Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
366Visninger
AA

2. Dagbogen

     - ”Natalie, du kommer for sent!” Råbte hendes mor nedefra og Natalie sprang op. Klokken var næsten otte og hun skulle mødes med Tiffany fem minutter efter. Hun skyndte sig at gribe sit tøj og sin svømmetaske da de skulle have svømning i de første timer. Hun stoppede i døren og tog den mystiske bog fra skrivebordet. Måske hun fik svar denne gang. Hun greb de stykker ristet brød hendes mor havde lagt og sprang ud af døren. Hun løb næsten ind i Atlantico ved havelågen.

- ”Hov! Lad det ikke blive en vane! Det kunne have gjort ondt hvis det havde været nogle andre.” Sagde han og fortsatte. Natalie stod et øjeblik før det gik op for hende hvad der var sket. Hun begyndte at løbe for at indhente ham.

- ”Vent! Atlantico!” Han stoppede op og ventede på hende. – ”Hør, jeg ved godt vi kom lidt skævt ind på hinanden, men kunne du hjælpe mig med at opklare hvem denne bog tilhøre?” Atlantico smilede og tog den mystiske bog.

- ”Der er en skrøne om at den af atlantisk blod kan åbne den uoplukkelige lås. En pige af vore har kongeligt blod i sine årer… Den hvis hjerte er rent og blod er blåt, vil kunne åbne mig og afsløre mine hemmeligheder! Det er hvad der står…” Så rakte han igen bogen til Natalie, der var endnu mere forvirret end før.

 

     - ”Nat, er du okay?” Spurgte Tiffany da hun dukkede op ved svømmehallen nogle minutter efter.

- ”Ja, undskyld. Jeg sov over mig. Det var ikke med vilje.” Svarede hun og de skyndte sig ind for at skifte. Deres lærer var ikke kommet og drengene spillede altid op når pigerne kom.

- ”Hey, se der har vi vores havfrue. Hvad så, Natalie, skal vi se hvem der er hurtigst i dag?” Sagde Timothy og Natalie smilede.

- ”Tror du, du kan slå mig i mit element, landkrabbe?” Svarede hun og de andre lo. Timothy lynede, men nåede ikke at sige noget før deres lærer dukkede op.

- ”Tre i hver bane. Svøm et par baner derefter ser vi lidt på jer der vil konkurrere.” Tiffany var ikke så god til at svømme så Natalie var altid i samme bane for at kunne nå hende hvis noget skulle ske. Natalie var den bedste svømmer og deres lærer kunne ikke li at hun ville hjælpe Tiffany, men han stillede aldrig spørgsmål. Natalie var hurtigt igennem de første par baner og svømmede derfor et par til.

- ”Godt så vil jeg se jer alle på kanten. Tim jeg hørte du udfordrede Natalie før jeg kom så lad os begynde med jer.” Natalie smilede da drengene piftede. Da mødte hendes blik Atlanticos og hun følte pludselig frygt. Hun elskede at svømme, men nu hun stod på kanten klar til at springe var der et eller andet forkert ved vandet. Biiib… Starten lød og Natalie sprang. Hun ville ikke lade Tim vinde. Hun svømmede så hurtigt at hun selv blev overrasket. Tim var langt bagefter da hun pludselig blev trukket under. Hun hørte skrig fra de andre og forsøgte at komme op, men noget eller nogen holdt hende nede. Hun vendte sig og frygten spredte sig som en steppe brand. En skikkelse af en gammel mand med skæg holdt fast i hendes ben. Hun kunne ikke komme fri og luften forsvandt. Pludselig mærkede hun en tage fat i hende og trække hende op til overfladen. Hun troede først det var deres lærer, men da hun kom op så hun det var Atlantico. De andre stirrede som forstenede da Atlantico hjalp Natalie op på kanten.

- ”Tak.” Hostede hun og satte sig op. Det gav et jag i hendes fod og Atlantico greb hende.

- ”Sid stille, din fod er brækket.” Hviskede han i hendes øre og de andre vågnede op fra deres trance. Tiffany faldt på knæ ved siden af Natalie og så nervøst på hende. – ”Hun fik krampe, ikke andet.” Sagde Atlantico der var begyndt at massere Natalies ben. Et skrig undslap hendes mund, da et jag jog igennem hendes fod som et lyn.

- ”Hvad er det du gør! Er du ude på at brække hendes knogler!” Hvæsede Tiffany og Atlantico smilede.

- ”Nej, det er sådan vi behandler krampe hvor jeg kommer fra. Vi blødgør musklerne. Vil du have hjælp til at komme op at stå?” Natalie så forvirret på ham, men tog i mod hans fremstrakte hånd. Han var enormt stærk i forhold til sin muskelmasse, men det var ikke det der overraskede mest. Havde han ikke lige sagt hun havde brækket foden? Hun havde ikke ondt og hun kunne stå på sin fod. Natalie så nervøst på Atlantico der smilede. Tro på dine drømme… Lød hans ord fra hendes drøm. Tiffany hjalp Natalie ud i omklædningsrummet, hvor hun greb fat i Natalie.

- ”Hvad var det der skete? Du får aldrig krampe og du skriger ikke når du har ondt. Jeg har aldrig oplevet noget af denne slags før? Det ligner dig ikke.” Natalie gik ud for at tage sit bad.

- ”Jeg kan ikke forklare det, Tiff. Det var som om nogen trak mig ned. Jeg mente jeg så nogen i vandet. En skikkelse af en gammel mand der holdt fast i mine ben. Jeg skreg fordi et jag jog som et lyn gennem min brækkede fod. Jeg kan ikke forstå det… Hvordan kan nogen hele en brækket knogle så hurtigt?” Tiffany lagde bekymret en hånd på Natalies pande, men sagde ikke mere.

 

     - ”Natalie, hørte du overhovedet efter?” Natalie stivnede og vendte igen sin opmærksomhed mod sine veninder. – ”Nej det gjorde du ikke! Lige siden Atlantico redede dig fra at drukne har du været fraværende.” Natalie så flovt ned.

- ”Undskyld piger, men jeg har en underlig følelse af at jeg kender ham. Altså fra før han dukkede op her. Jeg kan ikke forklare det.” Svarede hun og Lasse skolens klovn væltede ind i bordet de sad ved.

- ”Okay narhoved, næste gang vil du være mere forsigtig.” Natalie sukkede og gik ind mellem Timothy og den stakkels Lasse.

- ”Tim, lad staklen være.” Sagde hun uinteresseret, men Tim ville spille med musklerne.

- ”Ser man det, er det ikke vores lille havfrue? Vil du gerne lege med de store landdyr?” Tim greb fat i Natalie, men i samme nu han skulle til at kysse hende greb Atlantico fat i hans hånd og vred den rundt så han slap Natalie.

- ”Arrrgg!!” Skreg Timothy og ville slå Atlantico, der brugte angrebets kræft til at svinge Tim rundt så han væltede ind i et bord, hvor han blev liggende. Atlantico vendte sig mod Natalie, der blev mere og mere nervøs. Hvem var han? Hvorfor var han der altid når hun havde problemer? Hvordan kunne han nå hende? Hvad var linket mellem ham og Natalie? Atlantico bukkede dybt for Natalie og gik tilbage hvor han var kommet.

- ”Wauw, han er utrolig? Lige siden du stødte ind i ham den dag Martin gav os de dagbøger, er han kommet dig til undsætning stort set hver gang. Det her var dog det mest utrolige jeg har ikke set nogen rykke så hurtigt. Måske er han en vampyr!” Udbrød Klara og Tiffany begyndte at le, men Natalie ville vide mere om ham. Nu var det ved at blive for skørt. De andre lagde tilsyneladende ikke mærke til det underlige lys der var begyndt at blusse let omkring Atlantico. Måske havde Klara ret, men Natalie ville undersøge det.

- ”Piger jeg tager til biblioteket, er nød til at klare tankerne.” De andre nikkede og fulgte efter hende. Folk fulgte dem med blikket og Natalie satte farten op. Hun brød sig ikke om den drejning det hele havde taget. Hun gik hen til bibliotekaren for at spørge efter en bog om Atlantianske eventyr. Der var heldigvis en der handlede om gamle skrøner og legender hvor bibliotekaren mente hun kunne finde noget. De andre sendte hinanden sigende blikke men sagde intet da Natalie satte sig for at læse den enorme bog. Det tog hende flere timer før hun fandt noget.

 

     Atlantis: Et forsvundet rige… Legender siger at Atlantis var så fremmet med teknologien at de kunne bruge maskiner til at flyve. Det siges at guderne blev skinsyge på Atlantianerne at de forbandede byen til at gå under. Nogle eventyr fortæller at deres prinsesse Glitterana blev grebet af guderne og spærret inde i den enorme diamant ”Atlantis Hjerte” der efter sigende skulle have beskyttet byen mod angreb og der ved sendt byen til bunds…

 

     Natalie greb sin taske og tog den mystiske bog frem. Denne bog ville muligvis afsløre alt om den verden bedstemor Gloria havde søgt. Alt om den dyrebare diamant der skulle have healende kræfter og gaven til evigt liv. Hun lagde den på bordet og de andre stirrede målløst på hende.

- ”Denne bog vil afsløre sine hemmeligheder for den af Atlantiansk afstamning?  Belinda, må jeg låne din passer?” Belinda overrakte nervøst sin passer til Natalie der jog spidsen af nålen ind i sin ene finger der straks begyndte at bløde. Hun lod tre dråber falde i låsen. Klik… Låsen sprang af og et tykt tæppe af spænding og skræk lagde sig over de fire veninder.

- ”Den af Atlantiansk blod? Natalie vil det her sige at du nedstammer fra det uddøde folk?” Hviskede June som var hun bange for at nogen skulle høre hende. Natalie greb bogen og lukkede den op på første side.

 

     Himmelen bliver mørkere og havene stiger. Den store vulkan der eftersigende skulle være sovende er begyndt at ryge. Vort folk frygter at tiden er ved at være over os. De mener vor konge har svigtet guderne, derfor de straffer vores by. Jeg kan ikke tale til vor konge, han mener at intet vil ske. Jeg vil derfor videre give min viden om vores kultur og historie til jer, mine efterkommere. Jeg prinsesse Glittarana og min prins vil forsøge at flygte, men jeg frygte for vort liv. Jeg vil overrække denne bog med min viden til min datter, Minuet, og hun vil videre give den til hendes børn.

 

     Natalie så op og forsøgte at sluge disse ord. Var Atlantico prins af Atlantis, men hvorfor åbnede han den så ikke? Hun lukkede bogen og løb ud for at finde ham. Han sad i biologilokalet og studerede til deres test dagen efter. Hun smed dagbogen på bordet og ventede på hans ord.

- ”Jeg kan se det lykkedes Dem at åbne bogen, Prinsesse.” Sagde han roligt men undlod at kigge på hende hvilket var endnu mere frustrerende.

- ”Atlantico, hvad vil det her betyde? Hun videre gav sin bog til sin datter der ville videre give den til hendes børn, så hvor kommer du ind i billedet!” Atlantico tog nervøst fat i bogen og slog op på første side.

- ”Jeg er ikke efterkommer af prinsessen, frøken Natalie. Jeg er efterkommer af Atlantico Battelstar. Kongens mest betroede general. Min forfader var med da skibet gik ned. Prinsesse Minuet blev redet som den eneste og ført til en familie her i vores verden. Bogen er blevet gemt til det første tegn på at historien var sand…” Han tav i nogle minutter for at lade Natalie sluge hans ord. – ”For få år tilbage begyndte min familie at lede, da vi følte guderne vågne. I Natalie, er sidste efterkommer af Atlantis kongelinje. I er prinsessen af Atlantis…” Natalie gispede og bakkede baglæns for at falde ned på en stol bag hende.

- ”Jeg kan ikke være en prinsesse. Jeg kan umuligt være kongelig. Jeg har aldrig hørt en så latterlig historie! Jeg er ikke den pige du mener…” Atlantico sukkede og lukkede bogen, for så at sætte låsen på igen. – ”Hvorfor gjorde du det, er du klar over hvilken viden vi kunne få ud af den bog!” Atlantico greb hendes hånd før hun kunne få fat i bogen.

- ”Jeg kender ikke til historien eller vores kultur, men jeg kender alt til vores evner og nu hvor Deres viden er vågnet vil De blive jagtet af ting De aldrig vil kunne forestille dig. Poseidon giver ikke op før han har Dem fanget i ”Hjertet”. Jeg vil ikke kunne beskytte Dem hver dag. Jeg har gjort en stor indsats siden episoden i hallen. Det var Atlantis gud der holdt dig under. Han ønsker at Atlantis storhed vil forblive glemt. Hvis ikke I tror mig vil I dø!” Så slap han Natalies hånd og gik med bogen. Natalie sprang op for at fange ham, men han var forsvundet. Hun mærkede vreden blusse op som et flammehav i sin krop.

- ”Nat, hvad sker?” Spurgte Tiffany og lagde en bekymret hånd på hendes skulder.

- ”Ikke andet end den nar til Atlantico tog bogen. Han mener jeg skulle være Atlantis frelser! Han mener at jeg er Prinsessen af Atlantis og at jeg er i overhængende fare!” Svarede hun spydigt. I samme nu dukkede Martin op.

– ”Nu man taler om fare og den slags!”

- ”Avtj, det lyder som om du har problemer med kæresten. Hør har I fundet noget spændende i de gamle dagbøger?” Sagde Martin spagt og en tanke slog Natalie.

- ”Ja, hvad med om du skaffer os et skib, derefter vil jeg fortælle dig hvor vi skal hen?” Martin slikkede sig om munden og rakte Natalie et stykke papir.

- ”Mød os her efter de afsluttende eksamener og du vil få dit livs oplevelse.” Sagde han og gik igen. Natalie skævede til Atlantico der pludseligt stod ved sit skab. Enten havde han hørt det eller også var han stadig overbeskyttende for hans blik var så ildevarslende, at det løb Natalie koldt ned af ryggen.

- ”Tiff, vil du med?” Tiffany jublede og greb Natalies hænder.

- ”Er du gal, vi skal på eventyr. Du ved du altid kan regne med mig hvad det angår. Jeg har altid ønsket at skulle ud og opleve verdenen. Hvad skal jeg have med?” Natalie sukkede og de to piger gik forbi Atlantico der greb fat i Natalie.

- ”I er for dum at gå lige i klørene på Ham. Han vil ikke hvile før han har den sidste. Jeg ved I har haft de samme drømme. Jeg ved I kender til ulykken! Jeg ved det for jeg var der!” Hvæsede han og Natalie rev sig løs.

- ”Vov på at tale til mig på den måde! Jeg er ikke den du tror, men hvis jeg er, vil jeg skaffe os hjertet igen! Du kan jo tage med hvis du er så bange for mit helbred, men jeg vil ikke høre et ord mere om fare fra guder eller andre af den slags ting!” Svarede hun og Atlantico slog blikket ned.

- ”Javel, Deres højhed!” Sagde han, næsten lydløst og sagde ikke et ord mere. Han lod dog ikke Natalie være ude af syne i ret lang tid af gangen, hvilket irriterede Natalie så meget at hun greb fat i ham få minutter før deres sidste eksamen.

- ”Jeg vil ikke se dig eller mærke dine øjne i min nakke! Jeg er træt af du ikke vil lade mig ude af syne mere end få sekunder af gangen eller når jeg går ind på pigetoilettet. Hold dig fra mig!” Atlantico stivnede og mødte hendes blik.

- ”Det kan jeg ikke… Min pligt er at beskytte dig og sikre mig at du ikke bliver taget af guderne. Jeg kan ikke svigte igen!” Han tav og slog hurtigt blikket ned. Natalie sank en klump.

- ”Svigte igen? Hvad mener du med det?” Spurgte hun, men Atlantico ville ikke svare. Hun nåede ikke at beordre ham til at svare før de blev kaldt ind til eksamen. Derefter kunne hun ikke finde Atlantico, men vidste at han holdt øje med hende. Tiffany var begyndt at tale om hendes rejseplaner i forhold til turen der ventede, så hun kunne heller ikke slippe væk.

   

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...