De blå øjne (1)

Der er et kongerige ikke så langt fra vores. Her lever en prinsesse og en dreng. De er de bedste venner. Da kongen giver drengen et tilbud om at komme ind i en træningslejr, giver drengen prinsessen en lille delfin han selv har snittet. Da drengen vender tilbage fra lejren finder han ud af at kongen er død og prinsessen er forsvundet. Byen han kom fra er nu terroriseret af et stort uhyr og en tyran af en konge. Han vil nu gøre alt for at rede prinsessen og riget.

1Likes
2Kommentarer
423Visninger
AA

2. Uhyret i mørket

      - "Bruno? Kan det virkelig passe?" Brunos mor tabte de neg hun havde arbejdet med og faldt sin søn om halsen.

- "Mor." Sagde Bruno og gengældte omfavnelsen. Chris tænkte på om det virkelig kunne passe at Klarissa var forsvundet. Hvem sidder så på tronen? Tænkte han, han blev dog revet ud af sine tanker da Bruno presenterede ham for sin mor. - "Det her er Christoffer. Han er grunden til at jeg kunne komme hjem." Brunos mor omfavnede Chris, der ikke helt vidste hvordan han skulle reagere.

- "Tusind tak for at føre min søn sikkert hjem." Sagde hun. Chris nikkede let og stivnede da han så en lille velkendt træfigur mellem nogle blomster i et vindue. Han vendte sig mod Brunos mor, der så forvirret på Bruno.

- "Chris er du ok?" Spurgte Bruno og Chris sank en klump.

- "Træfiguren i dit vindue... kan jeg se den?" Sprugte han og prøvede at holde panikken under kontrol. Brunos mor nikkede nervøst og inviterede de to mænd indenfor. Chris drejede figuren i hånden og blev mere og mere sikker på at det var den Delfin han havde givet til Klarissa. - "Det er Klarissas." Hviskede han efter at have betragtet figuren længe. Brunos mor tabte den skål hun havde haft i hænderne.

- "Mor er du ok?" Udbrød Bruno, hans mor smilede og samlede skårne op.

- "Ja min dreng. Jeg har det fint... alt er i den skønneste orden. Det er jo bare en træfigur." Svarede hun nervøst. Chris slog i bordet og rejste sig brat.

- "Det er ikke bare en træfigur. Jeg lavede denne figure til." Han tav et sekund for at finde de rette ord. - "En bestemt person. Den er mere værd end de skåle der." Hvæsede han. Da han ville fortsætte tog en lille pige fat i hans arm.

- "Vær sød ikke at råbe hr. De finder os bare." Sagde hun forskræmt. Brunos mor tog blidt fat i pigen, der slap Chris.

- "Starla kære, hvad laver du her?" Srugte hun pigen, der peb lidt.

- "Hun fulgte mig!" Bruno stivnede mens Chris vendte sig mod stemmen. - "Kan jeg få figuren, før den går i stykker?" Chris rakte overrasket delfinen til kvinden der satte den tilbage i vinduet. - "Vi så der var fremmede heste i stalden. Vi ville se hvad der skete. Da vi hørte råbet var vi bange for at du var i fare, Sira." Bruno rejste sig.

- "Hvorfor skulle vi være en trusel?" Spurgte han og kvinden fnøs efter at have målt de to fremmede med blikket.

- "Ja hvorfor skulle i være en trusel." Svarede hun hånligt. Chris knyttede hårdt sin hånd om sværdet under kappen. Bruno så hans blik og lagde en beroligende hånd på hans skulder.

- "Rolig hun har ikke gjort os noget." Hviskede han. Pludselig tyssede kvinden på de andre og Chris så ud af vinduet. Noget eller nogen var på vej mod dem i lyset af aftensolen. Den tøre vej hævede sig som en støvsky i det fjerne.

- "De har fundet os." Hylede Starla og Chris smilede.

- "Det ser ud til at jeg får lidt træning idag." Sagde han og gik ud i gården for at møde hvad der end var på vej. Bruno sukkede og fulgte sin ven. Nu var støvskyen blevet til en gruppe på 5 ryttere, der kom hurtigt mod den lille gård i vestskoven. De stoppede op ikke langt fra Chris og Bruno.

- "Hvem er I, fremmede." Sagde den foreste af de 5 ryttere der så ud til at være lederen af gruppen.

- "Mit navn er Bruno. Dette er min mors gård." Sagde Bruno roligt og den lille gruppe steg af deres heste for uden lederen. Chris læste situationen for at finde den beste måde at stoppe rytterne.

- "Vi hørte ellers at sønnen var død. Han vendte aldrig tilbage fra træning i lejren." Sagde rytteren og gruppen lo.

- "Jeg havde det så sjovt i lejren at jeg blev nogle flere år." Svarede Bruno roligt, hvilket fik gruppen til at le mere.

- "Du kunne ikke stå distancen! I så fald er i et let bytte. Tag dem drenge og brænd gården." Sagde rytteren. Chris smilede da den lille gruppe trak sværd og angreb. Han slog kappen til side og trak sit. Bruno sukkede og gik lidt tilbage. Chris kunne sagtens slå gruppen på egen hånd. Et par minutter efter lå mændene for Chris fødder og rytterens smil var blevet til en streng grimasse

- "Har du tænkt dig at følge dine mænd eller stikke af?" Sagde Bruno og Chris gjorde klar til at tage endnu et angreb. Rytteren så nervøst rundt på sine faldne mænd.

- "Jeg giver jer 3. dage til at flytte. Hvis ikke i er væk vil jeg ikke skåne jer." Så stak rytteren af og Bruno sukkede.

- "Behøvede du at dræbe dem Chris?" Chris smilede og satte sit sværd på plads.

- "Hvad mener du, Bruno. De er da bare slået ud." Svarede han og en af mændene rørte på sig. Bruno rystede på hovedet.

- "Lad os få fanget de heste jeg har på fornemmelsen at vi skal bruge dem. De to mænd fik hurtigt fanget den lille gruppe heste og sat dem på stald, hvorefter de ventede på at mændene kom til sigselv.

- "Hvis jeg var jer ville jeg skynde mig væk, før der bliver blod istedet for blå mærker og ømme steder." Sagde Chris og gruppen så mod himlen.

- "Men det er jo mørkt." Peb den ene og de andre krøb sammen som forskræmte mus.

- "Ja og månen er fin så i kan sagtens finde vej." Sagde Bruno og mændene krøb mere sammen.

- "Men uhyret lure i mørket." Peb en anden og Bruno så rundt.

- "I så fald... ville jeg skynde mig." Sagde Chris og lagde sin hånd på sit svd igen så mændenne kunne se han ikke ville lade dem blive. Gruppen skyndte sig nervøst væk og Bruno rystede på hovedet.

- "I kunne i det mindste have ladet dem have deres heste." Brunos mor stod i porten og så mod himlen. - "Der lure et uhyr i mørket." I samme nu hørte de skrig og mændene kom hurtigt tilbage med noget stort i hælene. Bruno og Chris trak deres våben og mændene stoppede.

- "Fortsæt ingen fortjener at dø i nat." Råbte Brunos mor og mændene fortsatte taknemligt forbi Bruno og Chris der var fikseret på dyret. Det lignede en enorm kat. Bruno knyttede hånden om sværdet.

- "Drenge kom nu! I kan ikke slå hende!" Lød det paniskt bag dem. Chris sendte Bruno et blik der sagde "gå ind". Bruno bakkede langsomt og lukkede porten efter sig. Væsnet stoppede op og dets gule øjne hvilede på Chris.

- "Forsvind Uhyr. Der er ingen af dine fjender her!" Sagde han tydeligt og dyret snerrede. - "Hvis ikke du forsvinder vil jeg beskytte dette sted med mit liv." Chris greb bedere fat om sit sværd og væsnet gjorde klar til at angribe. Tiden gik hurtigt. Chris forsvarede sig da dyret angreb, men det var for stærk for ham. Dyret holdt ham mod muren og skulle til at bide hovedet af ham, da dens opmærksomhed blev fanget af porten der blev åbnet.

- "Vig bort, uhyr. Vi er delfinens brooderskab!" Sagde Brunos mor, der hold delfinenfiguren i udstarkt arm. Dyret slap Chris der faldt samen som en kludedukke. Dyret lagde sig for Brunos mors fødder, så Bruno kunne hjælpe Chris. Før Chris gled ind i et uigennemtrængeligt mørke, syntes han at se Dyrets øjne ændre farve. Det virkede som et par meget velkendte blå øjne.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...