Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99566Visninger
AA

4. Welcome to wonderland Part 3

“But that was just a dream

Just a dream”

R.E.M – Losing my religion

 

Lige siden den dag havde den følelse blevet ved med at hænge fast i mig. Jeg havde forsøgt alt, for at få den væk. Jeg hadede den fornemmelse i mig, når jeg ikke vidste hvad den betød. Jeg prøvede at benægte følelsen flere gange, i sær når den til tider så ud til at forvoksedes i mig.

Jeg havde aldrig følt sådan omkring nogen før. Jeg havde i sær aldrig følt sådan noget omkring en pige som hende.

Anastacia var alt det, jeg altid havde troet jeg ikke ville sigte hen i mod, når det gjaldt sådan noget pladder som kærlighed. Anastacia var stupid og mere usikker end en nyfødt kalv. Fra allerførste dag passede hun lige så meget ind som et jordbær i en grøntsagssuppe. Jeg havde flere gange prøvet, at overbevise mig selv om, at det ikke hjalp noget som helst at hjælpe hende. Hun vendte altid tilbage. Lige meget, hvor led jeg selv godt vidste, at jeg var mod hende, og dagen efter en rus-tur indså, hvor forfærdelig jeg faktisk var mod hende, så vendte hun tilbage. Hendes stædighed og viljemod pissede mig af til det groveste, men fascinerede mig også samtidig.

Anastacia var så ufattelig stædig. Var det mig, der var i hendes sted, havde jeg flygtet fra os alle sammen flere måneder før. Anastacia dukkede op gang på gang, og selv om jeg vidste, at hun til tider så ud til at være ved at knække, så jeg vidste, at vi havde brudt hendes mod, så dukkede hun stærkere og stærkere op for hver gang efter.

Og jo flere gange hun kom, og jo mere hun kom nærmere og tættere på. Dets mere voksede den underlige brændende følelse inden i mig. Og lige pludselig så var hun den eneste jeg kunne være sammen med, uden at være i drømmeland samtidig. Hun var den eneste jeg faktisk godt gad snakke med. Hun var den eneste, jeg ville være sammen med.

Og efterhånden så blev jeg grådig efter at føle den følelse hun gav mig. Jeg havde brug for mere, meget meget mere. Jeg ville røre hende, mærke hende, føle hende, forstå hende.

Og så ændredes det hele, og hun blev lige pludselig det allerbedste i hele verden, og bare lyden af hendes latter kunne muntre mig op, mens at mit hjerte bankede for fuld styrke hver gang hun var tæt på. Efter det handlede alle kærlighedssange om hende.

Jeg havde altid troet, at jeg nok ville ende op alene for mig selv, fordi jeg nok inderst inde godt selv vidste, at jeg muligvis var det værste monster i hele verden. Da hun så kom ind i billedet, ændredes den tankegang fuldstændig og jeg troede for alvor, at jeg endelig havde fået den chance, jeg ellers for evigt havde forspildt for mig selv.

Men al lykke har en ende…

 

”Hvor er Styles?!” Blev der råbt, så jeg glippede lidt med øjnene og så kiggede over på en fyr, der spurgte en ung pige. Hun trak bare på skuldrene, så jeg fnyste kort. Alle festede løs og fejrede årets anden uge, der gik på hæld. Inderst inde, syntes jeg der ingenting var, at fejre.

”Hvor fuck er knægten, når man skal bruge ham?!” Bandede fyren igen, så jeg et eller andet sted rynkede på mine bryn, over hvorfor han kaldte sådan efter ham, når jeg aldrig i mit liv havde set ham før. Var han ny?

Jeg sukkede lidt. Harry var vitterligt forsvundet fra jordens overflade, og ingen havde set ham i ugevis. Alle ud over mig.

Jeg havde set ham et par dage efter nytår, hvor han lå med snavset tøj, ulet hår og i sit ejet bræk nede ved kiosken med en vodkaflaske i hånden. Det havde været en meget lang tur hjem til ham, men jeg havde alligevel ondt af ham. Selv om det så ud som om, at Harry var en super social person, der havde ufatteligt mange nære venner og bekendte, som han altid kunne komme til. Så kunne man ikke løbe uden om, at der reelt kun var én person, som han faktisk bekymrede sig mest om, og som betød mest for ham. Da hun så ikke længere ville have noget med ham at gøre, og han gang på gang blev mødt af smækkede døre og telefonsvarer og ubesvarede beskeder, så kunne det kun gå en vej for ham.

Lige siden den dag ved kiosken havde ingen set ham, heller ikke jeg.

Det hele var blevet vendt godt og grundigt på hovedet, og selv jeg anede efterhånden heller ikke længere om hvad der var virkelighed, og hvad der var drøm.

Mine øjne glippede lidt, mens jeg fra sofaens trygge hjørne fik kigget over mod hoveddøren, som gik op, og en lille velkendt skikkelse kom ind. Jeg mærkede nærmest, hvordan mit hjerte sprang et forskrækket slag over, ved synet af Marie. Jeg var vist heller ikke den eneste, som tænkte det samme, da de så hende, eller kiggede lige så chokerede på hende.

Ligesom med Harry, havde ingen af os set Marie, lige siden hændelsen ved banken. Nogle sagde, at hun vel på en måde havde ”slået op” med os alle sammen den dag.

Jeg rejste mig hurtigt, da jeg kunne se, at hun skulle til at gå oven på. Jeg løb nærmest hen til hende, hvor jeg hurtigt greb fat i hendes arm, så hun kiggede om på mig, og hendes øjne blev dybt chokerede.

”Marie..” Sagde jeg forsigtigt, mens hun nærmest kiggede stumt tilbage på mig. Hendes pinefulde tavshed gnavede smertefuldt i mig.

”Marie, sig noget..” Bad jeg. Hun kiggede dog bare en sidste gang op på mig, inden hun rev sin arm til sig og stormede forbi mig, mens hun lavt mumlede:

”Jeg skulle ikke være kommet…”

”Marie, vent nu lige!” Kaldte jeg hurtigt, så hun vendte sig vredt om mod mig.

”Hvad fuck er det du har gjort!” Råbte hun nærmest ind i hovedet på mig. Jeg stoppede brat op.

”Hvorfor kan du ikke bare holde dine fucking problemer til dig selv? Skal du absolut hive os alle samme med i faldet?!” Råbte hun rasende. Jeg tog mig til hovedet.

”Du kan ikke blive ved med, at knuse os alle sammen på den måde, Niall… Det kan du fandme bare ikke!” Vrissede hun og skulle til at gå hen mod udgangen, da jeg hurtigt greb fat i hende igen.

”Undskyld, Marie, jeg mente det ikke…”

”Spar mig for dine fucking undskyldninger, Niall!” Vrissede hun hårdt, så jeg aldrig nogensinde mindedes, at have set Marie så vred. Ja, Marie og jeg havde haft vores episoder, som alle var blevet skabt af de helt forkerte og værste grunde, men Marie var også Marie. Marie var blid og venlig mod alle.

”Marie, jeg er så..”

”Du har ødelagt det hele!” Skreg hun nærmest op i hovedet på mig, mens hendes øjne blev røde og hendes stemme knækkede over til sidst. Jeg kiggede sørgmodigt op på hende. Jeg ville så gerne have hende til at forstå, have hende til at vide, hvor ked af det jeg var. Hvis bare hun kunne forstå.

”Du er en bombe, Niall! Du ødelægger alt på din vej, og jeg vil ikke være med mere.” Sagde hun og kiggede grædende på mig.

”Marie, please..”

”Du elskede hende ikke… Du kunne bare lide ideen om hende, fordi du inderst inde er bange for at være alene, eller fordi hun fik dit miserable liv til at give en lille smule mening… Men sagen er, Niall… Jeg ved godt, at du siger, at du ikke elsker… Men for at være ærlig, så tror jeg det er fordi, du ikke ved hvordan. Du elskede hende ikke. Det gjorde du aldrig. For man knuser ikke de mennesker man elsker.” Råbte hun, så mit hjerte stoppede for et kort sekund og jeg mærkede, en klump samledes i min hals.

”Hvordan kunne du gøre det, Niall? Hvordan kunne du gøre det mod hende… Hvordan kunne du..” Stammede hun, så jeg kunne høre, hvordan hendes vejrtrækning kom mere og mere ud af kontrol og jeg hurtigt prøvede at gribe ud efter hende, for at trøste hende, da hun så skubbede mig hårdt i brystet.

”JEG HADER DIG!” Skreg hun mig hårdt op i hovedet, så mit hjerte nærmest knustes af hendes ord, mens realiteten om, hvordan alt omkring mig efterhånden smuldredes ind til absolut ingenting.

”Du ødelagde alt. Vi havde det godt, vi var de tre fucking musketeer, og så kom du og ødelagde det hele! Du kendte mine følelser for ham… Det var dig, der drak mig fuld, og gav mig de piller! Du ødelagde det hele!” Hulkede hun, mens jeg mærkede smerten i brystet, mens at stemmerne råbte af mig.

Du har ødelagt alting. De hader dig alle sammen. Du har ødelagt alt. Du knuste dem.

”Der er ikke noget du kan gøre, Niall. Det er slut nu. Du har ingen. Så gå hen og drik dig pisse fuld og dræb endnu en pige, det virker jo til, at være alt hvad du kan..” Sagde hun, så jeg trak vejret skælvende ind.

”Har du set hende?” Spurgte jeg hende forsigtigt og kiggede håbefuldt op på hende. Hun nikkede hårdt.

”De holder stadig øje med hende. De måtte udpumpe hende.” Sagde hun, så mit hjerte knustes for hver ting hun sagde. Du har ødelagt alt. Du ødelagde hende. Du knuste hende.

”Marie, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så ked af det, jeg..”

”Det er for sent, Niall.” Sagde hun, så jeg kiggede op på hende, mens mit håb faldt til jorden. Hun sagde ikke mere, men vendte bare om på hælen og forlod festen igen, mens at mareridtet vendte tilbage til mig.

Anastacia livløse krop liggende midt på gulvet, mens jeg havde løbet op til hende, efter Zayn havde fortalt mig, hvad der var sket. Hvordan jeg havde skreget at nogen skulle komme og hjælpe og ringe efter en ambulance, og nærmest havde løbet ambulancen i møde, for så at blive skubbet ud af den. Jeg havde løbet efter dem ned til hospitalet, og det sidste jeg havde set af hende, var da de trak hende ud af ambulancen og ind på hospitalet.

Jeg havde altid vidst, at jeg inderst inde nok havde følt noget helt speciel for Anastacia siden den første gang jeg så hende. At jeg inderst inde nok for evigt ville have hende printet hos mig, og at jeg nok aldrig ville kunne glemme eller slippe af med hende igen.

Jeg elskede hende ikke, for de måder hun dansede med mine engle, men for måden bare lyden af hendes navn kunne dæmpe mine dæmoner.

Men ligesom med alt andet godt i mit liv, så ødelagde jeg det, og knuste alt det gode i mit liv.

Jeg knuste hende.

______________________________________________________________________________________________

Jeg har for resten opdateret person galleriet nu :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...