Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
99858Visninger
AA

9. Two steps forward, one step back

"No war in angry

was ever won"

Selena Gomez - Kill em with kindness

 

Jeg trak vejret dybt ind, mens at jeg endnu en gang kiggede min dags skema igennem og rettede på mig selv for det, der lignede den titusinde gang denne morgen. Jeg kunne mærke, hvordan nervøsiteten sad borende i mig, og jeg ønskede lidt, bare at udskyde denne morgen. Men de sagde alle sammen at jeg var klar, og at der ikke længere var nogen grund til at vente eller udskyde det mere. Jeg frygtede dog stadig dagens følger.

Dagen var endelig kommet, hvor jeg skulle starte i skole igen.

Og jeg var rædselsslagen.

Jeg havde brugt en ekstra halv time på at gøre mig i stand denne morgen, da jeg ville være sikker på, at se ordentlig ud, til når jeg trådte ind af dørene på skolen. Jeg ville vise folk, at jeg var tilbage. Stærkere og bedre end før.

Jeg var ikke knækket længere.

Dog jo tættere på at øjeblikket kom, jo mere nervøs blev jeg alligevel, og tanken om at krybe tilbage under dynen igen, lød bedre og bedre.

Jeg prustede opgivende af mig selv, og rettede så på min hvide trøje og højtaljede sorte bukser. Det var enkelt, men komfortabelt, og passede fint med mine nye hvide sko. (outfit findes i kommentar). Jeg skulle bare tro på mig selv. Tro på, at det hele nok skulle gå, og så skulle det hele nok blive godt igen. Det kunne ikke gå så galt, som jeg selv troede. Det vidste jeg… det håbede jeg.

Jeg kiggede hen på klokken og tog så min taske og jakke fra stolen ved mit skrivebord og dragede ud på enten mit livs dummeste eller bedste beslutning den dag.

Sneen lå stadig tykt udenfor, og jeg undrede mig lidt over, om den mon nogensinde ville smelte, da den ikke så ud til at forsvinde lige forløbeligt.

Jeg nåede hen til skolen og mærkede så hurtigt, hvordan jeg tog to skridt frem mod trapperne op til døren ind til skolen, men så hurtigt trådte et tilbage igen. Mit hjerte sad nærmest helt oppe i halsen på mig og dunkede nervøst, så kvalmen steg lidt i mig. Jeg kunne mærke, at jeg fik svedige hænder og min mund blev tør. Du kan godt! Lade dem ikke tro de knækkede dig. Gør det nu!

Jeg lukkede mine øjne fokuserende i et øjeblik, inden jeg trak vejret dybt ind og lod mit hjerte falde ned på plads, så kvalmen også forsvandt og jeg så åbnede mine øjne igen og sank en enkelt gang, inden jeg skubbede nervøsiteten væk og så trådte tre skridt op af trappen. Denne gang trådte jeg ikke et skridt tilbage, men fortsatte ind.

Varmen fra skolens opvarmede gange fyldt med morgenfyldte elever ramte mig og jeg kiggede bare lige ud, mens jeg gik ned af gangen og bare fortsatte ned mod mit skab for enden af gangen. Jeg var i tvivl om jeg overhovedet kunne huske, hvordan det var, at være i skole, og hvordan det var at håndtere et skab. Dog rystede jeg bare opgivende på hovedet af mig selv og åbnede for låsen omkring mit skab og lukkede alt og alle ude. Jeg kunne ikke vende om nu. Jeg lagde mit overtøj ind i skabet og tog mine bøger, mens jeg huskede på, at jeg havde billedkunst her til morgen. Det kunne ikke gå galt.

”Babydoll!” Hørte jeg hurtigt en jublen fra ikke så langt væk, så jeg vendte mig smilende om, og som forventet så Marie komme løbende hen i mod mig. Denne gang noget anderledes, da hun havde Liam opgivende efter sig. Han havde dog sit hoved begravet ned i sin mobil.

”Please sig, at alle dine venner ikke er lige så asociale som ham her.” Bad hun og kiggede opgivende på Liam, som nærmest bare kiggede fraværende op på os, inden han kiggede ned på sin mobil igen.

”Det er som regel kun Liam, der er sådan.” Forsikrede jeg med et opgivende grin af min bedste ven. Marie prustede lettet ud.

”Jeg troede lige.” Sagde hun bange, så jeg grinede lidt af hende, men så kiggede hen på Liam.

”Hvad så, Payno?” Spurgte jeg. Han rystede bare på hovedet og viftede med hånden.

”Det er lige meget.” Marie kiggede tænkende på mig, så jeg trak på skuldrene.

”Klar til din første dag?” Spurgte hun, som emneskift. Jeg prustede nervøst ud.

”Jeg er lidt nervøs, indrømmer jeg gerne.” Sagde jeg ærligt. Hun lagde forsigtigt sin hånd kærligt på min arm.

”Kill them with kindness, babe.” Sagde hun og blinkede til mig. Jeg smilede glædeligt tilbage til hende og nikkede taknemmeligt.

”Will do, mam.” Sagde jeg igen, så hun grinede lidt og så kiggede på Liam igen.

”Jeg skal nok smutte, men du må hygge dig med hr. surmule der, for han har ikke sagt et ord hele morgenen. Jeg tilbød endda kaffe og det sædvanlige efter skole og alt muligt, men han er åbenbart helt i stødet.” Sagde hun og klappede forsigtigt Liam på skulderen, inden hun vinkede farvel til os og løb til time. Jeg smilede lidt efter hende, inden jeg kiggede bekymret på Liam. Jeg havde godt en ide om, hvorfor han blev ved med at hænge sådan med mulen.

”Hvis i bliver ved med at være uvenner, hvorfor tager du så ikke bare hen til hende og får snakket ordentligt om det?” Spurgte jeg og henviste til hans kæreste Sophia… eller hvis man overhovedet kunne kalde dem kærester mere?

”Hun har travlt.” Sagde han og puttede opgivende sin mobil ned i sin lomme. Jeg kiggede bekymret på ham.

”Liam, hvis hun har for travlt hele tiden, er det måske bare det?” Spurgte jeg. Det var hårdt, ja. Men han kunne jo ikke blive ved med at kæmpe for en tabt sag.

”Jeg har bare ikke lyst til at give op på hende… ikke allerede.” Sagde han og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg kiggede lige så trist tilbage på ham og lagde så mine arme om ham i et kram.

”Det skal nok gå, okay. Prøv at ring til hende i pausen og så aftal at tag over til hende i weekenden.” Foreslog jeg. Han sendte mig et skævt smil og nikkede så.

”Tak. Du er altid så sød.” Sagde han taknemmeligt, så jeg smilede endnu mere til ham. Klokken ringede ind en sidste gang, så vi hurtigt vinkede til hinanden og gik til hver vores time. Jeg mærkede nervøsiteten igen, men skubbede den hurtigt så langt væk som jeg kunne, mens jeg gik ned mod billedkunstlokalet.

”Ej, der går hun jo..” Hørte jeg hurtigt to piger hviske på vejen der ned.

”Det var hende, der var kærester med ham der fyren ik?”

”Jo! Folk siger, at hun prøvede at begå selvmord, fordi han ikke ville have hende.”

”Syg kærlighed alligvel.” Jeg kiggede bare ned i jorden, mens jeg satte tempoet lidt op. Aldrig nogensinde igen. Jeg var ikke den pige mere. Hun var væk. For evigt.

Jeg troede lige, at hele min dag nu var dømt til at blive fyldt med hviskende stemmer omkring mig og mit velbefindende, hvilket jeg overhovedet ikke havde brug for. Dog lige så snart, at jeg satte mig ned ved et bord i billedkunst med et billede foran mig, som jeg skulle inspireres af til en collage, af alles tegninger, som et nyt fælles projekt, så gik det faktisk strålende. Det var rart at komme i gang med at tegne, og lige så straks at jeg gik i gang, så faldt mit hoved nærmest ro, og jeg lod mig selv fange i fordybelsen af papiret og blyanten. En følelse jeg gerne indrømmede, at have savnet.

 

Jeg nåede faktisk igennem den første halvdel af dagen uden mange problemer. Der havde været et par hviskende stemmer og et par chokerende blikke en gang i mellem, men det var til at overleve. Jeg holdt bare hovedet ret oppe og fokuserede på, alt det gode og rare i stedet for det negative. Ligesom jeg havde lært. Det var på tide, at blive glad igen.

Jeg mødte Marie til frokost, som overraskende nok allerede gik hen mod bordet, hvor Liam sad. Det var som om, at hun bare havde tilsluttet sig vores gruppe nu, og der ikke rigtig var nogen af os der sagde noget til det. Men det var måske også bedst, at hun snakkede med os andre, nu hvor hun muligvis stod i samme båd som mig.

”Kan jeg virkelig ikke slippe for jer to, bare én dag?” Spurgte Liam os hurtigt, så jeg kiggede lidt chokeret på ham, men så så at han smilede skævt, så Marie fnyste af ham.

”Vi er de eneste venner du har, Payno. Du kan ikke bare vælge, vi valgte dig.” Sagde hun, så han bare kiggede grinende tilbage på hende. Jeg kunne godt lide, at de faktisk kom så godt ud med det hinanden. Måske fordi de begge to var personer, der kom godt ud af det med alle.

”Nå, hvad skal i så lave på fredag?” Spurgte Liam os, så Marie kiggede på mig, som om, hun forventede at jeg havde lavet planer, der også involverede hende. Det havde jeg som regel hver fredag. Fredag var lidt Marie-dag.

”Jeg tænkte bare på Oringe is the new black-marathon.” Foreslog jeg.

”I skal slet ikke i byen?” Spurgte Liam nærmest forarget.

”Byen er ikke lige noget for mig lige nu.” Sagde jeg hurtigt, mens Marie nikkede forsigtigt.

”Jamen, så kan jeg fortælle jer, at jeg har en date med min kæreste fredag aften!” Annoncerede han, så Marie og jeg kiggede storsmilende på ham med det samme.

”Ihh, hvor dejligt!” Hvinede Marie og klappede i hænderne. Liam grinede lidt og nikkede på hovedet.

”Jeg ringede til hende i pausen og aftalte det.” Sagde han stolt, så jeg smilede glædeligt til ham.

”Det er jeg virkelig glad for at høre, Liam. Vi krydser fingre for, at i får en god aften så.” Sagde jeg og klemte hurtigt hans arm blidt, så han smilede taknemmeligt tilbage til mig. Vi brugte resten af pausen på, at Liam fortalte Marie om hans kæreste Sophia, så Marie nærmest kiggede helt hvinende og klappende på ham under hele senacen. Marie var også, som hun selv havde udtalt det, en sucker for en god kærlighedshistorie en gang i mellem. Men her på det sidste var det som om, at hun var blevet mere blød i det, end hun plejede at være. Om det var på baggrund af hendes manglende dobbeltlag af eyeliner og halschokers, som hun plejede evigt at gå rundt med, eller det, at hun faktisk var begyndt at smile mere. Hun så gladere ud nu.

Det var det, der glædede mig. At alle omkring mig så ud til at være glade, og det dårlige forsvandt mere og mere fra os alle sammen. Inderst inde kunne jeg stadig mærke det presse på. Den mørke periode, men jeg var blevet så stærk nu, at jeg ikke lod den overmande mig igen. Ikke en gang til.

Jeg var stærkere nu, end jeg var før. Jeg levede nu. Jeg var levende igen. Jeg overlevede ikke længere, jeg levede faktisk. Og det var en alt for dyrebar følelse for mig, til at jeg bare ville smide den sådan væk igen.

Det hele skulle nok blive godt igen, så længe jeg tog tre skridt fremad og ingen bagud. Det hele skulle nok forblive sådan her, så længe jeg ikke tog et skridt bag ud igen.

”Nå piger, i må have mig undskyldt, men jeg skal altså virkelig tisse, inden historie.” Sagde Liam med et lidt flovt udtryk i ansigtet, så både Marie og jeg grinede lidt.

”Du er hermed undskyldt.” Sagde Marie med et stort smil, så Liam bukkede mindre yndefuldt og så vinkede farvel til os inden han gik ud af cafeteriaet. Marie stak lidt til sin salat, inden hun lod blikket køre lidt frem og tilbage, inden det stoppede henne ved det lettere velkendte bord ovre i hjørnet.

”Har du set nogle af dem?” Spurgte jeg hende forsigtigt, da jeg kunne se, at hun holdt vejret, da hun kiggede på det bord, som hende og den gamle gruppe plejede at sidde ved, i hver spisepause. Hun rystede på hovedet.

”Har du hørt fra ham?” Spurgte hun, mens hun holdt blikket rettet hen mod bordet.

”Har du?” Spurgte jeg bare tilbage. Et tungt suk undslap hendes læber.

”Anastacia, det her er kun et forslag, og du har lov til at sige nej uden tvivl. Men jeg har nogle ting, som jeg skal have hentet henne i huset, og jeg har ikke lyst til at gå der hen alene. Du må gerne sige nej, det er okay, det er bare…”

”Marie, jeg…” Startede jeg, men mærkede hurtigt, hvordan ordene ligesom sad fast. Marie tog ordet igen.

”Det var et dumt forslag, det ved jeg godt. Det er nok også dumt af mig, overhovedet at ville der hen og hente de åndssvage ting… Det gælder kun et par småting, så måske burde jeg hellere lade vær.” Det her var nu at jeg skulle tage enten tre skridt fremad, eller to fremad og et tilbage.

”Det er dine ting, selvfølgelig skal du have dem.” Insisterede jeg hurtigt. Hun sukkede tungt.

”Vil du så gå med mig?” Spurgte hun og kiggede så på mig. En eller anden dag, var jeg nok nødsaget til at se det hele i øjnene i stedet for at gemme mig fra det. Jeg var bare bange for, at hvis jeg gjorde det her, ville det mere være et tilbagefald, hvor jeg trådte to skridt frem, men alligevel også trådte et tilbage, i stedet for en fremgang, hvor jeg bare tog det med oprejst pande og gik tre skridt fremad. Og så igen, hvis jeg tog der hen, ville de så fange mig i deres uendelige spind igen, og så var hele min kamp tabt? Eller ville jeg endelig vise dem, at de ikke kunne knække mig to gange.

Jeg kiggede på Marie og trak vejret tungt ind, inden jeg svarede hende.

______________________________________________________________________________________________

Jeg fik 7 i min mundtlige matematik eksamen og er snart færdig med forberedelserne til Religion på mandag, hvor jeg efter det endelig har et par dage fri, og nok kan få skrevet lidt mere. Det håber jeg i hvert fald!

Tror i Ana bør tage hen til huset sammen med Marie? ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...