Atlantis hjerte

Denne historie handler om pigen, Natalie, der finder en mystisk dagbog. Kun den af kongeligt Atlantiansk blod vil kunne åbne låsen til denne mystiske dagbog. Da hun finder ud af at hun er en længe forsvunden prinsesse af Atlantis, begynder et vidunderligt eventyr, som hun sammen med sin bror, en noget beskidt lykkejager, hendes bedste veninde og 4 Atlantianske brødre, der er sendt for at finde den forsvundne prinsesse, drager ud på. De oplever på dette eventyr mange fare, de kun kan over komme sammen.

4Likes
1Kommentarer
362Visninger
AA

4. Atlantis Hjerte

     Atlantico vågnede med et sæt og missede med øjnene. Han lå på en fremmet sandstrand. Bølgerne slog dovent mod kanten af sandet og så bestemt ikke ud til lige at have været i oprør. Atlantico fik straks øje på Natalies krop og skyndte sig hen til den. Han kunne ikke tro det havde lykkedes ham at trække hende med, men hun var bleg og kold. Hendes krop var tom.

- ”Tænk at du virkelig holdt til at føre mig her til. Du er uvirkelig!” Atlantico for sammen og stirrede på den lysende sjæl foran sig. - ”Hvorfor holdt du ved? Hvad tror du, du kan gøre for mig nu?” Atlantico rejste sig og stirrede forvirret på Natalies døde krop og den lyse gennemsigtige person der stod foran sig.

- ”Jeg ved ikke… Jeg kunne bare ikke tro jeg… Hvordan kan det her overhovedet lade sig gøre? Hvordan kan du være her?” Spurgte han og Natalie trak på skuldrene.

- ”Da jeg gled fra min krop blev jeg grebet af Poseidon, men da du kaldte på ham måtte han slippe. En gud bør adlyde sit navn, der ved kunne jeg flygte jeg holdt mig ved din side… faktisk kunne jeg få dig hertil.” Natalie smilede og Atlantico rakte nervøst ud efter hende, men hans hånd gik igennem. Natalie lo. - ”Undskyld, jeg er ikke virkelig. Så længe jeg ikke er i den,” hun nikkede let til sin livløse krop, ”er du den eneste der kan se og høre mig.” Svarede hun og Atlantico satte sig tænksomt på en sten.

- ”Ok, ved du hvor vi kan finde ”Atlantis hjerte”?” Natalie nikkede og Atlantico hankede op i liget for at smide det over ryggen. - ”Så vis vej, prinsesse.” Natalie lo og begyndte at føre Atlantico mod skoven i kanten af stranden. Atlantico ville ikke slippe Natalies krop, som om det var det eneste der holdt hende hos ham. Hun havde ellers fortalt ham at det var ligegyldigt da hun følte sig bundet til hans skygge. De kom til en lille by og Atlantico bankede på døren til kroen.

- ”Kan jeg hjælpe?” Spurgte kroejeren og gispede da hun så Natalies krop.

- ”Du milde, skynd jer ind. Jeg sender straks bud efter lægen.” Atlantico smilede.

- ”England? Er det her du førte os til?” Spurgte han og Natalie nikkede.

- ”Behøves ikke frue, min veninde er afgået ved døden. Jeg har lovet hende at føre hende til sin familie her i landet. Jeg håbede at der var nogen her der kendte hende.” Kroejeren lagde telefonen og så beklagende på ham.

- ”Hvilken gentleman. Jeg har desværre aldrig set den unge dame. Bliv endelig natten over, jeg vil sørge for at hun bliver lagt i en seng så folk kan komme og se hende. Måske er der nogen i vores landsby der kender hende. LUCIFER!” En dreng kom springende ned fra etagerne ovenpå og bukkede for Atlantico.

- ”Skaf os en madras og læg den ved der over. Derefter giv bud i byen om at vores veninde søger sin familie!” Drengen forsvandt, men dukkede hurtigt op igen med en tyk madras der blev lagt på et par borde nær ildstedet, belagt med tre puder og et hvidt tæppe. - ”Jeg vil skaffe hende en værdig kjole og Dem et varmt bad, min herre. Du må virkelig have holdt af hende.” Atlantico ville ikke svare da Natalie ville kunne høre hvad han følte. Natalie smilede og satte sig på gyngestolen ved ildstedet.

- ”Var det virkelig den bedste historie du kunne finde på? Jeg lovede min veninde at finde hendes familie? Helt ærligt!” Atlantico smilede.

- ”Det fik os da ind! Jeg tror jeg lægger dig lidt, min kære, så jeg ikke får hold i min ryg!” Natalie rystede opgivende på hovedet og begyndte at vugge let i stolen, der knirkede i takt. Kroejeren kiggede nervøst på stolen, der straks holdt op med at gynge. Natalie så flovt ned og rejste sig.

- ”Undskyld. Det var ikke min mening at skræmme hende.” Hviskede hun flovt og bakkede.

- ”Jeg mente bestemt jeg så min gamle gyngestol vippe? Det har den ikke gjort siden en gruppe af arkæologer kom forbi for mange år tilbage. En kvinde på omkring de tyve satte sig i den og begyndte at vugge. Hun fortalte de mest utrolige historier om forsvundne riger og enorme diamanter. Hun sagde at hvis det ikke lykkedes dem at finde det de ledte efter, ville den stol vippe i det øjeblik Atlantis prinsesse vendte hjem.” Atlantico stivnede og havde nær tabt Natalie på gulvet. – ”Undskyld, det er latterlige historier fra en gammel kvinde. Jeg ønsker ikke lade Dem vente. Der er et bad i kælderen, I kan bare lade den unge dame blive her og gå ned for at blive ren.” Atlantico var ikke glad for at lade Natalie blive tilbage, men hun vinkede bare til ham og han gik ned for at bade. Det var rart at komme ned i det varme vand.

- ”Du ser da ud til at være menneskelig. En rigtig mand.” Atlantico stivnede.

- ”Hvad laver du her! Har du ikke noget imod at invadere andres privatliv selv om du er død!” Natalie smilede og Atlantico dykkede lidt ned under vandet.

- ”Nej, du behøver da ikke at blive flov. Jeg er bare begyndt at tænke over nogle ting nu jeg er ude af min krop. Hvis vi ikke finder Hjertet og du får mig hjem, har jeg aldrig følt noget rigtigt for nogen. Ingen rigtig kærlighed. Jeg er også begyndt at tænke over ting der er sket mellem os.” Atlantico satte sig op og så forfærdet på Natalie der tav og forsvandt op af trappen. Atlantico sank en klump. Havde Natalie lige sagt hun var tiltrukket af ham? Havde en prinsesse lige åbnet sit hjerte for en vagt? Nej, det kunne umuligt passe. Hun ville umuligt kunne falde for ham. Umuligt… Atlantico rejste sig og tog sit tøj på for at gå op igen hvor han blev mødt af mange mennesker. Kroejeren smilede og førte ham frem blandt dem.

- ”Dette er den unge mand der ønsker at føre den unge dame hjem.” Sagde hun og folk delte sig. Atlanticos hjerte gjorde et hop da han så Natalie, der var indsvøbt i en hvid kjole. En lille buket hvide roser hvilede på hendes bryst. Hun lignede en prinsesse, det eneste der manglede var en tiara.

- ”Det er noget af et løfte, min dreng. Det kræver virkelig vilje styrke. Ingen af os ville kunne følge op på sådan et ønske. I må virkelig have holdt af hende.” Atlantico kunne snart ikke holde sine tåre under kontrol og vendte sig rundt. Han så Natalie stå i baggrunden af folk og mødte hendes blik. Hun smilede og svævede hen til ham.

- ”Jeg troede ikke du kunne græde?” Sagde hun og Atlantico lukkede hårdt øjnene i. Han kunne ikke tale med hende med alle de mennesker lige op og ned. De ville bare tro han var skør. Natalie gik lige gennem ham og hen til gyngestolen for at sætte sig. Atlantico gik hen for at sætte sig op af væggen og lod sine fingre glide hen over det let skinnende træ. Natalie smilede, men sagde ikke mere. Der var stille i forhold til de få der bad for Natalie og Atlantico begyndte at føle trætheden lægge sig som et tæppe.

 

      Natalie smilede da kroejeren lagde et tæppe over Atlantico.

- "Stakkels dreng, I to må virkelig have været ude for nogle ting. Han har båret på dig, min kære, i lang tid. Jeg ved ikke hvor længe vi kan beskytte den smukke krop fra at degenerere. Det er jeg virkelig ked af, min kære.” Natalie rejste sig og gik foran kvinden. – ”Du behøver ikke være så bange min kære, jeg kan se og høre de døde. Jeg er en af de få der skal hjælpe jer videre, jeg var bare ikke sikker på om han så dig. Så smuk og ung det må have været noget af en ulykke.” Natalie så ned og nikkede.

- ”Jeg blev revet ud af min krop af en enorm kræft… Jeg husker ikke så meget.” Løj Natalie og kvinden smilede.

- ”Det er normalt, kære. Det er ikke nemt at give slip. Det er dog bedst at give slip så du ikke bliver skuffet. Vi kan sikre os at din krop forbliver smuk. Den vil gå i dvale, men han kan derved ikke føre dig hjem. Vi vil lave en kiste af is. Derved vil din krop aldrig forsvinde…” Natalie skævede til sin krop og sank en klump.

- ”Hvis I gør det vil jeg så være fanget her? Eller vil jeg kunne følge min… ven?” Natalie følte frygten sprede sig. Hun ville ikke forlade Atlantico men hun ønskede heller ikke at han skulle fortsætte med at kæmpe for hendes skyld. Hun så længe på Atlantico der så meget anderledes ud end før nu han sov. Kroejeren ventede længe og tålmodigt på Natalies svar. – ”OK, jeg tror det vil være det værd. Jeg vil gerne ligges i en kiste af is.

 

      Atlantico vågnede med en underlig følelse. Han sprang op da han så Natalie var væk. Han forstod ikke hvordan nogen kunne have flyttet hende uden at han var vågnet.

 

- ”Bare rolig min dreng. Din veninde er i sikkerhed. Du vil kunne finde hendes familie og føre dem her til. Følg mig og jeg vil vise dig hvad jeg mener.” Atlantico fulgte nervøst efter kroejeren ud til en hule et lille stykke uden for byen. Her havde byens folk bygget en maskine der kunne køle hulen ned. I midten havde de dannet en kiste af is hvor de havde lagt Natalies krop. – ”Her vil hun aldrig forsvinde. Hun vil for evigt være smuk og ung.” Atlantico faldt på knæ.

- ”I forstår det ikke. Det I har gjort er at ofre hende til vandets gud. I har ødelagt alt jeg har forsøgt at rede. Jeg ønskede at…” Han tav og så op. Natalie sad på kisten i den smukke hvide kjole og smilede.

- ”Kan du li' det? Ellen fortalte mig hvordan jeg kunne skifte. Jeg tænkte nok at du ville blive glad… Hvad?” Natalies smil blegnede, da det gik op for hende at Atlantico græd.

- ”Han vil få dig. Han vil vinde… nu er alt tabt! Kan du da ikke forstå, Natalie! Det er dig der betyder overlevelsen af vort folk. Du alene vil kunne rede en hel civilisation, men hvis Poseidon vinder… vores kamp for at finde vores Prinsesse vil være... forgæves.” Natalie satte sig på knæ foran ham og tørrede en tåre væk, der blev til is på hendes finger.

- ”Jeg vil følge dig videre, til vi finder det vi søger. Når vi finder det kan jeg få fred, du kan standse Poseidon og bringe alle de andre i sikkerhed.” Atlantico så ned og rejste sig.

- ”I har ret, min Prinsesse. Jeg har intet valg. Dette er den bedste måde at fortsætte på.” Han vendte sig mod Kroejeren der smilede forstående.

- ”Så du kunne se hende. Min dreng det er en stor gave at kunne se den man elsker til det sidste, men det kan også være en forbandelse.” Atlantico stivnede.

-”I mener at I kan se hende? Hvordan er det muligt?” Kroejeren lo.

- ”Der eksister folk der har evnen til at følge sjæle på vejen. Da jeg så hende i min stol troede jeg at hun ville fortælle dig noget ved at vippe den. Da hun så talte til dig vidste jeg ikke om du hørte det, da du hverken svarede eller ville se på hende. Folk kender til mine evner, de beder mig altid sige farvel til dem der døde pludseligt og svare for dem. Jeg er imponeret over hvilken styrke du holder fast med. Natalie er bundet til din tro.” Atlantico stivnede. Bundet til hans tro? Hvad skulle det betyde? - ”Det betyder du holder hendes sjæl her. Hvis ikke det var for din tro og vilje ville hun nok have været fanget af dem der jager jer. Her vil hendes legeme være sikker, men du må vogte hendes sjæl til du kan sige farvel.” Denne kvindes ord gav ikke altid mening, men det gik ikke Atlantico på. Han smilede til Natalie og bukkede let.

- ”Skal vi?” Natalie smilede og førte an.

- ”Held og lykke, unge venner. Det får I brug for!” Råbte Kroejeren efter dem.

 

      - ”Er det her? Er det templet?” Spurgte Atlantico og Natalie nikkede. Hun svævede hen til en lille bunke sten i udkanten af murbrokkerne.

 

- ”Det er her hun gemte sin pung. Min bedstemor var den eneste der nåede ud. Er du sød at flytte de sten?” Atlantico begyndte at rykke på nogle sten og tog en pose op fra hulningen. Han mærkede en underlig summen fra noget i den lette pose og åbnede den. Han kunne ikke tro sine egne øjne og lukkede igen posen.

- ”Lad os komme væk. Det er ikke sikkert at være her.” Natalie smilede og lod sin hånd gå gennem posen.

- ”Der er ingen grund til hastværk, Atlantico. Jeg var nød til at finde den. Troede du virkelig det var så nemt at slippe fra mig? Din kære veninde vil aldrig vende tilbage nu.” Atlantico stivnede og begyndte at løbe. Han kunne ikke tro at Poseidon havde snydt ham på den måde. Han måtte for alt i verden holde hjertet væk fra guden. Han stoppede brat før han var faldet ud over en dyb kant og vendte sig rundt. Guden lo og gik roligt frem mod ham.

- ”Ynkelige dødelige. I tror I kan trodse os, men I ender alle sammen på samme afgrund.” Atlanticos fødder gled på kanten og han væltede forover. Nogen holdt fast i ham så han kunne komme op på kanten igen. Et øjeblik så han et blidt smil. Et ukendt, men venligt smil. Poseidon viftede vildt med sine hænder ud i den bare luft, hvilket gav Atlantico mulighed for at komme forbi. Han stoppede ved en flod og så sig forvirret omkring.

- ”Denne vej, min unge kriger. Vi vil beskytte dig!” Lød en underlig hæs stemme og Atlantico gik ud i floden. Noget under hans føder holdt ham sikkert i vandet så han ikke blev grebet af den stærke strøm. Nogen hjalp ham altså, men hvem? Eller hvad? Han fortsatte med at løbe til han nåede tilbage til den by han havde efterladt Natalies krop.

– ”Fortsæt, her vil vi kunne hjælpe dig yderligere. Skynd dig! Ind bag byens grænser. Her er vi stærkest.” Den hæse stemme var blevet tydeligere og Atlantico skyndte sig videre.

- ”Jeg håber han har en god forklaring! Hvad i al verden! Der er HAN. Du skal ikke se så forvirret ud kammerat. Vi har ledt efter jeres lig siden du dræbte min søster!” Atlantico så fra den ene til den anden. Hele skibets besætning stod foran ham og Martin var klar til at rive halsen over på ham. Da lød der et brøl og himlen blev mørkere.

- ”NEJ! Jeg kan ikke tabe nu! Gi mig den sten, latterlige menneske!” Lød tordenens brølen og de andre for sammen.

- ”Hvad skal det betyde? Har du ”Hjertet”? Fandt du virkelig Atlantis hjerte?” Spurgte hans tre brødre i kor og Atlantico nikkede.

- ”Jeg blev ført til templet og fandt denne pung. Her i ligger Atlantis hjerte, mine venner!” Svarede han og hævede hjertet op foran de andre. Hans brødre gik i knæ, mens Martin slikkede sig om munden.

- ”Se lige den juvel. Tænk på hvor meget den er værd.” Atlantico trak den straks til sig.

- ”Det er et helt folks livskilde! Du kan umulig tænke på at ville give din søsters liv for penge! Denne juvel rummer umådelige kræfter. Hvis Natalies sjæl stadig er her er der en chance for at vi kan føre hende hjem!” Martin fnøs og lagde en hånd over Atlanticos, der holdt Hjertet.

- ”Det er ikke muligt at hente de døde tilbage, min ven. Natalie er nået til tælling på grund af dig…!” Martin tav og pegede skræmt på et sted bag Atlantico, der vendte sig rundt. Poseidon sad på en bølge og forsøgte at komme ind i byen, men en usynlig mur holdt ham ude.

- ”Nu knægt! Ræk mig stenen!” Atlantico for sammen og rakte underligt nok hjertet til kroejeren. Hun stillede sig ind foran de andre så hun nu stod mellem dem og bølgen. – ”Prinsesse, jeg vil lade dig besætte min krop! Sammen vil vi kunne føre alle fare på afstand.” Den ældre kvinde blev pludseligt svunget tilbage i Atlantico, men kom hurtigt op at stå.

– ”Nu vil vi sende Poseidon på flugt! Rede Atlantis folk for sidste gang. Lade de døde hvile og lad de levende få fri. Med den kræft der ligger i mit blod og min sjæl vil jeg, Prinsesse Natalie, Glittaranas efterkommer, rette op på det der skulle have været…” Et jordskælv af et brag og et lys skød fra Kroejeren og Poseidon blev slynget tilbage. Da han forsøgte at komme op og angribe igen ramte endnu en lysstråle ham. Igen og igen blev han tvunget tilbage, til han opløstes i tågedis og himlen blev lyseblå. Kroejeren faldt sammen og Martin rykkede. Han greb juvelen og hævede den op mod solen.

- ”Hvilket vidunder… Hvilken kræft… Hvordan er det overhovedet muligt?” Atlantico gik frem og tog fat i Martins hånd.

- ”Det er magi. Noget man ikke kan forklare eller svare på! Det er bare noget der sker… Jeg vil gerne bede dig gi' mig den igen. Det er Natalies!” Martin smilede sleskt og fortryllet.

- ”Natalie er død, karlsmart. Det er ikke muligt at bringe hende tilbage. Hun døde i dine arme, Atlantico!” Atlantico bed vrede, irritation og fortvivlelse i sig og tog blidt hjertet fra Martin der skar tænder. – ”Du kan ikke tage al æren for dig selv. Du fortjener ikke den berømmelse det vil gi! Du fortjener intet af… Av!!!” Martin tog sig til maven og Atlantico så forvirret rundt da Martin knak sammen, som om han havde fået en mavepuster. En blid latter rungede.

- ”Så kan du lære det, din lille nar. Jeg vidste godt du var ude efter vores juvel, men at du ligefrem gør alt det her mod hende! Din egen søster! Vi afskyr dig… Du er kongefamiliens sorte får!” Atlantico var forvirret da lysende skikkelser dukkede op en efter en i en ring omkring dem. Atlanticos brødre var stadig i knæ og trak ham med ned.

- ”Det er Glittarana, prinsessen af Atlantis. Hende vi hørte om i eventyrene…” Hviskede Kanto og Atlantico sank en klump. Hvordan kunne de vide det? For ham var hun ikke anderledes og Atlantico havde aldrig set et billede af denne prinsesse. For ham var der kun en prinsesse af Atlantis.

- ”Natalie?” Udbrød Tiffany der var gået i knæ ved siden af Martin. Natalie svævede frem blandt de andre og stoppede foran sin bror.

- ”Jeg hørte dine ord, Martin! Jeg ville ønske du var anderledes end du er. Jeg håber for dig at det du ser mig her og nu giver lidt omløb i din sjæl. Vor familie ønsker ikke at se en af adeligt blod drive sig selv ud på det yderste! Jeg er ikke flov over at du ikke tror på at de ting du tager, sælger eller beholder har en sjælehistorie men denne juvel er vores holdepunkt. Hvis ikke den bliver lagt tilbage i Atlantis vil vi aldrig få fred.” Martin lod en tåre trille og lagde sig på knæ for Natalies fødder. Han sagde en masse utydeligt og Natalie vende sig. Hun stoppede ved Atlantico, der straks slog blikket ned. – ”Du slår stadig blikket ned. Efter alt du har gjort…”

- ”Du har gjort mere end hvad nogen af os kunne gøre. Du har gjort det muligt for os at blive fri. Tak fordi du aldrig gav op…” Natalie så på Glittarana og tav. Prinsessen svævede frem og Natalie rykkede sig lidt baglæns. – ”Vi vil dog bede jer om en lille tjeneste mere, unge krigere. Kan I føre hjertet hjem? Kan I aflevere Atlantis hjerte til Atlantianerne?” Atlantico så på sine brødre der nikkede og vendte sig igen mod Prinsessen.

- ”Det vil vi gøre til en ære, Deres højhed. Vi vil ikke svigte Dem igen. Det kan I stole på!” Svarede Kanto og Glittarana smilede.

- ”Det håber jeg også. Lad os tage hjem…” Gruppen fortsatte mod Atlantis anført af Hjertet. Efter flere ugers rejse fandt de endelig Ruinerne.

 

     - ”Wuaw! Jeg havde godt nok hørt at det her sted var overdrevet smukt, men det her er umuligt at sætte ord på.” Atlantico smilede over Martins overraskelse. Det var smukt, men der var alligevel noget uvirkeligt og tomt over de smukke ruiner. Natalie dukkede op ved siden af ham som hun havde gjort det på skibet. Hun smilede og tog hans hånd. Hun var kold og Atlantico trak sin hånd til sig.

- ”Undskyld, du er bare for kold…” Sagde han beklagende og Natalie så ned.

- ”Det er jeg ked af. Jeg glemte jeg er et minde… Et spøgelse fanget i Atlantis hjerte…” Det skar Atlantico i hjertet at hun tog det så tungt. Hvordan kunne det være gået så vidt? På turen til Atlantis havde de talt, leet og Atlantico var blevet mere og mere sikker på at han var faldet for Natalie og at hun følte noget for ham. Hvordan kunne et genfærd føle noget? Han fulgte tavst efter Natalie ned i byen og vidste at de andre fulgte ham. Der var tomt… Ikke en levende sjæl i miles omkreds. Natalie forsvandt da de nåede en stor plads og de andre sluttede ring om Atlantico. Hans brødre hævede deres knive og de andre hævede bare knyttede næver.

- ”Vi har følt os overvovet de sidste ti minutter. Jeg tror ikke denne by er så tom som vi troede.” Hviskede Atlan som svar på Atlanticos ansigtsudtryk. I samme nu begyndte noget at røre på sig i den lette tåge. Folk med hvidt hår og meget markerede ansigter dukkede op i de små gader med våben hævet til angreb. Atlantico så forvirret på folket. Var dette det stolte Atlantis folk. Dem uden stor viden om krig og våben. Dem der tog alt diplomatisk og kunne leve i fred til det sidste… Atlantico rystede på hovedet og trådte frem.

- ”Vi kommer med fred! Vi bringer jer Atlantis hjerte!” Folket stoppede deres fremgang og delte sig så en ældre herre kunne træde frem.

- ”Hvordan har en lille ubetydelig gruppe som jer fået fingre i hjertet? Guderne slipper ikke frivilligt den juvel! Du ville umuligt have kunnet stå stand mod en gud som Poseidon! Hvis du tror dette er hjertet kan du godt tro om igen, karlsmart!” Atlantico skævede til Martin der så ud som om han havde hørt den samme lighed i stemmen.

- ”I ved ikke hvem det er i taler til!” De andre forsøgte at stoppe Tiffany, men hun var allerede fremme. – ”Martin er jeres Prins! Han er efterkommer af Glittarana af Atlantis!” Der gik et sus gennem byen og herren der havde talt hævede sin stok.

- ”Hvor vover I at antyde nogen er vores Prins! Min hustru og min vidunderlige datter blev begge taget af guderne da vi forsøgte at flygte, mens jeg blev kastet tilbage i dybet!” Atlantico stivnede og greb fat i Tiffany.

- ”Hvis jeg var dig ville jeg gå tilbage til de andre! Jeg tager mig af det her!” Hviskede han og Tiffany bakkede hurtigt tilbage. Dette var Glittaranas mand. Kongen af Atlantis! Nu havde Atlantico enorme problemer! Dette folk vidste ikke hvor lang tid der var gået. Han hævede hjertet og så mod himlen.

– ”Natalie, jeg håber du er klar til at hjælpe mig! Jeg kalder hjertets kræft! Prinsesse Glittarana, I er fri!” Råbte han og et lys slog ned i hjertet. Atlantico faldt tilbage og hjertet svævede op mod himlen eller grottens loft. Den oplyste byen med et varmt lys og Atlantico kunne mærke en ny kræft sprede sig fra hans fingre og tær til det nåede til hans hjerte der begyndte at slå rolige stærke slag. Det var som om lyset satte hans liv i slowmotion, selvom hans krop og sind kørte på højtryk. Var det virkelig sådan det føltes at leve længere? Havde hjertet nedsat hans aldrings proces? Det fik han nok aldrig at vide. Atlantico gled ind i et tykt mørke og ønskede ikke at vågne. Han havde redet Atlantis, men han kunne ikke rede Natalie… Han kunne ikke bringe hende tilbage…

 

 

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...