Beatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang
Løb, overlev og glem så alt. Det var hendes mors sidste ord. Franciscas sidste minde om hende. Hun løb. Francisca smiler aldrig. Hun er en sælgers værste marridt, og den mest uegnede som servicearbejder. Hendes uvenlige facade, og de mørke øjne skræmmer de fleste væk, til tider skræmmer hun selv sin familie. Efter hendes familie bliver revet fra hende, løber hun væk. Hun gjorde som hendes mor sagde. Hun løb. Nu skal hun overleve en verden fyldt med mere end hun troede, og hun skal pludselig påtage sig et socialt ansvar, i det hun får sin første vennekreds. Løb, overlev og glem så alt. *Cover af den fantastiske Swanque - tjek hendes coverstore ud!

9Likes
13Kommentarer
552Visninger
AA

4. Kapitel 2.

”Janice havde en datter? ” råber Rhoda frustreret. ”Jeg troede de sagde den familie var forbandede! ” Hun tager sig til hovedet og jeg gemmer mine hænder i mine ærmer. Folk kigger på mig. Jeg rejser mig stille op og samler mine ting.

”Jeg må også hellere gå nu, ” og før Rhoda kan sige noget til det, lægger jeg en halvtredser på disken og styrter ud af døren, der giver et velkendt ding-ding fra sig, i det den rammer klokken.

Jeg går ned ad hovedgaden i et raskt tempo, og hurtigt til et lyskryds. Da jeg når hen til fodgængerovergangen, bliver lyskurven rød, og bilerne kører. Jeg stiller mig tæt på pælen og venter.

”Hey! ”

Jeg vender mig forskrækket rundt, og bliver mødt af drengen, jeg genkender som Pierce. Mit hjerte hamrer i brystet på mig og jeg tager et forsigtigt skridt tilbage. Han når hen til mig, med den lille pige fra før, og 3 andre drenge.

”Bliv der, ” mumler han, og tager et skridt mod mig. ”Du sagde du var Janice Underwoods datter? ”

”Hvad rager det dig? ” snerrer jeg.

”Hun er livlig, Pierce - du må hellere passe på. ” griner en blond dreng bag ham. Jeg kigger på Pierce igen. Han har lysebrunt hår, der hænger løst omkring hans ansigt på en drenget måde. Hans øjne er måsgrønne og hans hudtone er en smule mørkere end de andres. Hans øjenbryn var mørke, og utroligt pæne for en drengs øjenbryn at være. Han er muskuløst bygget, men på den slanke side. Hans grå trøje hænger løst om hans figur, men læderjakken strammer over hans overarme. Han ryster på hovedet. ”Drop det, Ryder” mumler han.

”Jeg er hendes søsters søn. ” Søster? Har mor en søster? ”Hun er den ældste i flokken, ” forklarer han. ”Det her er min søster; Terri. ” den lille pige træder frem.

”Hej! ” siger hun muntert og vinker. ”Hvor gammel er du? ” spørgsmålet havde ingen sammenhæng, overhovedet.

”17, ” svarer jeg. ”Snart 18. ”

”Uhh, efterårsbarn! ” Ud fra hendes humør og kropssprog, gætter jeg på, at hun ikke er mere en 16 år gammel.

”Hvad laver du her? ” spørger Pierce. Det kunne have lydt groft, men ærligt talt, tror jeg ikke det var hans mening.

”Pierce, det spørger man altså ikke bare sådan om, og slet ikke på den måde! ” Terri dasker ham på armen og ryster på hovedet.

”Min storebror er en klaphat nogen gange, men han nu okay. ”

”Okay? Er jeg kun okay? Skal vi virkelig nævne alle de ting jeg gør for dig, frøken? ” Terri svarer ved at rulle med øjnene og skubber ham væk.

”Er du her for at se mor? Altså min mor? ”

”Vores mor! ” indskyder Pierce. De må enten være de eneste børn, eller de to yngste. Jeg har aldrig hørt om min moster. Jeg ved jeg har en onkel, min onkel Mike -  fængende ikke?

Jeg svarer ikke og ranker så ryggen. Jeg har indtil nu prøvet at ignorere drengene bag ved. Taget deres udsende i betragtning, tror jeg de er Pierces venner, og Terri er bare lillesøsteren der følger dem over alt, og selvom de giver udtryk for, at hun er møg irriterende, tror jeg nu godt de kan lide hende. Hun er som den mindste søster, der kun har ældre brødre - de sværmer alle omkring hende, puslerom hende og giver hende alt. Jeg dømmer dem nu ikke. Terri er utroligt køn, og meget sød. Hun er den slags pige, alle vil være venner med, men hun bryder sikkert stereotypen, ved kun at hænge ud med hendes storebrors venner. Hun er ikke en del af systemet, som så mange andre.

”Kom med! ” siger hun, tager min hånd og løber på sine korte ben, hen over vejen.

”Terri! ” Pierce når ikke at opfange meget, men er hurtigt efter os. Med tasken over skulderen, løber jeg efter Terri, og prøver at holde trit med hende.

”Den lille møgunge! ” Jeg drejer hovedet, og jeg ser ham som Ryder. Drengen med det blonde hår. Han er meget høj, og har meget lange ben; han går bogstaveligt talt efter os, men har alligevel formået at indhente os. Han er slankere Pierce, og men han ser mere moden ud i ansigtet. Hans kæber er markerede, samt hans næse. Hans øjne ser grønne ud, men jeg er ikke helt sikker. Hans hår er ret så kort, og sat pænt. I betragtning af, at der er september, har han kun en sort pullover på og et par tætte, mørkeblå jeans.

Terri trækker mig ned af vejen, og drejer til venstre, for at fortsætte ligeud, indtil hun stopper ved et hvidkalket hus, med rødt tag og en grøn græspæne foran. Rigtig idyllisk.

Hun åbner havelågen og løber op til døren. Hun skubber til døren og stopper op.

”Mor! ” råber hun og træder længere ind.

”Vent lidt, Terri! ” bliver der råbt fra rummet til venstre.

”Terri, ryk dig lidt så vi andre kan være her. ” Terri slipper mig og sparker sine sko af, og sætter sig derefter på sofaen i gangen. Jeg bliver stående. Aldrig i mit liv, havde jeg troet, at dette ville ske. Hvorfor havde jeg stolet så blankt på hende? Altså, hun har givet mig en grund til, ikke at skulle endnu. Jeg vidste ikke engang, hvor jeg skulle hen for en time siden. Jeg vidste ikke engang, at jeg har en moster, indtil for et kvarter siden. Jeg havde brug for et eller andet normalt, noget der ikke ville flå min logik fra hinanden.

En kvinde med samme hårfarve som mor kommer ud i gangen. ”Milde Moses! ” hvisker hun, da hun ser mig og taber bladet hun have i hånden.
”Hej, ” hvisker jeg og synker en klump.

”Francisca? ” spørger hun og jeg nikker. ”Åh Gud! Hvor er din mor? Og din far! Åh Gud! Har de det godt? ”

”Ja, eller nej, eller ja, måske, jeg ved det ikke. Jeg har ikke set dem i to dage, ej heller onkel Mike. Jeg, jeg. ” en tåre glider ned af min kind og rammer gulvet. ”Der kom nogle mænd ind i vores hus iklædt sort tøj, og de angreb dem, og min onkels bil var der, og min far sagde jeg skulle løbe. Jeg ved ikke hvad der skete. ” Jeg bliver afbrudt af hende, der trækker mig ind til sig.

”Jeg er Jaclynn, din mors 9 år ældre søster. Du kender mig nok ikke, men bare rolig, det skal nok ordne sig. ” hun snakker ned i mit hår, og jeg vikler armene omkring hende.

”Det ved du ikke, ” mumler jeg.
”Det gør far. ” siger Terri lavmeldt, og jeg kan mærke Jaclynn, der prøver at stoppe hende.

”Hvordan det? ” spørger jeg og trækker mig væk fra hende. Jaclynn sukker.

”Kom med ind og få en kop te og noget at spise. ” siger hun og aer min skulder. Hun kigger op Pierce. ”Drenge, jeg har intet i mod, at i er i mit hus, men jeg nægter at se de læderjakker og store støvler indenfor, vil i godt tage dem af! Og Tom! Vil du så få den hue af! Har i det ikke varmt? Drenge, det er 20 grader uden for. I får hedeslag! ”

”Ja, mor. ” siger Pierce. Det var nu ret sjovt at se, hvordan de langsomt tog deres overtøj af, som om e håbede hun ville skifte mening. Jaclynn ryster på hovedet og trækker Terri med sig ud i køkkenet. De andre drenge følger efter hende, men Pierce venter på mig, i mens jeg binder mine sko op. Jeg smider de brune støvler hen ved andres og hænger min jakke på knagen. Pierce viser mig ud i køkkenet, hvor de andre sidder samlet ved spisebordet, mens Jaclynn render rundt og servicere dem.

”Jeres far er snart hjemme, han har den mappe med du bedte om, Terri. ” siger hun over skulderen, og tager et krus te med hen til mig.

”Bare sæt dig søde - de bider ikke. ”

”Vi lover intet, ” kommer det kækt fra Ryder. Jaclynn slår ham løst over nakken. ”Jeg håber du kan lide English Breakfast te, det er det eneste vi har lige nu. ” siger hun, og kigger undskyldende på mig.
”Nej, nej. Det er helt fint! Jeg foretrækker den faktisk! ” forsikrede jeg hende om, og et var ingen løgn, at jeg langt hellere ville have English Breakfast end jordbærte.

”Jeg sætter mig ind i stuen, ” konstaterer Tom, og rejser sig med et smil og sin kaffekop i hånden. Med et henkastet blik, følger de andre med. Tom har tydeligvis mere situationsfornemmelse end de andre, og forstår når han skal forlade rummet.

Jeg har aldrig forstået det der med situationsfornemmelse - er der virkeligt noget galt i at bede folk om at forlade lokalet, hvis man vil snakke under færre øjne, eller selv forlade rummet. Jeg ser ingen grund til, at andre skal gætte sig til, at de skal forlade rummet, og folk så bliver sure på dem, for ikke at forstå de små hints de kommer med. Sig det lige ud, folk bliver ikke skuffede; det er jo ikke fordi du bandlyser dem helt.

”Francisca? Jeg.. ”

Jeg afbryder hende med et hurtigt ”Kald mig Franny, ” og hun ser smilende på mig. ”Franny, det gør mig virkelig ondt, det der skete, men jeg er nød til at spørge; hvorfor tror du de mænd var der? ” Jeg trækker på skuldrene.

”Moster Jaclynn, hvis jeg må kalde dig det? ” Hun nikker smilende. ”Jeg ved det ikke, jeg har aldrig set noget som det før. Jeg har aldrig set mine forældre som mistænksomme, jov, altså der har været nogen gange efter mine psykolog samtaler, men ellers ikke. ” tilføjer henkastet og tager en slurk af teen.

”Din far hedder Albert, ikke? ” Jeg nikker. Albert er et sjovt navn. Det er ret så gammeldags og ret så dansk. Min mors navn, Janice, derimod lød af engelsk afkoms, samt Jaclynn og Mike. Francisca er vist fransk, og Pierce og Terri er jeg overbevist om, ikke er danske navne. Hvem ved, måske har jeg familie fra udlandet.

”Han er en sød mand. ” Jeg nikker endnu en gang. ”Jeg husker første gang din mor bragte ham hjem. Han var så genert og holdt hænderne samlede foran sig - han var meget venlig og høflig, men han virkede meget usikker. Han slog benene væk under min far med sin intelligens, det er ikke noget der normalt ligger til familien, men din mor klarede sig godt. Hun har altid været familiens lille guldklump som den yngste. Hende og Mike er tvillinger ved du nok. ” Hun stiller koppen fra sig, og tager et stykke banan. Hun er den slags mor, der skærer frugt ud i stykker til sine børn, som om de var små, men jeg havde nu ikke hørt nogen af dem brokke sig. ” Din mor har altid været meget social og åben, så vi fandt det sjov at hendes sou… kæreste var så genert. De siger selvfølgelig altid, at modsætninger mødes og alt det bras omkring, hvordan folk fuldender hinanden. Vås, siger jeg dig. Jeg er ikke så romantisk anlagt, kan du nok høre. Jeg elsker min mand meget højt og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at han ikke fuldender mig, men der er grænser for galskaben. ” Jeg nikker erkendende og jeg kan kun sige, at jeg er enig.

”Skat? Terri? Jeg er hjemme! ” Onkel.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...