Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
357Visninger
AA

1. Begyndelsen

- ”Gloria, vi må ud! Hulen vil styrte!”

- ”Jeg er så tæt på. Jeg kan mærke den...” Jeg slog hakken mod vægen en gang til og da faldt den ud i min hånd. – ”Jeg fandt den, drenge. Jeg har hjertet!” Jeg lagde hjertet i min lille pose og begyndte at løbe med de andre…

 

- ”Hvad skete der så, bedstemor?” Natalie så spændt på sin bedstemor da hun fortalte.

- ”Hvis du vil tro på de latterlige skrøner, Natalie. Vær min gæst, men jeg vil være realistisk. Atlantis og den gigantiske diamant, de kalder ”hjertet” er fiktion. Ikke andet end latterlige historier.” Natalies tvillingebror Martin hadede bedstemor Glorias historier, men det var ligegyldigt. Natalie holdt af at høre om hendes eventyr.

- ”Bare fordi du ikke tror på mine historier, min unge ven… betyder det ikke at de ikke er sande. Jeg var der… Mine venner og jeg var i templet. Poseidon kaldte sin vrede, mine venner måtte lade livet, men jeg overlevede.” Martin rejste sig og stormede ud. Gloria lo.

- ”Bedstemor, hvad skete der med hjertet?” Spurgte Natalie og Gloria vinkede hende tættere på.

- ”Jeg Begravede det et sted hvor Simon og de andre kunne passe på det. Hvor det var sikkert…” Hun hviskede noget til Natalie og lænede sig tilbage i sin stol. – ”Nu kender du selv vejen til templet.”

 

      - ”Natalie vågn op!” BONK! Tiffany bankede sin bog ned i et bord og Natalie satte sig op med et sæt. – ”Det er sidste gang jeg dækker over dig!” Hvæsede hun vredt og begyndte at gå.

- ”Tiff vent!” Natalie skyndte sig efter og indhentede hende i gården. ”Tiffany! Undskyld, det er bare den drøm… Jeg står i stævnen på et skib. Så dukker bedstemor Gloria op og peger mod horisonten. Jeg gad godt vide hvad hun prøver at fortælle mig…?” Tiffany sukkede.

- ”Der er ingen grund til at undskylde, men jeg er træt af at…” I samme nu hørte de to piger nogen kalde på dem.

- ”Åh nej. Nu kommer lykkejægerne!” Sukkede Natalie og vendte sig mod Martin og hans venner. – ”Hvad vil du?”

- ”Hvad er det for en velkomst?” Spurgte Martin trist og smilede. – ”Natalie, jeg ved godt at jeg ikke er den bror du så inderligt ønsker, men jeg har et tilbud.” Han fremdrog nogle gamle lasede bøger. – ”Det her er bedstemors gamle dagbøger. Måske du kunne finde noget interessant i dem.” Han overrakte dem til Natalie og skyndte sig videre. Natalie fnøs og drejede bøgerne i sin hånd. Det var som om de kaldte på hende.

- ”Måske kan vi læse lidt i dem, det ville nok ikke skade?” Natalie og Tiffany skyndte sig hen til deres frokost sted under det store træ i gården og satte sig for at læse.

 

     Første dag til søs og vi er alle ved godt humør. Til England vi skal. Det er der man hører om at Poseidon, havets gud, har skjult Atlantis hjerte, en stor diamant med enorme kræfter. Simon og jeg er spændte på om vi har heldet med os. Kaptajnen hedder Tim og er lidt af en vågehals. Han fortæller om alle sine eventyr og den slags… Ikke fordi jeg ikke er tryg, men der er noget over hans mandskab jeg ikke kan li. Da jeg for talte det til Simon lagde han sin arm over mine skuldre og smilede. – ”Der er ingen grund til bekymring, Glo. De er de fineste sømænd man kan hente.” Forsikrede han mig om, jeg håber bare han har ret…

 

Dag 100.

Vi er endelig nået frem til templet. Nu er det bare at grave. Tim har sagt at det ikke er smart at fortsætte da man siger guderne straffer hårdt. Han fortalte mig om nogle der havde forsøgt at skaffe ”Hjertet” før os, men de lå nu i murbrokkerne. Jeg havde smilet og forklaret ham at jeg ikke ville lade mig skræmme. – ”Der er al mulig grund til at fortsætte og hvis jeg skal begraves under murbrokker vil jeg hellere end gerne dø her. Hvis I mener at det er for farligt kan I jo tage hjem.” Havde jeg sagt og Tim lukkede sin mund…

 

Dag 110.

Jeg er så tæt på. Jeg kan mærke stenens kræft. Fælderne har taget mange fra mandskabet og Tim bliver mere og mere urolig, men jeg giver ikke op endnu. Jeg er så tæt på at jeg kan høre den kalde. I morgen vil jeg tage ned i brønden og se om den er der. Jeg kunne se et underligt svagt lys da jeg kiggede ned. Tim mener at vi er nået for langt. Han siger han kan mærke havet røre på sig. Han mener hvis jeg går i brønden vil vi vække Poseidons vrede for alvor. Simon var blevet så sur at han havde slået Tim. Det var ikke nemt at stoppe de to stridende mænd igen.


 

Natalie stivnede og så på Tiffany, der var hvid i ansigtet.

- ”Hvad mon der så skete? Der er ikke flere sider. Den stopper brat?” Hviskede hun som om hun var bange for at nogen skulle høre hende. Natalie begyndte at lede bøgerne igennem igen, men der stod ikke mere. I samme nu ringede klokken og de to piger for sammen. De skyndte sig at samle bøgerne og begyndte at løbe. Da de nåede ind stødte Natalie ind i en dreng og tabte alle bøgerne. – ”Undskyld, det var ikke min mening.” Begyndte hun, men tav da deres blikke mødtes. Det var den mystiske dreng der var tilflyttet byen få måneder før. Han hed vidst Atlantico, hvad det så end betød.

- ”Det gør ikke noget vi har vidst alle lidt travlt. Vær så god, det er vidst jeres.” Han hjalp Natalie op og rakte hende bøgerne. – ”Vi ses måske igen.” Så gik han og Natalie vågnede op af sin trance. Hvad var det der lige var sket? Noget havde slået klik i hende. Normalt brokkede hun sig over den slags. Tiffany stirrede undrende på hende.

- ”Nat, er du okay? Normalt river du hovedet af folk når du støder ind i dem?” Spurgte hun og Natalie vendte sig mod hende.

- ”Jeg ved ikke hvad det var, Tiffany. Jeg kunne bare ikke råbe. Det første der faldt mig ind var undskyld…?” Svarede hun forvirret og skyndte sig til time.

 

     Dagene efter blev endnu mere mærkelige. Natalie og Tiffany kom ud for de mærkeligste ting. Så som naboens hund, der altid angreb folk og bed og snerrede, lagde sig for Natalies fødder. Julie der altid mobbede dem der ikke havde stil eller penge, bakkede væk fra toiletdøren da de ville ind. Skolens bølle kom med blomster til Natalie og bakkede bukkende. Alle opførte sig som om Natalie var af adeligt blod. Så var der også den underlige dagbog af bedstemor Gloria der ikke ville åbnes. Den virkede meget nyere men alligevel ældre end de andre. Natalie mente heller ikke at have set den da hun og Tiffany havde siddet og læst de andre. Tiffany mente at den indeholdt de sidste oplysninger fra hulen, så de ville lede efter en nøgle i de gamle kasser Natalies mor havde lagt på loftet, efter bedstemor Glorias død. Men efter flere dage uden held gav de op. Natalie sad og drejede den mystiske bog da hendes mor kom ind i køkkenet.

- ”Sikke en sød dagbog, hvornår fik du den?” Spurgte Natalies mor og Natalie for sammen.

- ”Det er ikke min… det er bedstemors, men jeg har ikke kunnet finde en nøgle. Jeg kiggede alle kasser, kurve og poser vi havde fra bedstemor, men uden held.” Natalies mor begyndte at le.

- ”Din bedstemor kunne godt li logbøger, men den der er ikke hendes. Det er ikke hendes stil at lægge lås på. Hun hadede ikke at kunne læse sine bøger og kunne bestemt ikke li at din tante begyndte at låse sine dagbøger. Hun smed alle låse ud af vinduet eller lirkede dem så de ikke kunne bruges.” Natalie forstod det ikke. Da hun havde set den mystiske bog havde hun spurgt Atlantico om det var hans, men han mente at hun var skør. Drenge har ikke den slags glimmer og krimskrams. Havde han sagt.

- ”Kender du nogen der kan hjælpe mig?” Spurgte Natalie sin mor, men heller ikke Natalies mor kunne hjælpe. Natalie gik op på sit værelse og lukkede døren. Natten var ved at falde på og klokken var mange. Natalie smed sig på sengen og faldt i en urolig søvn.

 

     Skibet var på vej ind i tågens dis og Natalie stod i stævnen. Bedstemor Gloria dukkede op og pegede mod tågen. Skibet knagede faretruende da det gled gennem den tykke tåge. Pludselig rejste to enorme hænder sig fra havet og greb fat i skibet. Natalies bedstemor blev fanget af vandet, men nu var det ikke Gloria. Nu var det en meget smuk kvinde med langt hvidt hår, hendes øjne mødtes med Natalies og Natalie sprang frem for at gribe fat i kvindens hånd.

- ”Nej, du må flygte. Det er mig de er efter. Tag bogen og flygt min datter. Lev dit liv, min Minuet…” Natalie blev revet tilbage af en mand.

- ”Glittarana, NEJ!” Mandens skrig druknede i bølgernes brusen da de store hænder trak den smukke kvinde ned i dybet. Regnen var begyndt at falde og tågen var lettet. Natalie så sig omkring og der, i blandt de utydelige skikkelser stod Atlantico med den mystiske bog mod sit bryst.

- ”Du skal tro på historien. Tro på dine drømme… Da vil sandheden vise dig vej!” Sagde han og Natalie rev sig løs af den fremmedes hænder. Hun begyndte at løbe mod Atlantico, men hun kunne ikke nå ham. – ”Jeg kan kun hjælpe dig når du vågner, prinsesse. Åben bogen…”

 

     Natalie satte sig op med et skrig og bemærkede at hun var våd af sved. Hun så forvirret rundt i det mørke rum mens hendes åndedræt blev roligere. Hvad var der sket? Hvem havde den smukke kvinde været? Natalie gik hen til sit skrivebord og tog den mystiske bog frem. Hun lod hånden glide over de mystiske tegn og sukkede. Hvad betyder alt det her? Natalie lagde bogen igen og gik hen i sin seng for at sove de sidste timer.

   

   

   

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...