Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
356Visninger
AA

9. Folkefest

     - "Jeg kan ikke tro det. Vi er faktisk ved årets mest omtalte fest i år. Vores bys folkefest. Den bedste og mest berygtede i vores del af landet. Folk kommer fra de større byer bare for at være med. Det er bare så vildt…” Hvinede Tiffany og Natalie gav Atlanticos hånd et klem.

- ”Hey Martin! Hvordan skær den, gamle svinger… Jeg kan ikke tro du har givet os så glat et lag, kammerat. Hvordan kan det være du dukker op nu efter alle de år og så uden at give lyd? Det er da ikke for klogt vel…” Atlantico kunne ikke lide tonen Martins tidligere venner lagde for og nikkede til to vagter ikke så langt fra de fire. Martin greb fat i Atlantico og rystede på hovedet efter at have vinkede de to vagter på afstand igen.

- ”Hvis der sker noget AT, ved jeg godt hvordan man behandler de tre. Jeg har været deres gruppefører siden børnehaven… Lars hvilken glæde… Jeg kunne næsten ikke genkende dig. Hvad er du så blevet grebet af?” Svarede Martin og hans ven lagde armen over hans skuldre for at føre ham væk. Atlantico kunne bestemt ikke li' den ide at han ikke kunne holde øje med Martin. Han var jo Atlantis prins og mange ville ønske de privilegier det med bragte sig. Heldigvis overtalte Tiffany Natalie til at følge dem så Atlantico kunne følge Martin, dog blev selv hun overfaldet af gamle veninder og fjender.

- ”Hej Skatte tøs. Det er ellers længe siden, hva’. Jeg er vild med dit nye look skatter.” Timothy skolens bølle gled let og elegant forbi pigerne og lagde en tung arm over Natalies skuldre. – ”Kan I så se folkens… Jeg har endelig min pige ved min side igen. Jeg håber ikke du har savnet mig for meget…” Natalie skar tænder, men af en eller anden grund kunne Atlantico ikke komme hen til hende. – ”Åh du kigger måske efter din ven… Ham med det latterlige navn? Drenge før ham frem… Ser du han havde ikke taget højde for at far her havde trænet og derved havnede han i problemer…”

- ”Tim, slip dem og gå stille og roligt væk fra dem. Jeg har ikke lyst til at bruge vold over for nogen! Jeg svare ikke for følgerne Timothy!” Tim og de andre stivnede og bakkede pænt. – ”Tak og nu giver vi alle andre lidt plads ikke, så kommer der ikke flere problemer for nu af… ok!” Natalie genkendte stemmen men betjenten var ikke helt så bekendt som hun mente. – ”Hej jeg skylder dig tak for altid at have stået op for mig, Natalie. Det var dog rart at kunne gøre lidt til gengæld. Hanna kan jeg få lidt lægehjælp her. En er blevet slået ud…” Først nu gik det op for Natalie hvem den ranglede betjent var.

- ”Lasse er det dig? Jeg kan ikke tro mine egne øjne!” Lasse smilede og hjalp med at få Atlantico op at sidde.

- ”Sandt at sige så havde jeg altid ønsket at komme i uniform og hver gang Tim og hans drenge trynede mig så jeg mig selv spærre dem inde. Da din ven slog Tim ud den dag i Cafeteriet vidste jeg at jeg ikke behøvede at frygte dem mere. Jeg kom ud med top karakterer og kom hurtigt ind på politiskolen. Det var ikke så nemt, men nu er jeg her. Jeg og Hanna er et perfekt par da vi stort set begge har vigtige jobs og arbejder på nogen lunde samme tid. Når jeg arbejder gør hun også. Jeg ved ikke hvordan det kunne blive så perfekt. Tak elskede... Klare han sig?” Natalie smilede da hun så hvem Hanna var og Tiffany, der var dukket op ved synet af ballade, faldt Hanna om halsen.

- ”Wow, rolig nu venner. Jeg er også glad for at se jer… Bare rolig jeres ven er snart på benene. Jeg ser frem til at møde jer på en fridag. See you…” Så forsvandt Hanna igen lige så hurtigt hun var kommet og Natalie satte sig ned ved Atlantico for at tage hans hånd.

- ”Atlantico? Er du ok? Vær nu sød at komme til dig selv... Atlantico!?” Bad hun og sendte lette stød gennem hans hænder. Han satte sig op med et gisp og tog sig til nakken.

- ”Jeg brude have set den komme. Er du ok, Natalie? Svinet gjorde jer vel ikke noget?” Natalie rystede på hovedet og Lasse hjalp Atlantico hen til nogle borde, hvor de fik en pose is til Atlanticos nakke. – ”Hvem er du forresten?” Spurgte Atlantico Lasse, der smilede.

- ”Du kan ikke huske mig? Jeg er Lasse… den lille klovn du og Natalie hjalp i skolen. Jeg er den dreng Timothy altid gjorde nar af.” Atlantico målte Lasse med blikket og sukkede.

- ”Vold føre til vold. Jeg er færdig med at være sød ved den klovn. Hvor forsvandt han hen?” Natalie greb fat i Atlanticos skuldre og mødte bekymret hans blik. Han sukkede og slog blikket ned. Natalie behøvede ikke at sige noget da han godt vidste at hun aldrig ville have han kom til skade. – ”Jeg skal nok lade være, men du ved hvad der vil ske hvis jeg møder ham igen. Jeg er ikke den jeg var en gang." Natalie nikkede og sagde stadig ikke et ord. Lasse så forvirret fra den ene til den anden.

- ”Undskyld, men hvad var det for et sprog?” Natalie sank en klump. Da hun ville svare greb tre vagter ind.

- ”Deres højhed, vi er nød til at vende tilbage. Der er noget galt i Atlantis.” Natalie vendte sig desperat mod festpladsen og fandt sin bror i gang med et drikkespil. Hun bed irritationen i sig og skyndte sig hen til ham og hans venner.

- ”Så hvor mange er det nu…?” Spurgte han og de andre råbte ti. – ”Fint send ti mere hvis vores ven tør fortsætte.” Natalie skar tænder. Martin var allerede vendt tilbage i det gamle spor. Snyd og bedrag… Han mængede sig med de forkerte. Natalie stivnede da det gik op for hende at det var Timothy han drak imod. Nu var det personligt. Hun vidste godt det nok var en nødsituation i Atlantis, men hun kendte også til Martins drikke tærskel. Han kunne drikke tredive whisky uden at blive påvirket samtidig vidste hun at Tim let gik i gulvet, men det kunne jo have vendt. Hun krydsede fingre og undlod at sige noget. Tyve… femogtyve… otteogtyve… Natalie bed sig i læben.

- ”Kom nu, fald om Tim!” Bad hun lydløst og Martins blik så ud til at være knapt så stålfast. Han kunne snart ikke tage mere. – ”Kom nu Martin, du kan godt.” Hviskede hun og Martin tog nummer treogtredive. Hans udstråling var stadig den samme faste kamp, men Natalie vidste at Martin snart måtte sige stop hvis han skulle kunne klare det. Seksogtredive og Tim faldt sammen. Martin stoppede glas nummer syvogtredive og åndede lettet op. – ”Stadig god. Undskyld mig, men jeg er nødt til at gå. Min søster har brug for mig…” Martin gik uforhindret forbi Natalie og holdt sin ranke holdning til han kom uden for synsvinkel og knak sammen. – ”Jeg gør det aldrig mere, jeg ville bare give ham en lærestreg. Han kom brasende ind i teltet og blærede sig over at du var tilbage. Jeg kunne ikke døje ham… Undskyld…” Stønnede han og så forvirret op da Atlantico dukkede op let støttet af Lasse. – ”Hvad skal det betyde? Hvad er der sket med dig?” Atlantico lo.

- ”Timothy og hans bande slog ham ud. Er du ok, Atlantico?” Svarede Natalie. Hun kunne ikke udholde tanken at han endnu engang var kommet til skade på grund af hende. Det blev kun værre da han besvimede få minutter efter det Atlantiske skib var lettet.

- ”Er du sikker på at han er okay. Det virker ikke sådan…” Hviskede Martin og Natalie lagde en våd klud på Atlanticos pande.

- ”Jeg ved det ikke… Han forsikrede mig om det. Hanna sagde også at der intet var sket. Tim må alligevel have fået slået Atlantico hårde end først beregnet.” Svarede hun bekymret og rejste sig.

– ”Vi må hellere gå ud og finde ud af hvad det var der var så vigtigt. Jeg tror det har noget at gøre med vores lille smut tur her til…” Martin fulgte hende uden et ord mere.

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...