Beatum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang
Løb, overlev og glem så alt. Det var hendes mors sidste ord. Franciscas sidste minde om hende. Hun løb. Francisca smiler aldrig. Hun er en sælgers værste marridt, og den mest uegnede som servicearbejder. Hendes uvenlige facade, og de mørke øjne skræmmer de fleste væk, til tider skræmmer hun selv sin familie. Efter hendes familie bliver revet fra hende, løber hun væk. Hun gjorde som hendes mor sagde. Hun løb. Nu skal hun overleve en verden fyldt med mere end hun troede, og hun skal pludselig påtage sig et socialt ansvar, i det hun får sin første vennekreds. Løb, overlev og glem så alt. *Cover af den fantastiske Swanque - tjek hendes coverstore ud!

9Likes
13Kommentarer
557Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Da jeg var lille, troede jeg, at hvis jeg bare løb hurtigt nok, ville tiden stoppe. Selvfølgelig vil den ikke det. Tiden eksisterer ikke, men det gør uret.

Et par meter fra mig bevæger en fugl sig, og hopper baskende ned fra stammen den sad på. Den stirrede på mig, og lettede så fra jorden. En rødkælk. Jeg er overbevist om, at det er sådan en. Min far havde stor interesse i naturen, og jeg tog ham tit i at sidde midt på vores græsplæne og indånde den friske luft.

Han lærte mig om alverdens flora og fauna, og jeg nød de øjeblikke, for det var øjeblikke, hvor min mor stod i døråbningen med et bredt smil på læberne. Jeg tror min mor glemte den verden hun levede i, og fokuserede på den hun var i.

Jeg var ikke pigen der aldrig smilte; jeg var hendes datter, som hun inderst inde elskede. Lige meget hvor deprimeret hun så ud til at være.

Min farfar læste engang en artikel op for mig. Det var om en 40-årige kvinde, der ikke havde smilet i de sidste 28 år. Hun sagde, at det var fordi hun så ville se yngre ud. Og det gjorde hun - hun lignede en på 20. Hun havde besluttet sig for, at hun aldrig ville smile mere. Hun smilte ikke engang da hendes datter blev født. Bare jeg ikke bliver sådan.
"Du smiler inden da, barn!" husker jeg han sagde. "Har du aldrig hørt, at lige meget hvad, så smil, for du ved ikke hvem der måske falder for det?" Jeg var 10. Så jeg rystede på hovedet.
"Men det har du nu!" Og så smilede han stort. Jeg tror han håbede på, at det ville skubbe mig i gang. Det virkede ikke rigtigt.

Jeg samler et blad op fra jorden og vender det mellem fingrene. Vi var kun i september og bladene var allerede begyndt at falme. Som barn mente jeg også, at det var små feer der fløj rundt og malede dem. "Sludder," havde min mor sagt. "Bladene mister deres farve, fordi træet ikke leder vand derud. På den måde sparer træet energi hen over vinteren." God måde at dræbe barndommen på, mor.

Jeg lader vinden bære bladet væk og kigger på æblet i mit skød. Jeg samler det op og pudser det i ærmet, hvorefter jeg sætter tænderne i. Jeg åbner øjenene og kigger rundt i skoven. Måske ikke det smarteste sted at gemme sig (i tilfælde af at de så skulle finde mig, og der så ikke ville være nogen til at hjælpe mig), men da solen stod højt på himlen, så jeg så intet problem.

Et par meter fra mig, sidder et lille pjusket egern, med en nøddebrun pels, der stikker ind foran dens øjne. Den lægger hovedet lidt på skrå, og stirrer på æblet i min hånd.

"Næh, nej du. Det er mit. Jeg har ikke spist noget i 30 timer" Den tipper hovedet mod den anden side.
"Burde du ikke spise nogen nødder i stedet?" siger jeg sarkastisk. Den kigger på mig, som om jeg er dum. Med kanten af tænderne, bider jeg en bid af og rækker den ned på højde med min ankel. Egernet er hurtigt henne ved mig, og griber om æblestykket, og løber så tilbage til hvor den sad før.

"Åh, så du er mit selskab nu," Flot, Franny, første ven i 9 år, og så er det et egern. Mine sociale kompetencer rækker ikke så langt kan du nok se.
Lyden af en gren der knækker, får egernet til stikke af, og jeg rejser mig op, hurtigere end jeg burde. Min første tanke er, at råbe ’hallo’, men det ville være dumt. Jeg pakker fumlende mine ting sammen, og går forsigtigt i den retning jeg skulle i.

Okay, Fran. Slap af. Det var nok bare en kanin. Vent, er der kaniner her?

Nu er du dum.


Efter et par timers gang, er min telefon ved at være løbet tør for strøm. Jeg finder en diner, og beder til, at der er et stik. Et tyk duft af pandekager med sirup hænger i luften, og dineren er dejlig varm. Jeg sætter mig i en bås, og glider så langt ind som muligt. Jeg stikker min lader i stikket og læner hovedet mod vinduet og falder i søvn. Det vil jeg i hvert fald tro, for jeg bliver vækket af en servitrice på omkring de 40. En køn mørk kvinde med krøllet sort hr og grønne øjne. Hun smiler venligt til mig.

”Vil du have noget søde? Du ser træt ud” Hendes øjenbryn former sig efter hendes bekymring. Jeg får samlet mig, og sætter mig rankt i sædet.

”Øh, ja tak. Har i en sandwich? ” Hun rækker mig en menu og peger på deres udvalg. ”Bare en Club sandwich”

Hun smiler, og siger hun vil være der igen om lidt. Jeg kigger rundt i dineren. Et par havde skjult sig godt i hjørnet. Hvis man ikke havde set dem forinden, ville man sikkert heller ikke lægge mærke til dem. De sidder tæt op ad hinanden, og deres hænder er flettede. Engang i mellem hvisker de hinanden i øret, og den anden kommer med et lille grin, eller smil, og så kigger de ellers ud i luften igen.

I modsatte hjørne, skråt for mig, sidder en gruppe drenge i sort. Mit hjerte begynder at banke uden varsel. Jeg kigger rundt. Den eneste dør ind, er den jeg kom ind af. Det vil sige der har været gået forbi mig. Okay, andre mennesker kan også gå i sort. Jeg kigger forsigtigt mod dem igen, og jeg får øjenkontakt med en blond pige. Hun sidder skjult bag drengene, helt inde i hjørnet. Hun smiler venligt, og mit hjerte sænker farten igen.

”Værsgo søde, ” siger kvinden og sætter min sandwich ned foran mig sammen med et glas Fanta.

”Øhm, tak, men jeg bad ikke om Fanta. ”

”Nej, det ved jeg. Spis, det er på husets regning. ” hun sender mig endnu et smil og går tilbage til køkkenet. Hun minder mig på mange måder om min mor, den søde, hjælpsomme kvinde, der sætter andres behov før hendes. I havde sikkert fået det indtryk at min mor var koldhjertet, ikke? Det er hun ikke, og det har hun aldrig været. Hun er et fantastisk menneske, men hun er såret, og det er min skyld.
Jeg ryster hovedet og samler min sandwich op. Da jeg sætter tænderne i, går det op for mig, at det eneste jeg har fået at spise de sidste 35 timer var et æble. Jeg kigger tvivlende ned på mig selv og fanger mit billede i ruden. Jeg ser træt ud. Jeg har mørke rander under øjnene og mine øjne udstråler ikke andet en udmattelse. Jeg spiser langsomt, i håb om, at den mættende fornemmelse vil holde længere.

Jeg kigger på mig mobil, og låser den op. Klokken er tyve minutter over tre. Jeg lægger maden fra mig og tjekker mine beskeder. Der intet fra dem og heller ingen opkald. Burde jeg skrive til dem? Selvfølgelig burde jeg det, men hvad nu hvis det vil skade dem? Alt muligt kan ske (specielt når du har set for mange action og drama film), og jeg har ikke lyst til at satse noget. Hvis jeg altså har noget at satse. Det er på tidspunkter som disse, hvor jeg bare gerne vil være lille igen og krølle sammen i min fars skød, med hovedet begravet i hans skjorte. Du er snart sytten, Francisca, du er voksen nu.

Latter afbryder mit tankespind og jeg kigger op. En grupper teenagere har gjort deres entré og fjoller højlydt.

”Yo! Lad os sætter os dér! ” råber en dreng, og peger på båsen foran mig. Fedt. De bevæger sig, ifølge mig, alt for langsomt, og deres blikke på mig, får mig til at synke sammen i sædet.

”Ej, og så min stedmor ing, hun tog min computer i en hel måned! ” De var den slags mennesker jeg afskyede.

”Ej, over hvad?” Hendes veninde lød mindst lige så forarget. Hvis de altså vidste hvad det betød. Døm ikke folk, Francisca.

”At låne penge fra min fars pung uden at sige det til ham er åbenbart ulovligt og uacceptabelt” Drengen ved siden af hende fnyser.

”Har du et problem? ” snerrer hun og gruppen vender sig mod ham. Han ryster på hovedet. I tror sikkert det er prinsen på den hvide hest ikke? Den flotte, populære fyr, med de rigtige venner, de gode karakterer. Det er han ikke. Det her et moderne eventyr, og prinsen kommer ikke for at redde dig.

”Hvad glor du på freak? ” Det gik ikke op for mig, at det var mig, før hele dineren kiggede på mig. Jeg pegede på mig selv med et hævet øjenbryn.

”Ja, dig! ”

”Lige nu, en forkælet tøs, der tydeligvis også har for lange fingrer ” Det var ikke sødt sagt, men hun kunne tage det. Tror jeg.

Gruppen i sort bryder ud i brøl og latter, og parret kigger grinene på os. Selv servitricerne og kokken griner.

”Din lille kælling, har din mor ikke lært dig at holde din fede kæft? ” snerrer hun og rejser sig op.

”Har din mor ikke lært dig, at du ikke må stjæle? ”

”For ikke at snakke om ikke at holde benene samlede? ” råber en dreng nede bag fra. En dreng ved bordet foran rejser sig op.

”Hold din kæft Pierce! ”

”Okay! Sæt jer ned - i kan flå hovederne af hinanden uden for min diner! ” råber kokken, og de sætter sig ned igen, dog uden at bryde øjenkontakten. Servitricen fra før kommer hen til mig, og sætter sig over for mig.

”Du har ingen anelse om hvad der foregår, har du? ” siger hun. Hun smiler på den måder, hvor hun egentligt er forvirret eller irriteret. Kender i det; at folk smiler, men deres toneleje indikerer ikke at de er glade? Jeg ryster på hovedet.

”Du minder mig så meget om en kvinde der engang boede i byen. Janice hed hun nok. Frank! Hed pigen i det grønne hus ikke Janice? ” Frank er så kokken.

”Jov, hendes søster bor der vist nu. Den familie har altid været så sær, Rhoda! ”

Rhoda rejser sig op. ”Undskyld, hvis jeg forvirrer dig. Du ved sikkert ikke hvem det er. ”
”Jov, ” kvækker jeg. ”Janice er min mor. ” Dineren bliver helt stille.

 

*  *  *

Hej kære læsere.

Her er det første kapitel, og jeg arbejder på andet og tredje. Mine opdateringer bliver ikke lige så hurtige som jeg gerne vil, men jeg har (sjovt nok) et liv uden for movellas og min lille skriveverden, som jeg også er nød til at passe.

Tusinde tak for de søde kommentarer der har været indtil nu, giv endelig konstruktiv kritik.

Hav en fantastisk uge, hvis vi ikke 'ses' inden!

 

X Quanteditus

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...