De blå øjne (1)

Der er et kongerige ikke så langt fra vores. Her lever en prinsesse og en dreng. De er de bedste venner. Da kongen giver drengen et tilbud om at komme ind i en træningslejr, giver drengen prinsessen en lille delfin han selv har snittet. Da drengen vender tilbage fra lejren finder han ud af at kongen er død og prinsessen er forsvundet. Byen han kom fra er nu terroriseret af et stort uhyr og en tyran af en konge. Han vil nu gøre alt for at rede prinsessen og riget.

1Likes
2Kommentarer
419Visninger
AA

6. Helten fødes altid i sidste øjeblik

     Klarissa sad og legede med vandet i den lille sø. Hendes fingre tegnede spiraler i den ledt oprørte overflade.

- "Klarissa?" Klarissa vendte sig og smilede.

- "Hej Starla, hvad bringer dig ud til katten?" Starla lo.

- "Hold nu op Klarissa. Du ved jo godt det er evigheder siden folk så dig som det uhyr." Klarissa smilede. Det var rigtigt. Da Klarissa var blevet femten havde hendes onkel forbandet hende. Hun havde gået som et frygtindgydende katte monster, men for omkring fem år siden var to unge mænd dukket op. Den ene, Chris, havde haft evnen ti t kommunikere med Klarissa. Efter at Klarissa havde redet folket mod den store terroriserende ulv Chris var blevet til havde folket accepteret hende. For omkring to år siden havde hun endelig fundet ud af hvordan hun kunne styre sine kræfter og kunne endelig gå blandt sine venner som et menneske. - "Jeg kom egentlig bare for at høre om du kom til festen i aften. Det er jo Simons et års fødselsdag." Fortsatte Starla og Klarissa smilede.

- "Nåh ja, hvordan kunne jeg glemme den lille trold. Jeg ser om jeg kan kigge forbi senere." Starla smilede og løb tilbage til lejren.

- "Starla... Hvor skal du hen i den fart?" Starla stoppede og gik hen til Bruno, der var kom tilbage fra jagten. De havde nogle få dyr med og nogle kaniner. Bruno havde været Chris følgesvend, men da Chris tog af sted var han blevet. Starlas søster var faldet for ham og de havde giftet sig for et par år siden. I dag blev deres søn et år.

- "Jeg var lige ude ved Klarissa. Hun ser om hun kan komme til festen." Starla tog sin hånd op til sin kæde og knugede den lille ulvefigur af træ hårdt. Bruno lagde en hånd på hendes skulder.

- "Han kommer en dag. Bare vent min kære. Jeg har hørt at helte altid fødes i sidste øjeblik."  Starla nikkede og fortsatte til sit sædvanlige træ. Hun havde bygget en lille udkigspost oppe i toppen kort tid efter at Chris var rejst. Hun håbede at kunne se ham i solopgangen som han havde lovet. Hun sad i toppen længe og tænkte. Chris havde skræmt alle da han blev til det store bæst, men Starla havde set noget i hans blik der forsikrede hende om at han ikke var det monster folk gik og sagde. Nogle af børnene drillede Starla med at hun var faldet for Chris, men det havde ikke noget med det at gøre. Desuden var Chris og Klarissa skabt for hinanden. Starla så Klarissa som en storesøster og Chris som en bror. Det ville være skørt at tænke at Chris ville se Starla som andet end den lille spirvip der løb om benene på ham. Hun smilede ved tanken og så mod stjernerne.

 - "Jeg tænkte nok at du var her oppe." Starla var nær faldet ned fra plateauet. - "Undskyld søde." Lo Klarissa og satte sig ved siden af Starla der sukkede.

- "Det er helt fint." Sagde Starla. De sad længe i stilhed. - "Jeg ved han kommer tilbage. Jeg kan mærke det." Sagde Starla pludseligt og Klarissa lagde en arm om hende.

- "Det ved jeg min kære. Jeg ved også at Tyranen og hans mænd kommer tættere for hver dag. Derfor er det bedst vi tager de glæder der kommer og lige nu er det din nevøs fødselsdag." Svarede hun og de kravlede ned. I det de kom ned lød alarmen. Mænd hjalp kvinder og børn i sikkerhed oppe i træerne og andre greb deres våben. Klarissa blev til Katten og lod Starla springe op. Starla trak sin kniv og sit sværd. Hun ville kæmpe som Klarissa havde lært hende. Krigerne fulgte Klarissa gennem skoven for at møde fjenden, hvilket var meget bedre end at lade Tyranen se hvor lejren var. Pludselig blev de fanget i et overraskelses angreb. Gruppen af oprører faldt en efter en meget hurtigt. Starla forsøgte at holde Klarissas ryg fri men blev gennem boret af en pil i skulderen. Hun kæmpede videre så godt hun kunne men til sidst faldt hun til jorden. Klarissa brølede og stillede sig hen over hende.

- "Undskyld... Jeg kan ikke mere." Gispede hun og Klarissa peb let, som for at sige det var ok. Starla smilede da hun hørte et velkendt hyl i det fjerne. - "Så helten kom alligevel..."

 

     Klarissa stod over Starla der gispede efter vejret. Klarissa bed og slog efter fjendens mænd, der bare blev ved med at komme fra alle sider. De krigere af hendes der var tilbage blev presset ryg mod ryg i en cirkel om Klarissa. Fjendens strategi var enkel. De ville fange Klarissa i hendes egne mænd så hun ikke kunne kæmpe.

- "Så kom helten alligevel..." Lød det svagt fra Starla og Klarissa mødte Brunos pinefulde blik. Pludselig Lød et ulve hyl og en gruppe af ulve brød krattet. på dem red en lille gruppe af mennesker der sprang i hovedet på fjenden. Pilene stoppede med at regne og Klarissa kunne se folk falde ned fra træerne omkring dem. Hun brølede for at give sine mænd nyt håb og de fik jaget fjenden på flugt. Klarissa skubbede let til Starlas hoved og pigen hostede voldsomt. Bruno faldt på knæ ved siden af pigen og holdt hendes hoved. En af de fremmede ulve ryttere trådte frem.

- "Der er mange sårede. Vores troldmand kan rede dem der stadig lever, men resten kan han kun vise vej til det bedre sted." Klarissa så på Bruno der nikkede. Hun sænkede hovedet som tegn på at det var ok. En kutteklædt man trådte frem mellem de fremmede og løftede sin stav. Et varmt lys bredte sig over lysningen og begravede de faldne. Dem der var blevet såret rejste sig mirakuløst og blev omfavnet af venner og brødre. Klarissa så beundrende rundt på den fremmedes værk og derefter på ham. Hun kunne ikke se hans ansigt da hætten skjulte det. Klarissa sprang overrasket til siden da Starla satte sig op som havde hun haft en vidunderlig lur.

- "Starla!" Udbrød Bruno glad og omfavnede pigen. - "Jeg kunne ikke finde på ordene til at fortælle Sara at du var faldet." Klarissa blev menneske og smilede. De fremmede begyndte at gå, men Bruno rømmede sig.

- "Vent... Vi ønsker at takke jer ordenligt. Kom med til vores lejr. Vi har mad nok." Sagde han og de fremmede så på troldmanden.

- "Jeg tror næppe i kan føde en flok ulve som min familie." Sagde han og en af ulvene rejste sig. Det var en meget smuk og elegant lys grå ulv. Klarissa lagde en hånd på Brunos skulder. Ulven gik helt hen til troldmanden der lagde en hånd på dens bøjede hoved. Sådan stod de længe. Pludselig snerrede ulven og de andre rejste sig. En efter en blev de menneske. Både mænd og kvinder. Klarissas mænd stirrede med åbne munde og store øjne. Ulven ved troldmanden blev en meget elegant kvinde. Hun trådte frem og nejede pænt for Klarissa.

- "Vi takker for jeres tilbud men vi vil ikke trænge os på." Sagde hun og Klarissa smilede.

- "Selvfølgelig gør I ikke det. I er alle velkomne." Sagde hun og ulvene hujede. Den noget større gruppe gik tilbage gennem skoven til lejren hvor de blev mødt med glæde og tårer. Starla sukkede ved synet af det der skulle have været en fest, der nu var i ruiner. Dekorationerne var revet ned eller var i stykker. Bordet og alt det andet lignede en kamp plads. Klarissa lagde en hånd på hendes skulder.

- "Hvad gør vi? Jeg kan ikke se hvorfor Simon ikke skal have sin et års fødselsdag." Sagde hun trist og Bruno smilede.

- "Starla... Det ok... Vi er her stadig. Vi skal nok finde ud af noget..." Sagde han og folk begyndte at rydde op.

- "Undskyld, men vores Troldmand vil gerne hjælpe jer. I en tid som denne skal al glæde udnyttes." Sagde den lys grå ulvepige og Starla lysnede lidt op. Troldmanden trådte frem og bad folk træde lidt tilbage. fremmanede en lille lyskugle fra spidsen af sin stav og sendte den rundt i lejren. Alt der var i ruiner blev repareret og det der var blevet beskidt blev så rent det kunne blive i en skov.  Kuglen dansede over dyrene og kaninerne som jagerne havde fanget. Flåede og rensede det der skulle bruges og satte det over ild. Stedet var som nyt da kuglen vendte tilbage til staven og forsvandt. Folk stod og måbede. Der gik noget tid før Starla hvinede af glæde og brød stilheden. Klarissa var mundlam. Bruno gik hen for at give troldmanden hånden men endte med at give ham en knytnæve i fjæset. Ulvene greb våben og ulvepigen snerrede. Alle andre trak også våben og Klarissa gjorde klar til at blive kat igen.

- "STOP!" Sagde Troldmanden tydeligt og magtfuldt. Ulvene peb og dukkede sig hurtigt som om de var blevet slået og de andre sænkede deres våben. Bruno stod stadig med knyttede næver og trak vejret tungt.

- "Du...! Hvor vover du!" Sagde han anspændt og troldmanden rejste sig.

- "Rolig min ven..." Bruno sendte en knytnæve maven på ham igen og ulvene snerrede højlydt, men tav da troldmanden slog med sin hånd og et kraftigt cirkel af lys skød fra ham. - "Lad ham!" Sagde troldmanden og fik endnu en knytnæve i maven så han faldt sammen.

- "Hvor har du været i al den tid! Ikke så meget som et pip kom fra dig. Er du klar over hvad jeg har gået og tænkt!" Klarissa greb fat i Bruno der slog igen og igen på den fremmede der bare lod ham.

- "Bruno rolig. Du skræmmer børnene." Hviskede hun mens hun prøvede at holde ham tilbage. Bruno vendte sig og gik. Han kom ikke tilbage før solen var ved at stå op og festen var ved at være forbi. Starla rejste sig og gik ham i møde. Han virkede stadig gal og gik bare forbi hende uden et ord. Det var tid til at jage og han førte an, jagerne kiggede dog noget nervøst på Klarissa der nikkede betryggende til dem.

- "Hvad er det der sker." Spurgte Sara nervøst og Klarissa rystede forvirret på hovedet.

- "Jeg har ingen ide. Jeg har aldrig set ham så gal. Det er vidst meget godt han ikke har noget dyr i sig." Svarede hun spagest og Starla smilede.

- "Jeg håber bare han bliver ok snart. Han gik glip af festen for hans egen søns fødselsdag." Sagde Sara bekymret og gik op med den sovende dreng. Klarissa vinkede Starla med sig til oasen hvor de fremmede havde fået lov til at opholde sig efter episoden om aftenen turde Klarissa ikke lade dem være i lejren for længe. De havde fået lov til at feste med, men var så gået til oasen ikke så lang tid efter at have spist. Ulvene lå i små klynger for at holde varmen og menneskene lå op af dem her og der. Troldmanden sad ved søen med den lys grå ulv ved sin side. Klarissa og Starla gik forsigtigt forbi de sovende ulve. Nogen af dem kiggede op men lagde hurtigt hovedet igen ad de så det var Klarissa. De havde respekt for troldmanden, hvilket fascinerede Starla. Troldmanden havde ikke sin hætte på så man kunne se hans hår, der var hvidt som sne.

- "Hvad bringer jer her ud?" Sagde Troldmanden uden at se på dem og Klarissa bøjede hovedet i respekt.

- "Vi er her for at sige undskyld på min vens vegne. Han var ikke helt sig selv." Sagde Klarissa roligt og Troldmanden lo let.

- "Tak min kære prinsesse, men der er ingen grund til at undskylde. Jeg var forberedt på at han ville reagere. Thea vil du gå ud og find noget mad til jagerne jeg tror vores ven er lidt for oprørt til at kunne jage." Den lys grå ulv rejste sig og forsvandt ind i krattet. Starla var forundret over den ro denne fremmede udviste. Det var som om der intet var at bekymre sig om når man var i hans nærvær.

- "Jeg er ikke desto mindre ked af at du skulle have den oplevelse. Hvis du vil kan vi få vores læge til at se om der er sket noget..." Sagde Klarissa og Troldmanden sukkede.

- "Klarissa..." Sagde han og Klarissa stivnede. Starla mærkede en uro brede sig og bakkede lidt.

- "Hvem er du?" Gispede Klarissa og troldmanden sukkede let.

- "Fem år er gået siden to unge mænd brød freden i dette sted og startede en krig. Den ene blev og fik en familie... Den anden red ud i verdenen for at opleve nye ting og finde en vej til at styre monsteret i ham. Prinsessen der var forbandet af sin onkel lærte at kontrollere sin kræft og kan nu blive menneske." Starla knugede hånden om sin figur. Hvordan kunne denne person vide alt det om Klarissa, Bruno og Chris.

- "Jeg spurgte dig om hvem du var." Sagde Klarissa igen og støtte ind i en ulv der pludselig stod bag hende, det samme gjorde Starla. Klarissa gjorde klar til at forvandle sig til katten da troldmanden fløj bag over og landede i vandet. De andre ulve bakkede respektfuldt og banede vejen for en stor hvid ulv. Den snerrede vredt da troldmanden kom op af vandet men han så helt anderledes ud.

- "Undskyld, deres nåde, men hun er en kat." Sagde manden til den hvide ulv, der nu begyndte at vise tænder. Den begyndte at gå frem og tilbage mens den så skifte vis på manden for dens fødder og de andre der dukkede sig mere og mere. Nogle snerrede svagt men fortrød det straks da den sprang mod dem. Det var tydeligt at den hvide ulv var magtfuld og de andre så den som deres leder. Klarissa så på Starla, der trak vejret nervøst. Det her er ikke sjovt at være i midten af, tænkte hun. Den hvide ulv blev elegant til menneske, men hætten kom hurtigt op så Starla og Klarissa kunne ikke se hans ansigt da han vendte sig mod dem.

- "Jeg er meget ked af mit folks opførsel. Jeg havde fortalt dem at der ikke var fjender her." Sagde han med en lettere snerren og Klarissa nejede let.

- "Det er fint, men hvordan kan vi vide at du er troldmanden?" Troldmanden lo.

- "På hvordan ulvene bøjer sig... Jeg er deres leder sjovt nok. Nok om det... Jeg var ude for at se hvordan situationen så ud i forhold til Tyranen." Starla stivnede. Den stemme mindede udtrykkeligt om det hun huskede om ham. Klarissa så også ud til at have bemærket det.

- "Hvorfra vidste du at vi kalder ham Tyranen? Jeg har aldrig hørt om ulve i vores land før." Nogle af ulvene snerrede og Troldmanden stoppede sin fremgang mod søen.

- "Jeg ser mere end i vil tro." Svarede han og løftede sine arme. Vandet rørte sig voldsomt som var der en lokal storm over søen. Vandet løftede sig som en mur. Ulvene dannede en halv cirkel omkring dem og lagde sig som afventede de noget. Starla blev meget forvirret over de mange skift i deres opførsel. Troldmanden samlede sine hænder om staven og jog den hårdt i jorden foran sig. Muren af vand blev til is og billeder gled hurtigt over den.

- "Wauw..." Udbrød Starla modvilligt og Klarissa lagde en hånd på hendes skulder.

- "Jeg ser fortid, nutid og fremtid. Det tager hårdt på mine kræfter men det er det hele værd. Tyranen planlægger at møde os ved næste fuldmåne. Vi vil have 15 dage til at planlægge vores strategi... Starla stivnede da et billede af en meget stor gruppe af fuldt udrustede krigere anført af en sort kat krydsede sletterne, som hun mente var Sommerfugle sletten. - "Jeg vil selvfølgelig stille mig selv og mine folk til rådighed. Jeg er bange for at vi alle vil lide store tab." Muren faldt og søen så ud som om intet var hent. - "Det er Deres kald Deres højhed. Vil I have vores hjælp?" Klarissa så sig tænksomt omkring på ulvene og nikkede.

- "Jeg ved ikke hvor stor vores chance er men jeg ved den er bedre end hvis vi ikke havde jeres hjælp."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...