Like A Star on the sky (just on Earth)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 24 mar. 2015
  • Status: Igang
For nogle år tilbage fik April Rosalina Anderson en plade kontrakt i LA og blev tvunget til at vælge mellem drømmen om at blive til en pop stjerne eller sit liv i England med sin kærste. Hun tager til LA og må sige farvel til sin kærste som da hun vender tilbage et år efter er blevet til pop stjerne ligesom hende selv. Kan de mon komme sammen igen? Kan han tilgive hende for bare at rejse?

1Likes
1Kommentarer
161Visninger
AA

4. Av min arm

April's synsvinkel

Vi sad samlet rundt om bordet. Med vi mener jeg, mig, Ethan, Emma, drengene og deres maneger Annabelle. Jeg havde besluttet at jeg ville få det her med drengene overstået og prøve at komme i gennem det her hvad end det nu var så godt jeg kunne og bare prøve at lades som ingen ting, dog vil jeg nå drengene var væk finde på en måde at få hævn over Ethan på.

"Så nu kunne jeg godt tænke mig at få og hvide hvad fanden der sker." Sagde jeg for at bryde tavsheden der af en eller anden grund havde spredt sig her.

"Ja selvfølgelig" sagde han hurtigt og organiseret som altid når vi var til møder eller bare i det hele taget på arbejde.

"Grunden til at i er samlet her i dag e...." Længere nåede han ikke før jeg afbrød ham. "Det er ikke et bryllup du kan tale normalt."

Han himlede med øjnene og fortsatte. "Vi er samlet her id...." Jeg afbrød ham igen. "Det er stadevig ikke et bryllup."

"okay, okay" sagde han og sukkede. Ethan elskede at holde taler mere end noget andet i verden og brugte en hver mulighed han kunne få til at gøre det, der var bare den lille ting at jeg hadede når han gjorde det.

"Som nogle af jer allerade hved skal i arbejde sammen i noget tid." Han holdt en pause og langsomt sivede ordene ind. Jeg stirrede chokeret på ham og opdagede at min mund var åben. Jeg skyndte mig at lukke den og nikkede langsomt. Denne hævn var lige blevet en hel del størere.

Jeg ved ikke hvad det var jeg havde regnet med. Hvad skulle det ellers have været. Ethan var jo min maneger så hvis det ikke havde noget med arbejdet at gøre hvad ville de så lave her. Jeg tog en dyb indånding. Det var ikke engang sikkert at det var så meget. Måske var det bare en musik video der var tale om.

Ethan fortsatte, "i skal på Tour."

Jeg tabte igen underkæben denne gang ude af stan til at lukke munden.

Selvfølgelig. Det var jo Ethan. Det var det han gjorde. Han smed store overraskelser i hovedet på mig som virkede idiotiske men endte med at være gode. Den eneste forskel på dengang han havde fået mig til at hoppe ud fra en klippe, dykke med hajer, spise et eller andet kinesisk stads, hoppe ud fra syv meter vippen osv. Og på det her var at det her ville jeg ikke blive glad for bag efter. Det var jeg så heller ikke med det kinesiske stads men what ever, var at denne her gang var det så meget størrere og jeg ville ikke blive glad for det. Det havde været meningen at jeg skulde råbe af Ethan efter de var gået men det kunne ikke vente længere.

“Ethan kan vi lige tale sammen et øjeblik?” jeg rejste mig op og gjorde et nik mod døren.
Han rejste sig op og smilede “selvfølgelig kan vi det.”
Vi gik ud til poolen uden at sige et ord og videre hen til den lille plæne foran huset. Jeg stirrede irriteret på ham og kunne se at han vidste hvad der ventede ham.
“Har du noget at sige til dit forsvar?” Spurgte jeg spydigt.
“Jeg er overrasket over at det først kommer nu.” Sagde han smørret i et halvhjertet forsø på at snakke uden om.
Jeg stirrede endu mere dødbringende på ham og fortsatte “hvis du har haft så lang tid hvorfor har du så ikke noget bedre at sige end -jeg er overrasket over at der først kommer nu-” sagde jeg og prøvede at efterligne hans stemme.
Ethans telefon ringede og han rakte ned i lommen for at tage den. Jeg slog hans hånd væk. “Du tager den ikke før vi er færdige.”
Han ignorerede mig og tog den op af lommen men før han kunne nå at gøre noget havde jeg taget den fra ham og smit den ned i græsset. Ethan sukkede og himlede med øjnene hvor efter han igen lod som ingen ting og bukkede sig ned. Normalt ville jeg nok bare have ladet ham tage den men ikke denne gang. Han var gået lagt over stregen nu. Uden at tænke sparkede jeg hårdt til hans håndled og så trampede jeg flere gange så hård jeg kunne på telefonen så den gik i stykker.

Jeg havde siddet på skadestuen i noget tid og ventet da en læge kom hen til mig, “håndleddet er brækket. Han får noget gips på i øjeblikket, han skal tilbage om tre dage og få tjekket at det heler ordenligt.” Lægen vente sig om men fortrudte så og så bebrejdene på mig. “Øhm, en anden gang ville det være en god ide ikke at sparke til hans eller nogen andre for den sags skyld håndled.” Jeg stirrede på ham og han vente sig forlegent om igen han åbnede en dør og skulle til at gå ind, “han var selv uden om det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...