Kampen om Dormu

David bor i den ynkelige egen Mudderbjergene i det ellers prægtige kongerige Alfheim. Men en dag ændre alt sig og David står pludselig foran Yaos, guden for Alfheim og han bliver kastet ind i en besynderlig og farlig rejse. ( Denne novelle blev skrevet i 7 klasse og den skulle indeholde en kæmpesnegl).

3Likes
1Kommentarer
267Visninger
AA

2. Faldet

På toppen af det højeste Mudderbjerg lå den ikke så prægtige herregård Hallah. Folk sagde at Yaos, selv havde skænket det ynkelige menneske: Gabriel, Hallah. Derfor hed herregården Hallah, opkaldt efter Yaos. Selvfølgelig var Hallah ikke nær lige så prægtigt og enormt, som det havde været dengang. Men meget tyede på at for cirka tre århundreder siden havde Hallah været en kæmpe fæstning af guld og diamant og lidt lapis lazuli, som blev skabt mange årtusinder før universet blev skabt, for rundt omkring Hallah havde man fundet gamle tårne og andre ruiner, der tyede på en borg, eller måske et slot, havde ligget der. Men nu var der kun et søle tårn og en bygning tilbage, og hver gang en adelig inde fra byerne kom grinede han højt. Men herregårds ejeren var stolt af sit "slot", som han kaldte det. Men det var helt klart den største og mest prægtige bygning, der lå her ude i ørknen måske lige slået af Det Svundne Vandfald, men der var ingen der nogensinde havde fundet vandfaldet og Smaragd Slottet der rygtedes at ligge på selve vanfaldet.

* * *

Som sagt den dag alt skete slog en doven vind ind mod syd, og lagde vejen forbi Mudderbjergene, og Hulet blev ramt heftigt af de små korte vindstød. Hulet var navnet på dalen Tra lå i, Hulet var omkredset af Mudderbjergene.

"Nogen må jo gøre det," svarede Davids far.

"Men hvorfor trækker vi os ikke bare tilbage? Der er jo andre bønder i Alfheim!" blev David ved. David havde karseklippet blondt hår, mørkegrønne øjne og to ualmindelige skarpe hjørne tænder.

Hans far rystede på hovedet, og gav David en hel fremlæggelse, om hvor vigtige bønderne var. Da hans far var færdig fnøs David, og gennemborede atter den stenede jord med sin le.

En lav rumlen fik dem til at vandre tilbage mod det lille faldefærdige hus, der lå på toppen af en lille bakke. Huset var lavet af træ og ler, nogle få tagsten prydede taget. En enlig hest stod indhegnet på nord siden af huset. En tung og sort røg bølgede sig som en tyk slange op gennem skorstenen. Vinden bar en tung lyd fra en klokke med sig. Klokken fortalte at den tolvte time kom, og den hedeste time kom. De to mænd gik gennem den skæve dør, og satte sig ved et endnu mere skævt bord. "Spis," mumlede Davids mor, og bar et fad med druer, ulve kød og en tyk sort sovs ind på bordet. Hun satte sig ikke selv ned. Hun strøg sin mave, og jamrede sig lavt.

"Sparker den meget?" spurgte Davids far intenst. Hans mor rystede stille på hovedet. "Det er ikke noget, men jeg glæder mig til at hun kommer ud," sagde hans mor i et trist tonefald. David undlod at sige et ord. Han var ikke meget for at få en lillesøster, han vidste at den bare ville gå i vejen!  

Regnen kom først på aftenen. Ude på den lille veranda sad David og hans far, mens hans mor sad inden for. "Regn tiden kom sent i år," sagde hans far med en truende stemme. "Det tegner aldrig godt. Noget ondt må være i gære!"

David fnøs, og mumlede: "Det skal kongens mænd nok tage sig af!"

Davids far trak på skuldrene. "Måske. Men hvad nu hvis de ikke kan!"

David kiggede nervøst og overrasket på sin far. Han havde altid stolet på kongens mænd og det samme med hans far, og nu stolede hans far pludselig ikke på dem!

"Jeg siger det bare. Vi må være forberedt. Phrara er stadig der ude!" Phrara, den onde gud? Var det ikke bare en myte at han var fri?

David kiggede nu endnu mærkeligere på sin far. "Phrara?" spurgte David nervøst.

Hans far viftede afværgende med hånden. "Intet, din gamle far er vist bare ved at blive senil. Glem det!" han sagde det sidste med en næsten kommanderende stemme. En lav skræppen fik deres opmærksomhed. Tretten ravne kom flyvende hen over dem. Hans fars ansigt forvrænges i en mærkelig grimmasse. "Ravne! Jeg hader ravne!" sagde hans far truende. Men David havde på fornemmelsen at det ikke var ravnene, der var et problem.

Regnen begyndte at tage til, og vejret blev koldt. En tavshed opstod mellem de to mænd. Efter et kvarter besluttede hans far at gå ind til hans mor. En ulv hylede i det fjerne. Et tordenskrald fik den uendelige sorte himmel til at splintres. Der var stadig nogle der arbejdede i minen under herregården. David kunne se cirka ti minearbejdere og tre soldater. Han overvejede et øjeblik at gå derned og tjene nogle flere Eras (penge) til mad. Men tanken strejfede ham kun kort. I dette vejr var det farligt at gå ned i minen. Han rejste sig, og gik de få skridt ud i den klæbrige regn. Efter et minut gik han tilbage til verandaen og ind i huset.

* * *

David slog øjnene op, og lyttede. Først kunne han ikke høre noget, men så kom skriget igen. Efter skriget fulgte lyden af et sagte brag. Han rejste sig forvirret op, og gned sine øjne. Han hostede, og kæmpede sig op. Han kunne stadig høre regnens buldren.

Endnu et skrig.

Det gik først op for ham nu, at det var hans mor der skreg. Han blev pludselig meget vågen, og greb efter hakken der stod ved siden af hans briks. Hvis det var nogle banditter, der var brudt ind, kunne han nok godt overmande dem. Men der var ingen banditter. Hans mor lå på bordet, mens byens læge hjalp hende. Hun fødte!

David slap hakken. "Mor!" råbte han hæst. Men inden han nåede at sætte af, blev han grebet af hans fars næve, og blev trukket ud af huset. "Hvad fand..." spruttede David, men hans far tyssede på ham.

"Lad, din mor få noget fred!" hvæsede hans far. Hans far smed ham ud af huset, og blev derude sammen med ham. "Hvad mener du med det!" råbte David. "Jeg vil gerne se min lillesøster blive født!"

Hans far trådte et skridt nærmere på ham. "Tag ikke det tonefald i brug mod mig, dreng! Hvis du..." En rystelse afbryd hans far. Bag dem, på den anden side af Hulet braste et af de mange Mudderbjerge. Rystelserne sendte en revne gennem jorden, og fik mere end tre Mudderbjerg til at brase sammen. Var det et jordskælv?

Inden fra huset hørtes en lav vrælen. "Få dem ud af huset!" råbte Davids far og løb mod naboens gård. David tænkte ikke, han løb uden et ord til sin far ind i huset.

"Vi skal ud nu! Et jordskælv har fået fire Mudderbjerg til at falde!" skreg han. Han lagde knap nok mærke til barnet i hans mors skød. Han spurtede ind i hans værelse, og rev noget tilfældigt tøj frem, og lagde dem ned i en lille sæk, der lå under hans seng. Da han kom tilbage igen, havde lægen hjulpet hans mor op. "Tag ned i byen!" sagde David stakåndet. "Fortæl at de skal evakuer! Mudderbjergene falder!"

Lægen gav David et kort nik, og styrtede så ned til byen. David tog sin mor under armen, og hjalp hende ud.

Hans far kom løbende mod dem, og råbte til dem: "Nej! Gå ind igen. Bjerget er for svagt!" Men for sent.

Bjerget de stod på braste sammen, og sendte dem alle tre ned ad bjergsiden.

Derefter blev alt sort.           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...