Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99882Visninger
AA

34. Victims

"That's what it means to crush, now that I am waking up

I still feel the blow, but at least now i know"

Lady gaga - Perfect illusion

 

Resten af den dag føltes ret sløret. Jeg kunne ikke rigtig få noget til at hænge ordentligt sammen. Eller det kunne jeg måske med ingenting længere. Alt virkede så håbløst og det var som om, at et hvert valg jeg tog bare førte mig længere og ud på et dybere og dybere hav. Jeg var bange for, at hvis der ikke skete noget godt snart, så ville en ryge i faldet og så ville helvede straks gå løs.

Jeg ønskede dog bare for alt i hele verden, at det ikke ville ske. Mine tanker ville dog bare ikke lade det slippe ud af mit hoved.

For mit store held, som jeg ellers troede var ved at rinde godt og grundigt ud for mig, så var min lærer syg og jeg havde mine sidste to timer fri. Det var nok også det bedste, da de sikkert ville være røget i bunken med ukoncentrerede timer fra min side af. Så det var måske en lille redning, at de blev aflyst, så jeg kunne gå hjem til Marie og prøve at få lidt styr på mine tanker.

Hele vejen hjem hørte jeg bare musik gennem mine høretelefoner, så jeg lidt kunne zone ud fra virkeligheden og ind i min egen lille fantasi-verden, hvor der ikke fandtes problemer og katastrofer. dog stoppede musikken i et par sekunder, for så at starte op igen bag efter, hvilket den altid gjorde, når jeg fik en sms. Dog blev jeg lidt overrasket over, hvem afsenderen kom fra.

#Kommer du snart hjem? – Niall. Jeg sukkede tungt og tog faktisk min mobil ordentligt i hånden for at gøre mig klar til at svare ham tilbage, men jeg endte endnu en gang med bare at kigge på skærmen, for så at lægge den ned i min lomme igen. Jeg havde boet hos Marie den sidste uges tid og havde faktisk ignoreret hver og en af Nialls utallige beskeder til mig. Han havde endda endt op med at ringe til de andre for at spørge om de vidste hvor jeg var. Han havde dog først fået svar fra Marie til sidst, som havde fortalt ham, at det nok var bedst, at jeg lige boede hos hende et par dage. Lige siden havde han skrevet til mig hver dag og lige siden havde jeg ignoreret hver og en af hans sms’er og opringninger.

Åh gud, hvor jeg dog hadede det. Jeg havde altid nægtet, at være et af de der par, der nærmest kun skændtes og havde dårlige dage, frem for de gode og kærlige. Jeg nægtede virkelig, at være hende veninden, der altid kom grædende hen til sine venner, for at fortælle om mig og min kærestes seneste skænderi, hvor vi igen var endt op med at have kastet ting efter hinanden, og den ene af os havde pakket en kuffert og var skredet. Jeg nægtede at være i et forhold, der gjorde mig mere ulykkelig, end lykkelig. Og alligevel, så var jeg det.

Der var tider, hvor jeg følte, at jeg ikke længere kunne kende mig selv. Eller nogen for den sags skyld. Det var som om, at jeg på et år, var blevet 20 år ældre og jeg desperat prøvede at følge med mentalt, men ikke kunne. Det var som om jeg jagtede en del af mig selv, som jeg ikke kunne realisere, at jeg var blevet til.

Jeg gned mig hårdt i ansigtet, mens mine øjne sved og jeg prøvede at trække vejret kontrolleret, for at jeg ikke skulle græde igen. Jeg var så træt af at vente på den store katastrofe hele tiden. For jeg vidste, at det var det jeg gjorde. Jeg ventede på den store katastrofe, som endelig ville slå benene væk under mig. Jeg havde før troet, at den allerede havde indhentet mig, men efterhånden begyndte jeg at indse, at alt det jeg havde været igennem de sidste 10 måneder, nærmest bare havde været den store stilhed før stormen. Den store storm, som for alvor ville få hele mit liv til at vende sig 180 grader. Jeg ønskede dog inderligt, at det bare var fantasitanker i stedet for reelle fakta.

Jeg blev vækket af endnu et stop i min musik, da en ny sms bibbede ind. Jeg håbede hurtigt, at det ikke var Niall, der sendte endnu en besked. Dog forbløffede afsenderen mig en lille smule, da en sms bibbede ind fra Harry af.

#Møde i huset. Nu. Harry plejede aldrig at formulere sig så kort, han plejede heller aldrig at være så kommanderende. Noget var galt. Derfor valgte jeg hurtigt at lægge min mobil ned i min lomme og så sætte i løb hen mod retningen af det hus, som vi alle sammen altid mødtes i. Mit hjerte bankede allerede panisk inde i brystet på mig. Please, lad ikke stormen komme nu. Lad den ikke komme nu.

Meget forpustet dukkede jeg op ved huset cirka 7 minutter senere, og jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg ønskede at være dukket op senere, eller tideligere. Muligvis ingen af delene. Jeg kiggede rundt i stuen, hvor Harry stod med krydsede arme og lænende op ad en af sofaerne. Marie sad på køkkendisken i køkkendelen af stuen, mens at Liam og Louis sad i en af sofaerne. Dog til min store overraskelse stod Leah lidt over i hjørnet og kiggede bare meget forstenet ned i jorden. Jeg skulle til at spørge ind til det hele, da døren gik op bag mig og jeg hurtigt hørte Niall kalde:

”Jeg kom så hurtigt jeg kunne… Hvad sker der?!” Spurgte han en smule ude af den, dog stoppede han hurtigt op, da han fik øjenkontakt med mig.

”Ana…” Sagde han og skulle til at gå over mod mig, men Harry nåede at afbryde ham:

”Det tror jeg frøken Problemsolver der ovre, kan svare os på.” Sagde han og nikkede over mod Leah, som hurtigt tog sine hænder opgivende op for at gemme sit ansigt i, mens vi alle kiggede forvirrede over på Harry.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg virkelig forvirret. Hvorfor så Harry så vred ud, og hvorfor var vi alle sammen samlet her, og endda også Leah?

"Undskyld." Sagde Leah hurtigt, så vi alle kiggede hen på hende igen.

"Hvad undskylder du for?" Spurgte Niall hurtigt. Hun kiggede bedrøvet på os alle.

"Intet af det her ville nogensinde være startet hvis Ana, aldrig nogensinde var kommet her til..."

 

"Leah, hvad gjorde du?" Spurgte Marie hurtigt, så Leah kiggede nervøst mellem os alle.

”Det, der var bedst!” Protesterede hun frustreret, så Niall hurtigt trådte frem mod hende.

"Hvad gjorde du!?" Vrissede Niall hurtigt, så hun trådte forskrækket tilbage.

"Jeg... J... jeg..."

"Leah!"  Råbte Marie utålmodigt, så Leah hurtigt sagde:

"Jeg gav ham jeres navne." Mit hjerte sprang et slag over og gjorde mig stum, inden jeg tog mine hænder op til min mund, for at holde et forskrækket gisp inde. Vi kiggede allr rundt på hinanden, inden det desværre slog klik for os, og helvede brød løs. Specielt hos én.... Marie. Hun farede straks lige ind mod Leah og begyndte at skubbe hårdt til hende, mens utallige rasende franske ord, som jeg efterhånden vidste, ikke havde en positiv betydning, blev kastet i mod hende.

"Marie!" Råbte Louis hurtigt og greb fat i hendes arme, mens hun vred hele kroppen og skreg af Leah. Jeg trådte forskrækket tilbage og fik stødt ind i Harry, der hurtigt lagde armen om mig.

”DIN LEDE KRYSTER! HVORDAN KUNNE DU GØRE DET, DIN FORPULEDE LILLE LU…”

”Marie, stop!” Råbte Niall hurtigt og gik hen foran hende, så hun stoppede med at vride sig i kroppen og så kiggede prustende op på ham.

"Forstår du det ikke, Niall? Hun har dræbt dem allerede... Hun har dræbt os alle!" Vrissede hun.

”Tag det roligt, Marie!” Sagde han igen, så hun bare prustede endnu mere.

”Gu fanden vil jeg ej! Hun er en kryster! Hun fortjener at blive tæsket.” Sagde hun vredt, inden Harry trådte frem.

"Niall, han vil ramme os alle nu, vi er nødt til at finde ud af hvad vi gør." Sagde Harry hurtigt lige så oprevet som Marie. Jeg trådte hurtigt hen ved siden af dem.

”Vi kan jo ikke vide, om der vil ske noget…” Prøvede jeg.

”Tænk over det, Anastacia! Hvis først han kender til os alle sammen, så er der ingen vej tilbage!” Sagde Marie igen, så jeg hurtigt kiggede hen på Niall.

”Der må da være noget vi kan gøre?” Spurgte jeg desperat. Desværre endte han bare med at kigge mig ind i øjnene, så jeg kunne se, hvordan sorgen allerede havde spredt sig inden i ham. Nej. Der var intet vi kunne gøre.

”Så hvad betyder det? Hvis han kender til os alle sammen, hvad så?” Spurgte Louis uforstående og kiggede rundt på os alle sammen, så vi alle kiggede på hinanden, inden at Leah desværre åbnede sine øjne igen.

”Så ved han hvem i alle er, og så kan han finde jer og…” Startede hun, inden at Liam, desværre så klog som han nu var kiggede bedrøvet rundt på os alle.

”Han kan bruge os for at få fat i Niall, og hvis vi ikke er brugbare, er der kun en udvej.” Sagde han, så jeg hurtigt kiggede chokeret hen på Niall, som om at det hele viste sig klart for mig. Rich kunne slå os ihjel. Alle sammen, helt uden grund. Der var ingen vej tilbage.

Dog nåede Louis ikke at reagere hurtigt nok til at holde ordentligt fast i Marie, inden hun vred i sin krop igen, for at slippe hen mod Leah igen.

"Hvordan kunne du gøre det?!" Råbte hun, så Leah trådte et forskrækket skridt tilbage.

”I fortjener det! I har taget Zayn fra mig!”

”Han tog sig selv væk fra dig, din mær!” Råbte Marie, mens vi nu alle prøvede at holde hende tilbage.

”Indrøm det nu bare! Alt det her var aldrig sket, hvis hun ikke var kommet her til! Det er hendes skyld det hele!” Råbte Leah og pegede hen på mig. Jeg så hurtigt, hvordan Niall kiggede chokeret ned på mig.

”Hold så kæft!” Råbte Marie rasende. Jeg kiggede hurtigt på hende, og blev lidt chokeret over mit syn. Tårerne trillede voldsomt ned af hendes kinder, mens hun var helt rød i hovedet af rent raseri. Jeg havde aldrig set Marie sådan. Så sorgfuld, så rasende, så berørt af det hele. Marie havde aldrig rigtig været typen, der græd eller viste sine følelser stort offentligt. Jeg havde i hvert fald kun set det enkelte og meget få gange, derfor var det meget chokerende, når man så det så tæt på.

”Du kan intet gøre, Marie! Det var Niall, der startede den her krig. Det er ham du skal hade!” Vrissede Leah hurtigt, så det var min tur til at vende mig vredt om mod Leah.

”Det her er ikke Nialls skyld. Du ved slet ikke, hvad Niall har måttet være igennem!”

”Ana…” Prøvede Niall hurtigt bag mig, men jeg fortsatte i stedet:

”Du skal ikke komme her og sige til mig, at det er Nialls skyld det her. Sådan som jeg ser det, så er det vores alle skyld… du har bare valgt at skubbe os alle sammen direkte i døden.” Vrissede jeg rasende af hende. Jeg kunne mærke, at jeg havde fået nok af hende. Jeg havde aldrig været vild med ideen om, at hade folk. Jeg havde også altid prøvet at komme ordentligt ud af det med Leah, men det var altid hende der kom med dumme og lede kommentarer, og denne gang var hun gået over stregen. Nu havde jeg virkelig fået nok. Jeg havde fået nok af det hele.

”Så du skal fandme ikke komme her og påstå at du ved en fucking skid, når du selv er en forbandet løgnagtig kryster, der lige fra dag 1 af, alligevel har ønsket at denne her mulighed skulle komme. Vi kommer ikke til at dø på grund af os selv, Leah. Men på grund af dig. Du har startet det her. Det her er din krig.” Sagde jeg og mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt inde i brystet på mig. Leah kiggede bare hårdt på mig.

”Piger starter ikke krige.” Sagde hun bestemt med sine arme over kors, så Marie trådte forsigtigt frem ved siden af mig, fordi Louis forsigtigt lod hende gå. Hun kiggede lidt ned, inden hun kiggede fra mig og så over på Leah.

”Nej. De slutter dem.” Og så løb hun nærmest frem og bankede Leah hårdt ind i væggen, så alle straks skreg af alt og hinanden og Marie råbte og skreg af Leah, der hylede efter nåde. Vi løb alle over og prøvede at flå de to ørne fra hinanden, inden at Niall hurtigt hev fat i mig og straks hev mig ud af stuen og ud i gangen.

”Hvorfor gjorde du det?” Spurgte han hurtigt og kiggede komplet uforstående ind i mine øjne.

”Fordi ingen af os nogensinde ville indrømme det.” Sagde jeg og mærkede stadig mit fuldt pumpende hjerte inde i mit bryst.

”Ana, jeg lover dig… Det var aldrig meningen, at det skulle være kommet så langt her.” Sagde han og trådte tættere på mig, men af en grund jeg ikke helt kunne forstå, så trådte jeg hurtigt et skridt væk fra ham.

”Men det gjorde det.” Sagde jeg og gik så væk fra ham og ind til det kaos, som alt det her var endt ud i.

Det her var det kaos, jeg så længe havde fornemmet været på vej. Jeg frygtede bare, at vi kun var i udkanten af stormen og snart ville blive trukket helt ind til dens mest helvedes kaotiske kerne.

______________________________________________________________________________________________

Kan i lige tro, at jeg fik tid til at udgive et kapitel MIDT PÅ UGEN OG IKKE I WEEKENDEN. jeg er i hvert fald selv en smule stolt! Jeg skriver igen i morgen!!

Husk at meget gerne må skrive en kommentar! Det betyder meget for mig, hvad i synes, da jeg pt ikke ved, om den her historie er kørt død, eller ej...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...