De blå øjne (1)

Der er et kongerige ikke så langt fra vores. Her lever en prinsesse og en dreng. De er de bedste venner. Da kongen giver drengen et tilbud om at komme ind i en træningslejr, giver drengen prinsessen en lille delfin han selv har snittet. Da drengen vender tilbage fra lejren finder han ud af at kongen er død og prinsessen er forsvundet. Byen han kom fra er nu terroriseret af et stort uhyr og en tyran af en konge. Han vil nu gøre alt for at rede prinsessen og riget.

1Likes
2Kommentarer
424Visninger
AA

5. Ulv eller Kat

      - "Chris hvor skal du hen? Lige siden du vågnede har du været i skoven. Du kan vel godt huske hvad der skete i dit sidste møde med det monster til en Kat." Sagde Bruno bekymret og Starla tog fat i Chris hånd.

- "Hvorfor går du? Kan du ikke li' os mere?" Spurgte hun og Chris sukkede.

- "Det er ikke det min søde, jeg kan bare ikke være her lige for tiden. Bruno du ved hvor mange mennesker der er her i lejren. Det er for stor en risiko så længe jeg ikke føler jeg har kontrol. Desuden måden folk taler om Klarissa gør mig rasende." Bruno rynkede panden.

- "Klarissa? Prinsessen? Jeg har ikke hørt andre end dig nævne hendes navn siden vi forlod byen." Chris skar tænder.

- "Klarissa er Katten, Bruno." Svarede han spydigt.

- "Katten er et monster, Chris. Den har dræbt flere mennesker end hvad folk kan tælle. Hun er farlig." Sagde Bruno og Chris begynde at trække vejret tungt.

- "Så du er steget på den vogn nu, Bruno. Og jeg som troede at vi var venner. Partnere! Lige siden du og Sara er begyndt at gå sammen er du blevet lige som dem!" Bruno var gal og Chris kæmpede for at holde vreden i skak.

- "Jeg er blevet mere forsigtig, ja, men du af alle burde forstå. Du lever i frygt for dig selv hver dag." Det sagde klik i Chris hjerne. Bruno var gået for vidt. Bruno fortrød straks sit udbrud og greb Starla der så forskræmt på Chris.

- "Løb, så hurtigt du kan..." Sagde Chris der kæmpede for at få kontrol. - "LØB!!" Brølede han og Bruno vågnede af sin trance. Han løb så hurtigt han kunne og kaldte alle op i træerne. - "Star... Klarissa er den eneste der er stærk nok. Skynd dig!" Star vrinskede og løb. Nu kunne Chris ikke styre det længere og faldt sammen. Ulven var løs...

 

    Klarissa lå i vandkanten af den skjulte oase, da skrig pludseligt flængede luften. Hun sprang op og forsøgte at finde ud af hvor skrigende kom fra, da Shooting Star brød krattet og vrinskede panisk vidste hun med det samme hvor de kom fra. Hun skyndte sig mod lejren, hvor en stor hvid ulv havde jaget alle op i træerne. Klarissa brølede i håb om at fange dyrets opmærksomhed uden held. Star sprang forbi hende og begyndte at sparke efter ulven, hvilket kun gjorde ulven mere gal. Klarissa måtte angribe for at beskytte sit folk. Kampen var hård. Dette ulvedyr var stærk og ikke nem at stoppe. Efter et stykke tid der føltes som en evighed fik hun jaget den på flugt.

- "Jeg er nødt til at følge ham Sara. Han er stadig min ven." Klarissa kiggede tilbage mod lejren hvor Chris ven, Bruno, diskuterede med en kvinde.

- "Hvis ikke Katten havde beskyttet os var vi alle faldet for de tænder og klør. Han er værre end Katten." Bruno rev sig løs fra kvindens greb og sad op.

- "Nej, han er bare en pelsklump... Star find ham." Star vrinskede og løb den retning ulven var løbet. Bruno red hen til Klarissa og så hende ind i øjnene. - "Tak Klarissa. Du redede os alle, men jeg tror det er bedst at du følger med. Chris har brug for dig.. Det er dit valg om du vil med." Sagde han og satte af sted efter Star i fuld fart. Klarissa var forvirret og gik tilbage til oasen. Hun måtte se til sine sår men det var ikke så slemt igen. Hun håbede bare Chris var ok, hun mente ikke at have set ham. Nu gik noget op for hende. Det havde været Star der havde hentet hende og Bruno var gået efter ulven. Kunne ulven have skadet måske endda have spist Chris. Hun snerrede for sig selv og brød krattet til oasen. Hun stivnede da hun så ulven ligge i vandkanten. Den pustede svagt og blødte kraftigt. Klarissa rejste børster og gjorde klar til at gøre en ende på dyret. Hvis den havde gjort Chris noget ville hun hævne ham. Hun gik forsigtigt frem, men stoppede brat da Star sprang ind mellem hende og ulven. Hesten vrinskede vredt og lagde øre af Klarissa, der forvirret bakkede.

- "Klarissa vent." Stønnede Bruno der også var dukket op. Han steg af sin hest og gik forsigtigt hen til ulven. - "Chris?" Ulven prøvede at rejse sig men faldt sammen. - "Rolig... Du er nødt til at slappe af ellers bliver det bare værre. Jeg er ked af det man, jeg gik over stregen." Klarissa var forvirret og så fra den grædende Bruno til ulven og så Star der stadig viste tænder. - "Star det er ikke hende der er problemet det er ham." Sagde Bruno og hesten slappede lidt af men holdt stadig øje med Klarissa der satte sig. Ulven forsøgte igen at rejse sig, men faldt helt sammen og lukkede øjnene. - "Nej! Chris!" Bruno var panisk. Ulven blev til en bar mandekrop og Klarissa så flovt væk, da det gik op for hende det var Chris. Bruno tog sin kappe af og lagde den over Chris der ikke rørte sig. 

- "Klarissa jeg ved godt du og jeg ikke er gode venner, men Chris har brug for dig. Klarissa mødte Brunos tårevædede blik, hvilket skar hende i hjertet. Hun huskede ikke at have set mange mænd der var så hjertenskærende, men Bruno så ud til virkelig at være ked af det. Hun gik forbi Star der prustede og slog vredt med hovedet. Hun lagde sig ved siden af Chris og Bruno lagde forsigtigt kroppen op p den lodne ryg. Klarissa bed tænderne hårdt sammen da hun hørte brækkede knoglestykker gnide mod hinanden. Det her er min skyld, tænkte hun. Bruno smilede trist og nikkede da hun kunne rejse sig.

- "Lad os få ham til lejren. Det kan godt være at de ikke vil hjælpe, men jeg finder ud af noget." Sagde Bruno og kastede noget koldt vand i hovedet. Han sad op i sadlen på sin hest og Klarissa begyndte at gå langsomt. Hu mærkede hvor uroligt Chris krop lå over hendes ryg og havde ikke lyst til at gå men hun var nødt til det. Hun kunne næsten ikke høre hjertet slå i hans bryst.

 - "Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv hvis du dør." Sagde hun og forsøgte at få kontakt til Chris men der var ingen respons.

 

     Chris vågnede af et smerte helvede. Han holdt dog smerte brølet i sig. De fleste knogler i hans krop var i gang med at heale efter kampen mod Klarissa. Det første han tænkte på var om hu var ok, derefter om han havde dræbt nogen. Han håbede den smag af blod kun var fra hans og måske lidt fra Klarissa, da det ikke helt kunne undgås under en kamp om liv eller død.

- Han skal væk når han vågner. Vi kan ikke risikere at det sker igen, Bruno. Ja han er din ven, men hvis ikke Katten havde redet os ville der sikkert have været mere ødelæggelse og død." Chris lukkede øjnene og lyttede. Kom nu Sara vær sød at sig der ikke er nogen døde, tænkte han for sig selv.

- "Sara det var min fejl. Jeg tykkede på de forkerte knapper og udløste bæstet. Han har kun været i forvandling en gang før... Og der var ikke nogen døde, kun nogle få sårede." Chris sukkede stille. Ingen døde, men Bruno måtte holde op med at påtage sig skylden hver gang.

- "Bruno... Hun har ret..." Sagde Chris halvkvalt. Bruno og Sara stivnede, de havde ikke forventet at han var vågen og havde hørt hvad de snakkede om. - "Så banket som jeg føler mig lige nu er et tegn på i har nogen der kan beskytte jer mod hvad kommer. Jeg er for farlig at have omkring. Jeg er en tikkende bombe." Chris satte sig besværet op og så på sin ven.

- "Chris du er ikke..." Begyndte Bruno, men tav da Starla kom ind i teltet. Hun så bekymret på Chris.

- "I sender ham ikke væk vel?" Peb hun.

- "Starla..." Sagde Sara beklagende og ville tage den lille pige op men pigen bakkede væk.

- "Det kan i ikke..." Hulkede hun og løb ud. Sara fulgte med et bebrejdende blik på Bruno der sukkede.

- "Bruno... Intet du siger vil ændre min mening. Jeg er nødt til at tage væk her fra. Jeg tager af sted når jeg kan gå, hvilket vil være om et par timer." Sagde Chris og Bruno gik med et opgivende blik.

 

      Chris tog den sidste sadel taske og vendte sig. Bruno så bedende på sin ven der smilede trist.

- "Der er ikke andet at gøre, Bruno, det ved du godt. I har Klarissa, hvilket skulle være mere end nok. Hun har i det mindste kontrol, det har jeg ikke. Jeg vil find en måde at kontrollere bæstet og da vil jeg vende tilbage." Sagde Chris og gav Bruno et lettere skulder klap. Bruno sukkede og gav sin ven et skulder klap tilbage.

- "Jeg håber at du finder det, Chris, jeg vil aldrig glemme dig." Sagde han og gik ud. Chris fulgte og smilede da han så folk stod med fakler for at sende ham af sted. Det kunne godt være at det kun var for at sikre sig at han forsvandt men han kunne stadig li' det. Starla gik frem blandt folk og stillede sig foran Chris.

- "Hvorfor kan du ikke blive?" Snøftede hun. Chris satte sig på hug foran hende og smilede.

- "Du så hvad jeg er Starla. Det er for farligt for mig at være her. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis der skete jer noget." Chris tog en lille figur frem fra sin kappe og gav den til Starla. - "Den vil beskytte dig, som jeg ville have gjort hvis ikke det var for farligt lige nu." Starla smilede og knugede den lille ulve figur ind til sig.

- "Vil vi se dig igen?" Spurgte hun og faldt Chris om halsen da han nikkede.

- "Når der er brug for mig, Starla, de mod solopgangen og jeg vil være der." Chris rejste sig og lagde sadeltaskerne bag sadlen. Star prustede og slog med hovedet. Chris satte sig besværet op, da hans skader ikke var healet helt endnu. Han satte af sted. Han så sig tilbage da han var kommet lidt væk og nikkede til Klarissa der stod og kiggede på ham.

- "Du behøver ikke at frygte dem mere. De vil elske dig som jeg gør." Sagde han og hun brølede. Hendes blå øjne var fuldt med tåre.

- "Held og lykke Chris. Håber vi ses igen." Sagde hun og Chris fortsatte videre. De vil aldrig elske dig som jeg gør, jeg vil aldrig glemme dig Klarissa min prinsesse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...