Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99847Visninger
AA

36. Wrong

”Are you, are you coming to the tree, where dead man call

out for his love to flee

strange things did happen here, no strangers would it be”

Jennifer Lawrence – Hanging tree

 

ANASTACIA P.O.V

Jeg steg ud af bissen ved det normale busstoppested og gik bare videre hen af vejen, mens jeg mærkede forårets sol skinne varmt ned mod den sarte hud på mine kinder. Det var lige det jeg trængte til. En solstibe i det evige mørke.

Vi var efterhånden også ved at nå ind i den sidste halvdel af maj-måned, og jeg kunne mærke, at det snart var ved at være for varmt til at have jakke på, så jeg havde faktisk taget den af, da jeg kom ind i bussen, for ikke at koge over.

Jeg satte mit hår op i en lidt sjusket og løs hestehale og sukkede egentlig lidt over mine rimeligt slidte spidser, da jeg tog de lidt halvglemte nøgler op af min taske og låste mig ind til opgangen. Jeg vidste godt, at siden Nialls og mit forhold, måske ikke var så godt lige pt, og at det at jeg tog op i lejligheden nu, til trods for alt det, der var sket, så manglede jeg et par ting, og ville faktisk gerne ”hjem” snart igen. Jeg gik op af de sidste par trapper og kom op til døren ind til Nialls lejlighed og stak nøglerne ind i låsen, for at låse døren op. Dog sukkede jeg hurtigt tungt, da døren ikke havde været låst. Niall havde altid en dårlig vane med at glemme og låse dørene, når han forlod lejligheden.

Jeg sukkede opgivende og gik ind i lejligheden og lukkede døren efter mig, så jeg kunne lægge mit overtøj fra mig og smide mine sko også. Jeg trak mine tasker med ind og lagde dem hurtigt foran døren ind til soveværelset, inden jeg gik over til køkkenet, for at lave mig noget frokost. Lige umiddelbart så det ikke ud som om, at Niall var hjemme. Jeg havde dog erfaret, at han som regel ikke var hjemme, når hans følelser havde været i et stort farligt kog. Jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg havde taget det, hvis han havde været hjemme. Et eller andet sted, var vi vel nok stadig uvener og stemningen havde også været rimelig trykket imellem os i fælleshuset i York i eftermiddags. Jeg hadede virkelig når Niall og jeg var uvenner. I sær fordi jeg hadede at ingen af os aldrig nogensinde tog initiativet til at snakke ud om det med hinanden.

Det fik mig dog også til at kigge lidt rundt. Her var så underligt stille. Lidt for stille faktisk. Jeg tog hurtigt min mobil op og ringede hans nummer ind med det samme, og gik endda uden om de sms’er jeg kunne se lå parat til mig.

”Du taler med Niall. Jeg er optaget i øjeblikket, så du må ringe tilbage eller sende mig en sms, så må jeg se om jeg svarer tilbage.” Sagde den hurtigt fra telefonsvaren af, så jeg bare rystede på hovedet af hans evige flabede telefonsvarer. Jeg gik hurtigt ind på min mobil og så ringede Harry op. Som sædvanlig gik den først igennem til sidst med ham.

”Jaer?” Sagde han, så jeg hurtigt rullede af hans også dårlig telefonvaner.

”Det er mig. Er du sammen med Niall lige nu?” Spurgte jeg hurtigt og lavede mig et glas vand i mens jeg snakkede med Harry.

”Næ… skulle jeg det?” Spurgte han hurtigt, så jeg rullede opgivende med øjnene endnu en gang.

”Ved du muligvis, hvor han er? Han tager ikke telefonen, når jeg ringer.” Spurgte jeg og begyndte at rydde lidt op omkring i lejligheden.

”Prøv at ring til ham igen. Han er sikkert ude at træne eller nede og spille et sted eller et eller andet drengehejs.” Sagde Harry hurtigt, så jeg bare takkede for tippet og så lagde på. Jeg prøvede at gå videre til Louis, men han havde heller ikke set ham siden i eftermiddag i fælleshuset, og det havde Liam heller ikke.

Jeg endte med at ringe til Niall to gange mere, men den gik bare direkte på telefonsvaren igen. Min sidste mulighed var Marie.

”Marie?” Spurgte jeg, da jeg hørte den gik igennem. Hun ”hmm”ede bare.

”Er du okay?” Spurgte jeg hurtigt, selv om jeg vidste, at det nok ikke var bedst for Marie at bringe eftermiddagens katastrofe op igen. Jeg var sikker på, at jeg aldrig nogensinde havde set Marie så oprevet før.

”Det ved jeg ikke helt endnu..” Sagde hun ærligt, så der blev en kort stilhed, hvor hun bare trak vejret tungt.

”Har du set Niall… efterfølgende?” Spurgte jeg lidt efter, mens jeg gik ud mod entreen.

”Næ.. det mindes jeg ikke. Er du hjemme i lejligheden nu?” Spurgte hun hurtigt, mens jeg hængte Nialls utallige smidte stykker tøj fra gulvet op på knagerne igen. Mand, hvor der rodede ude i entreen. Havde Niall helt glemt hvordan man ryttede op selv?

”Ja. Og jeg tænkte han nok ville være her, men da han ikke er det og intet har hørt fra ham, ville jeg lige høre rundt.” Sagde jeg og rynkede hurtigt mine bryn sammen, da jeg over i det ene hjørne fandt en telefon, der så ud til at være virkelig smadret, da der nærmest var revner hele vejen ned gennem skærmen.

”Er i stadig uvenner?” Spurgte Marie fra den anden ende, mens jeg tog den itu mobil op i min hånd.

”Det ved jeg ikke..” Sagde jeg en smule fraværende, mens jeg vendte mobilen i min hånd. Jeg endte dog med at vende fronten op mod mig og tænde for den, så den straks gik ind på et opkald. Et nærmest halvanden time langt opkald til… mig.

Det var et langt opkald til mig… men hvem ringede til mig? Og hvorfor fik jeg ingen besked om det? Jeg slukkede for opkaldet og den gik straks ud til hovedmenuen, hvor der var et billede af mig. Åh nej.

”Måske i skulle mødes og..”

”Jeg bliver altså lige nødt til at løbe, Marie. Jeg ringer tilbage senere.” Sagde jeg hurtigt, mens jeg kiggede panisk på den halvsmadrede mobil foran mig. Det var Nialls mobil. Min egen mobil vibrede hurtigt i min anden hånd, så jeg så jeg havde fået en sms om, at jeg havde en besked på min telefonsvarer fra Niall af.

Hvad var der sket med Nialls mobil? Og hvor var Niall? Mine tanker for rundt i hovedet på mig og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte nærmest sprang et slag over, mens Nialls besked til mig spilledes. Lige indtil den blev rigtig mærkelig:

”Alt jeg bare vil sige er, at jeg elsker dig, Ana… og jeg er så fucking ked af alt det her, men jeg elsker dig, og…” og så sluttede den og jeg hurtigt kun lige at Niall stønnede og der lød nogle underlige høje dunk, så jeg nærmest selv skulle passe på ikke at tabe min mobil, fordi hele min krop begyndte at ryste så voldsomt.

 

NIALL P.O.V

Det gjorde så forbandet ondt i mit hoved og jeg kunne ikke ånde ordentligt. Jeg kunne kun se mørke, mens at nogle lyddæmpte stemmer hørtes omkring mig. Lige indtil at lyddæmperen omkring mig blev fjernet og jeg straks blev blændet kraftigt i mine øjne af noget alt for skarpt lys, som gjorde det svært for mine øjne at vænne sig til. Jeg prøvede dog at blinke mig vant til det, så jeg kunne vænne mig til lyset og se omgivelserne omkring mig. Jeg prøvede at bevæge mig, men mine fødder og hænder var bundet og mit hoved dunkede som en i fanden af ren smerte.

Hvad fanden var der sket? Hvor var jeg?

”Sikke slemt mine rekrutter har nakket dig denne gang, min dreng.” Sagde en velkendt stemme hurtigt lidt væk, så jeg straks stivnede i hele kroppen bare ved lyden af hans stemme. Åh nej. Nej, ikke ham! Alt andet end ham.

Jeg tiede bare helt stille, mens jeg kiggede ned i jorden og så hvordan to par velpudsede brune, fine sko kom frem for mine øjne ned på jorden. Jeg vidste godt, hvem de sko tilhørte, jeg turde bare ikke kigge op.

”Det kan være jeg endelig kan give dig en ordentlig lærestreg nu.” Sagde Rich, så jeg hurtigt prøvede at rokke mig ud af den stol jeg var bundet fast til, men intet lykkedes.

”Jeg tænker at det her vel er sidste gang jeg forhåbentlig nogensinde skal tage fat i dig, Horan. Jeg er rimelig træt af at bruge al min tid på dig.” Sagde han og begyndte at gå rundt om mig og stolen.

”Du får intet ud af mig.” Sagde jeg lavt, så han bare udbrød en høj klam latter.

”Åh jo, Horan. Det gør jeg skam. Jeg skal have alt det tilbage af dig, som du har taget. Den aftale er vi begge to helt enige om.” Sagde han og trak en lighter op af sin bukselomme, for også at trække en cigaret op af en pakke fra brystlommen i hans blazer.

”Jeg skylder dig ikke en kæft.” Sagde jeg hurtigt. Det fik ham bare til at le igen.

”10.000 pund, min fine ven. Det beløb synes jeg efterhånden vi blev rimeligt enige om.” Sagde han og gik om til min front igen og pustede røgen fra sin cigaret ned i hovedet på mig.

”Vi blev ikke enige om en fucking skid!” Vrissede jeg og spyttede hurtigt ned på hans sko. Det blev dog bare efterfulgt af en kæmpe lussing mod min kind, hvorefter han greb hårdt fat om min kæbe og tvang mig til at kigge ind i hans luskede klamme øjne.

”Jeg gav dig alt, Horan. Er du klar over det? Alt!”

”Du gav mig ingenting!” Vrissede jeg hurtigt, så han bare greb endnu strammere fat om min kæbe.

”Var det ikke for mig, var du sikkert endt ud som en af dem, der bønfaldt mig om stoffer. Jeg gav dig en familie. Jeg gav dig venner. Jeg gav dig et liv.” Sagde han og kiggede dominerende ind i mine øjne.

”Du har ikke givet mig en fucking skid!” Råbte jeg hurtigt, så jeg fik en knytnæve lige i hovedet, så jeg kunne mærke den dungrende smerte i hele ansigtet, inden han greb stramt fat om min kæbe igen.

”Husk på, at lige så meget som jeg kan hjælpe dig op i toppen, unge mand, så kan jeg fandme også hive dig helt ned i bunden igen.” Sagde han og skubbede mit ansigt ud af sin hånd og vendte sig væk fra mig.

”Jeg skylder dig ingenting!” Vrissede jeg hurtigt. Han kiggede tilbage på mig.

”Tænk at du er så forbandet kujonsk og idiotisk, at du tør sige til mig, at du ikke skylder mig noget. Når jeg har materiale på, at du selv er inde i min pengeboks og stjæle 10.000 pund fra mig. Du skal ikke komme her og spille helt nu, knægt.” Jeg holdt min kæft.

”Jeg skal have de 10.000 tilbage, Horan. Og det er nu.” Sagde han og lagde armene bestemt over kors.

”Jeg har dem ikke.” Sagde jeg hurtigt. At jeg havde stjålet de 10.000 for det lille års tid siden havde været det værste jeg nogensinde kunne gøre for min allerede dårlige situation. Men havde jeg ikke haft de 10.000, så havde Lilli og jeg intet sted at bo, og så havde jeg ikke kunnet tage i mod hende og måtte derfor sende hende tilbage til vores kaotiske mor. Jeg havde gjort det for hendes skyld, ikke min egen. Desværre bed det bare mig i røven nu.

”Niall… i min brance, så er tingene nødt til at gå op for at det hele skal kunne fungere. Går tingene ikke op, fungere det hele heller ikke og så går der ikke længe før det hele kollapser. Jeg nægter dog, at lade en lille forkælet snothvalp som dig spolere hele mit imperium for øjnene af mig.” Sagde han og lagde sine hænder bestemt om på sin ryg.

”Tingene skal fungere, Niall. Og lige nu så fungere det ikke. Og det er jeg absolut ikke glad for.”

”Hvad vil du have jeg skal gøre?!” Vrissede jeg frustreret. Han kiggede tænkende ned i gulvet, inden han kiggede op på mig igen.

”Jeg tænker, at som en fair byttehandel, så opgiver du din fine lejlighed så du kan betale mig tilbage og så kan du bo her i mit kompleks og arbejde dig for resten.” Sagde han. Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig.

”Fatter du det slet ikke? Jeg ønsker ikke at have noget som helst med dig at gøre mere. Jeg vil ikke være med mere… FATTER DU DET?!” Råbte jeg i hovedet på ham, så han bare sukkede tungt af mig.

”Er det virkelig det du vil? Forlade det hele?” Spurgte jeg. Jeg nægtede at svare ham, da hans spørgsmål simpelthen var for indlysende til at det behøvede et svar. Han kiggede derfor en smule på mig, inden han knepsede med fingrene og Jack hurtigt kom frem fra mørket ovre i højre side og gik over mod mig. Jeg kiggede nøje på hans bevægelser og handlinger, men trak dog vejret lettet ind, da han tog en kniv frem for at skære mine hænder fri, så jeg hurtigt kunne trække dem frem mod mig og binde mine fødder op også, så jeg kunne komme fri.

”Jamen, så siger jeg da farvel. Niall… jeg troede ellers vi ville få en lang fremtid sammen. Vi virkede som et godt par.” Sagde Rich med et skævt smil, så jeg bare kiggede vredt tilbage på ham.

”Så tog du fejl.” Sagde jeg hurtigt og begyndte at gå langsomt frem. Men mit hjerte bankede stadig panisk inden i mig.

”Jeg har sgu altid beundret dig, Niall. Du står virkelig op for dine principper, må man sige.” Sagde han dog lidt efter bag mig. Jeg stoppede op.

”Da jeg mødte dig, troede jeg du for evigt var en følelseskold skidderik, men du er sgu vokset, dreng. Du er blevet en mand.” Sagde han, så jeg kiggede ventende om på ham. Der var en pointe i det han ville sige, det kunne jeg fornemme. En farlig pointe.

”Du er blevet til en mand med følelser, Niall. Det havde jeg sgu ikke lige troet om dig.” Mit hjerte stoppede lidt, så jeg vendte mig forsigtigt om mod ham.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg hurtigt. Han fnyste kort.

”Jeg mener bare, at jeg beundrer, at du tør at stå så meget op for de personer der er omkring dig.” Jeg stoppede op igen, og det samme føltes det som om det gjorde med alt i hele kroppen på mig.

”Altså… Jeg ville også være lidt overbeskyttende, hvis jeg havde sådan nogle personer rundt omkring mig… Hvad er det nu din søde lillesøster hedder… Lilly? Hun er så bedårende. Lige til at spise.”

”Du blander hende uden om alt det her!” Rasede jeg hurtigt og vendte mig om og for faretruende hen mod ham. Han grinede lumskt.

”Sikke en følebamse du dog er blevet. Sådan plejede du da ikke at være. Der var en gang, hvor alt handlede om Niall fucking Horan og intet andet. Hvad er der sket, makker?” Spurgte han og begyndte at gå i cirkler rundt omkring mig.

”Har du selv ændret dig, eller har du fået lidt hjælp? En lille hjælper, som har gjort dig til et rigtigt bløddyr måske? En pige? Hvad er det nu hun hedder? Anne… Anna… Anastacia, måske?” Mit hjerte sprang et slag over.

”Hun er vældig sød, hende Anastacia… Meget beksyttende over for sådan en kujon som dig. Det er måske der du har det fra?” Spurgte han ondt. Jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at blive mere og mere nervøs.

”Hvad er det du vil, Richard?!” Vrissede jeg hurtigt af ham og vendte mig om mod ham.

”Det skal jeg sige dig, Niall. Jeg advarer dig. For sidste gang.”

”Du kan ikke true mig.” Truede jeg hurtigt selv tilbage.

”Heller ikke, hvis jeg ender med at tage din livsglæde fra dig?” Jeg mærkede straks en klump i halsen.

”Du rører hende ikke.” Truede jeg hurtigt og trådte vredt frem mod ham, så han bare smilede mere ondskabsfuldt tilbage til mig.

”Noget for noget. Jeg skal have mine penge igen… på en eller anden måde.”

”Du får hende ikke. Jeg lader dig aldrig nogensinde komme i nærheden af hende, eller nogle af de andre!” Råbte jeg rasende. Dog endte han ikke med at svare mig, da en høj sirene hurtigt begyndte at hyle og en stor skærm over fra den ene væg lyste helt rødt med skriften: INDTRÆNGENDE!

”SKIFT HEN TIL KAMERERNE!” Råbte Rich, så vi hurtigt kunne se på skærmen hvad der skete. Dog mærkede jeg kun lige, hvordan mit hjerte stoppede et par sekunder af synet af de mennesker, der dukkede op på skærmen.

”Og jeg som troede, at jeg skulle gøre brug af hende den lille tøjtes oplysninger omkring navnene på dine venner… Men se skam: Musene er selv løbet i fælden denne gang.” Mine øjne faldt bedrøvet hen på den lille gruppe mennesker, der løb ind i den store gård uden for, og jeg mærkede kun sorgen endnu mere, da kameraet fik fokuseret ordentligt på deres ansigter. De var der alle sammen: Liam, Louis, Harry, Marie… Anastacia.

”Jack… Gå ud og sørg for at en trussel er en trussel og at jeg ikke siger tingene to gange.” Sagde Rich pludseligt, så jeg hurtigt kiggede chokeret op på ham.

”Nej, Rich!” Råbte jeg og ville løbe frem mod ham, men så blev jeg bare banket hårdt ned i gulvet, da Rich slog mig hårdt ind i maven, så jeg al luft blev slået ud af mig og jeg desperat måtte hive efter vejret.

”Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig derud og redde så mange af dine venner som muligt, inden det er for sent, knægt.” Sagde Rich ondskabsfuldt, så jeg med ingen luft fik kæmpet mig op og hurtigt satte i løb ud af den nærmeste dør.

”Jeg advarede dig, Horan! Du slipper aldrig væk fra mig!” Råbte han efter mig, mens jeg kæmpede for mit liv for at løbe ud og redde dem alle sammen fra mit livs største fejltagelse.

________________________________________________________________________________________________

FORTSÆTTES...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...