Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
364Visninger
AA

3. Rejsen begynder

    - ”Endelig, jeg var ved at tro du ikke ville dukke op, kære søster.” Natalie så skeptisk på Martin men sagde intet. Hans tonefald var meget ildevarslende. ”Er vi klar til at sætte sejl, Kaptajn?” Råbte han og en høj mand kom hen til dem.

- ”Desværre ikke endnu, min herre. Drengenes lillebror er på vej…” I samme nu samlede tre høje mænd sig ved broen og til Natalies irritation kom Atlantico styrtende. De tre mænd jublede men Natalie skar tænder.

– ”Godt… Alle mand på posterne! Let anker og kast los! Sæt sejl! Velkommen ombord på ”Lykken”!” Sagde kaptajnen glad og skibet satte i bevægelse. Natalie vinkede glad og spændt til sin familie og Tiffany begyndte at hulke. Natalie smilede vel vidende at dette eventyr ville blive det største og mest utrolige hun nogen sinde ville havne på. De to piger gik under dæk for at lægge deres ting og derefter finde ud af hvad Kaptajnen ville have dem til. Natalie fik lov til at lave mad de første par uger mens stakkels Tiffany skulle svabre dæk og kahytter… Hun brokkede sig hver aften da de gik i seng.

- ”Hvis jeg skal se en gris mere vil jeg springe over bord.” Hvæsede hun og Natalie smilede. Hun sagde ikke så meget da det ville lyde dumt og ubehøvlet at sige sin kære veninde imod. Natalie sagde bare at Tiffany skulle tage det med et smil, og dagen efter var det det samme. Atlantico holdt sig heldigvis på afstand så Natalie behøvede ikke at blive sur. Det var også befriende…

- ”Hey, Nat, kan du ikke sende noget op i udkiggen? Drengenes lillebror har brug for noget!” Natalie for sammen og kiggede op i masten. Nu var freden forbi. Hun tog noget brød nogle kartofler og noget vand og begyndte at kravle, hun kunne jo ikke sige nej.

- ”Tak, jeg var ved… Åh!” Atlantico tav og slog blikket ned da han så det var Natalie der rakte ham maden. - ”Tak, Deres højhed.” Han tog imod det Natalie rakte ham og satte sig ned i tønden. Natalie dristigede sig til at tage kikkerten og så mod horisonten. - ”Smukt ikke?” Natalie nikkede og lagde igen kikkerten. Atlantico betragtede hende, men slog hurtigt blikket ned igen, hvilket Natalie ikke forstod.

- ”Du, Atlantico… Hvorfor slår du altid blikket ned når jeg ser på dig?” Han sank en klump.

- ”Jeg bør ikke få øjenkontakt med Dem, Prinsesse.” Han tav igen og tog en stor bid af sit brød. Han ønskede ikke at sige mere. Natalie smilede og kravlede ned igen. Da hun kom ned fulgte Atlanticos brødre hende med blikkene. De smilede og hilste med lette nik da hun hilste venligt, men hun kunne mærke deres blikke i nakken til hun var under dæk.

 

     - ”Nu er det nok jeg nægter at vaske et gulv mere, Kaptajn! Jeg er god til at lave mad jeg er ikke bange for højder, men det her med deres mænds rum og dækket driver mig til vanvid. Jeg holder ikke til mere!” Natalie stivnede. Tiffany var ikke bange for at råbe op, men lige på det tidspunkt var det ikke det bedste at sige sine meninger. Hun skyndte sig op og stødte ind i en af brødrene der trak hende ned igen.

- ”Atlan, hold hende under dæk. Vi er nød til at sikre vor prinsesses sikkerhed!” Lød det fra en af de andre der var kommet ned efter. I samme nu lød der et velkendt skrig og Natalie kunne ikke blive. Hun smuttede legende let forbi brødrene og kom op på dæk. Hun gispede og gik nervøst et skridt tilbage. Det var som at træde ind i drømmen. Tågen lå tykt over dæk og den underlige knagen fra et skib der listede frem gav genlyd. Natalie gik frem for at finde Tiffany hvilket ikke var nemt på grund af tågen.

- ”Nej, slip mig! HJÆLP! ARRRG!” Natalie nåede kun lige at gribe fat i sin veninde før hun blev trukket ud over kanten. - ”Slip mig ikke, Natalie!” Bad hun skræmt, men Natalies fødder gled på det fugtige træ. - ”NEJ!” Hylede Tiffany da de gled. Da så Natalie hvad der holdt fast i hendes venindes ben. To gigantiske hænder af vand holdt fast og trak blidt, men stålfast i Tiffany. Det her er fuldkommen lige som i min drøm. Tro på dine drømme havde han sagt! Var det her hvad han havde ment? Hun ville ikke miste sin veninde til hænderne af vand. Hun gik frem uden at slippe sit greb i Tiffany.

- ”Du får hende ikke dit gigantiske udyr!” Brølede hun og et stød gik gennem hende da hun lagde en hånd på vandet. De to piger faldt tilbage på dækket, regnen begyndte at falde og tågen lettede. Natalie så rundt og rejste sig da hun så Atlantico, der stod med bogen under armen. - ”Tro på dine drømme? Var det ikke de ord du brugte! Var det her måske også med i jobbeskrivelsen, Atlantico! Var det her derfor du og dine brødre har valgt at følge mig på dette togt!” Natalie var gal, irriteret og forvirret. Atlantico rakte hende bogen uden et ord og begyndte at kravle op i masten. - ”Nej, du bliver her! Det er en ordre! Atlantico, jeg forlanger et svar!” Skreg hun efter ham, men tav da det gik op for hende de andre stirrede overraskede på dem. Hun hjalp Tiffany op og fulgte hende ned under dæk. Natalie sagde ikke et ord og svarede heller ikke på Tiffany’s bekymrede blikke. Hun lå bare og stirrede på bogen i sine hænder. Efter nogen tid greb hun sin lille kniv og skar et lille blodigt snit i sin hånd, så blodet kunne dryppe ned i den lille lås. Klik… Endnu en gang åbnede låsen sig og Natalie begyndte at læse.

 

     Vi er et meget stolt folk og vi lever længere end andre stammer. Min mor blev 200 før hun blev ramt af en uhelbredelig sygdom. Min far er den ældste der lever og jeg vil helst ikke fortælle min alder. Dette skyldes Atlantis Hjerte, vores lys og livs kilde. Den har givet os muligheden for at helbrede sygdomme andre stammer er blevet udryddet af og umådelig viden. Vi kan samtlige sprog og dialekter mens vores er et af de ældste sprog der kan tales. Du ved nok allerede det hele men jeg vil alligevel forklare lidt…

 

      Natalie læste i timevis og underligt nok alle de ord prinsesse Glittarana havde nedskrevet fra hendes sprog blev lagret i hendes hukommelse. Det var som om bogen fortalte hende hvordan det ville have lyt. Tiffany lagde en hånd på Natalies.

- ”Hvad var det der skete? Hvor kommer Atlantico ind i billedet?” Spurgte hun forsigtigt og Natalie satte sig op.

- ”Det her er den dagbog vi ønskede svar om. Den handler om den forsvundne by og civilisation Atlantis. Prinsessen af Atlantis, Glittarana har nedskrevet alt hun vidste. Alle historier… Legender og eventyr… Kultur… Sprog… og, så vidt jeg kan se, kongerækken?” Natalie tav da hun så et billede af prinsesse Glittarana. Det var som at se hende selv… Tiffany greb bogen og holdt billedet op ved siden af Natalie.

- ”Kun den af Atlantiansk blod kunne åbne låsen?” Spurgte hun og sank en klump da Natalie nikkede. - ”Det vil sige at du er hendes gendannelse? Du er prinsesse Glittarana af Atlantis.” Natalie sukkede.

- ”Nej, jeg er hendes efterkommer. Hendes datter overlevede, præcis som Atlanticos forfædre. Atlantico nedstammer fra…”

- ”Atlantico Battelstar, betroet general og højt elsket ven af kong Lotus. Søn af Atlanta Battelstar, højeste rådgiver ved det kongelige hof. Se her er et billede.” Læste Tiffany og rakte bogen tilbage til Natalie, der lod sig falde ned i sin køje. Atlantico Battelstar lignede den Atlantico der var på skibet. Natalie lagde sig og lukkede øjnene. Måske hun kunne få mere at vide hvis hun lyttede lidt til sine drømme. Nu var hun i alt fald mere sikker på at det hun havde hørt var sket.

 

     Natalie løb rundt i nogle lange smukt besmykkede gange og hun lo. Hun havde det sjovt. Hun stoppede foran en dør og skubbede den op. – ”Hej min lille skat! Skynd dig…” Natalies krop reagerede per automatik og rakte armene op mod kvinden. Hun kunne ikke genkende ansigtet men alligevel var der noget bekendt ved det. Kvinden bar Natalie ud af nogle gigantiske glasdøre og smilede. – ”Se min elskede Minuet, en dag vil alt dette blive dit.” Natalie smilede og klappede i sine hænder. Det hun så udover var en magisk fremtids by hvor maskiner kunne flyve og folk var fri. Lyset var blidt men skarpt og luften var ren. Natalie var lykkelig og tryg. Denne by ville blive hendes en dag.

 

     - ”Natalie, vågn op!” Tiffany forsøgt bekymret at vække sin veninde, men Natalie ville ikke vågne op. Hun var begyndt at svede og hun så ud til at kæmpe mod et eller andet. - ”Natalie, vågn nu op. Det er bare en drøm!” Da Natalie fortsat ikke reagerede skyndte hun sig op på dæk. - ”Natalie, vil ikke vågne!” Hylede hun og Atlantico landede foran hende.

- ”Hvad mener du? Er hun holdt op med at trække vejret?” Spurgte han roligt og et skrig flængede luften. Natalie kom styrtende op og væltede de andre omkuld.

- ”Hold dig fra mig! Hjælp!!!” Skreg hun og Atlantico greb fat i hende før hun faldt ud over rælingen. - ”NEJ! LAD MIG GÅ!!” Skreg Natalie og kæmpede for at komme fri af Atlanticos greb.

- ”Natalie! Natalie, vågn op! Det er mig! Jeg er din ven!” Sagde han og forsøgte at holde hende fast, selvom det ikke var nemt. Natalie blev pludselig slap og han lagde hende ned. Hans brødre kom løbende og tvang ham væk.

- ”Hun er gået i chok. Atlan, giv hende stødet! Vi må ikke miste hende nu. Salanta hold hendes hoved. Atlantico, hold de andre på afstand!” Atlantico var som forstenet, da han så Kanto trække sin kniv. - ”Atlantico, nu!” Han vågnede og vendte sig rundt. Han ville ikke se det. Det her var en af de sværeste rednings aktioner en Atlantianer kunne udsætte sig selv for, men hvis de mistede Natalie ville de miste deres chancer for at finde deres verden.

- ”Hvad er det der sker? Hvor er min søster! Tiffany, hvor er Natalie?” Atlantico kunne kun vente sig et blåt øje eller det der var værre. Natalies bror havde sikkert set at Natalie ikke var i sit rum og nu hvor Tiffany var i chok ville Martin gå på den næste altså Atlantico. - ”Jeg spurgte om noget! Hvor er min… Natalie? Hvad har du gjort!” Atlantico lagde en hånd på Martins skulder da han ville gå forbi, men Atlan rystede på hovedet.

- ”Hun er væk. De fik hende!” Sagde Kanto beklagende og Atlantico vendte sig mod dem.

- ”Det kan ikke passe! Hun skal leve! Hun er vores eneste håb!” Han gik forbi de andre og ud i stævnen. - ”Poseidon!” Brølede han og skyerne samlede sig hurtigt. De andre bakkede nervøst, men Atlantico ville ikke stoppe nu. Han ville udfordre guderne. Han ville have sin prinsesse tilbage! Vandet gik i oprør og stormen lød.

- ”Atlantico, du er blevet skør! Kom nu til fornuft!” Råbte hans brødre men han ville ikke lytte! Ikke nu! Det var for sent at trække sit råb tilbage!

- ”ATLANTICO!!” De andres råb forsvandt i bølgernes brusen og vindens susen. Skibet blev kastet fra side til side og det gik op for Atlantico at han var ved at miste sin chance for at hjælpe Natalie. Han kastede sig tilbage på skibet og greb Natalies livløse krop, hvor efter de begge blev kastet over bord. Han kæmpede for at holde sig selv og Natalies krop over bølgerne, men til sidst måtte han op gi…

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...