De blå øjne (1)

Der er et kongerige ikke så langt fra vores. Her lever en prinsesse og en dreng. De er de bedste venner. Da kongen giver drengen et tilbud om at komme ind i en træningslejr, giver drengen prinsessen en lille delfin han selv har snittet. Da drengen vender tilbage fra lejren finder han ud af at kongen er død og prinsessen er forsvundet. Byen han kom fra er nu terroriseret af et stort uhyr og en tyran af en konge. Han vil nu gøre alt for at rede prinsessen og riget.

1Likes
2Kommentarer
418Visninger
AA

7. Vil kringen nogensinde ende?

     - "Bruno, pas på!" Råbte Starla da et spyd kom flyvende mod ham. Den hvide ulv var dog hurtig og greb det med tænderne. Bruno virkede stadig gal over et eller andet ved ulven som ingen af de andre vidste men han nikkede som tak og fortsatte forsvaret. Starla holdt sig så godt fast på Klarissas ryg som hun kunne, mens hun prøvede at skyde nogle pile her og der i håb om at ramme fjender. Pludselig kom den store sorte kat fra fjendens side og kastede sig over Klarissa der blev kastet bagover. Starla nåede kun lige at springe. Hun så rundt på slag marken og rystede på hovedet. Venner og fjender lå døde her og der. Mange var døde præcis som troldmanden havde forudset. Starla vendte sig og skreg. En af fjenderne hævede sit sværd over hende, men en sort ulv kastede sig over manden og rev hovedet af ham. Starla mødte dens blik og sank en klump. Dens øjne var lige så blå som det dybeste vand i oasens sø og meget rolige i for hold til at de var i midten af en krig.

-  "Sæt dig op Starla. Ron vil beskytte dig." Lød det pludselig i hendes hoved og ulven gik helt hen til hende. - "Nu Starla. Jeg vil ikke kunne tilgive mig selv hvis der skete dig noget. Ulven vil beskytte dig." Starla fangede den hvide ulvs blik for et sekund. Da gik det op for hende hvem troldmanden var.

- "Chris." Hviskede hun glad og sprang op på den sorte ulvs ryg. Den var meget blødere og hurtigere end Katten. Kampen fortsatte længe til der lød et hyl. Den sorte ulv stivnede og Starla sank en klump. Rundt på slagmarken stod alt stille som var tiden selv gået i stå. Ulvene vendte sig mod den store sorte kat der stod over den hvide ulv der var såret, men stod og beskyttede Klarissa der lå livløst mellem dens forben. Ulven hylede igen da katten huggede sine tænder i dens nakke, men Chris rykkede sig ikke. Starla spændte sin bue men da hun skød hoppede den sorte ulv så pilen fløj en anden vej. - "Nej!" Udbrød Starla, men ulvens blå øjne så bedende på hende med tårer trillende ned af de pelsede kinder. Endnu et hjertenskærende hyl og Starla så væk. Endnu et... Starla bed tænderne sammen... Chris var lige vendt tilbage... Hvorfor skulle han også være helten... Det var som et lys gik op for Starla. De andre havde sagt at en helt altid fødes i sidste øjeblik. Starla gled ned fra ulvens ryg og begyndte at løbe. Hun greb spyd, sværd og knive, med den sorte ulv i hælene. Hun ignorerede ulvenes forsøg på at stoppe hende og lukkede af for Chris tanker. Hun måtte forsøge at gøre noget for at rede både Chris og Klarissa. Hun sprang på den Sorte Kat og hamrede alt hvad hun havde samlet ned i ryggen på dyret der hylende ad smerte. Den hoppede og sprang rundt for at få Starla af sig men hun blev ved med at spidde den. Igen og igen jog hun våben i den selv da den lå stille på jorden. Katten blev til Tyranen selv og Starla rejste sig pustende. Hun stirrede på liget med alle mulige brækkede våben stikkende op af den bare ryg. Sår der umuligt kunne heale efter adskillige dybe knivstik. Den sorte ulv gik hen og skubbed til liget. Den forvandlede sig til en ung mand i sidste øjeblik til at gribe Starla der var ved at falde om.

- "Du gjorde det. Jeres fjende er død. FJENDEN ER BESEJRET!" Sagde han og Starla lukkede øjnene. Hun gjorde det...

     - "FJENDEN ER BESEJRET!" Brølede Ron, der holdt Starla og Chris så på Klarissa. Hun måtte leve om det gjaldt hans liv. Han bed smerten i sig og rejste sig. Ulvene omkring ham bakkede. Han tog blidt fat i Klarissas nakke og fik bakset hende op på sin ryg. Hun var meget tung men han måtte rede hende. Han vaklede langsomt mod Oasen i skoven. Han var ved at vælte flere gange men de andre ulve støttede ham.

- "Chris det her er vanvid... Hvis du prøver at heale hende vil du dø." Sagde Theas tanker bekymret. Chris svarede hende ikke. Han fortsatte med tunge skridt og bed den intense smerte i sig. Klarissa var mere værd end hans liv. Han faldt sammen ved søen og pustede. Han kendte kun et ritual som han havde lært af den gamle ulv, da han trænede med flokken. Han måtte give Klarissa noget af sin energi til at accelerer helbrednings processen. Han trak sig frem og skubbede let den livløse krop af sig, derefter blev han menneske og støttede sig til sin stav. Sidst han havde gjort dette Ritual havde han været bevidstløs i flere uger og det var da han havde været frisk og udhvilet. Nu var han hårdt såret og knapt selv i live. Han huskede den gamle ulvs ord da han vågnede. Du vil aldrig kunne udøve det ritual med mindre du finder den uendelige kræft. Chris så rundt på sine venner og sin flok. Det havde været nogle vidunderlige år sammen med dem, selv om de ikke havde været nemme. Chris tog en dyb indånding og begyndte med at overføre sin kræft til Klarissa. Han kunne mærke hvordan hendes krop reparerede sig selv og hvordan hendes lunger fyldtes med luft. Han smilede og faldt ind i det velkendte mørke. Nu havde han gjort alt han havde lovet, men det var Starla der var helten.

- "Beskyt hende Ron. Hun er mere værd end hvad de andre ser." Det var hans sidste ord. For første gang følte Chris sig fri. Han følte han kunne flyve og det gjorde han.

 

     Klarissa satte sig op med et gisp. Hendes hoved dunkede som var en hest ved at springe ud. Hun lagde sig tilbage i de bløde puder... Bløde puder? Hun sprang op og så forvirret rundt i rummet. Der var skabe så store som den ene væg og et lille bord med spejl. Hun gispede ved synet af sig selv i spejlet. Hun havde en natkjole af fint silke på. Hun bakkede ind i sengen og vendte sig om. Sengen var stor og så meget blød ud. Klarissa skreg og løb ud af de store døre. Folk sprang til siden da dørene gik op og Klarissa stivende ved synet af mænd i jakkesæt og piger med koste fade og så videre. Klarissa bakkede til hun stødte på vægen. Hvordan var hun havnet i det her marridt. Var hun i helvet? Starla kom til syne i døren og stoppede pustende op.
- "Det her slot er jo enormt. Næste gang tror jeg, jeg beder Ron om at bære mig... Deres Højhed..." Starla nejede let og lukkede dørene. Klarissa krøb væk fra Starla da hun prøvede at hjælpe hende op fra gulvet. - "Rolig Klarissa. Det er ok... Kampen er ovre." Sagde hun men Klarissa stirrede bare skræmt på hende. Starla sukkede og gik hen for at åbne et af skabene. - "Du har været bevidstløs for nogle uger... Det var nemt at ordne slottet efter Tyranens død..." Det var som en skygge der faldt over Starla, da hun sagde "Tyranens død" hvilket skræmte Klarissa mere. - "Ulvene gør alt hvad de kan for at genopbygge resterne af byen. Det er skønt at de er på vores side. Nu følger de jo Ron..." Klarissa rejste sig forsigtigt og Starla trak kjole efter kjole frem. - "Jeg ved ikke hvad De vil have på, Deres højhed, men jeg er sikker på at hvad end De har på forbliver De vidunderlig." Klarissa tog fat i en blå kjole og smilede da hun så sig selv i spejlet.

- "Starla?" Pigen vendte sig mod Klarissa og nikkede. - "Hvad er det der er sket?" Starla lo let.

- "Undskyld... Vi var midt i kampen og tyranen angreb dig. Jeg ved ikke helt hvad der skete men efter noget tid hørte alle et hyl." Starla tav og Klarissa kunne se at noget var sket, men hun sagde intet og gik ind bag en skærm for at skifte. - "Chris stod over dig og tog tyranens slag uden at rykke sig. Alt stod stille som tiden selv kun de hjertenskærende hyl fra Chris brød roen. Jeg greb chancen og angreb."

- "Vent er Chris tilbage? Hvor er han?" Spurgte Klarissa glad men tav da hun så Starlas tårer. - "Starla jeg er nødt til at vide det."
- "Han ofrede sig for at rede dig Klarissa. I ville begge have været døde hvis ikke han havde givet sine kræfter til dig." Klarissa satte sig på sengen og så forvirret på Starla.
- "Hvad mener du?" Starla satte sig ved siden af hende.
- "Chris var troldmanden, Klarissa. Han var den hvide ulv... Thea fortalte mig hvorfor han havde skjult sig. Han var bange for at vi ikke ville have hans hjælp hvis han fortalte os hvem han var... og så var der dig... Han turde ikke sætte alt på spil. Klarissa smilede.
- "Nu giver det hele mening." Sagde hun og gik hen til det lille bord med spejlet. - "Nå, men han ville have haft at vi fortsatte. Jeg håber jeg husker hvordan man bruger den her slags ting." Klarissa begyndte at børste sit hård men Starla måtte tage over da det ikke gik så godt. Da Starla var færdig med at sætte hård og pynte Klarissa sukkede hun glad.
- "Det er sådan en prinsesse skal se ud." Klarissa nikkede og smilede. Hun havde på fornemmelsen at Chris ikke var væk selv om det muligvis så sådan ud.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...