Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
363Visninger
AA

6. Stjerner

     - ”Ok, hold balancen. Hvis ikke du har balance, vil du aldrig kunne bruge et sværd.” Martin sukkede og kravlede igen op på stangen, hvor Atlantico stod ubesværet på en arm. Han var smidig, stræk og kunne holde hovedet koldt i umulige situationer. Martin blev mere og mere imponeret og følte at han burde sige undskyld over alt hvad han havde gjort og sagt fra den dag de mødtes. Martin tog sig i at stirre på Atlantico, der åbnede det ene øje. – ”Du er ikke koncentreret nok på situationen, unge prins. Luk dine øjne og tøm hovedet.” Martin lukkede sine øjne og deres lærer gav ham et hårdt skub så han igen måtte bide i græsset under stangen. – ”De er håbløs! Deres oldefar vil ikke kunne overgive sin trone til en snøftende gås.”

- ”Martin? Du kan godt. Det er ligesom at stå på skateboard.” Martin stivnede og vendte sig mod Natalie der smilede. – ”Du var den bedste til den slags. Skolen beundrede sig før du lagde det på hylden for dine små ture…” Martin omfavnede sin søster og smilede.

- ”Jeg troede at jeg aldrig skulle se dig igen. Da jeg så dig i den kiste… Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til mor.” Natalie rev sig løs og smilede.

- ”Du var bekymret for hvad du skulle sige til mor og ikke om hvordan du skulle stjæle hjertet!” Martin stivnede og skævede til sin lære der havde rettet sig. – ”Det er også godt at se dig. Her prøv at balancer på det her!” Martin tog i mod brættet og sprang op på stangen igen her stod han uden at falde i en evighed. Hans lære skulede til Natalie der klappede i hænderne. Atlantico sprang af stangen og begyndte at lave nogle vilde sving med en stav. Deres lærer og Natalie så overraskede til da han fik kastet et par krukker op i luften og knuste dem da de faldt ned med spidsen. Natalie sank en klump og Martin faldt ned fra stangen igen.

- ”Hvordan gjorde du det? Jeg har aldrig set noget lignende.” Udbrød deres lærer, men tav da kongen dukkede op.

- ”Jeg er imponeret, unge helt. Jeg havde ikke regnet med at vores prinsesse havde været i så gode hænder.” Atlantico smilede og Natalie fnøs.

- ”Blærerøv! Kan du ikke være med mig i fem minutter før du skal vise dig!” Natalie vendte rundt og slog med sit lange hår for at gå. Atlantico sukkede og stillede sig opgivende op af staven.

- ”Hvad handlede det om?” Spurgte Martin og kongen smilede.

- ”Jo min unge prins det var prinsessens måde at sige hun var imponeret. Jeg kan godt fortælle dig at dette ligger helt normalt for familien. Det tog Glittarana flere år før hun valgte mig. Hun var imponeret over min styrke, men Atlantico pressede på…” Kongen skævede til Atlantico der så ned. – ”Han var min bedste ven og kong Lotus mest betroede general. Da Glittarana valgte mig gik han ind som vores livvagt. Han var meget bekymret for Minuet. Jeg er meget glad for at han beskyttede hende og fandt sit eget liv derefter… Må min gamle ven hvile i fred. Du ligner ham på mange måder, unge Atlantico. Jeg håber du har bedre held end din forfader i forhold til kronen.” Atlanticos hjerte gjorde et hop og han vendte sig mod torvet hvor Atlantianerne var ved at gøre klar til fest.

- ”Jeg har kendt jer i 8 måneder, høje Konge, men jeg ved ikke om jeg vil kunne forstå det at bære kronen efter dem. Ingen vil kunne have holdt dette folk så stærkt i sin tro så længe som I.” Kongen lagde en hånd på Atlanticos skulder.

- ”Der er tid til at lære, min dreng. Martin, det gælder også dig. Hvis I vil lære hvad det vil sige at være konge og adelig kan jeg godt lære fra mig.” Martin så op og nikkede ivrigt.

- ”Det vil være os en ære, Deres Majestæt. Vi vil gøre alt hvad I ønsker, hvis I vil lære os alt I ved.” Kongen lo og vinkede drengenes læremester hen til sig. Han hviskede noget i øret på den gamle lære der bukkede dybt og gik.

- ”Okay drenge vi starter i biblioteket. Historie er en meget vigtig ting af en Adelig opvækst.” Konge fulgte de to drenge op til biblioteket og satte dem i hård disciplin.

 

      - ”Nu er det tid til årets fest og vi er inviteret! Er du klar over hvor stor en ære det er…” Natalie smilede over hendes ”hofdamers” reaktion over de vidunderlige kjoler. Hendes bror, Atlantico og kong Galanto havde været på rejse i tre år og ingen havde hørt fra dem siden. De havde sat Natalie som midlertidig arving, men uden Atlanticos brødre ville hun aldrig have haft succes. Hun ville dog ønske at der snart kom nyt, da hun ikke kunne bære tanken om aldrig at se Atlantico igen. Hun var officielt faldet for ham. Han var stæk, hurtig og havde altid været der når hun var i fare. Natalie ville for alt i verden ikke ønske andre som hendes konge end Atlantis helt.

- ”Så er det nu piger. Klar Tiffany?” Natalies veninde nikkede og de brød dørene til balsalen hvor alle ventede spændt på at se deres prinsesse. Natalies følge forsvandt støt i løbet af en time så hun og Tiffany var alene tilbage ved tronen. Mange unge mænd havde allerede forsøgt sig hos Natalie og Tiffany, men de kunne ikke se sig selv på danse gulvet.

- ”Kong Galanto og Prins Martin Af Atlantis. Hjemvendt efter mange år på rejse.” Natalie var næsten væltet af tronen da Kongen gik ind af døren tæt forfulgt af Martin. Hun rejste sig og nejede dybt da Galanto trådte op foran hende.

- ”Rejs dig mit barn.” Sagde kongen blidt og Natalie rejste sig. – ”Jeg er taknemmelig over at du har videre ført vort folk vist. Jeg er imponeret over hvilken forandring I har gjort for Atlantis de sidste år. Tusind tak prinsesse Natalie. I kan træde ned nu…” Natalie gik ned af trappen og festen fortsatte igen. Natalie var lettet over at kongen var tilbage og ikke havde over rakt hende positionen som dronning endnu. Hun ville ikke være klar. Hun skyndte sig at finde de tre brødre der stod i udkanten af salen.

- ”Der er I, deres højhed, vi regnede med at I fandt os hurtigere.” Sagde Kanto med et kejtet buk og de lo.

- ”Drenge, vil I ikke følge med mig ud? Jeg har ikke lyst til at være her længere.” De nikkede og de alle fire smuttede ud af en åben havedør.

- ”Det må da være befriende at kongen er vendt tilbage, jeg mener nu behøver du ikke at bekymre dig om papirer og den slags. Du kan rende rundt som en hver anden igen.” Natalie smilede og drejede rundt om sig selv af lykke.

- ”Jeg føler mig fri igen. Er I klar over hvor hårdt det er. Jeg ville aldrig have klaret mig uden jer tre, tænk at I vidste alt det om kongehuset. Hvis I ikke havde hjulpet mig med bunkerne af papirer og formularer ville jeg have været faldet død om.” Natalie svingede hurtigere og hurtigere til hun faldt og så mod det mørke loft. Hun mærkede sin glæde falde. Det eneste lys der var der nede var Atlantis hjerte men hun savnede solen. At bade i lyset fra den varme sol og det varme lys fra måne og stjerner. Hun sukkede og de tre brødre tav deres latter.

- ”Jeg ville ønske vi kunne få Atlantis løftet igen. At Atlantis kunne se lyset fra sol, måne og stjerner. Jeg savner det ovenfra…” Natalie lod en tåre falde og et blidt lys spredte sig fra den lille dråbe. Jorden begyndte at ryste og huse faldt sammen i udkanten af byen. Natalie skreg da de tre brødre greb hende og trak hende væk fra et faldende klippestykke. – ”Hvad er det der sker! Vi må tilbage til de andre. Atlantis folk skal samles ved torvet. Skynd jer!” Råbte hun og Kanto sendte de to andre i forvejen. Han holdt Natalie tæt op af sig til de nåede torvet hvor folket hurtigt fulgte trop.

- ”Hvad er det der sker? Er guderne blevet vrede over at kongen har været væk? Eller fordi de er vendt tilbage?” Natalie så mod loftet og gispede. Hun skubbede Kanto væk og en stråle ramte hende. Hjertet tog hende igen for at kunne beskytte folket. Hun ville nok ikke kunne overleve denne gang.

- ”Nej, I skulle have holdt hende her fra. Hjertet tager altid en af kongeligt blod for at få magt til at kunne beskytte Atlantis. Nu mister vi Natalie!” Vrissede Martin og så skræmt mod hjertet der lyste rødt. Det blev lettere blåt mens den blandede sig med Natalies krop derefter gled en let mur af energi over byen og beskyttede den for faldne sten og lava der var begyndt at falde fra hulerne og gangene. Kanto faldt i knæ og slog vredt en hånd i stenene.

- ”Jeg svor at beskytte! Jeg kunne ikke…” Hviskede han fortvivlet og jorden rystede endnu mere. Folk var ved at gå i panik men holdt sig samlet på torvet. De stolede trykt på deres konge der var rolig. Han betragtede hjertet der lyste kraftigt mod den utydelige mur.

- ”Sæt jer! Vi er nød til at samle vores balance punkt. Sæt jer Atlantis og nyd turen. Jeg har på fornemmelsen at guderne har forbarmet sig og hjælper os op til lyset. Lad os hjælpe vores prinsesse til at opretholde styrken. Lad os overgive noget af vores energi til hjertet… Lad os bede…” Folk satte sig og muren af energi blev stærkere lidt efter lidt. Folket gled ind i et underligt mørke. Da lyset brød ud var det ufatteligt stærkt og utroligt varmt. Hjertet holdt op med at lyse og Atlantis folk så mod deres livskilde. En lys stråle lagde sig i midten af torvet og en bevidstløs Natalie gled langsomt ned i armene på Martin der lagde hende blidt på jorden, mens han holdt hendes hoved.

- ”Hvad er det for nogle lys i loftet? Er det små ”hjerter”?” Spurgte en lille pige og Natalie hostede let.

- ”Nej, min skat det er stjerner. Nattens øjne… og den store er månen nattens sol. Vi er kommet til overfladen…” Natalie rejste sig ved hjælp fra Martin og omfavnede ham. Han rev sig løs og holdt hende ud i strakt arm.

- ”Er du okay Natalie? Du virker ikke sådan! Hvad er det der sker?” Natalie smilede og nikkede.

- ”Jeg har det faktisk godt… Jeg troede at jeg ville være svag eller død, men jeg er mere fri end jeg har følt mig siden jeg tog hjemmefra. Jeg har savnet lyset og ønskede sådan at kunne føre Atlantis her op…” Hun tav og så mod Atlantis hjerte der lyste som en lille sol mod nattemørket på himmel. Havde det været hendes ønske der havde udløst hjertet? Hun mødte brødrenes bekymrede blikke.

– ”Vi gjorde det… Det ultimative for Atlantis og jeg er i live. Jeg kan vise Atlantis lyset og her fra kan vi igen komme til storhed, med guderne ved hvor side… Ikke?” Kanto så på sine brødre der nikkede. Folk vendte sig mod kongen der stod med tåre i øjnene.

- ”Jeg hørte store ting ville ske når I ville dukke op, men jeg havde aldrig troet jeg skulle opleve lyset igen. Jeg fulgte de to unge mænd til overfladen men havde ingen held med at komme steder hen hvor solen stod op eller månen lyste varmt. Jeg er for første gang fri… tusind tak, prinsesse Natalie. Jeg er ked af at måtte meddele at vores helt ikke er i blandt os længere…” Natalie stivnede og greb fat i Martin, der forsøgte at undgå hendes blik.

- ”Hvad mener I? Er Atlantico stadig på sit togt?” Spurgte Atlan og Martin rystede på hovedet.

- ”Han faldt overbord… Han ville rede Tina fra at drukne og en bølge rev dem begge ned… Ingen kunne finde dem…” Natalie mærkede et stik af vrede da hun hørte han havde forsøgt at rede en anden pige, men hun faldt fortvivlet i knæ og græd. Hun havde ikke regnet med at han kunne dø. Han havde jo været der det meste af tiden. Det at han ikke havde fulgt Martin og kongen ind til festen havde hun troet var fordi han ville gøre sin entre for hende. At Atlantico ville havde fundet hende i haven og fortalt hende at han elskede hende… At han havde grebet hende da Hjertet ville frigive hendes krop da byen ikke længere var i fare. Ikke at han var gået i døden for at rede en anden…

      Atlantico satte sig op og tog sig til hovedet. Han var stadig i live? Han så sig omkring og konstaterede at han var i live. Tina lå lidt fra ham i vandkanten. Hvorfor hørte hans søster aldrig efter? Han kravlede hen og trak hende op på land hvorefter han begyndte at lede efter mad og brænde. Natten var ved at falde på og skibet ville helt sikkert have nået alt for langt til at han kunne få hjælp. Han måtte bare håbe Natalie ikke blev sur når han fandt tilbage til Atlantis efter hun sikkert havde fået at vide han var død. Måske gik hun selv i døden. Nej, Kanto ville aldrig lade hende gøre det. Atlantico havde kastet sine brødre i ed. Hvis de ikke beskyttede Natalie ville Atlantico gøre livet surt for dem alle tre. Han fandt hurtigt noget brænde og skyndte sig at lave et bål. Måske ville han kunne finde en by eller anden form for civilisation ved første lys. Natten blev kold og Tina så ikke ud til at ville vågne. Hvad havde han rodet sig ud i? Han havde taget ud for at følge kongen og Martin for at se lidt lys igen. Sol, måne og stjerner havde givet ham lyst til at være sammen med Natalie igen. Atlantico havde fortalt det til Martin og Martin havde ført ham ind i en juvelerbutik. Der havde de fundet nogle halv dyre, men meget smukke smykker. Da de skulle hente dem var det Atlanticos lille søster der havde afleveret dem. Der efter havde hun fulgt med dem. Tina havde aldrig været væk fra huset, men hun havde fortalt deres forældre var blevet dræbt i en ulykke og derfor tog de hende med. Nu sad han ved et bål et ukendt sted, mens hans lillesøster var bevidstløs. De havde været så tæt på indgangen til Atlantis, men nu var han så langt væk at han var ved at opgive sit håb. Atlantico var ved at døse hen da jorden pludselig begyndte at ryste. Han greb fat i Tina og skyndte sig ind på fasterer grund uden at risikere at komme for tæt på træer eller andet der kunne skade dem.

- ”Hvad er det der sker?” Lød det svagt fra Tina der var ved at vågne. Atlantico så forvirret mod horisonten da et kraftigt lys spredte sig som om solen stod op for så at forsvinde med rystelserne. Nu fik Atlantico travlt. Han måtte få sin søster så højt op at de ikke kunne rammes af en flodbølge. Han kunne kun håbe der ikke skete noget. Vandet trak sig fare truende tilbage og hvidt skum hævede sig op.

- ”Hold fast jeg tror vi for en dukkert igen.” Sagde han og Tina greb bedre fat i ham. Vandet kom i høj fart og Atlantico havde ikke kræfter til at bære sin søster i sikkerhed. Nu var det sket… Svush… Vandet så ud til at støde på en mur og kastede sig tilbage for så at slå dovent mod vandkanten igen. Tina hævede sin finger og pegede skræmt på det der havde stoppet vandet. Atlantico sukkede og satte Tina ned. – ”Glittarana, jeg skylder jer vores liv, igen.” Den tidligere dronning smilede.

- ”Nej du skylder os intet…” Efter en lille pause modsagde hun sig selv… - ”Jo, du kunne jo gifte dig med Natalie så ville din gæld være betalt!” Atlantico sukkede og Glittarana svævede helt op i hovedet på ham. – ”Det er ikke umuligt unge Atlantico. Hun skal bare sige ja og ingen vil stemple dig. Har de andre ikke forklaret dig det?”

- ”Jo, men det er ikke det. Jeg ved ikke om hun føler noget for mig. Hun er så tvetydig.” Glittarana forsvandt i et latterbrøl.

- ”Det ligger til familien, min kære ven. Tag initiativ for at vinde din pige…” Atlantico sukkede og hjalp Tina op igen.

- ”Det bliver nok ikke sidste gang du stifter bekendtskab med dem, Tina. Glittarana og de tidligere konger og dronninger der er blevet taget af Atlantis hjerte render rundt for at beskytte Atlantis og gøre livet surt for mig.” Svarede han sin søsters blik og gik ned til stranden. Han ville bygge en tømmerflåde så de kunne komme videre. Han havde følelsen af at skulle mod det lette lys i horisonten.

   

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...