Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
360Visninger
AA

7. Genfødt

      Natalie dukkede sig for turisternes kameraer og trak kappen lidt mere over hovedet. Hun kunne ikke forstå hvordan folk var kommet så hurtigt. Atlantis var dukket op på landkortet to dage forinden og var allerede blevet et højt skattet feriested. Natalie fandt de tre brødre i færd med at beskytte Martin mod journalisternes iver for at vide mere.

- ”Nat! HJÆLP!” Peb Martin og greb fat i hende så hun ikke kunne slippe væk. Hendes kappe faldt og blitzene blendede hende. Hun begyndte at føle sig skid til pas og hjertet trak i hende.

- ”Martin, slip mig! Du sætter Atlantis hjerte i svingninger!” Hviskede hun blidt og han slap modvilligt. Så blev der piftet og folk vendte sig.

- ”Hvis jeg var jer ville jeg gå langt væk derfra. Vor Prins og Prinsesse vil besvare jeres spørgsmål under konferencen. Træd venligst tilbage og lad os komme forbi.” Natalies hjerte gjorde et hop og hun glemte alt om alt og alle omkring hende. Atlantico var i live. Han var igen kommet hende til hjælp og havde standset den udvikling der havde været. Hvordan han fik folk til at adlyde ville Natalie aldrig stille spørgsmål til. Hun rev sig løs af Martins greb og faldt Atlantico om halsen i et kys. Der var stille et øjeblik før blitzene igen begyndte at glitre. Atlantico greb fat i Natalies hånd og gav de andre besked på at følge. De stoppede bag de store porte og de fire brødre lukkede dem efter sig. Kanto greb fat i Atlantico og løftede ham op mod en mur.

- ”Hvad skete der! Hvor vover du at lade os tro du var død! Det er ved at blive dig en vane, lillebror!” Sagde Atlan og en pige fnøs.

- ”Det var ikke hans skyld denne gang drenge. Jeg var den der var skyld i vores dukkert! Jeg er vildt imponeret over det her sted. Martin kunne du ikke tænke dig at give en rundtur!” Kanto slap Atlantico for at svinge pigen rundt.

- ”Tina, jeg kan ikke tro det! Så det var dig de snakkede om da de fortalte Atlantico var sprunget i efter en. Hvordan står det til på hjemme fronten? Kommer mor og far også?” Atlantico gav Martin et strengt blik.

- ”Nej, de er afgået ved døden. Jeg havde håbet du havde fortalt dem det Martin!” Martin krympede sig.

- ”Jeg havde glemt det. Som du kan se har vi haft meget at se til! Det er ikke nemt at være prins af Atlantis.” Hvæsede han og Atlantico rystede på hovedet.

- ”Nej, men det er heller ikke nemt at bære rundt på død vægt i flere dage! Jeg vil indrømme jeg er overrasket over at I fik hele øen op og få dage efter er her overbefolket. Jeg ved ikke…” Nu fik Natalie nok hun gik frem og rettede sig foran Atlantico der sank en klump og dukkede sig.

- ”Jeg er træt af at du taler ned til mig og min bror. Det her var sidste gang, Atlantico fra nu af hedder det Deres højhed eller Deres nåde og du bukker dybt for os begge! Jeg vil ikke se dig her… i de næste tre dage går du med dine brødre rundt i byen og opføre dig som en almindelig borger! Du er Atlantianer og jeg er din Prinsesse! Atlantico, forsvind fra mit åsyn!” Atlantico så efter Natalie da hans brødre blidt førte ham med. Hvad var det der lige var sket? Kan du nu se hvad jeg mener Glittarana! Hun er så dobbeltmoralsk.

 

 

     Det pinte Natalie at se Atlantico more sig med sine brødre, men hun ville ikke lade det gå sig på. Hun ville ikke lade ham pine hende. Han var bare for fri...

- ”Kanto, jeg vil have du sætter ham i lænker!” Sagde hun en dag og Kanto stivnede.

- ”Men prinsesse, Atlantico har intet gjort! Natalie, jeg for står ikke din forandring! Jeg kan godt forstå du reagerede på den måde den forgangne uge, men det her går for vidt!” Hviskede han og Natalie mødte hans blik.

- ”Går du i mod mit ord, General! I så fald kan De følge Jeres bror ind i kælderen!” Kanto sank en klump og gik hen for at føre sin bror ned i kælderen.

- ”Undskyld Atlantico, jeg ved ikke hvad der sker! Jeg…” Atlantico smilede til sin bror og satte sig på briksen.

- ”Bare rolig Kanto, Natalie kommer her ned på et tidspunkt og da vil jeg få styr på det her!” Svarede han og så smilende efter sin ældste bror. Da han var alene lagde han sig på det hårde metal og så op i det kedelige loft. Hvad var det der skete med Natalie? Hun virkede ikke som sig selv? Nu var Atlantis blevet mere rolig, dog så det ud til at Natalie stadig var stresset. Atlantico måtte optræde roligt overfor sine brødre, men inderst inde havde han lyst til at rive halsen over på hende. Hans hjerte ønskede at holde om hende, elske hende, men hans hjerne afskyede hvert et øjeblik af hendes fremtræden. Atlantico begyndte at vandre frem og tilbage som en løve i et bur. Efter et stykke tid gav en velkendt latter genlyd.

- ”Det her er virkelig morsomt at se. Hvem af jer vinder magtkampen? Dig eller hende? Lige nu ser det ud til hun forsøger sig med fangemetoden. Den prøvede jeg også… det gik dog ikke så godt min udkårende var halvdød da jeg lukkede ham ud. Det ser ikke alt for godt ud for dig, Atlantico.” Atlantico skar tænder.

- ”Skal I også til at pine mig? Vil I træde på mig mens jeg er nede, Dronning Glittarana? Så værsgo jeg er ikke så nem at slå tilbage. Jeg skal nok vise jeg ikke er så svag! Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg vil få afklaring, Deres Højhed. Vent og se!” Svarede han og Glittarana forsvandt i et latterbrøl. Atlantico slog gentagende gange hånden ind i muren for at få afløb fra vreden. Han forstod intet af det her. Hvorfor skulle han lide på denne måde? Hvorfor kunne han ikke bare få fred? Han satte sig op af muren og tåre begyndte at trille lydløst ned af hans kinder. Han var færdig! Han ville ikke kunne overleve ret længe bag gitter og tykke mure. I mens Atlantico tænkte på sin undergang var Natalie ved at blive skør over hans brødres uduelighed.

- ”Hvorfor ser I sådan på mig! Fortsæt jeres arbejde og lad mig være i fred! Jeg slipper ham ud om et par timer! Når han har forstået hvorfor han havnede der!” Sagde hun, men da de ikke holdt op med at stirre gik hun ind til sig selv, hvor Tiffany forsigtigt bankede på efter nogen tid.

- ”Undskyld, men jeg vidste ikke om du tænkte at spidse her eller sammen med De andre!” Sagde hun forsigtigt og Natalie vendte sig mod hende.

- ”Tiffany, er jeg urimelig?” Tiffany så nervøst mod døren og Natalie sukkede.  – ”Undskyld… Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre? Jeg kan ikke klare det her pres. Det at folk ser mig som deres store leder og beskytter, samtidig med at de ikke ønsker jeg skal forlade slottet af frygt for jeg bliver taget af Atlantis hjerte igen. De frygter at det der skete før vil ske igen. At guderne vil sende os til vores fald igen. Jeg kan ikke klare det.” Tiffany satte sig ved sin venindes side.

- ”Af frygt for at du sender mig i fængsel, Nat, siger jeg alligevel det jeg har på hjertet… Lige siden vi kom til overfladen har du opført dig anderledes. Folket er begyndt at frygte dig. Du er ikke den stolte leder der blev vagt til at regere midlertidigt. Du er holdt op med at høre på os andre. Du er begyndt at opføre dig som en diva.” Natalie så op og Tiffany rettede sig. Hun var nød til at vække sin veninde igen. – ”Atlantis folk frygter at guderne har forbandet dig, men jeg ved at det bare er presset. Natalie, der er kun en måde det her kan ændres. Stop med at prøve på at være en prinsesse, vær dig selv. Det var derfor du klarede det så godt da du var Atlantis dronning. Du lod folk vide deres regent forstod dem. Du var god, ærlig og glad, og tog alle problemer med et smil. Jeg var imponeret over at du klarede dig, men nu ville jeg ønske du var blevet taget af hjertet da vi blev befriet fra jordens indre. Jeg kan ikke tåle at se dig falme på denne måde.” Tiffany tav og ventede på møgfaldet, men Natalie rejste sig og gik hen til sit spejl. Hun så ned af sig selv og fald grædende til gulvet. Hun kunne ikke en gang genkende sig selv. Hun huskede hvad hendes mor altid havde sagt… Du kan forandre din stil, din måde at være på, men i det øjeblik du ikke kan genkende dig selv og folk vender dig ryggen er du gået for langt. Det er ikke altid muligt at ændre det der er sket…

 

      Tiffany gik ud og mødte op med de andre i hallen.

- ”Jeg sagde det… Jeg ved ikke om det vækkede hende, men jeg er ikke blevet sendt ned endnu. Jeg er meget glad for at have kendt jer alle.” Sagde hun og Martin greb forfærdet fat i sin søsters veninde.

- ”Det må du ikke sige. Hvad så hvis min søster har tænkt sig at være en ond dronning, så har jeg magten til at sende hende ned. Jeg er trods alt stadig prins. Hvis hun ønsker at være alene så bliver hun alene i et koldt aflukket fangehul!” Han tav da det gik op for ham at Natalie stod på trappen. Hun stod i sin pæneste kjole og rettede sig. Hendes øjne var røde og hævede af tåre. Martin gik ind foran Tiffany der så nervøst, men strengt på sin veninde.

- ”Jeg kan høre I alle tænker det samme om mig. Jeg er ikke den pige jeg var engang. Jeg kan se det nu. Jeg har ikke handlet klogt, det kan jeg også se, men jeg vil ikke høre et ord mere. Jeg overgiver min status til Tiffany min bedste veninde og derved byder jeg alle farvel…” Hun gik standhaftigt ind mellem sine venner og ud mod torvet.

- ”Nej, det kan ikke passe. Hent Atlantico, han skal for alt i verden stoppe hende.” Beordrede Martin, de andre så forvirret på ham. – ”Se over byen, for pokker. Hun er ved at gi’ sig selv til Atlantis hjerte! Kun AB kan stoppe hende…” Nu gik det op for de andre at hjertet var begyndt at lyse rødt og det at Martin havde brugt Atlanticos kaldenavn betød ballade med voldsomme følger.

 

     Atlantico sad og halvsov da hans brødre kom løbende.

- ”Du må tale Natalie til fornuft. Hun er helt fra den…” Pustede Kanto og Atlantico lod dem ikke sige mere. Han sprang op og skyndte sig ud. Nu var det galt. Han havde haft på fornemmelsen at hjertet rørte på sig, men nu var det sikkert. Atlantico så forfærdet til da Natalie blev løftet fra jorden mod det klare lys fra Atlantis hjerte. Nu var det sket… Jorden rystede og vandet rørte uroligt på sig. Atlantico greb en styre krystal og kastede sig op på et af de flyvske vagtskibe. Han måtte tale til Natalie. Det ville sikkert ende med begges død, men han ville ikke lade Atlantis falde igen. I den korte tid de havde været ved overfladen havde Atlantianerne formået at genskabe noget af deres tabte storhed.

- ”Det er fuldkommen som sidste gang. Kongens hustru var blevet gal og hjertet tog hende. Hun var skyld i Atlantis undergang.” Sagde kong Galanto hvilket fik det til at løbe Atlantico koldt ned af ryggen. Han måtte standse Natalie nu. Maskinen følg op og Atlantico kastede sig ind i lyset hvor han greb fat i Natalie, der begyndte at sprælle af irritation.

- ”Hvor vover du! Slip mig Atlantico. Jeg har ikke gjort noget godt for jer siden vi kom op her! Jeg har forandret mig så meget at jeg ikke kan genkende mig selv. Jeg er ikke mig…” Det sidste blev opslugt at hendes tåre. Atlantico tog hende tæt ind til sig og lod hende græde.

- ”Natalie du er forandret, men ikke så meget at det ikke kan gøres om. Du fik hjælp fra venner og mine brødre, jeg ved hvad du gjorde for Atlantis mens vi var på sightseeing, ved overfladen. Du gav os nyt håb og nu er du ved at smadre det hele igen. Ved at overgive dig til hjertet sender du Atlantis under igen. Det var derfor det skete sidst. Dronningen, Glittaranas mor, overgav sig i vrede og fortvivlelse, præcis som du gør nu. Vi er alle dine venner og familie… Ingen bebrejder dig noget, Natalie. Du har den reneste sjæl jeg længe har kendt.” Atlantico tav da det gik op for ham at han havde givet slip i hende, men stadig svævede i lyset. Natalie så på ham med tåre i øjnene.

- ”Hvordan kan du stadig sige mig imod? Hvordan kan du blive ved med at dukke op tider som det her? Hvordan gør du det du gør? Jeg kan ikke læse dig eller forudsige dine næste træk? Hvem er du der hele tiden har været her og alligevel ikke…?”

- ”Jeg er mig, Atlantico Battelstar. Søn af Sakarias Battelstar… Forelsket i verdens mest tvetydige pige.” Natalie stivnede og Atlantico smilede flovt da det gik op for ham hvad han lige havde sagt.

– ”Lige siden jeg mødte dig, har jeg været ved din side som en vagt, men jeg er blevet mere og mere bevidst om hvem der gemte sig bag det lidt ulæselige ydre… En vidunderlig kvinde, der bare drømmer. En kvinde der vil være elsket… Natalie jeg har været forelsket i dig siden den dag vi fulgtes ad… du ved, det med din krop, dig som ånd og sådan. Vi fik snakket om nogle ting…” Natalie begyndte at le.

- ”Kan du stadig huske hvad jeg sagde? Hvad jeg så?” Atlantico så ned og nikkede flovt.

- ”Jeg kan huske alt fra den dag. Jeg ved godt hvad du så… Behøver det betyde noget…?” Spurgte han og nu var det Natalie der blev flov.

- ”Nej… Jeg troede bare ikke… Jeg mener du har ikke sådan vist den vildt store interesse i mig… Jeg mener…” Atlantico så op. Havde han ikke vist interesse? Han havde da givet vink… Nu han tænkte over det havde han måske lagt sine følelser til siden da Natalie var begyndt at opføre sig underligt…

- ”Du har ret, men du var så tvetydig! Det ene øjeblik forførte du mig, det næste river du halsen over på mig. Jeg var ikke sikker på om jeg turde… desuden er du min prinsesse og jeg er ingen… Jeg er ikke engang en militærmand som mine brødre, eller bonde som alle andre. Jeg er en ”nobody” i forhold til mange andre…” Natalie måtte give ham ret, men det kunne hun jo have gjort noget ved.

- ”Du er jo Atlantis helt. Det anses for at være højere end en konge. Hvis en konge Anses for at være en helt vil verden ligge for hans føder.” Lød det forsigtigt fra Glittarana der svævede lidt væk fra dem i det lette lys. – ”Havde Galanto ikke forklaret dig at du ville blive adelig gjort i det prinsessen kyssede dig. Altså erklærede sin kærlighed?” Atlantico erindrede lidt i forhold til den snak, men det havde jo været for flere år siden. Atlantico tog Natalies hænder og smilede.

- ”Undskyld jeg ikke har gjort noget for at vise hvad jeg følte. Jeg er virkelig ked af alt det jeg eventuelt har sagt i forbindelse med dine lette udbrud...” Natalie lagde en finger over Atlanticos mund så han tav.

- ”Mine lette udbrud. Så vidt jeg ved, har jeg været temmelig hård, men det var ikke for at være det… Jeg ønskede kun at du og jeg kunne snakke som vi gjorde da vi fulgtes ad på rejsen for at finde hjertet… Det er lidt tragikomisk at vi står her nu ikke? Jeg mener i hjertet på vej til alles undergang… og først nu fortæller hinanden hvad vi føler?” Atlantico nikkede og Natalie vendte sig mod Glittarana, der smilede varmt.

– ”Kære Glittarana, kan vi komme tilbage til jorden? Eller vil I underholdes lidt længere?” Glittarana lo og lyset forsvandt omkring Natalie og Atlantico der tog hinandens hænder. De stod bare og så på hinanden mens Atlantis torv sløret dukkede op omkring dem. Martin kom løbende og der lød et brag. Det havde været den maskine Atlantico havde brugt til at flyve op til Natalie der havde taget styrtet.

- ”Jeg troede den havde styrtet for længst? Og at I var nået her ned før jeg vendte tilbage? Hvad skal det her betyde?” Natalie smilede.

- ”Jeg troede ikke jeg behøvede at sige det. Tiden gik mere eller mindre i stå for os, Atlantico. Vi kunne have været der i flere uger uden at tiden havde gået så hurtigt.” Atlantico så på hende og derefter op mod hjertet.

- ”Hey, kan jeg ikke få et par minutter mere?” Sagde han og Natalie gav ham en lussing. – ”Av…” Udbrød han overrumplet og Natalie sukkede. Hun faldt ham om halsen og kyssede ham. Folket jublede og Martin lysnede op.

- ”Endelig tog du dig sammen, lillebror. Jeg er imponeret…” Sagde Kanto og gik i knæ. Atlantis folk fulgte hans eksempel og Atlantico langede armene om Natalie, der lænede sig ind mod hans bryst. Hvilken lykke, men nu kommer det værste Natalies forældre? Natalies mod faldt da det gik op for hende de ikke havde haft kontakt til dem i næsten fem år. Martin mødte hendes blik og vidste hvad hun tænkte. Hvordan skulle de forklare deres forældre at de havde været efterkommere af Atlantis Prinsesse? At Atlantico og hans brødre havde været efterkommere af Atlantis folk, og havde opsøgt Natalie for hun havde været den mest oplagte person i forhold til sikkerhed? At Natalie skulle forklare sig til verdenen virkede som det rene barnemad i forhold til det møgfald der ville komme fra hendes mor i det hun kontaktede dem.

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...