Beatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang
Løb, overlev og glem så alt. Det var hendes mors sidste ord. Franciscas sidste minde om hende. Hun løb. Francisca smiler aldrig. Hun er en sælgers værste marridt, og den mest uegnede som servicearbejder. Hendes uvenlige facade, og de mørke øjne skræmmer de fleste væk, til tider skræmmer hun selv sin familie. Efter hendes familie bliver revet fra hende, løber hun væk. Hun gjorde som hendes mor sagde. Hun løb. Nu skal hun overleve en verden fyldt med mere end hun troede, og hun skal pludselig påtage sig et socialt ansvar, i det hun får sin første vennekreds. Løb, overlev og glem så alt. *Cover af den fantastiske Swanque - tjek hendes coverstore ud!

9Likes
13Kommentarer
554Visninger
AA

5. Kapitel 3.

”I køkkenet Jonathan! ” råber Jaclynn og rejser sig fra stolen. Jonathan kommer ud i køkkenet, med et par dokumentmapper under armen, en computertaske over skulderen og en to-go kaffekop i hånden.

”Jonathan er skolelærer, ” forklarer Jaclynn og sender mig et smil over skulderen. Kvinden smiler konstant, og det driver mig en smule til vanvid - hvordan kan hun være så glad? Eller er hun bare venlig?

”Hvem er det? ” spørger Jonathan, onkel, hvad end jeg nu skal kalde ham. Han laver en sjov bevægelse med hovedet og åbner munden for at lukke den igen. Han sætter sine ting fra sig på køkkenbordet, og rækker mig hånden. ”Undskyld. Mit navn er Jonathan, ” siger han og smiler venligt. Jeg tager imod hans hånd.

”Francisca, men kald mig Franny. ” siger jeg og ryster hans hånd.

”Francisca, ” han smager lidt på navnet og rynker øjenbrynene. Han tager en tår af sin kaffe og tænker.

”Janices datter, ”siger Jaclynn stille, og Jonathan kløjes nært i kaffen, og må banke sig selv på brystet i mens han febrilsk prøver at få kaffen op af halsen. Han spytter det ud i vasken, og tørrer sig om munden med et stykke køkkenrulle.

”Undskyld, ” siger han hæst og hoster endnu en gang. ”Jeg troede ikke hun havde nogen børn?”

Jeg løfter hænderne som i et ”nå, men her er jeg jo så” og trækker på skuldrene.

”Nå! Men det må jo så gøre mig til din onkel! ” udbryder Jonathan glad, og trækker mig ind til ham. ”Velkommen til familien pus! ”  Han trækker sig væk fra mig og studere mit ansigt, og vurderer min højde.

”Nå, du er da ikke forfærdeligt høj” 1 meter og 67 er da ikke så slemt. Jeg er højere end min mor. ”Du har din mors øjne - jeg tror det ligger til familien; Jaclynn har dem også. ” Ahn ser på mit hår med rynkende øjnebryn. ”Hvor kommer det røde hår fra? ” han tager fat i en krøllet tot og lader det ligge i hans hånd.


”Min farmor havde rødt hår, ” forklarer jeg.

”Hm. ” han slipper totten.

”Far! ” Terri kommer løbende ud i køkkenet, og slår armene om den høje man foran mig.

”Hej musling! ” Han er mere familieorienteret end min far er. Klart er min far rigtig faragtig, hvis det altså er noget, men han kaldte mig ikke musling, og han kaldte da slet ikke hans kollegaers døtre for pus.

”Terri! Hvorfor tager du ikke Franny med ind i stuen, og spiller et spil med hende? ” Okay, jeg vil ikke kalde dem oldschool, for jeg synes virkeligt godt om dem, men normale forældre ville ikke spørge deres børn om ”de ikke ville spille et spil sammen”. 


”Jov da! ” udbryder Terri, og griber endnu en gang fat i min arm og hiver mig med.
Drengene sidder spredt på sofaerne og gulvet, og Ryder spiller PlayStation sammen med en dreng jeg ikke kender navnet på. Tom ser op og smiler til mig.


”Hej, Francisca, ikke? ” han rejser sig om fra stolen, og rækker hånden frem, og jeg ryster den og nikker.


”Bare kald mig Franny. ”


”Hvorfor? Kan du ikke lide dit navn? ” spørger Ryder og ser væk fra sit spil. Hans modstander ser dette som en mulighed for at skyde ham og Ryder udbryder et; ”Ey! Din snyder! ” og slår ham på armen.


”Jov, men jeg vil hellere kaldes Franny. Det er mere specielt. ”


”Jeg har altså aldrig hørt om nogen der hedder Francisca. ” kommenterer Ryders ven. ”Jeg er Daniel, by the way. ” siger han og smiler. Jeg nikker en enkelt gang.


”Elliot, ” siger en dreng og rækker sin hånd i vejret. Han har, i modsætning til de andre, mørkt hår, der er sat med voks, mousse, hvad ved jeg. Hans øjne er mørkebrune, men hans hud er bleg. Han ser høj ud, men han slår ikke Daniel - hans ben er for lange til at kunne være mellem tv’et og sofabordet. Daniels hår er også lysebrunt, dog en smule mørkere end Pierces, og hans øjne er grå. Elliot virker meget stille og tilbagetrukken, mens de andre virker meget livlige, er han meget rolig.


”Mor og far skulle snakke om voksen ting, så mor siger vi skal lave noget med Fran, ” siger Terri og afbryder mig i min inspektion af menneskerne i rummet.

”Nej da, vi efterlader hende alene i et hjørne! ” siger Ryder sarkastisk.

”Hold din mund, Ryder. ” de stemmer alle i. Ryder er den flabede.

”Ryder, din flabede unge, prøv at være seriøs. ” siger Pierce og sætter sig ved siden af Elliot.

”Skumbanan, ” mumler Ryder og et skrallende grin kommer fra Daniel. ”Dit pattebarn! ” siger han gennem grinene og tager sig til maven.

”Faar! Storebror Daniel er ond igen! ” siger Ryder beklagende og ser på Pierce, der ruller med øjnene, og klapper på pladsen ved siden af ham. Terri sætter sig på hans skød og han ser overrasket på hende, før han lægger den ene arm om hende. Jeg sætter mig ved siden af ham, og trækker min ben op til mig.

”Guys, jeg er nød til at gå. ” siger Tom pludseligt og rejser sig fra sit spot på gulvet. Hans mobil tager han fra bordet, på den anden side af, hvor han sad, og stikker den i lommen. Jeg kigger rundt. Ingen urer og han har heller intet på. Hvordan ved han, at han skal hjem?

”Huh? ” spørger Daniel og kigger op på ham. Tom banker med sin pegefinger på tindingen og Daniel nikker forstående og vender tilbage til sit spil.

”Det var hyggeligt at møde dig, Franny. Forhåbentligt ses vi igen? ” siger han med et smil, og går ud i gangen, og lidt efter smækker hoveddøren.

”Hvem gik? ” råber Jonathan fra køkkenet.

”Tom! ” svarer Pierce hurtigt, og smækker benene op på bordet.

”Okay, vil i have noget mere at spise? ” Vi har lige fået noget, og så tilbyder hun os mere allerede nu?

”Nej tak, mor! ” Selvom mit første indtryk af Pierce var, at han var den type man skulle holde sig fra, med mindre man var en af dem, er han ekstremt høflig, specielt over for sine forældre. Og ja, jeg skulle ikke have dømt ham, men for at være helt ærlig, tror jeg ikke det ville have gjort nogen forskel. Faktum var, at Pierce var fulgt efter mig, og han havde ikke været andet end venlig lige siden.

”Franny? ” Jaclynn står i døren. Jeg møder hendes blik og hun gør et kast med hovedet, mod køkkenet. Jeg har altid set køkkenet som et samtale sted, der hvor familie samledes. Da jeg var mindre havde jeg ’køkkenbordssnakke’ med min mor. Det var der, hvor vi talte om alt mellem himmel og jord, uden min far var til stedet, hvilket gav mig frirum til at tale om kvindelige ting (jeg kan umuligt være den eneste, som synes det er pinligt at snakke med sin far om?)

”Kommer du ikke lige med? ” Jeg bliver tit affbrudt i mine tankespind, og til tider irriterer det mig, men jeg vil heller ikke være uhøflig.

”Jov, ” siger jeg og møver mig op fra sofaen. Da jeg endelig kommer på benene, retter jeg på min bluse og følger efter Jaclynn. Jeg er stadig i konflikt med mig selv om, hvorvidt jeg skal kalde hende moster.

Jeg sætter mig på det lysebrune træstole, og folder hænderne i skødet.

”Jonathan og jeg har snakket om, om du vil bo her? Altså vi ved ikke hvor du ellers skulle bo, og jeg ved godt vi ikke har været en del af dit liv, men vi tænkte, at det var et godt sted at starte.” Jaclynn ser nervøst på mig, som om hun er bange for mit svar. Hun står og byder mig velkommen i hendes hjem, med åbne arme, og så er hun bange?

”Vil i virkelig lade mig blive her? ” Jeg prøver ikke at måbe, men ud fra Jonathans smil, kan jeg gætte mig til, at det ikke er lykkedes.

”Selvfølgelig søde! Havde du troet vi ville smide dig ud efter aftensmad? ” Hun ser grinene på mig. Faktisk, havde jeg ikke tænkt så langt. Jeg var ikke kommet længere end til ”spil med Terri”, alt videre derfra er en overraskelse.

”Faktisk, troede jeg, at i ville smide mig ud før. ” siger jeg lavmeldt. Jonathan lægger hovedet bag over og griner højlydt.

”Hvor er du sød, pus! ” Han tørrer en tåre væk under øjet og ryster på hovedet. ”Hvorfor er vores børn så kolde, når din søsters er som en skumfidus? ” Skumfidus? Nej, nu må han lige styre sig. Jeg er så absolut ingen skumfidus, og det vil jeg heller aldrig være.

”Det er bare noget man siger, søde. ” hun klasker hænderne sammen. ”Nå, kom så. Så kan jeg vise dig dit værelse. Vi har 7 børn, og de 5 ældste er flyttet hjemmefra, det er den eneste grund til vi har ekstra værelser. Du låner vores ældste datters. ” Hun guider mig op ad trappen, og hen ad gangen, hvor hun stopper op foran en hvid dør. På den står der Michella.

”Det er hendes navn, ” Jeg må bide mig i læben, for ikke at komme med en sarkastisk kommentar. Hun trækker ned i håndtaget. Jeg træder ind i rummet. Det er tomt, på nær møbler, men alle former for billeder, tøj, eller noget andet der kunne give det mindste peg om, hvem hun er, er væk.

”Jeg går ud og finder noget sengetøj. Til vi får fundet dig noget nyt, kan du låne mit og Terris tøj. ” siger hun og vender sig om.

”Min taske! ” udbryder jeg, og skubber mig forbi hende. Hun udbryder et overrasket ”uh! ”, og jeg hopper ned ad trinene. I gangen står min taske på sofaen, og mine sko står stadig under knagerækken. Jeg griber tasken, og mens jeg rækker ned i den efter min telefon, går jeg langsomt op ad trappen.

Jaclynn står for toppen, og ser smilende på mig. Jeg stikker tasken i vejret.

”Mine ting, ” siger jeg og hun nikker bare. Hun har lagt sengetøj frem på sengen, og lagt noget tøj ind. Jeg fjerner tøjet og sengetøjet fra sengen, og går i gang med at lægge lagen på. Da jeg endelig har fået dynebetrækket på, rejser jeg mig op og strækker min klagende ryg. Jeg presser skulderbladene frem og tilbage, og de giver et knæk fra sig, i det musklerne løsner sig op.
Jeg samler det øverste stykke tøj op fra stakken og holder den op i luften. Stoffet glider på plads, og tager formen af en chiffon bluse. Med blusen i hænderne, vender jeg rundt og kigger på skabet. Jeg smider blusen på min ny redte seng, og sætter mig ned.

Værelset er ikke stort, men det er heller ikke lille. Kan du forestille dig det? Væggene er hvide, og vinduskarmen er hvid. Det hele virker meget sterilt. Skabet står til højre for døren, og til venstre sengen, helt op ad væggen. Over sengen er vinduet, og i vindueskarmen, en lille potteplante.

Mit hoved føles tungt, og jeg lægger mig med et suk ned på sengen. Loftet er hvidt. Men der sidder selvlysende stjerner, der venter på mørket så de kan skinne. Min vejrtrækning bliver tungere, og jeg slapper af i min krop. Langsomt, lukkes mine øjne.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...