Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117096Visninger
AA

4. Welcome to wonderland Part 3

“But that was just a dream

Just a dream”

R.E.M – Losing my religion

 

Lige siden den dag havde den følelse hængt fast i mig. Jeg havde forsøgt alt, for at få den væk. Jeg hadede den fornemmelse, når jeg ikke vidste hvad den betød. Jeg prøvede at benægte følelsen flere gange, i sær når den til tider så ud til at forvoksedes.

Jeg havde aldrig følt sådan omkring nogen før. Jeg havde i sær aldrig følt sådan omkring en pige.

Anastacia var alt, jeg altid havde troet jeg ikke ville sigte hen i mod, når det gjaldt sådan noget pladder som kærlighed. Anastacia var mere usikker end en nyfødt kalv. Fra allerførste dag passede hun lige så meget ind som et jordbær i en grøntsagssuppe. Jeg havde flere gange prøvet, at overbevise mig selv om, at det ikke hjalp noget at hjælpe hende. Hun vendte dog altid tilbage. Lige meget, hvor led jeg var mod hende, og dagen efter en rus-tur indså, hvor tarveligt forfærdelig jeg faktisk var mod hende, så vendte hun stadig tilbage. Hendes stædighed og viljemod pissede mig af til det groveste, men fascinerede mig også samtidig. Var det mig, der var i hendes sted, havde jeg flygtet fra os alle sammen helt fra starten af. Anastacia dukkede op gang på gang. Når hun til tider så ud til at være ved at knække, så jeg vidste, at vi havde brudt hendes mod, så dukkede hun stærkere og stærkere op for hver gang efter.

Jo flere gange hun kom, jo mere kom hun nærmere og tættere på. Dets mere voksede den brændende følelse inden i. Og pludselig var hun den eneste jeg kunne være sammen med, uden at være i drømmeland samtidig. Hun var den eneste jeg faktisk gad snakke med. Hun var den eneste, jeg ville være sammen med.

Og så blev jeg grådig efter at føle den følelse. Jeg havde brug for mere, meget meget mere. Jeg ville røre hende, mærke hende, føle hende, forstå hende.

Indtil det hele ændredes og hun blev det allerbedste i hele verden. Bare lyden af hendes latter kunne muntre mig op, mens mit hjerte bankede for fuld styrke hver gang hun var tæt på. Efter det handlede alle kærlighedssange om hende.

Jeg havde altid troet, at jeg ville ende op alene. Specielt fordi jeg inderst inde godt vidste, at jeg var det største monster i hele verden. Da hun kom ind i billedet, ændredes den tankegang fuldstændig og jeg troede for alvor, at jeg endelig havde fået den chance, jeg ellers for evigt havde forspildt.

Men al lykke har en ende…

 

”Hvor er Styles?!” Blev der råbt, så jeg glippede med øjnene og kiggede over på en fyr, der spurgte en ung pige. Hun trak på skuldrene, så jeg fnyste kort. Alle festede løs og fejrede årets anden uge, der gik på hæld. Inderst inde, syntes jeg der ingenting var, at fejre.

”Hvor fuck er knægten, når man skal bruge ham?!” Bandede fyren igen, så jeg et eller andet sted rynkede mine bryn, over hvorfor han kaldte sådan efter ham, når jeg aldrig i mit liv havde set ham før. Var han ny?

Jeg sukkede. Harry var forsvundet fra jordens overflade, og ingen havde set ham i ugevis. Alle ud over mig.

Jeg havde set ham et par dage efter nytår, hvor han lå med snavset tøj, ulet hår og i sit ejet bræk nede ved kiosken med en vodkaflaske i hånden. Det havde været en meget lang tur hjem til ham, men jeg havde ondt af ham. Selvom Harry var en super social person, der havde ufatteligt mange nære venner og bekendte, så kunne man ikke løbe uden om, at der reelt kun var én person, som han bekymrede sig mest om, og som betød mest for ham. Da hun ikke ville have noget med ham at gøre længere, og han gang på gang blev mødt af smækkede døre og telefonsvarer og ubesvarede beskeder, kunne det kun gå én vej.

Lige siden den dag ved kiosken havde ingen set ham, heller ikke jeg.

Det hele var blevet vendt godt og grundigt på hovedet, og jeg anede efterhånden ikke længere hvad der var virkelighed og hvad der var drøm.

Mine øjne glippede igen, mens jeg fra sofaens trygge hjørne fik kigget over mod hoveddøren, som gik op, så en velkendt skikkelse kom ind. Mit hjerte sprang et forskrækket slag over, ved synet af Marie. Jeg var vist heller ikke den eneste, som tænkte det samme, da de så hende, eller kiggede lige så chokerede på hende.

Ligesom med Harry, havde ingen af os set Marie, siden hændelsen ved banken. Nogle sagde, at hun vel havde ”brudt” med os alle den dag.

Jeg rejste mig hurtigt, da jeg kunne se, at hun skulle til at gå oven på. Jeg løb hen til hende og greb fat i hendes arm, så hun kiggede om på mig. Hendes øjne blev dybt chokerede.

”Marie..” Startede jeg, så hun kiggede stumt tilbage på mig. Hendes pinefulde tavshed gnavede smertefuldt i mig.

”Marie, sig noget..” Bad jeg. Hun kiggede en sidste gang op på mig, inden hun rev sin arm til sig og stormede forbi mig, mens hun lavt mumlede:

”Jeg skulle ikke være kommet…”

”Marie, vent!” Kaldte jeg, så hun vendte sig vredt om mod mig.

”Hvad fuck har du gjort!” Råbte hun ind i hovedet på mig. Jeg stoppede op.

”Hvorfor kan du ikke holde dine fucking problemer til dig selv? Skal du absolut hive os alle samme med i faldet?!” Råbte hun rasende.

”Du kan ikke blive ved med, at knuse os alle sammen på den måde, Niall… Det kan du fandme ikke!” Vrissede hun og skulle til at gå hen mod udgangen, da jeg greb fat i hende igen.

”Undskyld, Marie, jeg mente det ikke…”

”Spar mig for dine undskyldninger!” Vrissede hun hårdt, så jeg aldrig nogensinde mindedes, at have set Marie sådan. Marie og jeg havde haft vores episoder, som alle var blevet skabt af de helt forkerte grunde, men Marie var også Marie. Marie var blid og venlig mod alle. Sådan havde hun altid været.

”Marie, jeg er..”

”Du har ødelagt alt!” Skreg hun op i hovedet på mig, mens hendes øjne blev røde og hendes stemme knækkede over. Jeg kiggede sørgmodigt op på hende. Jeg ville så gerne have hende til at forstå, have hende til at vide, hvor ked af det jeg var. Hvis bare hun kunne forstå.

”Du er en bombe, Niall! Du ødelægger alt på din vej, og jeg vil ikke være med mere.” Sagde hun og kiggede grædende på mig.

”Marie, please..”

”Du elskede hende ikke… Du kunne bare lide ideen om hende, fordi du inderst inde er bange for at være alene, og hun fik dit miserable liv til at give bare lidt mening… Men sagen er, Niall… Jeg ved godt, du siger, du ikke elsker… Men for at være ærlig, så tror jeg det er fordi, du ikke ved hvordan. Du elskede hende ikke. Det gjorde du aldrig! Man knuser ikke de mennesker man elsker.” Råbte hun, så mit hjerte stoppede et kort sekund og en klump samledes i min hals.

”Hvordan kunne du gøre det, Niall? Hvordan kunne du gøre det mod hende… Hvordan kunne du..” Stammede hun, inden hendes vejrtrækning kom ud af kontrol og jeg hurtigt prøvede at gribe ud efter hende, for at trøste hende, da hun så skubbede mig hårdt i brystet.

”JEG HADER DIG!” Skreg hun hårdt op i hovedet på mig, så mit hjerte knustes af hendes ord, mens realiteten om, hvordan alt omkring mig smuldredes til absolut ingenting.

”Du ødelagde alt. Vi havde det godt, vi var de tre fucking musketeer, og så kom du og ødelagde det hele! Du kendte mine følelser for ham… Det var dig, der gav mig de piller! Du ødelagde det hele!” Hulkede hun, så jeg mærkede smerten i brystet og stemmerne råbte af mig: Du har ødelagt alting. De hader dig alle sammen. Du har ødelagt alt. Du knuste dem.

”Der er ikke noget du kan gøre, Niall. Det er slut nu. Du har ingen. Så gå hen og drik dig pisse fuld og dræb endnu en pige, det virker til, at være alt du kan..” Sagde hun, så jeg trak vejret skælvende ind.

”Har du set hende?” Spurgte jeg hende forsigtigt og kiggede håbefuldt op på hende. Hun nikkede.

”De holder stadig øje med hende. De måtte udpumpe hende. Men det er du vel ligeglad med?” Sagde hun, så mit hjerte knustes for hver ting hun sagde. Du har ødelagt alt. Du ødelagde hende. Du knuste hende.

”Marie, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så ked af det, jeg..”

”Det er for sent, Niall.” Sagde hun, så jeg kiggede op på hende og mit håb faldt til jorden. Hun sagde ikke mere, men vendte bare om på hælen og forlod festen, mens mareridtet vendte tilbage til mig:

Anastacias livløse krop midt på gulvet, mens jeg havde løbet op til hende, efter Zayn havde fortalt mig, hvad der var sket. Hvordan jeg havde skreget at nogen skulle ringe efter en ambulance, og nærmest havde løbet ambulancen i møde, for så at blive skubbet ud af den med det samme. Jeg havde løbet hele vejen ned til hospitalet, og det sidste jeg havde set af hende, var at de trak hende ud af ambulancen og ind på hospitalet.

Jeg havde altid vidst, at jeg inderst inde nok havde følt noget helt speciel for Anastacia siden den første gang jeg så hende. Jeg ville inderst inde nok for evigt have hende printet hos mig, og at jeg nok aldrig ville kunne glemme eller slippe af med hende.

Jeg elskede hende ikke, for de måder hun dansede med mine engle, men for måden bare lyden af hendes navn kunne dæmpe mine dæmoner.

Men ligesom med alt andet godt i mit liv, så ødelagde jeg det, og knuste det.

Jeg knuste hende ___________________________________________________________________________________________

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...