Hate Can Be Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jan. 2015
  • Opdateret: 18 apr. 2015
  • Status: Igang
"Bliv hellere her smukke" en dreng med mørkt hår, og brune øjne smilede smørret til mig. Jeg sukkede opgivende og vidste allerede nu at de var skolen badboys. Jeg sukkede endnu en gang og skulle til at vende mig rundt for at gå, men så kom jeg i tanke om at de var de eneste jeg kunne spørge lige nu. ☆ ☆ ☆ Jennifer hader badboys og alle de typiske playboy typer, så hvad gør hun da hun starter på en ny skole hvor halvdelen af drengene er den slags typer? Og hvad stiller hun op med den mest playboy agtige dreng på skolen, som finder hende lidt for interessant? Jennifer er selv en meget hård type og tænker at de andre bare kan rende hende, men hvad sker der når to hårde typer mødes?

72Likes
116Kommentarer
27307Visninger
AA

17. er det det rigtige?

Jeg sukkede tungt og lukkede kort øjnene, imens min hjerne prøvede at finde ud af, hvad fanden jeg skulle sige til Justin.

Altså jeg kunne jo ikke bare komme hen og sige: "Hej Justin, jeg ved at du er vild med mig, så vi kan ikke være venner mere."

Det ville jo ikke være det smarteste, og det ville ikke løse nogle problemer, for jeg havde jo stadig lyst til at være venner med ham, underligt nok.

Men jeg var bare begyndt at syntes mere og mere om ham, men jeg kunne stadig ikke finde ud af, hvor meget jeg faktisk kunne lide ham.

Jeg satte mig bedre op i stolen og lukkede lærerens stemme ude, det eneste jeg kunne tænke på var Justin.

Da klokke ringede ud, sprang jeg op fra stolen, da jeg fik et kæmpe chok, fordi at jeg havde været så fordybet i mine tanker. Jeg tror højest at jeg hørte fem ord.

Jeg fik rejst mig op fra stolen og gik stille uf af klassen. Beslutningen var taget, jeg var nødt til at finde Justin og få snakket det hele igennem.

Jeg satte tempoet op, og gik med raske skridt hen mod kantinen, hvor jeg så at Justin allerede havde sat sig, og var gået i gang med sin frokost.

Jeg gik stille og roligt hen til ham. Jeg prikkede ham kort på ryggen, hvorefter han kiggede ligegyldigt op på mig.

"Kan vi lige snakke?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn, og pegede mig over skulderen. Han tøvede, men nikkede derefter kort, før han rejste sig.

Jeg gik hen mod udgangen til kantinen, og tjekkede lige at der ikke var andre ude på gangen, før jeg gik derud med Justin i hælene.

Jeg vendte mig rundt så jeg stod overfor ham. Han kiggede ventende på mig før han løftede et øjenbryn.

"Vi ved begge to godt hvad det er vi skal snakke om, så lad os springe den del over" sagde jeg bestemt, og kiggede på Justin som nikkede med et koldt blik.

Jeg sukkede og kiggede ned i jorden, og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, det var ret svært at formulere mig rigtig i denne her situation.

"... Altså...Jeg...okay, lad mig sige det lige ud. Jeg føler ikke det samme for dig, Justin, og jeg ved ikke rigtig hvordan vi skal få det til at fungere. Altså... Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tage det, jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. Det er svært for mig at ignorer dit blik på mig hele tiden, når jeg ved hvad du tænker, og det svært at ignorere at jeg ved du er vild med mig, når jeg ikke føler det samme..."

Jeg stoppede kort med at tale og kiggede hen på Justin. Hans blik forblev i jorden, og han så ikke ligefrem glad ud.

"Jeg vil rigtig gerne være ven med dig Justin, men det er bare svært for mig, og det håber jeg at du forstår. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes at vi skal tage en lille pause fra hinanden, måske vil det få følelserne til at forsvinde?"

Jeg kiggede afventende op på Justin, som stirrede mig dybt ind i øjnene. Jeg kunne se den sårede følelse i hans øjne, og jeg fik med et medlidenhed med ham. Hans smukke brune dådyr øjene, som stirrede dybt ind i mine, fik mig til at få ondt af ham.

"Det var slet ikke meningen at du skulle have det af vide, jeg havde aldrig tænkt mig at fortælle det til dig, netop fordi at jeg vidste dette ville ske!" Svarede Justin vredt, og sorgen i hans øjne fra før, blev erstattet med vrede.

"Men fint, hvis det er det du vil!" Mumlede han vredt før han vendte sig om og gik.

Og der stod jeg måbende tilbage med et trist blik og en tom følelse indeni. Det føltes forkert, forkert at Justin var gået, jeg kunne jo godt lide hans selvskab, og hans flabede attitude som på den ene side tiltrak mig, og på den ande side var så fandens irriterende.

Jeg sukkede kort og kiggede ned af den tomme gang, før jeg gik tilbage mod kantinen.

♡ ♡ ♡

Her er så et kapitel til alle natteravnene ;) undskyld til Linnea for først at udgive dette kapitel så sendt❤️

Jeg håber at i kan lide den måde historien udvikler sig på :)

-Cover Girl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...