Beatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang
Løb, overlev og glem så alt. Det var hendes mors sidste ord. Franciscas sidste minde om hende. Hun løb. Francisca smiler aldrig. Hun er en sælgers værste marridt, og den mest uegnede som servicearbejder. Hendes uvenlige facade, og de mørke øjne skræmmer de fleste væk, til tider skræmmer hun selv sin familie. Efter hendes familie bliver revet fra hende, løber hun væk. Hun gjorde som hendes mor sagde. Hun løb. Nu skal hun overleve en verden fyldt med mere end hun troede, og hun skal pludselig påtage sig et socialt ansvar, i det hun får sin første vennekreds. Løb, overlev og glem så alt. *Cover af den fantastiske Swanque - tjek hendes coverstore ud!

9Likes
13Kommentarer
559Visninger
AA

6. Kapitel 4.

”Franny? Søde, vågn op.” Med et grynt, gemmer jeg mit ansigt i mine hænder, og drejer til venstre, væk fra Jaclynn. ”Vågn op, vi skal snakke med dig.”

Jeg blinker mod lyset og sætter mig op. Jeg kører en hånd ned over mit ansigt og ser rundt med bagoverbøget nakke.

”Ja?” Min stemme er grødet og jeg giver et host fra mig.

”Åh, er du blevet syg?” spørger Jaclynn og lægger en hånd på min pande. ”Du føles varm,” konstaterer hun og rejser sig fra sengen. ”Kom ned i køkkenet når du er klar - det er kun Jonathan og jeg der er der.”

Hun efterlader mig i værelset, endnu en gang, og jeg rejser mig op. Jeg slæber mig langsomt hen ad gulvet, og ud af døren. Mit hoved føles tungt og med en ringen for ørene, lister jeg ned ad trapperne. Trinene knirker under mig, og jeg skærer et ansigt hver gang. Jeg når langsomt, men sikkert til bunden af trappen, og stopper op for at samle mig. Jeg tager skridt mod køkkenet, og stopper flere gange op for at finde vej. Huset er ikke stort, men det er bestemt heller ikke småt. Det er den størrelse, der passer fint til at familie med 2 forældre og 4 børn, men tanken om, at der har været 7 børn og 2 forældre får mig til at spekulere over, hvordan man bedst udnytter pladsen.

”Vi havde engang 8 børn,” siger Jonathan. Jeg havde ikke lagt mærke til, at han stod der, så af refleks hopper jeg et skridt baglæns. Mit hoved dunker, og hvis ikke jeg vidste bedre, føltes det som om Thor slog mig i hovedet med sin hammer. Men selvfølgelig gjorde han ikke det. Jeg støtter mig op ad væggen og vider et suk fra mig. Jeg vil egentligt gerne vide mere, men jeg har altid lært, at det ikke er pænt at snage. Men lidt interesse kan jeg vel vise.

”Hvad?” Min stemme er hæs og det ville ikke undre mig, hvis han ikke hørte hvad jeg sagde. Han griner et glædesløst grin, og træder frem.

”Kom med ud i køkkenet; jeg skal nok fortælle dig historien en anden gang.” Han rækker sin arm rem mod mig, og jeg griber fat ved albuen. Vi går langsomt ud i køkkenet, og han er meget tålmodig. Vi har kun taget et skridt inden for døren, før Jaclynn er henne ved mig.

”Du bure jo slet ikke have rejst dig fra sengen. For pokker da. Jonathan, få hende til at sidde ned.” Jonathan gør som han bliver bedt om, og fører mig hen til en udtrukken stol. Jeg sætter mig forsigtigt ned, men i det min bagdel rør sædet, skyder nye bølger af smerte gennem mit hoved. Jaclynn ordner en kop te til mig, og holder en honningbøtte op i luften. Jeg ryster på hovedet. Hun stiller koppen foran mig, og tager plads. Jonathan stiller sig op ad køkkenbordet, med sin kaffekop i hånden.

”Vi havde egentligt tænkt os, at vi kunne have taget ud og købt tøj til dig i dag, men Terri smuttede og du ser ikke ud til at have det for godt.” Jaclynn piller ved syningerne i hendes bluse. Deres gavmildhed giver mig dårlig samvittighed. Hvordan kan nogle mennesker være så rare? Hvordan kan de være så glade, og smilende? Nok fordi de er lykkelig, men jeg er da også lykkelig. Er jeg ikke? Det kunne selvfølgelig diskuteres. For at være glad, skal du smile. Det sagde min mormor, før hun gik bort. Hun var en sær kvinde. Hun kunne til tider sidde og kigge tomt ud i luften, og lige pludselig, ville hun vågne op og deltage i samtalen igen. Jeg kendte hende aldrig rigtig, snakkede ikke rigtig med hende. Jeg sad som regel på sofaen med min bog, eller min computer, og til tider ville en fra selvskabet henvende sig til mig. Mine forældre vidste, at jeg havde at være til den slags begivenheder. Dem hvor du bliver tvunget med. Typisk børn.

”Gå op og læg dig - jeg kommer op med noget the, og suppe om lidt.” Jaclynn rejser sig fra sin plads, og går i gang i køkkenet. Jeg mumler et tak, og bevæger mig mod værelset. Jeg bevæger mig en smule hurtigere, men kun fordi jeg er så opsat på, at komme op i sengen, før Jaclynn er færdig med suppen.

Jeg kunne ikke nænne at sige nej. Jeg er normalt ikke til suppe, og når jeg var syg, sov jeg det meste væk. Min far jokede tit med, at man skulle svede det ud. Og det er jo også rigtig nok, men med en dunkende hovedpine, feber og kvalme, er motion nok ikke det du mest har lyst til.

Da jeg endelig når til døren, tøver jeg. Ikke fordi jeg tvivler, men jeg kan bare ikke samle kræfter til at løfte min hånd. Det sidste jeg husker, er Michella.

”Tror du, at det kan være ham?” Jeg kan genkende stemme som Tom.

”Måske, hvem ved. Der er jo kun en måde at finde ud af det på.” Det er Daniel, der snakker nu. Hans stemme er dyb, og varm på en sær måde.

”Hvordan har han det?”

”Hans sår heler, med hjælp fra Elliot. Han er endnu ikke vågnet op, men han havde en hår dag.” Jeg har endnu ikke hørt Daniel lyde bekymret, men jeg er ikke i tvivl.

”Hvor lang tid har han været væk?” Jonathan deltager i samtalen nu. Døren åbner.

”Han har sovet siden klokken 6, i går aftes. Hvor når fik hun det dårligt?” Ryder lyder mindst lige så bekymret. ”Vi bliver nød til at gøre noget, guys.” En grynte lyd kommer fra en af dem.  Jeg kan forestille mig, at der er mindst en i lokalet lige nu, der ruller med øjnene.

”Cirka samme tid. Hun vågnede igen, omkring klokken 8. Hun kunne næsten ikke gå, og hun sagde, at hendes hoved føltes tungt. Det kan være muligt. Han virkede meget glad i går, og det passer vel med, at det var i går hun kom til byen.” Jonathan lyder distraheret. Fraværende.

”Okay folkens. Lad os nu vente lidt.” Jeg har ikke hørt Elliot før nu, men han lyder oprevet. De begyndte at diskutere, og jeg så det som et godt tidspunkt at åbne øjnene på.

”Hvad snakker i om?” Mit hoved gjorde ikke ondt, min kvalme var væk og jeg følte mig ikke varm længere.

”Francisca!” Jaclynn gispede, og kastede sin kærlighed og omsorg over mig. Hun kyssede mig på kinderne og panden, og knugede mig indtil hende. ”Du vover lige på at forskrække mig sådan igen!” Hendes humør skiftede sig, og hun virkede pludselig vred. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde gjort, men hvis hun var sur på mig, måtte der jo have været en grund.

”Hvordan har du det?” spørger Pierce, og sætte sig på sengekanten. Jeg vender mit blik mod ham.

”Meget bedre, faktisk!” siger jeg, og sætter mig ordentligt op. Drengene farer op, så snart jeg har talt mine ord.

”Max!” råber Tom, og de er ude af døren. Jeg er så forvirret, så jeg svinger benene ud over sengekanten og rejser mig. Jeg har stadig mit tøj på, så jeg går bare ud af døren.

”Franny! Hvor skal du hen?” Jaclynn og Jonathan farer efter mig.

”Jeg vil vide, hvem det er i snakkede om. Og hvad mente i med, at hans sår helede, med hjælp fra Elliot? Han er jo ikke læge?” Spørgsmålene væltede bare ud af mig, og jeg ville være kommet med flere, hvis ikke de havde stoppet mig.

”Ikke noget, Franny. Du kender ham ikke, og du behøves heller ikke at bekymre dig, endnu.” Hun hvisker det sidste, så jeg knapt nok kunne høre, hvad hun sagde. Jeg valgte at ignorere det, og bare glemme det. Jeg finder ud af det på et andet tidspunkt.
 

To timer senere, kommer Pierce hjem, og han har Terri og Ryder med sig. De går lige forbi mig, Terri med et kort smil. Jeg bevæger mine mundviger i et ryk, som om jeg skulle til at smile. Smile. Jeg tror i hvert fald at det var det. Men jeg kunne tage helt fejl.

Mine dage virker så tomme. Terri og Pierce er der næsten aldrig, og Jonathan begynder så småt også at forsvinde. Jeg ved han er skolelærer, men det er også det. Jonathan havde forslået, at jeg skulle begynde i skole, men Jaclynn brød sig ikke om idéen.

”Jeg tror nu altså det ville være en god idé.” sagde Jonathan, og stillede tallerknerne i opvaskeren. Jaclynn stod ved vasken, og skrubbede en pande med en skurer-svamp. Hun slap panden, og kiggede op på Jonathan, med et blik der sagde det meste.

”Er du nu sikker på det?” bed hun. Hvis blikke kunne dræbe.

”Jaclynn..” Jonathan lød opgivende og udmattet. Han trak hende ind til sig, og hviskede hende noget i øret. Hun bed sig i læben, og sukkede så.

”Vi tager den senere,” hviskede hun, og forlod køkkenet, med en hånd i håret.

Jeg ville gerne i skole, og hvis Jaclynn ville lade mig, tøver jeg ikke et sekund. Jeg har været her i 2 uger. Mit humør bliver en smule bedre, og jeg griber mig selv i at trække i mundvigene, flere gange. Jaclynn er hjemme det meste af tiden. Så vidt jeg forstår, er hun langtidssygemeldt med en rygskade, der har været der i 1 år.

Jeg har intet hørt fra mine forældre. Eller onkel Mike. Jeg render rundt med en sten i maven, og holder vejret, så snart en telefon ringer, eller postmanden kommer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. De kunne dukke op, når som helst, men rent teoretisk, kunne de være døde.

De sidste 5 timer har jeg tilbragt i stuen. Jeg stirrer tomt ud i luften, for huset er tomt, og jeg er alene.

”Franny! Franny!” Pierce smækker døren efter sig, og kommer løbende ind i stuen. Mit hjerte begynder at banke hurtigere og mine hænder bliver svedige. Er der sket nogen noget?

Hans ansigt lyser op i et smil, og hans øjne glimter af glæde. ”Vi har meldt dig til skole!” Han klapper en enkelt gang i hænderne og hopper en gang. Er jeg sikker på, at det er Pierce? Nej. Er jeg overbevist om, at han har taget noget. Ja. Han bruger for meget tid med Terri.

”Øh,” siger jeg skeptisk og rejser mig fra sofaen.

”Du starter mandag,” indskyder Terri, der dukker op bag Pierce. ”Ih, det er så spændende.” Hun hviner og griner, løber så over til sofaen, og kaster sig ned.

”Du har gået i skole før, ikke?” Pierce slår sig for panden.

”Selvfølgelig har hun gået i skole før, Terri! Hvad tror du selv?”

”Hvad ved jeg? Hendes forældre kunne være vildt overbeskyttende! Måske var de den slags forældre, der valgte at undervise selv!” sagde hun, uvidende om, hvor meget hendes ord knuste mig. Det var som en bombe der sprang i mig, og delte alting, spredt fra vinde. Jeg lagde egentligt ikke selv mærke til det, før jeg fandt mig selv ude i baghaven. Jeg trak vejret i små gisp, gik frem og tilbage, med hænderne presset mod mit bryst. Som kunne det holde sammen på mig.

”Franny!” lyder Terris fortvivlede stemme. ”Det må du virkelig undskylde, Franny! Jeg mente det ikke sådan. Jeg er sikker på, at dine forældre har det fint!” Jeg vender mig om i én hurtig bevægelse.

”Det er fint, Terri. Jeg har accepteret, at de er døde, men derfor behøves du ikke at minde mig om det!” vrisser jeg, og skyldfølelse skyller ind over mig. Terri græder, nikker en enkelt gang og går igen. Hun slår Pierces hånd væk, og styrter op ad trappen. Jeg ville ikke gøre hende ked af det, men jeg var for knust, og jeg var egoistisk. Jeg måtte undskylde senere. Mit hjerte bankede hårdt i brystet, min vejrtrækning kom i små gisp og mit syn var sløret. Jeg havde ingen balance, og jeg faldt sammen på gulvet. Jeg kunne høre Pierce kalde mit navn, og en ny stemme blandede sig. En af dem bandede lavmeldt, mens den anden råbte efter nogen. Jeg kunne høre stemmerne, men ordene gav ingen mening. Fra mine øjne rullede der tårer ned over kinderne, og landede på gulvet, hvor de dannede mørke pletter hist og her. Jeg havde ingen kontrol over mig selv, og en stemme i mit hoved blev ved med at sige; ”Du dør nu”. Jeg nægtede at tro stemmen, men da jeg pludselig hev efter vejret, lod jeg stemme tage over, og jeg lukkede mine øjne i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...