Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
359Visninger
AA

11. Bomben

     - ”Se hun er tilbage! Natalie!” Tiffany faldt sin veninde om halsen, men blev hurtigt revet væk af en af Timothys mænd.  -”Hold dig på afstand, bonde. Jeres hersker befaler at ingen lægger en hånd på hans ejendom. Alle der har indvendinger kan skrive en klage og sende den til Timothy Laksano, jeres nye herre.” Tiffany gispede og forsøgte at fange Natalies blik, men hun var fjern og tom. Atlantico og de andre kom ned af skibet efter. De bare på kasser og andet, som var de Natalies slaver. Martin stillede sig op foran Atlantico, der var ved at sætte en kasse og greb fat i ham.

- ”Du lovede mig at du kunne rede hende! Hvad er der sket, Atlantico!” Atlantico rev sig løs og skyndte sig op for at hente en ny kasse. Da skibet var tømt sprang det i luften og folk skreg.

- ”Jeg kan ikke sige noget, Martin. Jeg ved intet! Jeg ved kun at alle i Atlantis har fået en ny herre og at denne herre ikke ønsker at vi kan tage fra øen. Vi er nu alle fanger i vores egen by. Jeg kan ikke komme til at tale med Natalie og der er ingen kontakt. Jeg var så heldig at fange hende da jeg under min rengøring næsten stødte ind i hende. Hun var skrækslagen over et eller andet og sagde derfor intet til mig. Hun mødte mit blik! Hun græd uden at vise tårer. Jeg tror at Timothy har gjort hende noget… Jeg kan ikke se hende sådan her!” Atlantico satte sig på en kasse og så fortvivlet på de brændende rester af skibet. – ”Jeg vil forsøge at komme ind til hende i nat, det bliver bare ikke nemt med den latterlige Livvagt!” Martin nikkede. Natten faldt hurtigt på og Atlantico begyndte at kravle muren. Tiffany havde fået lov til at holde altandøren åben i Natalies værelse og havde kommet sovemiddel i vagtens mad. Han sov tungt og ville ikke kunne forstyrre under Atlanticos møde med Natalie. Hun sad ved det lille bord og så sig i spejlet.

- ”Er jeg virkelig så langt ude?” Atlantico stivnede og holdt sig i skjul for gardinet. – ”Hvordan kunne det gå så vidt! Jeg er ikke mig… Glittarana? Hvad gør jeg! Hvis Timothy får som han vil have det vil Atlantis forfalde, hvis jeg ikke gør, vil…” Natalie tav og rejste sig. – ”Jeg ved du er der! Jeg vil ikke se dig! Forsvind Atlantico!” Sagde hun hårdt, men hendes stemme afslørede andet.

- ”Vi ved begge at jeg kender dig bedre end det, Natalie. Jeg ved når der er noget galt og det her er ikke ok! Vagten sover og jeg ved Glittarana er her! Jeg vil ikke gøre dig noget, bare have at vide hvad der sker!” Natalie brast i gråd og smed sig på sengen. Hun kunne ikke fortælle ham noget. Hun var i ed og efter hvad Timothy havde gjort ved hende den forgangne uge kunne hun ikke se Atlantico i øjnene. Hun elskede ham for højt. Atlantico satte sig på sengen og begyndte at kærtegne Natalies hård, mens Glittarana lydløst trak sig tilbage i skyggerne. – ”Jeg vil ikke vide hvad der er sket mellem dig og Tim, men hvilken situation ligger Atlantis i? Hvad har han gjort der fik dig til at tage hans parti?” Natalie satte sig op.

- ”Han har en bombe der er stor nok til at udslette vores hjem. Han… skal bare trykke på en knap. Hvis han har den mindste mistanke om at jeg ikke opfylder hans lov, vil han dræbe alle. Han vil springe øen… Jeg kan ikke lade det ske. Jeg er fanget i løvens hule, og han æder mig lidt dag efter dag. Jeg…” Atlantico smilede og lagde armene om hende.

- ”Bare rolig, Natalie. Vi finder den bombe… Jeg vil få alle til at lede med det samme…” Natalie greb panisk fat i ham da han ville gå.

- ”Du må ikke forlade mig. Jeg kan ikke håndtere at miste dig også… Jeg vil ikke miste den sidste del af min sjæl. Vil du ikke nok blive her?” Atlantico nikkede og Natalie lagde sit hoved på hans bryst.

- ”Jeg vil aldrig forlade dig, Natalie. Du ved at jeg elsker dig… Du er alt jeg kunne ønske mig. Jeg vil ikke lade der ske dig noget…” Natalie mødte Atlanticos blik. Hun følte sig igen tryg og varm. Hun ville ikke tage sig i at vise sine følelser længere. Hun kyssede ham og han stoppede hende ikke.

 

- ”Hvordan kan jeg være sikker på at du ikke har været med andre, kære Natalie? Jeg mindes ikke at det skulle være så længe siden at din vagt fangede din elsker! Jeg tror også at jeg har sagt hvad der ville ske hvis det fortsatte!” Natalie greb panisk fat i Timothy.

- ”Tim, jeg forsikre dig om at Atlantico ikke var med mig. Han var min ven og beskytter længe før dine mænd kom ind i billedet. Han sikrede sig bare at de gjorde sit job og så vidt jeg husker var det ham og ikke dine mænd der rede mig fra at drukne! Dine mænd havde alt for travlt med at kigge efter piger end at udføre deres herres ordre. Det er dem du burde straffe ikke mig! Jeg har allerede lidt mere end rigeligt og med hensyn til mit barn er der kun en der kan være far! Atlantico ved at han ingen chance har for at ændre noget af det der er sket. Han udfører bare sin pligt som rådgiver, præcis som han blev valgt til af den gamle konge! Timothy, hvis det du føler er en lille smule ægte vil du tro mig. Jeg giver dig mit ord som prinsesse… og din hustru!” Timothy smilede og gik rundt om Natalie som en rovfugl der udvalgte sit bytte.

- ”Så du siger at det er mit barn? At jeg kan stole på at du ikke lyver for mig for at rede dit folk?” Natalie nikkede og Timothy knipsede med fingrene. – ”Jeg stoler på dig Natalie, det er bare det at jeg har hørt at dine venner er begyndt at lede i katakomberne. De siger at der findes dyrebare juveler, men jeg er ikke helt sikker på den. Jeg tror de er begyndt at lede efter en hvis bombe, men de kunne da umuligt vide noget om den…?” Natalie sank en klump og skævede til Timothys mænd der sleske smilede til deres herre. Den ene af dem viftede lykkeligt og uforsigtigt med detonatoren. Natalie var uden ord, da det bankede på døren.

- ”Deres højhed, vi fandt den!” Natalie stivnede og havde nær fået et chok da Atlantico kom ind. I hånden havde han en blå juvel. Timothy greb juvelen der var på størrelse med en knytnæve.

- ”Hvor fandt I den?” Spurgte Timothy hårdt.

- ”I Katakomberne, min herre! Vores kender har aldrig før set en sådan juvel. Jeg ved ikke hvor man ellers kan få den vurderet?” Atlantico smilede da Timothy vendte ryggen for bedre at kunne se juvelen.

- ”Vi tager den med til fastlandet. Vent med at fortsætte der nede til jeg finder ud af om den er noget værd. Jeg forventer at der ikke bliver noget vrøvl med vores aftale, Natalie! Så længe du holder din del holder jeg min! BattleStar! Jeg forventer at du forstår hvor din plads er i dette forhold! Du kan fortsætte som rådgiver og beskytter så længe jeg ikke høre om flere udflugter eller andre tiltag!” Atlantico bukkede dybt og gik, tæt for fulgt af Timothy og hans mænd. Natalie stod nu alene tilbage i værelset og faldt om på sengen, hvor mørket tog hende. Hun havde redet situationen igen takket være Atlantico. Han vidste godt at Timothy ikke var far til Natalies barn, men af sikkerheds grunde sagde han intet til Natalie. Han kunne ikke bære at skulle side i hullet igen. Det sidste besøg havde ikke været behageligt.

- ”Hvordan gik det? Fik vi tilladelse til at fortsætte?” Spurgte Atlan. Atlantico trak på skuldrene.

- ”Vi får måske lov når Tim finder ud af at det er en uvurderlig juvel som kun findes i Atlantiansk jord. I det vi får lov skal vi søge over alt, på et tidspunkt støder vi nok på en bombe eller noget der ligner. Vi skal selvfølgelig lige advare graverne om mulighederne så de ikke ved et uheld giver den et gok. Lige nu må vi bare beskytte Natalie for alt i verden, det barn hun bære kan med lidt held rede os ud af denne suppedas. Jeg har tiltro til en ny og forbedret BattleStar.” Hviskede Atlantico og Atlan gav sin lillebror et venligt klap på skulderen.

- ”Bare rolig, AT. Vi vil beskytte vores Nivøse til sidste dråbe blod har forladt vores åre. Du behøver ikke bekymre dig over at det fugleskræmsel til Timothy vinder en BattleStars loyalitet, uden kamp til det sidste. Der skal intet ske vores kommende prins/prinsesse noget. Det kommer aldrig på tale!” Forsikrede Atlan og Martin kom hen til dem.

- ”Hvordan ser det ud med vores prinsesse? Hvordan har hun det? Jeg får ikke lov til at se min søster mere! Hvad er det den nar frygter jeg gør! Dræber hende for at vælte ham? Eller tror han at vi vil planlægge at begå myrderi?” Atlantico tog sig i at le.

- ”Hun er efter omstændighederne i god behold, men jeg vil ikke sige for meget. Det bliver svære og svære at tale med hende. Jeg kunne kun lige komme der op nu på grund af vores fund.” Martin lagde hovedet let på skrå, men undlod at sige mere.

- ”Han ved det! Du skal prøve at holde dine følelser under kontrol, Atlantico. Din vrede og irritation stråler ud af dig! Når nogen spørger dig om Natalie bliver du anspændt. Det er kun blevet værre. Det er ikke sundt at være så bekymret!” Sagde Kanto, der var dukket op. Han passede ikke i de snavsede huler med hans funklende uniform, men det var jo en god ting at tage sig godt ud som general af Atlantis Hær. Atlantico sukkede.

- ”Jeg ved det, men alt det her sker fordi jeg ikke var forsigtig nok. Jeg kunne have redet hende, hvis ikke jeg havde været for langsom! Jeg kunne jo bare have taget chancen da den bød sig!” Atlanticos brødre rystede på hovedet, men sagde ham ikke i mod.

 

     Tiden kom og Natalie fik en søn og en datter, i mellemtiden var Atlantico blevet taget i et forsøg på at føre Natalie væk fra øen og dermed endt i fangehullet. Natalie blev samtidig låst fast med en lænke til værelset, hvor hun kunne gå rundt i hele rummet og balkonen, men heller ikke et skridt til. Her måtte hun være fanget resten af sit liv. Hendes børn blev revet fra hende et år efter fødslen, så hun kunne kun håbe på at skæbnen gav hende mulighed for at se dem igen. Atlanticos brødre gik under jorden og forsvandt uden livstegn. De handlede i smug og planlagde hvordan de kunne vælte Timothy og rede de andre før Atlantis forsvandt fra historien. Martin holdt sig på slottet og forsøgte at hente informationer de senere kunne bruge mod Timothy, mens Tiffany måtte flygte for ikke at ende op som Natalie. Hun forsvandt også uden livstegn.

   

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...