Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
397Kommentarer
99137Visninger
AA

31. Visiting the enemy 15+

JEG ADVARER MOD VOLDSOMME SCENER OG SPROGBRUG!

"Jeg er ung for evigt med en fod i graven"

L.O.C - Ung for evigt

 

Da jeg vågnede op den morgen havde jeg stort set allerede besluttet mig. Jeg havde tænkt meget over konsekvenserne af de følgende valg og handlinger jeg snart ville tage, men jeg håbede selvfølgelig at det kun ville være i den positive retning.

Jeg var heldig at jeg vågnede op før Niall gjorde. Jeg sneg hurtigt min nøgne krop væk fra hans og sørgede lige så stille for at kravle langsomt op fra sengen, så jeg ikke vækkede ham, så jeg kunne tage mit tøj, der lå på gulvet, som var blevet taget af i forbindelse med den forrige aftens intime stund med Niall. Heldigt for mig opdagede Niall slet ingenting, så jeg kunne let snige mig i mit tøj og hurtigt finde en seddel og lægge til ham på puden ved siden af.

Jeg måtte desværre løbe nogle errinder. Jeg ringer når jeg er på vej hjem – Ana. Pludselig var det blevet min tur til at lægge beskeder til Niall morgenen efter.

Jeg tog hurtigt mine ting og sikrede mig for, at jeg havde kopieret den rigtige adresse fra Nialls telefon aftenen forinden, da jeg hurtigt havde kigget i den, da han havde lagt den ulåst på bordet. Allerede nu kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Enten skulle jeg til at gøre noget helt og aldeles storsindet, som ville få alle vores problemer væk, eller jeg ville gøre noget helt og fuldkomment sindssygt, som bare ville skabe endnu flere problemer for os.

Det havde jeg desværre en 20 minutters bustur til at gruble over, da jeg skulle helt til udkanten af byen. Dog kunne jeg sagtens forstå, hvorfor det var sidste stop på ruten, inden bussen vendte om igen. Lad os bare sige at den lille lejlighed som Niall og jeg boede i, nærmest virkede som et helt palæ, i forhold til de mange rustne containere og forfaldne skure, som var samlet i alt for tæt bebyggelse her ude. Det løb mig koldt ned af ryggen jo længere ind i den skumle bydel jeg gik.

Jeg kiggede en sidste gang på adressen på min mobil, så jeg desværre kunne forsikre mig selv om, at jeg ikke var gået forkert, eller var stået af ved det forkerte stop. Jeg stod endda også foran den rigtige bygning. Den lignede allermest en stor forfalden gammel fabrik, men i ret mange etager, så jeg hurtigt blev ret intimideret. Dog tænkte jeg at det nok mere var tanken om det, der foregik inde i bygningen som intimiderede mig mere, i forhold til bygningens udseende. Jeg trak dog bare vejret dybt ned i mine lunger og håbede på det allerbedste, da jeg bankede på den store dør.

Desværre føltes det som om at døren gik op nærmest med det samme, og jeg straks blev budt velkommen ind i et stort mørkt rum. Mit hjerte hamrede nærmest af sted og jeg var ikke helt sikker på om jeg mon kunne huske hvordan man trak vejret.

"Hvad er dit erinde?" Spurgte en ung kvinde hurtigt henne ved et skrivebord, så man nærmest skulle tro at jeg skulle til at gå ind til et ganske almindeligt jobinterview eller sådan noget. Gid det dog bare var så vel.

"Jeg skal tale med din øverst befalende.." Sagde jeg forsigtigt og prøvede at kigge alle andre steder hen end i hendes øjne. Det beroligede mig dog ikke mere af at hun bare kom med et kort hånende fnis, inden hun ringede på en klokke, så en høj mand kom ud fra en skjult dør ovre ved den ene væg og kom over til kvinden og mig.

"Før prinsessen der ind til den øverste befalende." Sagde hun med et let grin, som bare fik den høje mand til også at grine, inden han med faste skridt gik over mod mig.

"Jeg vil gerne.." Dog nåede jeg ikke at sige mere, inden han greb hårdt fat om min arm og nærmest hev mig efter sig, så jeg straks mærkede panikken. Han trak mig over mod døren, hvor vi kom til en lang korridor, hvor der for enden var en dør, som manden hurtigt åbnede for så nærmest at smide mig der ind, så jeg rent ud sagt kom dumpende ind. Jeg landede på gulvet og jamrede lidt over det hårde fald, da en stemme over mig hurtigt fik alt inden i mig til at stivne.

"Jamen dog, hvem er det vi har her?" Jeg turde ikke kigge op, så jeg holdt bare mit blik rettet ned mod jorden. Personens stemme var mørk, hæs og ufatteligt intimiderende. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan det løb mig koldt ned ad ryggen, da han sagde:

"Fortæl mig dit navn, prinsesse. Jeg bider skam ikke." Jeg fumlede mig forsigtigt op på benene og prøvede at tage mig lidt sammen.

"Det er... Ana.." Noget sagde mig, at jeg var dybt dum, hvis jeg oplyste mit rigtige navn. Bare det at stedet allerede gav mig kuldegys, viste det nok.

"Ana... Jaså.. Og hvad er det så du er kommet her for i dag, søde Ana?" Spurgte han, så jeg mærkede den nervøse klump i halsen. Jeg vidste lige fra starten af, at det jeg havde tænkt mig at gøre i dag, muligvis ville være den dummeste ide og handling jeg nogensinde havde gjort mig, og alligevel så stod jeg der og trak vejret tungt ind for at tage mod til mig, inden jeg sagde:

"Jeg er her fordi, at jeg ønsker du skal stoppe dine befalinger over for min ven." Jeg tog mod til mig og turde endelig kigge op, så jeg kunne se manden foran mig. Se hans intimiderende smil, mærke øjne, men alligevel med fint sat hår og i skjorte og slips, samtidig med at hans autoritære position bag det store brune skrivebord nærmest gjorde ham større. Han skræmte mig allerede fra vid og sans.

"Og hvem er så denne "ven" du taler om?" Spurgte han forsigtigt. Lyv, for satan. Lyv!

"Det er unødvendigt."

"Der er intet, der er unødvendig viden for mig, mine kære. Fortæl mig din vens navn. Jeg skader ikke nogen." Jeg kunne slet ikke lade vær med at føle, at han også sad og løj mig lige op i ansigtet.

"Jeg har en ven, som du har forretninger med og jeg er kommet i dag for at sige, at du ikke skal kontakte ham mere." Manden foran mig løftede det ene øjenbryn meget overrasket over min udtale. Jeg ventede på at han skulle sige noget, men han endte bare med at rejse fra stole bag kontorbordet, for at gå om på den anden side og læne sig op af bordet, med armene over kors.

"Du er særligt bange, siden du tør komme her og tro at du kan lave aftaler med mig, hva?" Sagde han og kiggede på mig med et lusket smil, så jeg sank en klump.

"Jeg er ikke bange for noget." Sagde jeg koldt, så han kiggede tænkende på mig.

”Du har ben i næsen, hva?” Sagde han og rejste sig og begyndte at gå over mod mig. Jeg holdt min vejrtrækning inde.

”Og alligevel ryster du?” Sagde han hurtigt, så jeg hurtigt kiggede ned på mine hænder og ganske rigtigt kunne se, hvordan de fik det hele af mine arme til at ryste. Jeg sank hurtigt.

”Du skræmmer mig ikke.” Sagde jeg hurtigt igen, for at overbevise mig selv endnu mere om påstanden. Dog gispede jeg hurtigt, da han straks førte sin hånd op til min hals og lænede sig ned mod mig, så jeg mærkede hans ånde mod mit øre.

”Jeg er en menneskekender, min skat. Jeg kan se, hvornår en person viser sine indre følelser. Hvornår de er vrede, er glade, er rædselslagene. Og jeg kan bestemt også se, hvornår en person ikke kun står og lyver over for sig selv, men også lige op i hovedet på mig. Og ved du hvad, smukke? Jeg hader når folk lyver for mig.” Sagde han og greb så hurtigt stramt fast om min hals, så jeg straks gispede efter den luft han pressede ud af mig.

”Fortæl mig så, hvorfor du rigtigt er her… Anastacia.” Jeg kiggede hurtigt på ham og mærkede straks, hvordan panikken susede rundt i hele kroppen på mig. Han kendte mig… hvor kendte han mig fra?!

”Jeg ved ikke, hvem du taler om!” Prustede jeg hurtigt, så han straks vendte mig hårdt om mod sig.

”Men du kender mig… Og alle, der kender mig, kender jeg også, Anastacia.”

”Jeg er ikke Anastacia…” Prøvede jeg, så han hurtigt udbrød en ond og lusket latter, som fik det til at løbe koldt ned ad mig.

”Du er dummere, end jeg troede, min pige… Tænk at du virkelig troede du kunne komme hele vejen her hen til mit kompleks, og tro at jeg ingen ide ville have om hvem i alverden du dog var. Specielt ikke, når jeg har vidst det hele tiden.” Jeg kiggede chokeret op på ham og mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over.

”Hvordan kan du…”

”Tror du ikke mit netværk af djævle er større end du tror? Tror du ikke, at jeg har folk rundt om alle hjørner til at holde øje med mine små tyveknægte. Tror du ikke, de informerer mig om, når små tøsekryb som dig begynder at lave løjer med mig? Tror du ikke de har informeret mig om dig? Tror du ikke godt, jeg ved, at Niall Horan har fundet en lille myg til at sværme rundt om sig?”

”Du ved ingenting!” Vrissede jeg hurtigt og spyttede ham i hovedet, så det ramte ham lige mellem hans højre øje og næse, så han hurtigt klemte sit ansigt frastødt sammen. Jeg kiggede ventende på ham, lige indtil han brølede højt og så skubbede mig hårdt ned mod jorden.

”Din mær!” Vrissede han, mens jeg prøvede at sætte mig op fra det hårde fald ned mod det stenhårde betongulv.

”Jeg ved, hvad i er i gang med, er du klar over det?! I kan ikke flygte fra mig. Det ved Horan også godt!” Råbte han ned mod mig.

”Du skal lade ham være!”

”Nu skal du ikke komme for godt i gang, tøs! Du er kun et af mine mindre problemer, Niall Horan har meget større betydning end du overhovedet ved af.” Sagde han og rettede på ærmerne på sin hvide skjorte, så han smøgede dem op til sine albuer.

”Jeg skulle have vidst, at den dreng kun ville ende med at give mig problemer. I sær, når han fik sådan en lille hvalp som dig!”

”Hold kæft!” Råbte jeg hurtigt tilbage og mærkede hvordan både angsten og adrenalinen pumpede rundt inden i mig. Han grinede dog bare endnu en gang, inden han satte sig ned på hug foran mig og forsigtigt lagde sin hånd mod min kind, for at ae mig blidt. Dog nåede jeg kun lige at få øjenkontakt med ham, inden han trak sin hånd langt tilbage og fyrede den mod min kind igen, så jeg væltede ned mod betongulvet igen af det hårde slag og straks mærkede den brændende smerte, der fik mig til at gispe og trække hyperventilerende efter vejret.

”Tag hendes ting og find hendes telefon og ring til Horan. Han skal lære at styre sine hvalpe lidt bedre. Jeg er sgu træt af alle hans små myg.” Sagde han, så der hurtigt blev revet op i mig og jeg fik øje på et velkendt ansigt. En af dem, der tog fat i mig og mærkede alle steder på mig efter min mobil var ham, der alle de andre gange var dukket op hjemme hos Niall også, og havde skaffet ham endnu flere problemer. Jack.

”Jeg har fundet den, Rich!” Sagde han kort efter at have næsten revet min telefon ud af min lomme, for så at smide den over til manden bag alt det her, Rich. Jeg så kun til, mens at Rich tastede igennem mobilen, for at tage den op til øret og så kort efter sige.

”Jeg har din skødehund her hos mig, Horan. Hvis du ikke kommer og henter hende med det samme, sørger jeg for at hun bliver til storskrald.” Han lagde på efter det og kastede så mobilen hen til mig, så den landede hårdt og smadrende nede foran mine fødder, så jeg kiggede chokeret op på Rich.

”Han slår dig ihjel.” Sagde jeg advarende, men det fik ham bare til at trække på skuldrene.

”Niall Horan er allerede død, smukke. Han døde den dag han trådte op på mit trappetrin. Lige siden den dag har han været fuldt bevidst om, hvad han gik ind til. Desværre endte han jo bare med at bryde reglerne, så jeg nu ikke har noget andet valg end at give ham en deadline, og hvis det ikke sker, så må jeg skille mig af med ham. Det går ikke for et firmas økonomi, at have små krystere, der stjæler og ikke holder deres aftaler, vel? Men måske vidste jeg det allerede den dag, jeg tog ham ind til os, at han ville ende med at svigte mig. Men pyt, jeg skal vel også have det lidt sjovt en gang i mellem, skal jeg ikke?” Fortalte han, mens jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede faretruende oppe i halsen på mig. Han smilede kort, da lyden at nogle døre, som nærmest blev flået op kunne høres ude på den anden side af væggen fuldt af en alt for velkendt råben:

”Hvor er hun?!”

”Vi har fået selskab.” Sagde Rich og fnyste, da døren ind til den store hal gik op og jeg straks vendte mig om mod Niall, der for over mod mig og straks trak mig ind til sig.

”Sikke hurtigt du kom, Horan. Nærmest hurtigere end jeg havde regnet med.” Sagde Rich hånende, mens Niall holdt mig hårdt og stramt ind til sig og kiggede rødglødende op på Rich.

”Du rører hende aldrig igen. ER DU MED?!” Skreg han nærmest til sidst. Det fik bare Rich til at fnyse kort, inden han kiggede ondskabsfuldt på os begge to.

”Jeg kommer efter dig, Niall Horan. Og jeg er lige glad med, hvor mange af dine små venner og veninder, jeg må rydde af vejen, før at du forstår hvad du har gjort.” Sagde han, mens at to vagter åbnede dørene bag os, så vi hurtigt begyndte at gå ud.

”Hører du mig, Horan?! Jeg kommer efter dig og tager de ting tilbage du stjal fra mig, om jeg så skal slå alle ihjel omkring dig. Hører du mig!?” Råbte han i det, at Niall satte i løb sammen med mig og vi flygtede ud af den store nedlagte fabrik og jeg langsomt indså hvor forfærdelig en dum ide det her havde været. Hvad havde jeg dog gjort…

______________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder virkelig for den lange ventetid, men jeg var som fortalt i Bremen på udveksling og har efterfølgende indset hvor hårdt 3.g er, så jeg har desværre fået sat movellas som sidst prioritet de sidste par dage, desværre... Jeg håber dog, at jeg snart får tid til at skrive igen!!!

Hvad siger i til kapitlet? Og hvad tror i der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...