Life goes on

Ingen skulle føle smerten af at miste dem man holder mest af. Ingen burde være bange for at elske men det er Alison.

0Likes
0Kommentarer
147Visninger

1. Life goes on

Life goes on

"Mads,Mads" vandet var begyndt at trænge ned i mine lunger. Mads så på mig med sine isblå øjne, han mindede noget det var ræd dig selv. Nej, jeg ville på ingen måde efterlade han i en synkende bil, "Nej" tårne ville havde strømmet ned af mine kinder, hvis ikke bilen var fyldt med vand. Mads rystede på hovedet, så hans sorte hår fløj omkring ham. Han læber bevæget sig igen, det var ikke svært at tyde at de sagde kom ud herfra. Jeg rystede på hovedet, hvordan var det her sket, de skulle jo bare et smut op i sommerhuset. Mads lænede sig frem og kyssede mig, det sende en varm føles igen mig. Nej han bevæget sig ikke, han var død. "Nej, nej Mads vågn op, kom nu Mads!!!" Jeg skreg. Jeg var nødt til at komme ud herfra, det svært men til sidst fik jeg døren op. Den friske luft fylde mine lunger, jeg så op borgen, hvor vi for ikke så lang tid siden havde kørt på og sunget med på sangen i radioen. Men det var der ikke mere af for Mads var væk.

Jeg så over på bildet af Mads og mig, hvad var der endelig sket den dag. Vi var på vej op i sommerhuset, Mads havde mistet kontrollen over bilen og vi var kørt i søen.Vandet trængte ind i bilen, Mads sad fast i selen og kunne ikke komme fri, jeg havde været nødt til at forlade ham. Tanken om Mads var ikke til at holde ud, jeg begravede hovedet i min pude og så kom endnu en stor tude tur. Jeg var tilbage i bilen, jeg var spender fast, vandt fylde min lunger, jeg skreg men der kom ingen lyd ud. " Alison vågn op, min søster stod lænet ind over mig, hendes ansigtsudtryk skræmte mig. Jeg havde haft endnu et mareridt, Hvilket ikke var noget nyt, jeg haft mange mareridts siden den dag. Det var nærmest et dejavu Jeg svang bene ud af sengen og gik ud i køkkenet, hvis der var noget der hjælp så var det varm kakao med flødeskum. “bare rolig alting vil blive bedre” jeg vidste hun havde ret, det havde stået på i over to måneder, det kunne kun gå den rigtige vej nu. jeg så på det store ur vi havde til hænge på væggen, klokken var to om natten, jeg måtte hælder få noget mere søvn. Næste gang jeg så på uret var den halv ni,jeg skulle være på politi stationen om en time. Selvom jeg havde haft en time var jeg alligevel kommet for sent ud af døren. Jeg styrtede ned ad hovedgaden og rundt om hjørnet, da jeg rammer noget og falder ned på mine knæ. For pokker da, alle mine ting ligger spredt ud foran mig, “det må du virkelig undskylde jeg var vist i min egen verden” jeg havde ikke opdaget ham før han begyndte at tale, han havde hassel brune øjne, som ikke passede til hans blonde hår, wow ham så godt ud. Nej Alison, hvordan kan du tænke på sådan noget, når det kun er to måneder siden Mads døde. Jeg måtte give mig selv ret, jeg kunne ikke være interesseret i en anden fyr allerede. “det samme her” jeg begynde at samle mine ting sammen. “Her lad mig hjælpe” han rakte mig min bog og jeg tog imod den, ej hvor var han dog sød, stop dig selv Alison. “ Gåden om alaska, det er en god bog, jeg har selv læst den” han havde virkelig det sødeste smil. Jeg så på mit armbåndsur, jeg fik et mindre chok, jeg havde fem minutter. “ jeg må heller se at komme videre” det var sandt jeg havde virkelig travlt nu. “ Samme her” Jeg var noget et par meter da han råbte efter mig “Hey hvad hedder du” jeg kunne ikke lade vær med at smile “Alison” råbte jeg hurtigt tilbage før jeg forsvandt om det næste hjørne.

Jeg så ud over bjergene, de var altså flotteste om efteråret. Jeg så ned i min bog igen, men jeg kunne koncentrer mig den, jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at tænke på ham. "Alison ik" jeg for sammen, jeg så mig over skuldrene og der stod han, hvordan vidste han jeg var her. "Hej" jeg prøvet at lægge en dæmper på hvor glad jeg var for at se ham. Han satte sig på stolen overfor mig, "jeg fik aldrig fat i dit navn" det var garanteret noget som Sean eller Taylor. "Jonas" Sagde han med et skævt smil der fik mig til at smelte indeni. "Jeg har ikke set der i Wolfwood før" jeg havde boet i Wolfwood hele mit liv, det havde Mads også, vi havde begge gået på Wolfwood high. "Nej jeg er lige flyder her til" han havde faktisk også lidt aksang. Vi brugt rasten af dagen sammen på cafeen, Jonas fortalte mig meget om han liv i New York. Han var fyldt til Wolfwood for ca. to uger side. Jonas gjorde det som igen havde kun i to måneder, han fik mig til at glemme Mads. Når jeg var sammen med ham smilede og grinede jeg, noget jeg ikke havde gjort siden ulykken. Han fik mig til at føle mig lykkelig, men også bange. Bange for at føle den samme smerte som jeg gjorde efter Mads, jeg kunne lukke ham ind i mit hjerte. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne lukke nogen ind igen, jeg har følt mere smerte end de fleste. Mere smerte end hvad nogen skulle føle, først havde det været mine forældre også Mads. Alison du kan ikke tage mere smerte. Som altid måtte jeg give min indre stemme ret. Men der var noget ved Jonas der fik mit hjerte til at slå hurtigere, jeg fødte mig i live.

Jeg så ind i hans hasle brune øjne, de var perfekte. Efter mange overvejelser havde jeg besluttet at jeg ville give Jonas en chance, det havde været en svær beslutning, for jeg kunne jo ikke blive ved med at sige hvad nu hvis. Vi sad ude ved den sø der lå et lille stykke udenfor Wolfwood, jeg så ud over den krystalklare sø, med spejling af bjergene der omgav Wolfwood. Jonas rakte mig en buket vilde blomster, de var smukke. Men det var forglemmigej og margeritter. Mads gav mig altid forglemmigej og margeritter, tårne faldt stille ned af mine kinder, jeg savnede ham. "Er du okay" sagde Jonas med en bekymret stemme, han så på mig med de fantastiske hasle brune øjne. Det var på tide at jeg fortalte Jonas om Mads. han havde fortalt mig så meget om hans fortid og jeg havde ikke forfaldt ham særlig meget om min. Jeg fortalte Jonas alt om hvad der var sket, tårne kom hurtigere og hurtigere, ved minderne om Mads. Jeg håbede at Jonas ville tage det på en pæn måde og det gjord han. jeg lænede mig ind i Jonas faun og det var der jeg følte det, den følelse jeg havde manglet i så lang tid, jeg var lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...