Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99566Visninger
AA

16. When the words come out

"And if you're looking for someone to write your break up-song about

​Then baby, I'm perfect"

One direction - Perfect  

 

ANASTACIA P.O.V

Der kom et tidspunkt, hvor det hele føltes som om, at alt var ved at blive det normale igen. Som om alting begyndte at falde på plads og jeg for første gang i meget lang tid, begyndte at føle at det hele ikke så så sort ud mere.

Alting var godt. Jeg var sammen med Marie og Louis og Liam hver frokostpause i skolen nu. Her sad vi og hyggede os alle sammen og alle havde det godt, mens at glæden fra os alle sammen, fyldte hele atmosfæren omkring. Bedre endnu var, at tit efter skole, så mødtes Marie og jeg med Harry igen. Det havde slået mig lidt ud i starten, at Marie havde valgt at begynde og snakke med ham igen, men alligevel, så når de endelig snakkede sammen igen, så var det som om, der aldrig var sket noget i mellem dem, og alt var endnu en gang godt. Der hjemme var det hele også godt. Der var kommet en dag, hvor jeg havde kigget på mit værelse og bare havde set hvor ufatteligt enkelt det var. Jeg vidste godt, at mine forældre havde smidt en masse ting ud, den gang jeg blev syg og jeg havde elsket enkeltheden i hele værelset, dengang jeg fornægtede hele omverden omkring mig. Men nu… nu havde jeg accepteret det hele. Fortiden havde jeg accepteret, og jeg havde overlevet den, så jeg nu kunne komme videre og ikke skjule mig mere. Derfor havde Marie og jeg taget ned i det lokale boligcenter, hvor jeg havde fundet en masse nye ting til mit værelse, som ville fjerne enkeltheden fra de fire hvide vægge. Alt var ved at blive godt igen og jeg kunne mærke, hvordan stemmerne og skyggerne begyndte at fjerne sig fra mig og mit sind blev mere og mere lyst. Jeg fik det godt igen og alt omkring syntes til at falde på plads.

Og dog. Alligevel var der et par små ting, som stadig… manglede. Det var som om, at i den store garnnøgle, der før havde været inden i mig, som havde vokset sig til et kæmpe virvar af mange garnnøgler, og jeg før havde kæmpet med at finde starten og enden på dem alle sammen, så var de løst nu, men ikke helt. Det var som om, at de mange garnnøgler, som jeg følte jeg havde fået viklet op og rullet pænt sammen, så var der stadig en lille klump sammenfiltret garn, som ikke så ud til at kunne løsnes eller gå op på nogen som helst måde. Som om, at der stadig var noget inden i mig jeg skulle have løst, før jeg virkelig kunne fjerne alle stemmerne og skyggerne fra mit indre. Men jeg vidste ikke engang, hvad det var, at jeg skulle løse.

Jeg blev vækket fra mine dybe tanker, som egentlig var blevet udløst af et dybt citat jeg havde set på mit tumblr-feed, da min mobil ringede fra ved siden af mit ben af. Jeg kiggede hurtigt og så, at Harry ønskede at lave et fælles opkald til Marie og jeg.

”Hallo?” Sagde jeg og satte den på højtaler, for at jeg kunne bevæge mig rundt uden mobilen i hånden.

”Jeg fatter stadig ikke, hvordan du kan finde ud af det her. Det er alt for meget teknologi til min smag!” Brokkede Marie sig.

”Det er nemt, boo!” Forsvarede Harry grinende, så jeg også grinede lidt.

”Hvad så?” Spurgte jeg hurtigt, for at få dem vendt tilbage til grunden til Harry havde ringet til os. Harry rømmede sig hurtigt.

”Skal i noget i aften?”

”Jeg havde tænkt mig at tage over og crashe hos Marie.” Sagde jeg hurtigt, så Marie grinede af mig.

”Jeg havde tænkt mig at tage over til dig.” Sagde hun, så det var min tur til at grine.

”Fint fint, det er godt med jer, tøser. Hvad hvis nu jeg siger, at jeg har et meget bedre tilbud til jer, til hvad i kan lave i aften?” Sagde Harry.

”Og hvad skulle det så være. Lige pt, er der ikke noget der slår ostepops og netflix!” Sagde Marie. Harry sukkede opgivende.

”Hvad med en koncert?” Jeg kiggede overraskende hen på mobilen.

”Hvor henne?” Spurgte jeg.

”I byen. Der er open mic aften inde på en klub inde i storbyen. Please tag med! Jeg lover det bliver godt!” Sagde han nærmest helt ekstatisk. Jeg tænkte lidt. Mon han så ville komme?

”Hvem kommer?” Spurgte jeg hurtigt.

”Det ved jeg ikke, nogle af dem vi kender tror jeg, men ikke mange. Jeg har ikke spurgt så mange ud over jer… Please tag nu med, jeg lover at det bliver godt!” Sagde han helt bedende. Jeg tænkte lidt, mens jeg kunne fornemme på stilheden, at Marie også gjorde det.

”Okay… Hvis du insisterer!” Sagde hun så efter lidt tid. Jeg sukkede lidt.

”Vi tager med.” Sagde jeg, så Harry nærmest jublede. Måske ville det også være godt for mig at komme lidt væk fra York nu. Jeg havde jo også overgået den grænse med at tage tilbage til huset et par gange, og jeg havde jo ikke fået det værre af det, så måske det ville være godt for mig at tage skridtet videre. Selv om det er der han bor.

Jeg kunne mærke, at min mave snørrede sig en smule sammen. Men ligesom Sam havde sagt til mig, til vores sidste møde i sidste uge, så ville det bedste jeg kunne gøre for mig selv, være at skubbe til de grænser og gøre alle de rare ting jeg gjorde før igen. Bare så længe, at de forblev rare. Jeg indrømmede gerne, at jeg havde gjort en masse ting det sidste stykke tid, som jeg ikke havde fundet så rare. Som da jeg kiggede ind i hans øjne til festen og kunne se, hvordan han stirrede på mig, så knuderne blev større inde i maven på mig, og…

Nej. Det var på tide at blive Anastacia igen. Jeg kunne ikke blive ved med at benægte det hele. Ja, jeg havde accepteret meget, men jeg var nødt til at accepterer det hele. Kun sådan kunne jeg komme ordentligt videre og endelig leve fredfyldt igen. Nogle gange frygtede jeg bare, at jeg ville falde tilbage, og selv om de alle sammen skubbede til mig, så var frygten for at ryge ned i hullet igen, der stadig. Jeg havde accepteret min fortid, ja, men jeg frygtede stadig en gang i mellem, at den ville tage over mig. Måske var det, det betød, at realisere virkeligheden en gang i mellem.

 

Det var omkring klokken 21, at vi skulle være inde ved klubben den aften. Vi havde alle stadset os lidt op. Marie havde sat sit hår flot op og taget en læder nederdel, med en crop-top på, mens Harry… Ja, han havde en sort t-shirt og et par sorte bukser på. Jeg selv havde taget en sort lidt croppet, men langærmet sort trøje på, med en højtaljet denim-nederdel, lidt smykker og mine gamle sorte converse. (Outfit findes i kommentar) Jeg følte mig ganske tilpas, og håbede at bekvemmelsen kunne hjælpe lidt på mine lidt anspændte følelser omkring aftenens arrangement.

”Jeg glæder mig!” Hvinede Marie højt, da vi betalte for vores indgang og kom indenfor på den neonoplyste natklub. Der var allerede nogle, der stod og spillede og jeg genkendte også et par stykker fra skolen, som var her henne. Måske blev det ikke så slemt alligevel.

”Hvem spiller i aften, ved i det?” Spurgte Marie, da Harry stod og skrev lidt ned i sin mobil.

”Jeg ved kun mig og Niall skal spille.” Jeg stivnede.

”Af hva?” Desværre så Harry alt for optaget ud og begyndte at gå over mod baren. Jeg kiggede hurtigt chokeret på Marie, som kiggede lige så overrasket hen på Harry.

”Hvorfor har du ikke sagt, at i skulle spille? Og hvad så med Zayn?” Spurgte hun.

”Han er ikke med mere.”

”Hvorfor?!” Spurgte jeg dybt forvirret. Harry trak på skuldrene, mens han fortsatte over til baren, og ganske vist som Marie og jeg lige nåede der hen, så hilste Harry på en person, der sad med ryggen ud til os. Min mave knugede sig straks sammen, da personen vendte sig om på stolen og afslørede hvem han var, selv om jeg allerede havde fundet ud af det, bare ved at han sad med ryggen til.

”Wow, i kom!” Sagde Niall med et stort overrasket udtryk, så Marie hurtigt kiggede bag ud på mig.

”Vil du hjem?” Hviskede hun hurtigt til mig, mens jeg trak vejret tungt ind.

”Måske.” Sagde jeg ærligt og håbede, at den her aften ikke involverede alt for meget kontakt med Niall Horan.

”Vi spiller om en lille halv times tid, så i kan bare købe noget at drikke og sådan.” Informerede Harry os. Marie kiggede bare mellem Niall og jeg, inden hun greb fat i Harrys arm, for at hive ham væk fra os. Jeg kiggede hurtigt der over, og så at hun slog ham hårdt på armen, mens hun kiggede rasende på ham. Jeg sukkede tungt og gik så hurtigt over til disken ved baren og bestilte en ganske simpel drink.

”Jeg var bange for, at du ikke ville komme.” Sagde en velkendt stemme hurtigt fra siden af mig. Jeg tog en stor tår af min drink, da den blev serveret for mig.

”Det var også kun en spontan beslutning. Jeg vidste slet ikke i spillede.” Sagde jeg og var taknemmelig for, at han bare kiggede ud blandt de mange mennesker i stedet for på mig.

”Jeg havde faktisk bedt Harold om at prøve, at få dig med.” Sagde han, så jeg fik et lille chok over hans ord.

”Hvorfor?” Spurgte jeg forsigtigt.

”Fordi vi er venner.” Sagde han, så jeg tog en stor tår til af min drink og blev lidt ærgret over den lave alkohol procent. Hvis jeg skulle overleve denne aften, havde jeg brug for at få mine tanker væk. Desværre vidste jeg også godt, at det tit var den forkerte måde at håndtere sine problemer på. Men lige nu kunne jeg ikke se nogen anden effektbar løsning.

”Vi er ikke venner, Niall.” Sagde jeg og kiggede kort hen på ham, så han kiggede hen på mig, og jeg straks mærkede en underlig følelse i min mave, da hans krystalblå øjne mødte mine.

”Nej. Vi er fremmede med minder.” Jeg følte mig nærmest en smule forstenet og følte mig helt tom for ord, mens at jeg fastholdt mit blikket mod ham. Han kiggede lidt op og ned af mig, inden at han fokuserede på min hals.

”Pæn halskæde.” Sagde han, så jeg tog mig til den lille diamant i kæden om min hals. Jeg sank en klump.

”Tak…” Sagde jeg forsigtigt. Han skulle til at åbne munden, men så blev der jublet ude fra gulvet af og bandet oppe på scenen takkede for folks opmærksomhed og gav en takketale, inden at de annoncerede, at de var færdige med deres gig.

”Er det jer næste gang?” Spurgte jeg og kiggede ned i min allerede halvtomme drink. Niall rystede på hovedet.

”Nej, der er nogle der skal op før, men de spiller også kun sådan to-tre numre, og så skal vi på bagefter.”

”Hvor mange sange skal i spille?” Spurgte jeg. Han fnyste kort.

”En sang.” Jeg kiggede hurtigt på ham.

”Hvorfor kun en…” Dog blev jeg afbrudt, da folk jublede højt da et nyt band gik op på scenen for at spille. Dog da jeg så kiggede tilbage på Niall igen, var han gået. Jeg sukkede tungt og drak så resten af min drink, for så at stille den fra mig og gå over til Marie, som havde stilt sig sammen med nogle hun gik i klasse med. De smilede hurtigt til mig og vi kom ind i en god samtale, hvilket var rart, så jeg fik tankerne lidt væk fra Nialls ord. Vi er fremmede med minder.

Marie havde lige fortalt om en sjov episode hende og et par piger havde haft med en lærer den forrige dag, da bandet oppe på scenen takkede af, og der nu blev gjort plads til et nyt band. Vi kiggede alle hurtigt der op, da to velkendte skikkelser gik ind på scenen. Harry og Niall.

”Hej derude.” Sagde Niall ind i mikrofonen, så folk huede og klappede. Jeg kiggede bare op på ham, mens jeg kunne mærke, hvordan min mave knugede sig mere og mere sammen.

”Nogle af jer har måske set Harold her, og jeg sammen med en til, spille sammen også… men i dag har vi ændret lidt på det, så det er kun os to. Jeg har skrevet en sang, som faktisk har været en rimelig stor prøvelse for mig, fordi jeg med den her sang gerne vil prøve at komme ud med nogle ting, som jeg aldrig rigtigt har fundet ud af, hvordan jeg skulle få ord på.” Jeg kiggede tænkende på ham, inden at jeg så, hvordan han kiggede over på mig og så sagde:

”Det er en sang jeg har skrevet til en meget speciel person, og jeg håber at den person, som også er her i aften, måske vil kunne forstå det hele lidt bedre, når sangen er ovre. Vi er No direction, og her kommer: Perfect.” Jeg kiggede hurtigt op på ham, da jeg mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over, da Niall satte sig ned på en stol sammen med Harry, som sad ved siden af ham. Niall tog en guitar op, mens at Harry sad på en kasse, som han begyndte at tromme lidt på, inden at Niall begyndte at spille og en rolig melodi begyndte at spilles og Harry begyndte at synge:

I might never be your knight in shining armour, I might never be the one you take home to mother and I might never be the one who brings you flowers, but I can be the one, be the one tonight!” Marie kiggede hurtigt tænkende på mig, mens at Harry sang lidt videre, indtil at sangen udviklede sig og mit hjerte sprang et slag over, da Niall så sang:

But if you like causing trouble up in hotel rooms and if you like secret little rendevouz. If you like to do the things you know that we shouldn’t do, then baby I’m perfect, Baby I’m perfect for you.” Jeg nåede kun lige at høre mig selv gispe, inden at Marie måbede ved siden af mig og Harry så sang sammen med Niall:

And if you like midnight driving with the windows down, and if you like going places we can’t even pronounce. If you like to do whatever you’ve been dreaming about the baby, your perfect. Baby, your perfect, so let’s start right now!” Baby? Midnatsture med vinduerne nede, skabe ballade på hotelværelser, nysgerrig, ikke ham du tager med hjem til din mor…

”Åh gud, Anastacia. Han synger jo til dig!” Måbede Marie ved siden af mig, så hun bekræftede mine tanker og jeg så kiggede chokeret op på Niall, som sang videre:

I might never be the hands you put your heart in, or the arms that hold you anytime you want them…”

“When I first saw you from across the room, I could tell that you were curious. Girl I hope you’re sure what you’re looking for, ‘cause I’m not good at making promises.” Niall og jeg fik øjenkontakt og jeg nåede kun lige at blinke, inden at sangen gik over I omkvædet igen og Niall nærmest sang for fuldt drøn. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, mens at sangen udviklede sig og kom over til broen, hvor der nærmest blev helt lydløst for musik og Niall så kiggede hen på mig, mens han sang:

And if you're looking for someone to write your break-up songs about, Baby, I'm perfect..                              Baby, we're perfect!” Harry tilsluttede sig sangen og omkvædet blev sunget igen og folk begyndte at klappe med i takt:

If you like causing trouble up in hotel rooms, and if you like having secret little rendevouz. If you like to do the things you know that we shouldn’t do, then baby, I’m perfect. Baby, I’m perfect for you. And if you like midnight driving with the windows down and if you like going places, that we can’t even pronounce. If you like to do whatever you’ve been dreaming about. Then Baby, you’re perfect, Baby, you’re perfect… So let’s start right now.” Sangen sluttede og alle huede straks, mens at jeg kiggede lamslået op på scenen, hvor Niall kiggede forsigtigt på mig og det eneste jeg kunne gøre i det øjeblik, var at træde et skridt tilbage og så vende om for at løbe ud mod nærmeste udvej.

”Ana!” Kaldte Niall hurtigt, men jeg stoppede ikke. Jeg fortsatte bare så hurtigt jeg kunne hen mod trappen, der førte ud til taget, hvor man kunne komme ud. Jeg havde brug for friskt luft.

Jeg kom udenfor og tog mig straks til hovedet, mens jeg trak vejret så stille og roligt ind, som jeg overhovedet kunne. Dog var jeg ikke alene i mange sekunder, inden at døren gik op og Niall løb ud til mig. Det føltes som om, at mit indre var ved at sprænge i luften.

”Hvorfor gjorde du det?!” Råbte jeg af ham, så han kiggede op på mig.

”Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle sige det…”

”Sige hvad?”

”Jeg elsker dig!” Jeg kiggede hurtigt op og alt stoppede omkring os.

”Jeg elsker dig, Anastacia Edwards og det har jeg altid gjort.” Jeg kiggede chokeret op på ham.

”Men hvordan kan du…”

”Kan du huske den aften på engen? Den aften, hvor du fulgte efter mig?” Spurgte han og kiggede mig i øjnene.

”Efter det indså jeg, at jeg ikke vil leve i en verden, hvor du ikke er i.” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over og det føltes som om, at garnnøglet inden i mig, begyndte at kludre sig op i tusinde forskellige tråde.

”Der var en gang, hvor alting virkede sort og jeg ikke kunne se nogen måde, at jeg skulle gennemføre alt det her på… Men så kom du, og selv om du var det mest irriterende jeg nogensinde havde mødt, så endte du alligevel med at vende op og ned på alt hvad jeg kendte til. Og efter et stykke tid, så indså jeg, at for første gang i meget lang tid, så føltes det som om, at det faktisk ville ende ret okay… Bare så længe jeg var sammen med dig.” Fortalte han, så den første klump samlede sig i min hals og tårerne begyndte at presse på.

”Det har altid handlet om dig, Ana. Lige siden starten har det hele handlet om dig. Alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg tænkte, alt hvad jeg følte var på bekostning eller på grund af dig. Og jeg er så fucking ked af, at jeg ikke indså det og fuckede alt op…”

”Niall, please…” Bad jeg og håbede at han ville stoppe med sit store had til sig selv.

”Jeg elsker dig, Anastacia… Og det er fucking svært at leve uden dig, men det er min egen skyld. Jeg ved, at jeg ødelagde det hele og var for lang tid om at sige tingene til dig. Jeg var for lang tid om mange tid, men jeg troede at jeg havde tid nok, og at den ikke var knap for mig… og nu ser det ud til, at det eneste jeg har er tid..” Han trak vejret tungt ind, inden han kiggede på mig igen.

”Jeg ville vente en evighed, hvis det var for at være sammen med dig.” Mit hjerte stoppede i et kort sekund, inden jeg kiggede bedende på ham.

”Niall, jeg…”

”Jeg elsker dig, Anastacia. Og det vil jeg sikkert altid gøre, og du vil nok også være den eneste jeg nogensinde kommer til at elske, men jeg ødelagde det, og det forstår jeg nu. Men jeg ved også godt, at lige meget hvor meget jeg forklare dig det hele og undskylder og angrer det hele, så er du kommet videre, og der er ikke længere noget jeg kan gøre, for at få dig tilbage igen. Men jeg elsker dig, og det vil jeg aldrig stoppe med. Der vil altid være en del af dig i mig, altid. Lige meget hvad.” Sagde han og trådte nogle par skridt bag ud. Jeg trak vejret tungt ind.

”Jeg håber, at du får det bedre, Anastacia. Du kan bare smide halskæden ud… det var alligevel bare et latterligt forsøg på at fortælle dig, hvad jeg synes om dig, men du må gerne beholde den, det vil sikkert bare knuse mit hjerte endnu mere, hvis du gav den tilbage til mig alligevel, så..” Sagde han, så jeg straks tog mig til halsen og indså hvor det var den flotte halskæde kom fra. Jeg havde jo nærmest forsøgt at slette alle minder om Niall, så klart at jeg helt havde glemt, hvor min yndlingshalskæde var kommet fra, når den hele tiden havde været fra ham.

”Niall, jeg beder dig. Ikke gå!” Råbte jeg efter ham, da han gik hen mod døren ned til klubben igen. Han sukkede tungt.

”Undskyld, Anastacia, men jeg vil jo alligevel bare ende med at såre dig igen. Jeg kender ikke til andet.” Sagde han og kiggede undskyldende på mig. Jeg åbnede min mund for at sige noget, men der kom intet ud. Niall kiggede en sidste gang på mig, inden han tog i håndtaget i døren ned til trappen og forlod mig oppe på taget, hvor jeg lagde mine arme trøstende om mig selv, mens jeg lod tårerene falde.

Hele mit indre føltes som et stort sammenfiltret garnnøgle igen.

______________________________________________________________________________________________

Kan lige så godt indrømme, at jeg har ventet på dette øjeblik lige siden at Drengene udgav Perfect, så ja, her er mit personlige yndlings kapitel indtil videre!! <3 Lidt længere grundet den lange ventetid...
Mon Niall og Anastacia nogensinde kan få det hele til at lykkes, eller om Niall mon lærer at elske sig selv, og Anastacia synes han har lidt nok?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...