Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117088Visninger
AA

16. When the words come out

"And if you're looking for someone to write your break up-song about

​Then baby, I'm perfect"

One direction - Perfect  

 

ANASTACIA P.O.V

Der kom et tidspunkt, hvor det hele føltes som om, alt var ved at blive det normale igen. Som om alting begyndte at falde på plads og jeg for første gang i meget lang tid, begyndte at føle at det hele ikke så sort ud mere.

Alt var godt nu. Jeg var sammen med Marie og Louis og Liam hver frokostpause i skolen nu. Her sad vi og hyggede os alle sammen og alle havde det godt, mens glæden fyldte hele atmosfæren. Bedre endnu var, at ofte efter skole, så mødtes Marie og jeg med Harry igen. Det havde slået mig lidt ud i starten, at Marie havde valgt at begynde og snakke med Harry igen, men alligevel, så når de endelig snakkede sammen igen, var det som om, der aldrig var sket noget, og alt var endnu en gang godt.

Der hjemme var det hele også godt. Der var kommet en dag, hvor jeg havde kigget på mit værelse og bare havde set hvor ufatteligt enkelt det var. Jeg vidste godt, at mine forældre havde smidt en masse ting ud, den gang jeg blev syg. I starten havde jeg elsket enkeltheden, selvfølgelig. Men nu… nu havde jeg accepteret det hele. Fortiden havde jeg overlevet, så nu kunne jeg komme videre og ikke skjule mig mere. Derfor havde Marie og jeg taget ned i det lokale boligcenter, hvor jeg havde fundet en masse nye ting til mit værelse, som ville fjerne enkeltheden fra de fire hvide vægge. Alt var ved at blive godt igen og jeg kunne mærke, hvordan stemmerne og skyggerne begyndte at fjerne sig fra mig og mit sind blev mere og mere lyst. Jeg fik det godt igen og alt syntes endelig at falde på plads.

Alligevel var der et par små ting, som stadig… manglede. Det var som om, at i den store garnnøgle, der før havde været inden i mig, som havde vokset sig til et kæmpe virvar af mange garnnøgler, som jeg før havde kæmpet med at finde starten og enden på, var løst nu. Stadig ikke helt, men næsten. Jeg følte jeg havde fået viklet alle garnnøglerne op og rullet dem pænt sammen nu. Men der var stadig en lille klump sammenfiltret garn, som ikke så ud til at kunne løsnes eller gå op på nogen som helst måde, tilbage i mig. Der var stadig noget i mig, jeg skulle have løst, før jeg endeligt kunne fjerne alle stemmerne og skyggerne. Desværre vidste jeg bare ikke engang, hvad det var, jeg skulle løse.

Jeg blev vækket fra mine dybe tanker, som egentlig var blevet udløst af et dybt citat jeg havde set på mit Tumblr-feed, da min mobil ringede. Jeg kiggede hurtigt og så, at Harry ønskede at lave et fælles opkald til Marie og mig.

”Hallo?” Sagde jeg og satte den på højtaler, for at kunne bevæge mig rundt uden mobilen i hånden.

”Jeg fatter stadig ikke, hvordan du kan finde ud af det her. Det er alt for meget teknologi til min smag!” Brokkede Marie sig straks.

”Det er nemt, boo!” Forsvarede Harry, så jeg grinede lidt.

”Hvad så?” Spurgte jeg, for at få dem vendt tilbage til grunden til Harry havde ringet. Harry rømmede sig.

”Skal i noget i aften?”

”Jeg havde tænkt mig at tage over og crashe hos Marie.” Sagde jeg hurtigt, så Marie grinede.

”Jeg havde tænkt mig at tage over til dig.” Sagde hun, så det var min tur til at grine.

”Fint fint, det er godt med jer, tøser. Hvad hvis nu jeg siger, at jeg har et meget bedre tilbud?” Sagde Harry.

”Hvad skulle det være? Lige pt, er der ikke noget der slår ostepops og N etflix!” Sagde Marie. Harry sukkede opgivende.

”Hvad med en koncert?” Jeg kiggede overraskende hen på mobilen.

”Hvor henne?” Spurgte jeg.

”I byen. Der er open mic aften inde på en klub inde i storbyen. Please tag med! Jeg lover det bliver godt!” Sagde han nærmest helt ekstatisk. Jeg tænkte lidt.

”Hvem kommer?” Spurgte jeg hurtigt.

”Det ved jeg ikke, nogle af dem vi kender tror jeg, men ikke mange. Jeg har ikke spurgt så mange ud over jer… Please tag med, jeg lover det bliver godt!” Sagde han bedende. Jeg tænkte lidt, mens jeg kunne fornemme på stilheden, at Marie også gjorde det.

”Hvis du insisterer!” Sagde hun efter lidt tid. Jeg sukkede.

”Vi tager med.” Sagde jeg, så Harry nærmest jublede. Måske ville det være godt for mig at komme lidt væk fra York? Jeg havde jo overgået den grænse med at tage tilbage til huset et par gange, og jeg havde jo ikke fået det værre af det, så måske det ville være godt for mig at tage skridtet videre. Selv om det er der han bor.

Min mave snørede sig sammen. Men ligesom Sam havde sagt til mig, så ville det bedste jeg kunne gøre for mig selv, være at skubbe til grænserNE og gøre alle de rare ting jeg gjorde før igen. så længe, de forblev rare. Jeg indrømmede gerne, at jeg havde gjort en masse ting det sidste stykke tid, som jeg ikke havde fundet så rart. Som da jeg kiggede ind i hans øjne til festen og kunne se, hvordan han stirrede på mig, så knuderne blev større inde i maven på mig, og…

Nej. Det var på tide at blive Anastacia igen. Jeg kunne ikke blive ved at benægte det hele. Ja, jeg havde accepteret meget, men jeg var nødt til at acceptere det hele. Kun sådan kunne jeg komme rigtigt videre og endelig leve fredfyldt. Nogle gange frygtede jeg bare, at jeg ville falde tilbage. Selv om de alle sammen skubbede til mig, så var frygten for at ryge ned i hullet igen, der stadig. Jeg havde accepteret min fortid, ja, men jeg frygtede stadig en gang i mellem, at den ville tage over mig igen. Måske var det, det betød, at realisere virkeligheden en gang i mellem.

 

Det var omkring klokken 21, at vi skulle være inde ved klubben. Vi havde alle stadset os op. Marie havde sat sit hår flot op og taget en læder nederdel, med en crop-top på, mens Harry… Ja, han havde en sort t-shirt og et par sorte bukser på. Jeg selv havde taget en sort lidt croppet, men langærmet sort trøje på, med en højtaljet denim-nederdel, lidt smykker og mine gamle sorte converse. (Outfit findes i kommentar) Jeg følte mig ganske tilpas, og håbede at bekvemmeligheden kunne hjælpe på mine anspændte følelser omkring aftenens arrangement.

”Jeg glæder mig!” Hvinede Marie højt, da vi betalte for vores indgang og kom ind på den neonoplyste natklub. Der var allerede nogle, der stod og spillede og jeg genkendte et par stykker fra skolen. Måske blev det ikke så slemt alligevel?

”Hvem spiller i aften?” Spurgte Marie, da Harry stod og skrev på sin mobil.

”Jeg ved kun mig og Niall.” Jeg stivnede.

”Af hva?” Desværre så Harry alt for optaget ud og begyndte at gå over mod baren. Jeg kiggede hurtigt på Marie, som kiggede lige så overrasket hen på Harry.

”Hvorfor har du ikke sagt, at i skulle spille? Og hvad med Zayn?” Spurgte hun.

”Han er ikke med mere.”

”Hvorfor?!” Spurgte jeg dybt forvirret. Harry trak på skuldrene, mens han fortsatte over til baren, og ganske vist som Marie og jeg lige nåede der hen, hilste Harry på en person, der sad med ryggen til os. Min mave knugede sig straks sammen, da personen vendte sig på stolen og afslørede hvem han var. Jeg havde dog allerede gennemskuet det, bare ved at han sad med ryggen til.

”I kom!” Sagde Niall med et overrasket udtryk, så Marie kiggede bag ud på mig.

”Vil du hjem?” Hviskede hun hurtigt, så jeg trak vejret tungt ind.

”Måske.” Sagde jeg ærligt og håbede, at den her aften ikke involverede alt for meget kontakt med gamle flammer.

”Vi spiller om en lille halv times tid, så i kan sagtens nå at købe noget at drikke og sådan.” Informerede Harry. Marie kiggede mellem Niall og jeg, inden hun greb fat i Harrys arm og hev ham væk fra os. Jeg kiggede hurtigt der over, og så at hun slog ham hårdt på armen, mens hun kiggede rasende på ham. Jeg sukkede tungt og gik så hurtigt over til disken ved baren og bestilte en drink.

”Jeg var bange for, du ikke ville komme.” Sagde hans velkendte stemme hurtigt fra min side. Jeg tog en stor tår af min drink.

”Det var også kun en spontan beslutning. Jeg vidste ikke i spillede.” Sagde jeg og var taknemmelig for, at han bare kiggede ud blandt de mange mennesker, i stedet for på mig.

”Jeg havde faktisk bedt Harold om at prøve, at få dig med.” Sagde han, så jeg fik et lille chok over hans ord.

”Hvorfor?”

”Fordi vi er venner.” Sagde han, så jeg tog endnu en tår af min drink og blev lidt ærgret over den lave alkoholprocent. Hvis jeg skulle overleve denne aften, havde jeg brug for at få mine tanker væk. Desværre vidste jeg også godt, at det tit var den forkerte måde at håndtere problemerne på. Lige nu kunne jeg bare ikke se nogen anden effektbar løsning.

”Vi er ikke venner, Niall.” Sagde jeg og kiggede kort hen på ham, så han kiggede på mig, og jeg straks mærkede en underlig følelse i min mave, da hans krystalblå øjne mødte mine.

”Nej. Vi er fremmede med minder.” Jeg følte mig nærmest forstenet og tom for ord, mens jeg fastholdt blikket mod ham. Han kiggede op og ned af mig, inden han kiggede på min hals.

”Pæn halskæde.” Sagde han. Jeg tog mig til den lille diamant i kæden om min hals.

”Tak…” Sagde jeg forsigtigt. Han skulle til at åbne munden, men så blev der jublet ude fra gulvet af og bandet oppe på scenen takkede for folks opmærksomhed og gav en takketale, inden de annoncerede, at de var færdige med deres gig.

”Er det jer næste gang?” Spurgte jeg og kiggede ned i min halvtomme drink. Niall rystede på hovedet.

”Nej, der er nogle der skal op før, men de spiller også kun sådan to-tre numre, og så skal vi på bagefter.”

”Hvor mange sange skal i spille?” Spurgte jeg. Han fnyste kort.

”Én.”

”Hvorfor kun en…” Dog blev jeg afbrudt, da folk jublede højt, da et nyt band gik op på scenen. Da jeg kiggede tilbage på Niall igen, var han gået. Jeg sukkede tungt og drak resten af min drink, for så at gå over til Marie, som havde stilt sig sammen med nogle hun gik i klasse med. Hun smilede hurtigt til mig og vi kom ind i en god samtale, hvilket var rart, så jeg fik tankerne væk fra Nialls ord. Vi er fremmede med minder.

Marie havde lige fortalt om en sjov episode hende og et par piger havde haft med en lærer den forrige dag, da bandet oppe på scenen takkede af, og der blev gjort plads til et nyt. Vi kiggede alle hurtigt op, da to velkendte skikkelser gik ind på scenen. Harry og Niall.

”Hej derude.” Sagde Niall ind i mikrofonen, så folk huede og klappede. Jeg kiggede op på ham og kunne mærke at min mave knugede sig sammen.

”Nogle af jer har måske set Harold her, og jeg spille sammen med en tredje før… men vi har ændret lidt på det, så det er kun os to. Jeg har skrevet en sang, som faktisk har været en rimelig stor prøvelse for mig, fordi jeg med den her sang gerne vil prøve at komme ud med nogle ting, som jeg aldrig rigtigt har fundet ud af, hvordan jeg skulle få ord på.” Jeg kiggede hurtigt på ham, inden han kiggede på mig og så sagde:

”Det er en sang jeg har skrevet til en meget speciel person, og jeg håber at den person, som er her i aften, måske vil kunne forstå det hele lidt bedre, når sangen er ovre. Vi er No direction, og her kommer: Perfect.” Mit hjerte sprang et slag over og Niall satte sig ned på en stol sammen med Harry, som sad ved siden af ham. Niall tog en guitar op, mens at Harry sad på en kasse, som han begyndte at tromme lidt på, inden Niall begyndte at spille og en rolig melodi begyndte at spilles og Harry startede med at synge:

I might never be your knight in shining armour, I might never be the one you take home to mother and I might never be the one who brings you flowers, but I can be the one, be the one tonight!” Marie kiggede hurtigt tænkende på mig, mens at Harry sang videre:

When I first saw you from across the room, I could tell that you were curious. Girl, I hope you’re sure what you’re looking for. ‘Cause I’m not good at making promises.” Sangen udviklede sig og mit hjerte sprang et slag over, da Niall så sang:

But if you like causing trouble up in hotel rooms and if you like having secret little rendevouz. If you like to do the things you know that we shouldn’t do, then baby I’m perfect, Baby I’m perfect for you.” Jeg nåede kun lige at høre mig selv gispe, inden Marie måbede ved siden af mig og Harry så sang i union sammen med Niall:

And if you like midnight driving with the windows down, and if you like going places we can’t even pronounce. If you like to do whatever you’ve been dreaming about the baby, your perfect. Baby, your perfect, so let’s start right now!” Baby? Midnatsture med vinduerne nede, skabe ballade på hotelværelser, nysgerrig, ikke ham du tager med hjem til din mor…

”Åh gud, Anastacia. Han synger til dig!” Måbede Marie chokeret ved siden af mig, så hun bekræftede mine tanker og jeg kiggede op på Niall, som sang videre:

I might never be the hands you put your heart in, or the arms that hold you anytime you want them. But that don’t mean that we can live here in the moment. ‘cause I can be the one, you love from time to time.” Jeg trak vejret tungt ind, inden omkvædet startede igen.

“When I first saw you from across the room, I could tell that you were curious. Girl I hope you’re sure what you’re looking for, ‘cause I’m not good at making promises.” Niall og jeg fik øjenkontakt og jeg nåede kun lige at blinke, inden Niall nærmest sang for fuldt drøn. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, mens der kort efter blev helt lydløst for musik og Niall så kiggede hen på mig, mens han sang:

And if you're looking for someone to write your break-up songs about, Baby, I'm perfect… Baby, we're perfect!” Harry tilsluttede sig sangen og omkvædet blev sunget igen og folk begyndte at klappe med i takt:

If you like causing trouble up in hotel rooms, and if you like having secret little rendevouz. If you like to do the things you know that we shouldn’t do, then baby, I’m perfect. Baby, I’m perfect for you. And if you like midnight driving with the windows down and if you like going places, that we can’t even pronounce. If you like to do whatever you’ve been dreaming about. Then Baby, you’re perfect, Baby, you’re perfect… So let’s start right now.” Sangen sluttede og alle huede, mens jeg kiggede lamslået op på scenen. Niall kiggede ned på mig og det eneste jeg kunne gøre i det øjeblik, var at træde et skridt tilbage og så løbe ud mod nærmeste udvej.

”Ana!” Kaldte han, men jeg stoppede ikke. Jeg fortsatte så hurtigt jeg kunne hen mod trappen, der førte ud til det åbne tag. Jeg havde brug for friskt luft, nu.

Jeg kom udenfor og tog mig straks til hovedet, mens jeg trak vejret så stille og roligt, som jeg overhovedet kunne. Dog var jeg ikke alene i mange sekunder, inden døren gik op og Niall løb ud til mig. Det føltes som om, mit indre var ved at sprænge i luften.

”Hvorfor gjorde du det?!” Råbte jeg af ham, så han kiggede på mig.

”Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle sige det…”

”Sige hvad?”

”Jeg elsker dig!” Jeg kiggede op og alt stoppede.

”Jeg elsker dig, Anastacia Edwards. Det har jeg altid gjort.” Jeg kiggede chokeret op på ham.

”Men hvordan kan du…”

”Kan du huske den aften på engen? Den aften, hvor du fulgte efter mig?” Spurgte han og kiggede mig i øjnene.

”Efter det indså jeg, at jeg ikke vil leve i en verden, hvor du ikke er i.” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over og det føltes som om, at garnnøglet inden i mig, begyndte at kludre sig op i tusinde forskellige tråde.

”Der var en gang, hvor alting virkede sort og jeg ikke kunne se nogen måde, jeg kunne gennemføre det her på… Men så kom du, og selv om du var det mest irriterende jeg nogensinde havde mødt, så endte du med at vende op og ned på alt hvad jeg kendte til. Og efter et stykke tid, indså jeg, at for første gang i meget lang tid, så føltes det som om, at det faktisk ville ende okay… Så længe jeg var sammen med dig.” Fortalte han, så den første klump samlede sig i min hals og tårerne begyndte at presse på.

”Det har altid handlet om dig, Ana. Lige siden starten har det hele handlet om dig. Alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg tænkte, alt hvad jeg følte var på bekostning eller på grund af dig. Og jeg er så fucking ked af, at jeg ikke indså det, før jeg fuckede alt op…”

”Niall, jeg beder dig…” Bad jeg og håbede han ville stoppe med sit had.

”Jeg elsker dig, Anastacia… Og det er fucking svært at leve uden dig, men det er min egen skyld. Jeg ved, jeg ødelagde det hele og var for lang tid om at sige tingene til dig. Jeg var for lang tid om mange tid, men jeg troede at jeg havde tid nok, og at den ikke var knap..” Han trak vejret tungt ind.

”Jeg vil vente en evighed, hvis det var for at være sammen med dig.” Mit hjerte stoppede i et kort sekund, inden jeg kiggede bedende på ham.

”Niall, jeg…”

”Jeg elsker dig, Anastacia. Og det vil jeg altid gøre, og du vil nok også være den eneste jeg nogensinde kommer til at elske, men jeg ødelagde det, og det forstår jeg nu. Men jeg ved også godt, at lige meget hvor meget jeg forklare dig det hele og undskylder og angrer, så er du kommet videre, og der er der ikke noget jeg kan gøre ved. Men jeg elsker dig, og det vil jeg aldrig stoppe med. Der vil altid være en del af dig i mig, altid. Lige meget hvad.” Sagde han og trådte nogle par skridt bag ud.

”Jeg håber, at du får det bedre, Anastacia. Du kan bare smide halskæden ud… det var alligevel bare et latterligt forsøg på at fortælle dig, hvad jeg synes om dig, men du må gerne beholde den, det vil sikkert bare knuse mit hjerte endnu mere, hvis du gav den tilbage til mig alligevel..” Sagde han, så jeg tog mig til halsen og indså hvor det var den flotte halskæde kom fra. Jeg havde jo nærmest forsøgt at slette alle minder om Niall, så klart at jeg helt havde glemt, hvor min yndlingshalskæde var kommet fra, når den hele tiden havde været fra ham.

”Niall, jeg beder dig. Ikke gå!” Råbte jeg efter ham, da han gik hen mod døren ned til klubben igen. Han sukkede tungt.

”Undskyld, Anastacia, men jeg vil jo alligevel bare ende med at såre dig igen. Jeg kender ikke til andet.” Sagde han og kiggede undskyldende på mig. Jeg åbnede min mund for at sige noget, men der kom intet ud. Han kiggede en sidste gang på mig, inden han tog i håndtaget i døren ned til trappen og forlod mig oppe på taget, hvor jeg lagde mine arme trøstende om mig selv, mens jeg lod tårerne falde.

Hele mit indre føltes som et stort sammenfiltret garnnøgle.

______________________________________________________________________________________________

Kan lige så godt indrømme, at jeg har ventet på dette øjeblik lige siden at Drengene udgav Perfect, så ja, her er mit personlige yndlings kapitel indtil videre!! <3 Lidt længere end normalt....
Mon Niall og Anastacia nogensinde kan få det hele til at lykkes, eller om Niall mon lærer at elske sig selv, og Anastacia synes han har lidt nok?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...