Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
361Visninger
AA

5. En chance til

      Natalie satte sig op med et gisp og så sig forvirret rundt. Hun sad i en pøl af vand, i en lille grotte. Hun kiggede ned af sig selv og smilede. Hun var i live. Atlantis hjerte havde givet hende en ny chance. Hun rejste sig og gik ud af hulen. Den lille engelske by hun havde set som spøgelse var lysnet op. Måske var det fordi hun var levende eller også fordi hun vidste Atlantis folk var fri, men en ting vidste hun byens folk ville løbe skrigende bort. Natalie gik ind i byen og folk så op.

- ”Kan det virkelig passe. Ellen, skynd dig her ud!” Brølede en herre og den lystige kroejer med evnen til at se de døde kom løbende ud af kroen. Den ældre kvinde stoppede brat og smilede da hun så Natalie.

- ”Vi havde ventet Dem før, Deres højhed! Kom, lad os få skiftet Deres tøj så I kan vende hjem til Atlantis!” Natalie takkede mange gange og fulgte Ellen ind i kroen. Samtidig i Atlantis var folket begyndt at vågne. Hjertet strålede over byen og lysnede alt op. Atlantico var stadig ikke ved bevidsthed og hans brødre var begyndt at blive bekymrede.

- ”Hvorfor vågner han ikke? Alt er jo overstået, ikke? Holdes han tilbage af hjertet?” Spurgte Kanto. Kongen rystede på hovedet.

- ”Jeres lillebror ønsker ikke at komme tilbage til os! Han mener hans mission er overstået så han kan følge sin veninde… Jeg kan se hvad han tænker… hvad han drømmer lige nu. Han har oplevet noget af et eventyr… Jeg troede ikke på at noget menneske kunne overvinde en gud. Jeg er virkelig imponeret!” I samme nu gik døren op og de tre brødre gik i knæ.

- ”Nej, jeg kan ikke holde ud at I tre også begynder på den slags! Vær sød at rejse jer.” Sagde Martin og de tre brødre rejste sig. – ”Hvordan ser det ud for vores helt?” Fortsatte Martin og gik hen til sengen hvor Atlantico stadig lå.

- ”Ikke for godt… Han vil ikke vågne. Jeg gad godt vide hvad der skete mellem ham og Prinsessen?” Sagde Kanto. Kongen så op.

- ”Er det prinsessen han føler han har svigtet? Er det prinsesse Natalie han ikke vil vågne for? Elsker han en prinsesse?” De tre brødre trak på skuldrene og kongen smilede. – ”Så det er sådan hun ser ud. Tja hun ligner os mere end Martin gør…” Martin skulede og rettede sin skjorte. Kongen rystede opgivende på hovedet og gik.

- ”Jeg kan ikke gøre det her! Jeg er ikke deres prins! Jeg er lykkejager! Jeg henter diamanter og juveler fra gravsteder og invadere de dødes fred! Jeg stjæler og sælger museumsgenstande. Jeg kan ikke være en prins! Jeg er skurken ikke helten!” Hvæsede Martin og Atlantico sparkede ud efter ham.

- ”Du fortjener det heller ikke, Martin! Du fortjener ikke en titel så ædel…” Atlantico satte sig op og tog sig til hovedet.

- ”Velkommen hjem lillebror! Hvordan ser det ud?” Spurgte Atlan og rettede sin jakke. Atlantico smilede. Kanto var blevet general, Atlan var oberst og Salanta var løjtnant, men hvad var han så selv? Menig? Det kunne da ikke passe at Atlantis helt skulle være den mindst beskattede mens tyven skulle være prins. Det kunne ikke være fair! Atlantico tog sig straks i at blive grebet af jalousien. Det var ikke rigtigt at føle sådan. Han var en kriger. Stolt af at have beskyttet Atlantis. Atlantico rejste sig og hans brødre rettede sig, som om han var deres overordnede. Han rystede opgivende på hovedet og vendte sig mod Martin der smilede.

- ”Jeg ved godt vi to har haft vores uoverensstemmelser, men jeg har tilgivet dig Atlantico. Kong Galanto vil gerne tale med dig! Følg mig!” Sagde han højtideligt og gik først gennem dørene. Atlantico var imponeret af hvor smukke gangene var.

- ”Jeg kan se at du endnu ikke har revet væggene ned for at få noget at sælge!” Med de ord blev Atlantico stoppet af spyd og Martin sukkede.

- ”Jeg er ikke længere den du mødte Atlantico. Natalie, fik det ændret ved at vise sig! Lad ham gå!” Spyddene blev fjernet og Atlantico sukkede.

- ”Undskyld jeg er ubehøvlet, men Martin er det ikke lidt overdrevet at du skulle have ændret holdning? Jeg mener bare… Natalie er død og vil umuligt kunne tilgive dig i forhold til… Hey!!!” Atlan havde givet Atlantico et hårdt puf i ryggen og givet ham et strængt blik.

- ”Var din tunge, Atlantico. Atlantianerne er meget mere loyale end vi havde troet. Hvis de har bevist de har kongeligt blod i årene er de kongelige. Dermed højt beskattet!” Hviskede han og Atlantico sukkede. Han fulgte med de andre i tavshed til en gigantisk dør. Martin bankede på, så det gav genlyd. Døren blev åbnet indefra og folk gik i knæ da Martin og hans følge gik op af gangen. Martin gik i knæ ved foden af en lille trappe og de tre brødre trak Atlantico ned. Den gamle mand fra torvet sad på det der skulle forstille en trone og vinkede dem frem.

- ”Nu er vores helt endelig vågnet! Vi har ventet længe på det. Mindst fire dage…” Atlantico så spørgende på kongen. Hvordan kunne den gamle konge svare på det han havde tænkt? Det havde nok bare været et heldigt gæt.

– ”Mit folk er meget spændte på at høre hvordan du fik Atlantis hjerte fra Poseidons tempel. Mange har prøvet men du min dreng, havde held med dig? Hvordan lykkedes det dig?” Atlantico tog en dyb indånding og begyndte at fortælle. Folk begyndte at le, da han var færdig og Atlantico fortrød det straks. – ”Ser man det. Vores helt er en rigtig helt! Bag en hver succesfuld mand er der en endnu stærkere kvinde. Jeg er imponeret over hvilket mod du udviste, min unge ven. Jeg ville gerne sende nogen for at hente prinsessen hjem, men jeg ønskede ikke at sende andre end helten selv, så vil du på tage dig denne opgave?” Det tog lidt tid før det gik op for Atlantico hvad det var kongen bad om.

- ”Med for lov, Deres majestæt, jeg vil…” Han tav og skævede til sine brødre der nikkede. – ”Jeg ønsker ikke at gøre det alene. Jeg vil bede om at mine brødre følger mig.” Kongen smilede og rejste sig.

- ”Jeg vil stille mine bedste mænd og mine bedste maskiner til missionen. Vi ønsker kun at vores prinsesse kommer her til. Død eller levende.” Atlantico bukkede og kongen gik ubesværet ned til ham. – ”Følg mig folkens…” Kongen førte Atlantico ud af det halvstore palads til torvet hvor der ventede tre utrolige maskiner der mindede om havvæsner. Atlantico var benovet. Disse maskiner var imponerende.

 

 

      - ”Land i sigte! Træk vingerne ud!” Råbte Kanto og Atlantico så imponeret på de store metalliske vinger der foldede sig ud. Svush… Den Atlantiske maskine brød vandoverfladen og hævede sig mod himlen. Den fløj let og elegant over stranden og skoven mens de to andre fulgte trop. Maskinen åbnede sig og blev til et luftskib, det vil sige havvæsnet var blevet til en fugl.

- ”Vildt!” Udbrød Martin stille og kiggede ud over kanten. – ”Der nede er landsbyen. Lad os lande på den store plads!” Metalfuglene drejede rundt og landede støt på torvet. Kroejeren Ellen kom styrtende ud og stoppede for foden af maskinerne.

- ”Du godeste, kunne I ikke have taget noget lidt mindre opsigtsvækkende! Udbrød hun og nejede for Martin. – ”Deres søster har ventet i tre dage! Hvordan kan I have taget så lang tid?” Martin så forvirret på Atlantico, der trak på skuldrene. – ”Lad dog være med at stå der! Skynd jer dog mennesker! Hvis I vil nå Prinsessen inden hun tager hjem. Hendes skib går om tre minutter! Hun tog af sted i morges herfra, for at nå skibet! Vil I have jeres prinsesse i sikker havn ville jeg skynde mig!” Atlantico sprang ned fra maskinen og bukkede for Ellen.

- ”Hvilken vej skal vi?” Ellen smilede og pegede mod nord.

- ”I skal tage mod nord til I når templet, derfra tager I mod øst altså mod solens stigning.” Svarede hun og Atlantico greb det reb der blev kastet ned.

- ”Tusind tak, Ellen, vi ønsker jer alt held frem over…” Ellen rystede på hovedet og de Atlantiske maskiner satte i luften. – ”Lad os tage mod øst til vi kommer til havet derfra følger vi kysten til vi når denne havn Ellen talte om. Jeg er ikke glad for ideen ved Poseidons tempel.” Sagde Atlantico og Kanto gav Atlantianerne ordren. Atlantico smilede for sig selv. Natalie var altså vågnet, så den gamle konge talte sandt. Den gamle konge havde taget Atlantico til side og fortalt at Glittarana havde fortalt ham Natalie var vendt tilbage til livet. At hvis Natalie kunne lide Atlantico på samme måde han kunne lide hende og at hun beviste det, ville han blive adlet på stedet af Martin. Martin og han var begge enig om at hun aldrig ville falde Atlantico om halsen i et kys eller noget af den art, hun ville nok snare rive halsen over på dem begge. Natten faldt på og de Atlantiske maskiner nåede havet.

- ”Hun er nok allerede på havet, Atlantico. Jeg tror ikke vi har særligt store chancer for at fange hende nu.” Hviskede Martin og Atlantico nikkede.

- ”Ved solopgang tager vi fortsat øst på. Hvert skib vi finder laver vi en let søgning uden at lave ravage og panik ikke mindst. Vi vil holde os skjulte under overfladen til vi finder hende derfra får vi at se hvad hun vælger…” Martin nikkede og de tre maskiner landede blidt på vandet.

 

      - ”Er alt i orden, frøken?” Spurgte en matros og Natalie nikkede.

- ”Ja, alt er i orden, min herre. Jeg kom bare til at mindes min forrige rejse. Mit skib kom ind i en voldsom storm. Jeg og en ven faldt over borde. Jeg er ikke så glad for at være til havs igen.” Matrosen smilede og hjalp Natalie op.

- ”Bare rolig frøken dette skib er sikret med alle mulige sikkerheds foranstaltninger. Der kan ikke ske noget slemt!” Natalie sank en klump og så mod den op stigende sol. Hun havde været på havet i en uge og af en eller anden grund var hun ikke glad ved tanken om at der ikke havde været en storm eller bare en ændring i vejret. Hun var skrækslagen for at dø igen, uden at se Martin og Tiffany igen. For ikke at forglemme hendes trofaste livvagt Atlantico. Han havde hele tiden været der siden han fandt ud af at hun var prinsesse af Atlantis og hjalp hende til at forstå sin pligt. Hun var vidst også faldet lidt for ham da de havde været sammen efter hendes død. Da hun havde sneget sig ned i kælderen til kroen den dag de var kommet til landsbyen i England havde hun følt sig enormt tiltrukket af at bade med ham. Han havde ikke set så værst ud. Hun smilede for sig selv og gik ud til rælingen. Måske ville han komme efter hende i et Atlantiansk fartøj og rive hende med sig. Natalie slog hurtigt den tanke ud af hovedet. Hvorfor ønskede hun at han skulle bortføre hende? Hvad var hendes lyster overhovedet? Hvordan kunne hun overhovedet komme ind på den slags tanker? Det lignede hende slet ikke! Natalie sukkede og gik lidt frem i skibet. Gæster der så ud til at have rigeligt med penge hyggede sig i liggestolene. En ung enlig herre greb pludseligt fat i Natalie.

- ”Hej, kunne du ikke tænke dig en drink?” Natalie rev sig løs.

- ”Ellers tak, jeg er ikke typen der drikker.” Svarede hun høfligt, men herren ville ikke lade hende gå.

- ”En vidunderlig kvinde som dig skulle ikke sige nej tak. Jeg mener jeg er den rigeste fyr her på skibet. Jeg ejer faktisk dette krydstogt!” Natalie følte sig overrumplet og utilpas ved situationen.

- ”Undskyld, men jeg tror at den unge dame sagde nej tak.” Sagde en matros og Natalie åndede lettet op da den påtrængende herre slap hende. Matrosen bukkede og forlod igen Natalie. Mandskabet overvågede altså skibet i ny og næ. Natalie følte sig lidt mere tryg ved den viden. Hun fortsatte og hjalp en ældre kvinde op, der faldt lige for an hende.

- ”Tusind tak, min kære. Det er ikke mange der vil hjælpe. Mandskabet hjælper kun jer unge og har for travlt til at se efter jer unge damer, der ser ud som disse fotomodeller.” Natalie smilede. – ”Vil du ikke have noget at drikke? Jeg giver gerne som tak for din hjælp.” Natalie takkede og de to gik tilbage til baren, hvor den ubehøvlede herre var blevet suppleret op med tre mere. De målte Natalie med blikket og gav hinanden sigende blikke, så det løb Natalie koldt ned af ryggen. – ”Dem skal du ikke bekymre dig om kære, de er ikke til fare for nogen. Jeg er sikker på der ikke er noget at frygte fra dette latterlige afskum.” Sagde kvinden. Natalie tog glad imod sit vand og drak roligt. Hun takkede mange gange og gik for at vende tilbage til sit rum. Hun ville helst ikke være til at beskue for de narhoveder. Hun havde dog ikke regnet med at de ville følge hende. De fire unge mænd omringede hende på side dækket før trappen ned til soverummene.

- ”Se her drenge, vi har vidst fundet os en fortabt juvel.” Sagde den ene og gik truende frem mod Natalie, der pludselig stod presset mod skibets metal væg.

- ”Hvis jeg var jer ville jeg ikke prøve mig… min kæreste er ikke typen der ser igennem fingre med den slags.” Prøvede hun, men de fire drenge smilede kun bredere.

- ”Jeg har set at du er alene, skat. Du kom ombrod alene og du har et ene værelse. Du er ikke sammen med nogen…”

- ”Undskyld mig, men jeg tror det er min kæreste I lægger an på!” Natalies hjerte gjorde et hop. Den stemme kunne kun tilhøre en person.

- ”Atlantico?” Udbrød hun og drengene spredte sig.

- ”Er du okay, Natalie?” Hun nikkede og gik hen til ham. Hun havde en lyst til at kysse ham, men hun holdt sig tilbage. Der var noget der sagde det ikke var tid til et kys eller en kærlighedserklæring på lige netop det tidspunkt. Atlantico rakte hende sin arm og førte hende ned af trappen. Derfra ind i skibets gange, hvor han stoppede foran hendes rum.

– ”Skynd dig at pakke dine ting Natalie. Din tip-tip-tip og så videre tip oldefar venter på at møde dig. Vores fartøj og din bror venter på os ved skibets agter.” Natalie lod sig det ikke sige to gange hun hentede sine små tasker og Atlantico tog imod dem. – ”Kom, følg mig.” Natalie fulgte glad og befriet Atlantico gennem gangene til de nåede til enden. Her bankede han tre gange på et maleri, der blev lettere sløret og afslørede en form for dør. – ”Hvor jeg dog elsker Atlantiansk teknologi.” Sagde Atlantico og kastede Natalies tasker ud i vandet. De landede på noget der viste sig at være et sløret skib. – ”Hvad siger du så? Skal vi?” Natalie tog imod hans frem strakt hånd og lod sig kaste ud mod skibet. Natalie blev grebet af fremmede hænder tæt forfulgt af Atlantico der smilede. – ”Nu kan vi tage hjem til Atlantis. Kanto, giv bud til de andre!” Natalie var overvældet og lettet over at de var dukket op.

- ”Jeg fatter ikke at I fandt mig! Troede du ikke at jeg lå i en kiste af is?” Atlantico nikkede og rystede på hovedet, hvilket gjorde Natalie endnu mere forvirret.

- ”Den gamle konge havde fået at vide fra sin dronning, at hjertet havde givet dig en chance til og der ved vidste vi det.” Natalie for sammen og vendte sig om. Det syn der mødte hende var ikke ventet og hun gled ind i et mørke… Havde hun virkelig set sin bror i prinseklæder?

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...