du sjov nogen gange, Franny.” siger han. Han trækker stolen ud foran mig og sætter sig. ”Mor har bedt mig om at spørge dig, om du overhovedet vil i skole. Hun er meget overbeskyttende, over for dig, hvis du ikke skulle have lagt mærke til det. Hun mener det kærligt. Jeg tror hun er ked af alle de år, af dit liv hun har misset.” Han tager koppen fra mine hænder. Han ser skeptisk ned i kruset, men trækker så på skuldrene og tager en tår. ”Det er jo koldt!”

”Jeg vil gerne i skole.” siger jeg, da han sætter sig igen. Han var gået over for at sætte vand over, og blev stående imens det kogte.

”Vil du? Super! Det siger jeg til mor.” Han så det blik jeg sendte ham. ”Når du har færdiggjort, hvad du nu ville sige.”

”Jeg vil gerne i skole, men hvad med min gamle skole? Jeg har været væk i 2 uger, og der er ikke blevet skrevet noget. Det er bare meget, Pierce. Jeg har stadig ikke hørt noget fra mine forældre, eller onkel Mike. Din mor er også helt ude af den.” Det kommer ud i en mumlen, men jeg ved han kan høre mig. Han stikker armene frem, byder ind til et kram. Jeg tager i mod det, efter et øjebliks tvivlen. Jeg lægger højre kind mod hans brystkasse og hans arme lægger sig hen over mine overarme. Et broderligt knus.

”Det skal nok gå, Franny. Vi er her. Jeg tror du vil have godt af at komme ud lidt. Åh nej, det lyder som om du har kærestesorger og jeg er din veninde! Okay, Franny:” siger han, trækker mig væk fra ham og lægger hænderne på mine skuldre. Han kigger mig dybt i øjnene. ”Tag dig sammen, kvinde!” Hans maskulinitet blev vist lidt såret.

”Ay ay, Sir!” Jeg gør honnør og marcherer ud. Ude på gangen, går jeg forbi Jaclynn.

”Jeg formoder, at han har snakket med dig?” siger hun med et suk, og lægger reklamerne fra sig på sofaen. Jeg nikker. ”Har du lyst til at skulle i skole?”

”Jaclynn, jeg ved du ikke er helt vildt med det, men jeg kan altså ikke blive ved med bare at daffe rundt. Jeg har været her i 2 uger nu, og i er alle sammen væk. Jeg er ensom.”

”Årh, søde. Det må du ikke være. Jeg tror bare, at jeg smider alt over på dig. Selvfølgelig skal du også have lov til at komme ud af huset, og.. drengene går der, og Terri gør også. Det bliver helt fint.” Hun siger det nok mest, for at berolige sig selv, men jeg ved det også er ment til mig.

Skoleåret har kun være i gang i en måned. Det er den 1. september, for at være helt præcis.

Jaclynn efterlader mig i gangen, og går ind i stuen, for at finde Jonathan. De ville melde mig til skolen så hurtigt de kunne. Terri er ikke kommet hjem endnu, men Elliot og Tom dukkede op for en time siden. De sendte mig et stort smil på vejen ind og nikkede en enkelt gang. Jeg har ikke rigtig set dem, og jeg har også holdt mig på afstand. Da jeg gik ind i stuen, for blot 4 dage siden, sad Elliot bøjet hen over Ryder, der lå på gulvet. Hans hænder hang en centimeter over Ryders bare overkrop, hvor et skudsår pyntede hans skulder, og en lang rift, der gik fra venstre skulder til højre side af taljen, løb. Hans ansigt så lettere forpint ud, og ud fra Elliots hænder, kom et svagt hvidt lys. Jeg var bakket tilbage fra døren, og løb så ovenpå, hvor jeg smækkede døren efter mig. Siden da, var min hjerne begyndt at komme med alle mulige forklaringer på, hvordan det jeg så, virkelig kunne være sket. Lyset fra hans hænder var en ting, men da Ryder senere kom for at sige farvel, havde han det fantastisk, og han så ikke ud til at være i smerter. Jeg havde undgået dem, så godt som jeg nu engang kunne. Det havde skræmt mig, men jeg havde valgt at holde det for mig selv.

Jeg har ikke sat en fod uden for døren siden jeg kom. Jeg har ikke været med ude og handle. Det var 2 korte minutter jeg havde, da jeg gik ud med affaldet sammen med Terri. Jeg savnede solen, regnen, vinden. Det hele. Du ved ikke hvad du har, før du mister det. Det var der engang en der sagde til mig, en kvinde i en butik. Hun var lidt skør, havde min mor sagt, da vi forlod butikken. Men jeg tror nu bare hun forvekslede det med klog. Min far mente altid, at der var en hårfin grænse mellem de to ting, og mennesker som Einstein, måske egentligt var på tippet til at være mere skør end intelligent. Det havde vi mange diskussioner om, vi blev aldrig rigtig enige, men der lå også noget sammenhold i at diskutere de samme ting om og om igen.

Da mit blik igen rammer uret på væggen, har den lange viser rykket sig fra 10 til 1. Jeg har stået her i et kvarter. Hvor tiden dog forsvinder hen. Hvor forsvinder den egentligt hen? Min far havde en teori om, at alting sker på samme tid. Selv de ting for 100 år siden. For når man så på film, at de rejste tilbage i tiden, var et som om det var en anden dimission. Det var en af de ting, jeg aldrig ville finde ud af, men de ville blive ved med at fylde mit hoved. Det var den slags tanker, hvor lige meget hvor meget du prøvede, så blev de ved med at sidde der. Det var en masse ’Hvad nu hvis’er’. Den slags spørgsmål, der æder os op indefra.

”Søde? Står du stadig her?” Jeg vender mig mod stemme. Det er Jaclynn, der igen har stillet sig i døren og kigger på mig med et venligt smil. Jeg nikker uden at fortrække en mine.

”Du ved, jeg har lagt mærke til, at du aldrig smiler,” siger hun, og sætter sig på sofaen.

”Nej,” svarer jeg. ”Det har jeg ikke gjort siden jeg blev født. Det skal du ikke tage så tungt.”

”Interessant. Kan du ikke smile, eller vælger du bare at lade være?”

”Det ved jeg ikke, jeg tror bare aldrig jeg har haft en grund til det. Jeg er ikke depressiv, men jeg.. Jeg ved det ikke” Det sidste forsvinder hen i en mumlen. Hvorfor smiler jeg egentligt ikke? Jeg er jo lykkelig og glad, men hvorfor. Tilføj det til listen. Jaclynn sender mig et stort smil.

”Vil du lige have mig undskyldt et øjeblik.” Og så er hun væk. 5 minutter efter, finder hun mig stående i samme position, samme sted. Denne gang har hun Jonathan med. Pierce, Tom og Elliot lister ind efter dem.

”Vi bliver nød til at spørge dig om nogen ting, Franny. Jeg tror det er bedst, hvis vi tager det i køkkenet.” Jeg følger efter ham ud i køkkenet. Vi sidder omkring bordet, og da et par minutter har passeret med en tom stilhed, kan Elliot ikke holde det i sig længere.

”Er du en savant?”

”Undskyld, en hvad?” Det lyder fransk.

”Elliot!” Pierce hiver ham ud af køkkenet og smækker ham op ad væggen, i gangen. Selvom de snakker højt, snakker de utydeligt. Det er kun brudstykker af samtalen, som om den ene svarer på en anden måde. En tavs måde.

”Nu da Elliot var så ligefrem, er der vel ikke meget at pakke ind. Er du det, Francisca?” Han brugte mit fulde navn. Han er seriøs.

”Hør, jeg aner ikke hvad i snakker om. Jeg ved ikke hvad en savage, eller hvad det nu var, er!”

”En savant, Franny” indskyder Tom med en lille stemme.

”Hvorfor skulle jeg være savant, hvad det så end er?”

”Fordi Franny. Du udviser tegn for, at du mangler din soulfinder, og desuden, så er vi savanter, og din mor er. Og din far.” Jaclynn er usikker, og hun ser mig ikke i øjnene.

”Jeg forstår ikke hvad det er i snakker om” svarer jeg ærligt. Savanter. Jeg har engang set en bog om dem, men det var en fantasyroman, så det var jo bare det det var. Fantasi.

Det her er en af de evner vi har.

Jeg vender mig forvirret om. Hvor kom den stemme fra? Den lød som Tom, men hans ansigt er vendt mod gulvet.

”Jeg ved det er meget at tage ind nu, Franny, men du må forstå, at det her er virkeligt. De mænd i sort, de er fra regeringen. De prøver at udrydde os. De mener vi er farlige. Dine forældre var meget magtfulde i savantverdenen, regeringen har været efter dem i mange år, og de har bare prøvet at holde dig i sikkerhed. Vi har grund til at tro, at du vil være lige så magtfuld, når du finder din soulfinder.”

”Som vi for resten tror er en af vores venner.” Jeg har ikke lagt mærke til at Ryder stod der før nu. ”Men det skal du ikke tænke på nu. Altså så  længe du har det fint, burde han overleve.” Han trækker på skuldrene og tilføjer et lille flabet smil. Overleve. Ved lyden af det ord, falder mit hjerte til jorden. Han overlever kun? En pludselig trang giver mig lyst til at løbe ud af døren og finde ham.

”Nå, Franny. Skal vi så finde ud af, hvilke evner du har?” Elliot har et stort smil på læberne. Evner?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...