What Can You Do Whith A Broken Hart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2015
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Da Isabelle var lille mistede hun hele sin familie i en bil ulykke. Hun blev rykket over til en pleje familie hvor hun fik en storebror ved navn Louis Tomlinson. Da de blev størere mister de kontakten men et par år efter mødes de igen men denne gang er det anderledes for nu er den ene af dem med i One Direction...

1Likes
2Kommentarer
288Visninger
AA

2. Kapitel 1

Isabelle's synsvinkel

Jeg var til en af deres koncerter og der var en lille pause hvor man lige kunne få lidt luft. Jeg havde taget tørklædet og brillerne af. Jeg gik og ledte efter toilettet og kom til at gå ind af den forkerte dør som lukkede op for et rum hvor 1D holdt deres pause. Jeg blev rød i kinderne og skyndte mig ud med en lille bemærkning om at jeg var gået forkert og undskyldte meget. Jeg nåede og få et glimt af Louis som stivnede et øje blik da han så mig. Da jeg var kommet ud igen kunne jeg høre hurtige skridt lidt bag mig og jeg skulle til at vikle tørklædet om mig igen da Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Jeg vente mig om og stod ansigt til ansigt med Louis efter to år uden at have set andet til ham end de koncerter jeg havde været til.
Jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg så hans forbløffede ansigt udtryk. Selvom der var gået næsten to år uden at jeg havde set ham lignede han sig selv på en prik. Det udtryk han havde, havde altid fået mig til at grine. “Isabelle?” Spurgte han stille. Jeg nikkede og i det samme trak han mig ind til sig. Det var så lang tid siden jeg havde krammet ham. Det var lidt lige som at blive krammet af en Bjørn eller noget. Det varede lang tid men til sidst kom der en ung mand hen og rømmede sig, Louis trak sig modvilligt tilbage fra mig og kiggede afventende på at ham der havde afbrudt vores kram. “Du skal på scenen nu” sagde han Louis nikkede og sagde så, “Jeg er der om et minut.” Manden nikkede uden at sige noget og vente om.

Louis kiggede igen på mig og smilede sit Varme smil til mig. Det var ikke det samme som han smilede til kameraet. Det var dybere. Han var min familie. Min rigtige familie, og det eneste af den jeg havde tilbage. Hvis altså det var sådan det var igen.

Han rystede på hovedet og rynkede panden “jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.Jeg har savnet dig så meget. Du må virkelig undskylde jeg ikke har prøvet at finde dig på et tidspunkt,jeg har bare haft så travlt, og jeg ved godt det ikke er nogen god undskyldning. Vil du ikke nok tilgive mig Isabelle?” han talte meget hurtigt og jeg kunne kun lige nå at følge med i hvad han sagde. “Der er ingen ting at undskylde for du har jo ikke gjort noget forkert” sagde jeg hurtig men han ville ikke høre på mig. “Hvordan kan jeg gøre det godt igen? Bare sig til jeg skal nok gøre det.” Jeg rystede på hovedet og prøvede at få ham til at stoppemed at undskylde. “Louis” sagde jeg så højt jeg kunne men det virkedeikke. Så prøvede jeg igen, “Louis.” Han kiggede på mig og jeg kunne se at han havde svært ved ikke at snakke videre. “Louis... Det er ikke din skyld vi mistede kontakten, okay.” Han nikkede tøvende og jeg fortsatte, “jeg bebrejder dig ikke. Det er lige så meget mig der skal undskylde... Undskyld jeg ikke var der. Jeg skulde være flyttet tilbage hertil for lang tid siden.” Han nikkede og jeg kunne se at han åndede lettet op selvom han prøvede at skjule det.

Louis lagde armen om mig og fulgte mig ind i det rummet var kommet til at gå ind i. Han fulgte mig hen til et mini køleskab hvor der var noget forskellig sodavand. Han tog en colaog rakte den til mig. “Du kan få en bedre plads i forhold til koncerten” sagde han og kiggedesøgende omkring sig til han fik øje på ham der var kommet før og hentet ham. Halhastede over til ham og sagde noget jeg ikke kunne høre.

Jeg havde ikke fået mulighed for at se rummet før nu. Ud over mini køleskabetvar der en lækker sofa af læder, en flad skærm, en læne stol og et lille sofa bord. Væggene var hvide og gulvet sort.

Jeg kunne høre en stemme og opdagede at det var mig den henvendte sig til. Det var manden fra før. Jeg kiggede rundt uden rigtig at høre efter. Louis var til syne ladende forsvundet. Manden viste mig hen til en dør og pegede mens han sagde noget med højre og venstre og sådan noget. Jeg nikkede bare automatisk og gik ind ad døren da han var færdig. På mirakuløs vis nåede jeg hen til den plads hvor man kunne se scenen meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...