De blå øjne (1)

Der er et kongerige ikke så langt fra vores. Her lever en prinsesse og en dreng. De er de bedste venner. Da kongen giver drengen et tilbud om at komme ind i en træningslejr, giver drengen prinsessen en lille delfin han selv har snittet. Da drengen vender tilbage fra lejren finder han ud af at kongen er død og prinsessen er forsvundet. Byen han kom fra er nu terroriseret af et stort uhyr og en tyran af en konge. Han vil nu gøre alt for at rede prinsessen og riget.

1Likes
2Kommentarer
421Visninger
AA

4. Den skjulte oase

      Chris åbnede sine øjne og så de velkendte blå øjne.

- "Klarissa." Hviskede han, men vågnede brat da han fik en spand vand i hovedet. - "Hvad i alverden!" Spruttede han og Bruno lo.

- "Sådan vækker man en falden kriger. Se så at komme ud af tæpperne. Vi skal patruljere. De har ikke andre der kan gøre det lige nu." Chris rejste sig med lettere besvær, men heldigvis var hans ribben og små skrammer væk. Han greb overrasket fat i Bruno, da en kvinde kom ind og hvinede ved synet af Chris på benene.

- "Hvordan kan du være oppe? Dine ribben skulle være brækkede.... ingen kommer sig så hurtigt." Gispede hun. Bruno lagde blidt en hånd på hendes skulder.

- "Ser du min kære, Chris er ikke helt normal. Han healer meget hurtigere end de fleste. Du kan skærer i ham, men han dør ikke med det første." Chris sukkede og begyndte at gå. Bruno fulgte hurtigt efter. - "Katten må virkelig have slået livet ud af dig. Normalt tager det dig kun et par dage at heale et par knogler." Chris fortsatte uden et ord og Bruno greb fat i ham.

- "Bruno! Lad mig være i fred. Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg er ude af kontrol. Jeg må væk før jeg ender i forvandling." Bruno slap sin ven og sank en klump. Han huskede godt første gang Chris havde været i "forvandling". Ulven havde smadret lejren og send et par elever i sygeteltene. Chris snittede i træ og trænede for at holde hovedet kold. Ingen af dem ønskede at ulven skulle gå løs igen. Der var dog en god ting der var sket efter den forvandling. Alle sår forsvandt på sekunder alt efter hvor dybt det gik. Chris fortsatte ud i skoven alene uden at vide hvor han skulle hen. Han fandt et skjult vandfald ikke så langt fra oprørenes lejr. En fredfyldt oase i en kaotisk verden.  Han satte sig ved vandkanten af den lille sø og begyndte at snitte i sit træ.

"Jeg tænkte nok at jeg kunne finde dig et sted som her." Chris sukkede og kiggede ud over søens let oprørte overflade.

- "Ja, men jeg ved ikke hvad jeg laver." Svarede han og Star lagde sig ved siden af stenen.

- "Hvad kan jeg gøre for dig Chris? Sende dem alle på flugt?" Chris smilede.

- "Nej Star, det fint. Jeg skal bare finde min ro. Hvor mange er der cirka på stedet?" Star prustede.

- "Et par tusinde. Det vil blive noget af en nedslagtning." Chris sukkede.

- "Jeg kan ikke blive. Det ender bare i at jeg dræber alle."

- "Hvad mener du?" Chris for sammen og Star sprang op. Katten betragtede dem fra krattet.

- "Katten! Hold dig væk... Bare rolig Chris, jeg laver ikke den samme fejl to gange." Udbrød Star og lagde øre.  Katten bakkede.

- "Rolig nu Star..." Chris lagde en beroligende hånd på Stars hals. - "Klarissa?" Chris søgte Kattens tanker. De velkendte blå øjne var rolige.

- "Hvordan vidste du? Hvordan kan vi kommunikere? Hvad er det der sker?" Klarissa var panisk og forvirret , men Chris kunne høre vreden og irritationen i hendes stemme.

- "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare kommunikere med dyr. Kan du fortælle mig hvad der er sket?" Chris fik Star til at lægge sig og satte sig op af hende. Klarissa gik forsigtigt frem og satte sig foran ham.

- "Jeg ved ikke helt hvad der skete... Det ene øjeblik er jeg på vej væk fra byen for at folket ikke skulle miste deres prinsesse. Det næste vågner jeg i skoven med smagen a blod. Da jeg forsøger at finde vej tilbage til byen, finder jeg min vogn total smadret og alle mine mænd døde. Jeg kunne ikke finde min delfin, jeg går i panik og løber gennem skoven. Jeg kommer til en gård, men folk skriger ved synet af mig og lukker porten. Alle råber monster! Jeg forsøger at kommuniker med dem, men alt der kommer ud af min mund er lettere brøl og snerren. Pludselig bliver porten åben og Mark min fars bedste ven og min værge kommer ud med min figur hævet foran sig: Fra nu af vil der hærge et monster i skovene til ret bliver ret. Alle vil falde med mindre de er beskyttet af delfinen."  Chris sank en klump da han så en tåre trille ned ad Klarissas kind. - "Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg måtte væk... Jeg fandt denne oase og stoppede. Jeg ville bare drikke, men da så jeg mit eget spejlbillede. Jeg var fortabt... Jeg var et monster... Jeg begyndte at vandre skovene for at finde svar, men alt jeg fandt var fjender. De angreb mig og jeg forsvarede mig..." Klarissa tav og Chris kunne godt tænke sig til hvorfor.

- "Det er ikke din fejl, Klarissa. De vidste ikke bedre.." Klarissa mødte Chris blik.

- "Men efter noget tid begyndte min figur at dukke op i hænderne på rejsende. Jeg følte de ikke ville mig ondt, så jeg lagde mig i skovkanten. Jeg følte at jeg måtte beskytte dem. De lavede lejren her da de føler at delfinen beskytter dem mod mig og de ved ingen tør gå i skoven så længe jeg er her... Men det bliver så ensomt. Alle frygter mig Chris... Hvorfor skal jeg være et monster?" Chris rejste sig og lagde armene om den store kat.

- "Klarissa, du er ikke et monster. Du hjælper dit folk så godt du kan. Du beskytter dem mod de fare der hviler over vort land. De frygter dig fordi de ikke forstår dig." Chris fik en genial ide. - "Klarissa, jeg har en genial ide... Lad os mødes her hver dag, så finder vi en løsning på dit problem." Sagde han og skyndte sig tilbage til lejren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...