Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
358Visninger
AA

8. Mor og far

    - ”Se det er Atlantis folk. Det er virkelig Atlantis folk her i vores lille flække af en by?” Natalie smilede og vendte sig mod Martin der nikkede. De var hjemme, men ingen genkendte dem.

- ”Jeg kan ikke tro vi er hjemme? Natalie, kan du dufte det? Det er folkefest kagerne. Vi er hjemme til folkefesten! Du er genial…” Udbrød Tiffany og begyndte at danse med Martin til den lette musik på torvet.

- ”Er der noget galt, deres højhed?” Spurgte en vagt og Natalie rystede på hovedet.

- ”Nej, alt er som det skal være. Gå I bare rundt og sug nye indtryk til jer, mens vi for styr på det vi kom her for.” Atlantico tog Natalies hånd og smilede.

- ”Jeg følger dig hvor end du går, Natalie. Jeg lader dig ikke ude af syne!” Sagde han og hun gav hans hånd et lille klem

- ”Det regnede jeg heller ikke med. Jeg håbede faktisk du kunne møde mine forældre selvom det bliver noget af et chok for dem… Alt det her er en stor mundfuld at skulle sluge. Jeg har stadig svært ved at finde ord der kan beskrive det…”

- ”Kommer I to eller hvad? Vi har ikke så lang tid! I kan altid kissemisse bagefter!” Hvæsede Martin og de fulgtes ad hen af gaden. Natalie smilede til alle fra byen der bare stirrede tilbage.

- ”Hvad vil de her? De går jo mod det gamle Ligter hus? Hvad mon de vil de gamle stakler?” Blev der hvisket og en kvinde trådte frem.

– ”Undskyld jeg sådan træder frem, men jeg ville gerne vide hvad jeres ærinde er her? Jeg er byens borgmester, mit navn er Talina.” Natalie smilede.

- ”Mit navn er Natalie Ligter. Jeg er datter af Simone Ligter!” Der blev helt stille i byen og Martin sank en klump.

- ”I kan ikke være Natalie Ligter. Hun er død. Ligters børn forliste med deres skib for flere år siden. Alt man kunne finde fra skibet var deres tøj og bedstemorderens gamle logbøger. Følg mig hvis I vil vide mere… Jeg er den eneste der nærmer mig de gamle stakler. Ingen tør da Simone bliver ved med at tale om at et spøgelse har sagt deres børn ville vende hjem. Arthur har opgivet at tale med hende, dog ønsker han ikke at hun skal havne på et hjem. Han gav mig de ting der var i huset af børnenes og jeg har dem stadigt liggende. Hvis I er deres børn er jeg sikker på i vil kunne forklare mig lidt bag tingenes historie.” Natalie rystede opgivende på hovedet og Tiffany stoppede Martin.

- ”Hvis Ligter er blevet skør, hvad så med min mor? Salina Mitalla?” Talina stoppede brat og stirrede på Tiffany som en rovfugl der betragtede sit bytte.

- ”Mitalla? Det kan ikke være muligt? Er du Tiffany? Jeg kan ikke tro at jeg ikke genkendte dig med det samme? Undskyld kære… Jeg så dig selvfølgelig også sidst du var omkring de fem år. Din mor og jeg var perleveninder indtil hun giftede sig med min fætter. Jeg var nok en lille smule jaloux. Jeg mener hun havde alt og kunne bare pege på hvad hun ville have og fik det. Jeg er ikke den type der normalt bærer nag, men min kære veninde vendte mig ryggen.”

- ”Talina, hvor vover du at nærme dig vort hus! Jeg mener udtrykkeligt at jeg har bedt dig lade os…” Tiffany stivnede og stirrede på den gamle herre foran den fremmede kvinde. Det var hendes far, men han lignede ikke den nydelige mand de huskede ham som.

- ”Far?” Spurgte hun og hendes far tav. Han målte hende med blikket, der fyldtes med tårer.

- ”Tiffany? Min lille Tiffany? Er det dig?” Lød det fra døren og Tiffany gik frem.

- ”Ja, det er mig, mor? Jeg er hjemme…” Tiffanys mor skyndte sig ud og faldt hende om halsen.

- ”Min elskede Tiffany. Hvor har du dog været i alle de år? Hvordan er det du er klædt?” Natalie smilede og skævede til Martin der dukkede sig lidt. Han vidste godt hvad Tiffanys forældre ville sige til deres forhold. De kendte nemlig Martin alt for godt som lykkejager. Tiffanys mor lod blikket falde på Natalie og gispede.

- ”Natalie Ligter? Hvordan er det muligt? Jeg hørte at du var blevet begravet? At dit lig var blevet fundet i nogen huler… I England?” Natalie trak på skuldrene.

- ”Det kan ikke have været mig, Salina. Jeg vil dog indrømme at jeg har været skyld i mange mærkelige ting her på det sidste… Atlantis blev hævet på grund af mig… I står over for Atlantis Kongehus.” Svarede hun og Tiffany greb fat i Martin der var ved at liste væk. Hvis øjne kunne dræbe ville Martin have været død på stedet da Tiffany fortalte sine forældre hvem han var. Salina lignede et tordenvejr og Jonathan, Tiffanys far, skar tænder.

- ”Kære… vi ønsker selvfølgelig kun at du er lykkelig, men at du skulle vælge det skvat af en lykkejager. Jeg vil sige jeg er meget skuffet…”

- ”Men mor han er ikke længere det skvat du taler om. Han er en prins. Martin er prins af Atlantis. Jeg forstår godt jeres skuffelse, men da I ikke kender den han er blevet mener jeg ikke I kan dømme ham på den måde.” Der blev stille og Atlantico tog Natalies hånd.

- ”Jeg tror det er bedst vi finder jeres forældre nu. Jeg tror desværre ikke at jeg får bedre velkomst.” Sagde han og Natalie smilede.

- ”Jo, du gør. Min mor kan ikke tillade sig at dømme en hun aldrig har mødt… Martin, jeg tror vi to skal tage hjem. Jeg ved der er to mennesker der bliver meget glade for de gaver vi har med.” Martin var glad for at slippe væk, men ikke så glad for at lade Tiffany alene med sine forældre han kiggede sig konstant over skulderen. Natalie undlod at sige noget. Hun ville gøre det samme hvis det havde været hende og Atlantico der var blevet skilt. Haven lignede sig selv og huset strålede af vedligeholdelse. Natalie fandt nøglen under krukken og bankede på før de gik ind.

- ”Vi er i køkkenet, Salina. Du kan bare gå i gang som du plejer.” Natalie smilede og Martin nikkede. – ”Øh… Salina? Hvad er der galt? Du milde…!” Natalies far kom ud i gangen og greb kosten ved døren som et våben. – ”Hvem er I og hvad vil I?” Hvæsede han. Natalie tog hætten ned og handskerne af.

- ”Det er os, far. Du behøver ikke stå med en kost for at feje os ud.” Sagde Martin utålmodigt og deres far sænkede kosten en anelse.

- ”Hvem er det, kære? Det lyder ikke som Salina…” Lød det fra køkkenet og Natalies hjerte gjorde et hop. Hun gik forbi sin far der stod som forstenet og gispede. Hendes mor sad i en kørestol. Hun så frisk ud, men noget var meget forandret. – ”Hvem er du, mit barn?” Udbrød den gamle kone og Natalie så ned et øjeblik for at skjule sine tårer.

- ”Mor, det er mig… Natalie?” Svarede hun da hun fik fattet sig og hendes mor stivnede.

- ”Du kan umuligt være min Natalie… Min Natalie gik ikke i guldbroderede kjoler og smykker til millioner. Hun elskede at gå i lange bukser, klatre og slås. Min Natalie havde en drengesjæl… Min søn var en vildbasse, vidste hvad der havde værdi. Hvad der betød noget var at de var mine, men du min kære, er ikke min Natalie.” Natalie vendte sig mod Martin der rystede på hovedet. Atlantico skar tænder. Først Tiffanys forældre og nu Natalies forældre.

- ”Hvor vover I at tale sådan til jeres børn. Jeg ved det ser ud til ikke at være din datter, men tænk på hvor mange år der har passeret. Det ville ikke være den lille pige Natalie var da hun tog af sted på sin rejse. Hun ville være en kvinde. Jeg ved at verden kan forandre ens syn på sig selv. Det I ser her er bevis på hvad der kan ske…” Atlantico tav da det gik op for ham Natalie gav ham et gennemborende blik. – ”Undskyld… Jeg skal nok holde mund.” Hviskede han og Natalies mor rullede helt frem til ham.

- ”Det var noget af en tale min unge ven. Kendte du mine børn? Før skibet forliste?” Atlantico bed sig i læben.

- ”Ja… og jeg kender dem nu. Jeg var med da skibet forliste. Alle overlevede fordi vi nåede Atlantis før bølgen tog skibet. Jeg kan godt forstå…” Han tav igen da Natalie greb hans hånd.

- ”Atlantico, ti stille! Jeg er lige glad om mine forældre ikke genkender mig. Det giver kun dig lidt held!” Hvæsede hun og Natalies mor greb hendes hånd.

- ”Det armbånd…? Hvor har du det fra?” Nu gik det op for Natalie at hun stadig havde det armbånd hendes mor havde givet hende da hun havde fået sit skolebevis.

- ”Det gav du mig da jeg fik mit eksamensbevis, mor. Kan du ikke huske det?” Natalies mor lod det lette armbånd køre rundt om håndleddet på Natalie, mens hendes øjne fyldtes med tårer.

- ”Jeg gav dig det for held og lykke. Det var det armbånd din bedstemor gav mig af samme grund. Jeg er ked af jeg ikke genkendte dig før min skat. Du er bare blevet så voksen og du Martin er jo blevet en helt anden person?”

- ”Nej mor, jeg er stadig den samme, dog uden min trang til at hente rigdomme. Jeg har alt jeg kunne ønske mig… Min søster, mine forældre og min…” Martin tav og så igen ud af vinduet.

– ”Natalie, tror du hun for lov til at følge os igen? Jeg mener hendes forældre virkede temmelig gale.” Natalie nikkede.

- ”Vent og se Martin, hun kommer dumpende om fem minutter. Forpustet og flader dig om halsen. Det ligner Tiffany at gøre en vild entre…”

- ”Glæd dig ikke for tidligt, Nat. Mine forældre er ikke i humør til nogen form for jokes. Jeg fortalte dem jeg ikke ville vende hjem hvis de ikke accepterede mit valg.” Natalie omfavnede sin veninde, der smilede trist til Martin. Han lagde blidt armene omkring hende og kyssede hendes pande.

- ”Ok, nu ved jeg der er noget galt. Jeg har aldrig ment min søn skulle finde en så køn og uddannet pige som unge Tiffany. Han fortjener det ikke.” Sagde deres mor og Natalie så forarget på hende.

- ”Mor! Hvor kan du tænke sådan? Martin er en meget dygtig ung mand han har vist på mange tidspunkter inden for de sidste år at ingen skal tale til ham om noget. Han er en privilegeret prins for Atlantis. Jeg der imod er en klovn i forhold. Jeg har vist gang på gang at jeg er selvisk og egocentreret. En selvoptaget…” Nu var det Atlanticos tur til at lukke munden på Natalie, hvilket kom helt bag på de andre.

- ”Hvornår er du begyndt at tænke sådan? Undskyld os lige…” Han trak hende blidt ind i stuen hvor han kunne tale frit. Natalie ønskede ikke at han udviste følelser foran andre. Altså dem der ikke helt kendte til hans rådgivning.

– ”Natalie, jeg kan ikke li’ at du tænker sådan, for det passer ikke. Du er hverken egocentreret eller selvisk. Du er et enestående væsen og en fantastisk prinsesse…”

- ”Men Atlantico, en klog leder træffer kloge valg, men hvornår har jeg gjort et fornuftigt valg uden dig eller dine brødre? Jeg duer ikke til det… Jeg har også vist gang på gang at hvis jeg ikke fik min vilje ville Atlantis gå under. Jeg er en omvandrende bombe… En naturkatastrofe. Jeg er ikke nogen klog leder, jeg kan ikke engang holde styr på mit eget liv… Jeg er håbløs…” Atlantico lo stille og lagde armene om hende.

- ”Det er det her jeg kan li’ ved dig, Natalie. Du er ligefrem og ærlig, det er to meget gode kvaliteter. Du er en klog leder fordi du lytter til os andre. Du er ikke egocentreret fordi du elsker at hjælpe andre og bekymre dig om alles ve og vel. Du er et fantastisk menneske og vil aldrig blive håbløs nok til ingen vil kunne elske dig, for jeg vil altid elske dig, min prinsesse. Det håber jeg at du aldrig vil glemme.” Natalie gengældte hans omfavnelse og tog sig i at give ham et kys. Hun turde ikke efter episoden fra dagene efter oprejsningen af Atlantis. Det vidste Atlantico godt, men han ville håbe hun snart kom over den frygt da han havde svært ved ikke selv at kysse hende. Hun var så vidunderlig at han ikke kunne holde op med at smile og hun fik ham altid til at føle sig velkommen. De vendte tilbage til køkkenet hvor Natalies far var begyndt at lave mad og Martin dækkede bord.

- ”Ja, vi tænkte I måtte være sultne børn. Vil I ikke spise med?” Sagde Simone og rullede hen til døren til kælderen. – ”Unge mand, er du ikke sød at… Fortælle mig dit navn… og derefter gå ned og hente tre stole mere?” Atlantico smilede og gjorde som beordret. – ”Vi to taler sener Natalie jeg vil vide alt om hvordan du fik sådan en høflig ung mand på krogen. Nu har jeg hørt din broders version af hans og Tiffany forhold.” Natalie nikkede og skævede til Martin der smilede igen. Han og Tiffany havde bare fundet hinanden, det var ikke så underligt igen, men for dem der havde kendt de to fra barn rystede voldsomt på hovedet. Selv Natalie gjorde af og til…

 

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...