Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117514Visninger
AA

35. Wrong

”Are you, are you coming to the tree, where dead man call

out for his love to flee

strange things did happen here, no strangers would it be”

Jennifer Lawrence – Hanging tree

 

ANASTACIA P.O.V

Jeg steg ud af bussen og gik videre hen af vejen, mens jeg mærkede forårets sol skinne varmt ned mod den sarte hud på mine kinder. Det var lige det jeg trængte til. En solstibe i det evige mørke.

Vi var efterhånden ved at nå ind i den sidste halvdel af maj-måned, og jeg kunne mærke, at det snart var ved at være for varmt til at have jakke på, så jeg havde faktisk taget den af.

Jeg satte mit hår op i en lidt sjusket hestehale og sukkede over mine rimeligt slidte spidser, da jeg tog de lidt halvglemte nøgler op af min taske og låste mig ind til opgangen. Jeg vidste godt, at siden Nialls og mit forhold, måske ikke var så godt lige pt, at det at jeg tog op i lejligheden nu, måske virkede mærkeligt. Jeg manglede bare nogle ting og ville faktisk også gerne rigtigt ”hjem” for en stund. Jeg gik op af de sidste par trapper og kom op til døren ind til Nialls lejlighed og stak nøglerne ind i låsen, for at låse døren op. Dog sukkede jeg hurtigt opgivende, da døren ikke havde været låst. Niall havde en dårlig vane med at glemme og låse dørene. Jeg gik ind i lejligheden og lukkede døren efter mig, og kunne derefter smide mine ting fra mig. Jeg trak mine tasker med ind og lagde dem foran døren til soveværelset, inden jeg gik over til køkkenet, for at lave mig noget frokost. Lige umiddelbart så det ikke ud som om, at Niall var hjemme. Jeg havde dog erfaret, at han som regel ikke var hjemme, når hans følelser havde været i kog. Jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg havde taget det, hvis han havde været hjemme. Et eller andet sted, var vi vel stadig uvenner og stemningen havde også været trykket mellem os i fælleshuset i York i eftermiddags. Jeg hadede når Niall og jeg var uvenner. I sær fordi jeg hadede at ingen af os aldrig tog initiativet til at snakke ud om det med hinanden.

Det fik mig dog også til at kigge rundt. Her var underligt stille. Lidt for stille. Jeg tog min mobil op og ringede hans nummer ind med det samme, og gik endda uden om de sms’er jeg kunne se lå parat til mig.

”Du taler med Niall. Jeg er optaget i øjeblikket, så du må ringe tilbage eller sende mig en sms, så må jeg se om jeg svarer tilbage.” Sagde den straks fra telefonsvaren af, så jeg rystede på hovedet af hans flabede telefonsvarer. Jeg ringede så Harry op. Som sædvanlig gik den først igennem til sidst.

”Jaer?” Sagde han, så jeg også rullede af hans dårlige telefonvaner.

”Er du sammen med Niall lige nu?” Spurgte jeg og lavede mig et glas vand.

”Skulle jeg det?” Spurgte han hurtigt, så jeg rullede opgivende med øjnene endnu en gang.

”Ved du så, hvor han er? Han tager ikke telefonen, når jeg ringer.” Spurgte jeg og begyndte at rydde op i lejligheden. Her var forfærdeligt rodet.

”Prøv at ring til ham igen. Han er sikkert ude at træne eller nede og spille et sted eller et eller andet drengehejs.” Sagde Harry hurtigt, så jeg takkede for tippet og lagde på. Jeg prøvede at gå videre til Liam, men han havde heller ikke set ham siden i eftermiddag i fælleshuset, og det havde Louis heller ikke.

Jeg endte med at ringe til Niall to gange mere, men den gik direkte på telefonsvaren hver gang. Min sidste mulighed var Marie.

”Marie?” Spurgte jeg, da jeg hørte den gik igennem. Hun ”hmm”ede bare.

”Er du okay?” Spurgte jeg hurtigt, selv om jeg vidste, at det nok ikke var bedst for Marie at bringe eftermiddagens katastrofe op igen. Jeg var sikker på, at jeg aldrig havde set Marie så oprevet før.

”Det ved jeg ikke helt..” Sagde hun ærligt, så der blev en kort stilhed.

”Har du set Niall?” Spurgte jeg lidt efter, mens jeg gik ud mod entreen.

”Næ.. det mindes jeg ikke. Er du hjemme i lejligheden nu?” Spurgte hun hurtigt, mens jeg hængte Nialls utallige smidte stykker tøj fra gulvet op på knagerne igen. Mand, hvor der rodede. Havde Niall helt glemt hvordan man ryttede op selv?

”Jeg tænkte han nok ville være her, men da han ikke er det og intet har hørt fra ham, ville jeg lige høre rundt.” Sagde jeg og rynkede mine bryn sammen, da jeg over i det ene hjørne fandt en telefon, der så ud til at være virkelig smadret, da der nærmest var revner hele vejen ned gennem skærmen.

”Er i stadig uvenner?” Spurgte Marie fra den anden ende, mens jeg tog den itu mobil op.

”Det ved jeg ikke..” Sagde jeg en smule fraværende, mens jeg vendte mobilen i min hånd. Jeg endte dog med at vende fronten op mod mig og tænde for den, så den straks gik ind på et opkald. Et nærmest halvanden time langt opkald til… mig.

Det var et langt opkald til mig… men hvem ringede til mig? Og hvorfor fik jeg ingen besked om det? Jeg slukkede for opkaldet og den gik straks ud til hovedmenuen, hvor der vistes et velkendt billede. Et billede af mig. Åh nej.

”Måske i skulle mødes og..”

”Jeg bliver nødt til at løbe, Marie. Jeg ringer tilbage senere.” Sagde jeg hurtigt, mens jeg kiggede panisk på den halvsmadrede mobil foran mig. Det var Nialls mobil. Min egen mobil vibrede hurtigt i min anden hånd, da jeg jeg fik en sms om, at jeg havde en besked på min telefonsvarer fra Niall.

Hvad var der sket med Nialls mobil? Og hvor var Niall? Mine tanker for rundt i hovedet på mig og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede, mens Nialls besked til mig spilledes:

”Alt jeg bare vil sige er, at jeg elsker dig… og jeg er så fucking ked af alt det her, men jeg elsker dig, og…” og så sluttede den og jeg nåede kun lige at Niall stønnede, inden der lød nogle underlige høje dunk, så jeg nærmest selv skulle passe på ikke at tabe min mobil, fordi hele min krop begyndte at ryste voldsomt.

 

NIALL P.O.V

Det gjorde så forbandet ondt i mit hoved og jeg kunne ikke ånde ordentligt. Jeg kunne kun se mørke, mens nogle lyddæmpte stemmer hørtes omkring mig. Lige indtil lyddæmperen omkring mig blev fjernet og jeg straks blev blændet kraftigt i mine øjne af noget alt for skarpt lys, som gjorde det svært for mine øjne at vænne sig til. Jeg prøvede at blinke mig vant til det, så jeg kunne vænne mig til lyset og se omgivelserne omkring mig. Jeg prøvede at bevæge mig, men mine fødder og hænder var bundet og mit hoved dunkede som en i fanden af ren smerte.

Hvad fanden var der sket?

”Sikke slemt mine rekrutter har nakket dig denne gang, min dreng.” Sagde en alt for velkendt stemme hurtigt, så jeg straks stivnede i hele kroppen. Åh nej. Nej, ikke ham!

Jeg tiede helt stille og kiggede ned i jorden, inden to par velpudsede brune, fine sko kom frem for mine øjne ned på jorden. Jeg vidste godt, hvem de sko tilhørte, jeg turde bare ikke kigge op.

”Det kan være jeg endelig kan give dig en ordentlig lærestreg nu.” Sagde Rich, så jeg hurtigt prøvede at rokke mig ud af den stol jeg var bundet fast til, men intet lykkedes.

”Jeg tænker at det her vel er sidste gang jeg forhåbentlig nogensinde skal tage fat i dig, Horan. Jeg er rimelig træt af at bruge al min tid på dig.” Sagde han og begyndte at gå rundt om mig og stolen.

”Du får intet ud af mig.” Sagde jeg lavt, så han udbrød en høj klam latter.

”Åh jo, Horan. Det gør jeg. Jeg skal have alt det tilbage af dig, som du har taget. Den aftale er vi to helt enige om.” Sagde han og trak en lighter op af sin bukselomme, for også at trække en cigaret op af en pakke fra brystlommen i hans blazer.

”Jeg skylder dig ikke en kæft.” Sagde jeg hurtigt. Det fik ham bare til at le igen.

”30.000 pund, min fine ven. Det beløb synes jeg efterhånden vi blev rimeligt enige om.” Sagde han og gik om til min front igen og pustede røgen fra sin cigaret ned i hovedet på mig.

”Vi blev ikke enige om en fucking skid!” Vrissede jeg og spyttede hurtigt ned på hans sko. Det blev dog efterfulgt af en hård lussing mod min kind, hvorefter han greb hårdt fat om min kæbe og tvang mig til at kigge ind i hans luskede klamme øjne.

”Jeg gav dig alt, Horan. Er du klar over det? Alt!”

”Du gav mig ingenting!” Vrissede jeg, så han greb strammere fat om min kæbe.

”Var det ikke for mig, var du endt ud som en af dem, der bønfaldt mig om stoffer. Jeg gav dig venner. Jeg gav dig en familie. Jeg gav dig et liv.” Sagde han og kiggede dominerende ind i mine øjne.

”Du har ikke givet mig en fucking skid!” Råbte jeg, så jeg fik en knytnæve lige i hovedet, så jeg kunne mærke den dungrende smerte i hele ansigtet, inden han greb stramt fat om min kæbe igen.

”Husk på, at lige så meget som jeg kan hjælpe dig op i toppen, unge mand, så kan jeg også hive dig helt ned i bunden.” Sagde han og skubbede mit ansigt ud af sin hånd og vendte sig væk fra mig.

”Jeg skylder dig ingenting!” Vrissede jeg. Han kiggede tilbage på mig.

”Tænk, du er så forbandet kujonsk og idiotisk, at du tør sige til mig, at du ikke skylder mig noget. Når jeg har materiale på, at du selv er inde i min pengeboks og stjæle 30.000 pund fra mig. Du skal ikke komme her og spille helt nu, knægt.” Jeg holdt min kæft.

”Jeg skal have de penge tilbage, Horan. Og det er nu!” Sagde han og lagde armene over kors.

”Jeg har dem ikke.” Sagde jeg hurtigt. At jeg havde stjålet de 30.000 for det lille års tid siden havde været det værste jeg nogensinde kunne gøre. Men havde jeg ikke haft de 30.000, havde Lilli og jeg haft intet sted at bo, og så havde jeg ikke kunnet tage i mod hende og måtte sende hende tilbage til vores kaotiske mor. Jeg havde gjort det for hendes skyld, ikke min egen.

”Niall… i min brance, er tingene nødt til at gå op for at det hele skal kunne fungere. Går tingene ikke op, fungere det hele ikke og så går der ikke længe før det hele kollapser. Jeg nægter dog, at lade en lille forkælet snothvalp som dig spolere hele mit imperium.” Sagde han og lagde sine hænder om på sin ryg.

”Tingene skal fungere, Niall. Og lige nu fungere de ikke. Og det er jeg ikke glad for.”

”Hvad vil du have jeg skal gøre?!” Vrissede jeg frustreret. Han kiggede tænkende ned i gulvet, inden han kiggede op på mig igen.

”Jeg tænker, at som en fair byttehandel, så opgiver du alt du har, så du kan betale mig tilbage og så kan du bo her i mit kompleks og arbejde dig for resten, gerne på en helt ny kontrakt.” Sagde han. Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig.

”Fatter du det slet ikke? Jeg ønsker ikke at have noget som helst med dig at gøre mere. Jeg vil ikke være med mere… FATTER DU DET?!” Råbte jeg i hovedet på ham, så han sukkede tungt af mig.

”Er det virkelig det du vil? Forlade det hele?” Spurgte jeg. Jeg nægtede at svare ham, da hans spørgsmål simpelthen var for indlysende til det behøvede et svar. Han kiggede en smule på mig, inden han knipsede med fingrene og Jack kom frem fra mørket i højre side og gik over mod mig. Jeg kiggede nøje på hans bevægelser og handlinger, men trak dog vejret lettet ind, da han tog en kniv frem for at skære mine hænder fri, så jeg hurtigt kunne trække dem frem mod mig og binde mine fødder op også, så jeg kunne komme fri.

”Jamen, så siger jeg da farvel. Niall… jeg troede ellers vi ville få en lang fremtid sammen?” Sagde Rich med et skævt smil, så jeg bare kiggede vredt tilbage på ham.

”Så tog du fejl.” Sagde jeg hurtigt og begyndte at gå væk. Mit hjerte bankede dog stadig panisk inden i mig. Det her virkede for nemt. Det kunne ikke slutte sådan her. Ikke så let.

”Jeg har sgu altid beundret dig, Niall. Du står virkelig op for dine principper, må man sige.” Sagde Rich bag mig, så jeg straks stoppede op.

”Da jeg mødte dig, troede jeg du for evigt var en følelseskold skiderik, men du er sgu vokset, dreng. Du er blevet en mand.” Sagde han, så jeg kiggede om på ham. Der var en pointe i det han ville sige, det kunne jeg fornemme. En altafgørende pointe.

”Du er blevet til en mand med følelser, Niall. Det havde jeg sgu ikke troet om dig.” Mit hjerte stoppede.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg forsigtigt. Han fnyste kort.

”Jeg mener bare, at jeg beundrer, at du tør at stå så meget op for de personer omkring dig.” Startede han og sendte mig et skævt om lumskt smil.

”Altså… Jeg ville også være lidt overbeskyttende, hvis jeg havde sådan nogle personer rundt omkring mig… Hvad er det nu din søde lillesøster hedder… Lilly? Hun er så bedårende. Lige til at spise.”

”Du blander hende uden om det her!” Rasede jeg hurtigt og vendte mig om og for faretruende hen mod ham. Han grinede lumskt.

”Sikke en følebamse du er blevet. Sådan plejede du da ikke at være. Der var en gang, hvor alt handlede om Niall fucking Horan og intet andet. Hvad er der sket, makker?” Spurgte han og begyndte at gå i cirkler rundt omkring mig.

”Har du måske fået lidt hjælp? En lille hjælper, som har gjort dig til et rigtigt bløddyr måske? En pige? En køn en af slagsen endda måske? Hvad er det nu hun hedder? Annie… Anna… Anastacia, måske?” Mit hjerte sprang et slag over.

”Hun er vældig sød, din Anastacia… Meget beskyttende over for sådan en kujon som dig. Det er måske der du har det fra?” Spurgte han ondt, så jeg begyndte at blive mere og mere nervøs.

”Hvad er det du vil, Richard?!” Vrissede jeg hurtigt og vendte mig om mod ham.

”Det skal jeg sige dig, Niall. Jeg advarer dig. For sidste gang.”

”Du kan ikke true mig!” Truede jeg hurtigt selv tilbage.

”Heller ikke, hvis jeg ender med at tage din livsglæde fra dig?” Jeg mærkede straks en klump i halsen.

”Du rører hende ikke.” Truede jeg hurtigt og trådte frem mod ham, så han smilede endnu mere ondskabsfuldt tilbage til mig.

”Noget for noget. Jeg skal have mine penge… på en eller anden måde.”

”Du får hende ikke. Jeg lader dig aldrig nogensinde komme i nærheden af hende!” Råbte jeg rasende. Dog endte han ikke med at svare mig, da en høj sirene hurtigt begyndte at hyle og en stor skærm over fra den ene væg lyste helt rødt med skriften: INDTRÆNGENDE!

”SKIFT HEN TIL KAMERERNE!” Råbte Rich, så vi hurtigt kunne se på en af de mange skærme, der hang bag hans skrivebord hvad der skete. Jeg ænsedekun lige, hvordan mit hjerte stoppede et par sekunder, da synet af de indtrængende dukkede op på skærmen.

”Og jeg som troede, at jeg skulle gøre brug af hende den lille tøjtes oplysninger omkring navnene på dine venner… Men se skam: Musene er selv løbet i fælden.” Mine øjne faldt knuste hen på den lille gruppe mennesker, der løb ind i den store gård udenfor og jeg mærkede kun sorgen endnu mere, da kameraet fik fokuseret ordentligt på deres ansigter.

De var der alle sammen: Liam, Louis, Harry, Marie… Anastacia.

”Jack… Gå ud og sørg for at en trussel er en trussel og at jeg ikke siger tingene to gange.” Sagde Rich, så jeg hurtigt kiggede chokeret op på ham.

”Nej!” Råbte jeg og ville løbe frem mod ham, men blev bare banket hårdt ned i gulvet, da Rich slog mig hårdt i maven, så al luft blev slået ud af mig og jeg desperat måtte hive efter vejret.

”Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig derud og redde så mange af dine venner som muligt, inden det er for sent, knægt.” Sagde Rich ondskabsfuldt, så jeg med ingen luft fik kæmpet mig op og hurtigt satte i løb ud af den nærmeste dør.

”Jeg advarede dig, Horan!” Råbte han efter mig, mens jeg kæmpede for mit liv for at løbe ud og redde dem alle sammen. Jeg ønskede virkelig for alt i hele verden, at jeg kunne nå frem til dem, inden Jack gjorde. Jeg ønskede så desperat, at det ikke var for sent.

Jeg spurtede rundt om det ene hjørne og gled nærmest i svinget, mens jeg forpustet løb hen mod udgangen af det her kaos. Døren til den store gård blev ikke synderligt forskånet, da jeg nærmest kastede hele min krop ind i den og den så gik op med et kæmpe brag, så jeg kun lige nåede at skrige desperat efter hende:

”ANA!”

Desværre nåede hun at vende sig.

________________________________________________________________________________________________

FORTSÆTTES...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...