Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

102Likes
407Kommentarer
117099Visninger
AA

9. Two steps forward, three steps back

"No war in angry

was ever won"

Selena Gomez - Kill em with kindness

 

Jeg trak vejret dybt ind, mens jeg kiggede dagens skema igennem og rettede på mig selv for det, der lignede den titusinde gang denne morgen. Nervøsiteten sad borende i mig, og jeg ønskede bare at udskyde denne morgen. Men de sagde alle sammen at jeg var klar, og at der ikke længere var nogen grund til at udskyde det mere. Jeg frygtede stadig dagens følger.

Dagen var endelig kommet, hvor jeg skulle starte i skole igen. Og jeg var rædselsslagen.

Jeg havde brugt en ekstra halv time på at gøre mig i stand den morgen, da jeg ville være sikker på, at se ordentlig ud, til når jeg trådte ind af dørene igen. Jeg ville vise folk, at jeg var tilbage. Stærkere end før. Jeg var ikke knækket længere.

Men jo tættere på øjeblikket kom, jo mere nervøs blev jeg. Tanken om at krybe tilbage under dynen, lød bedre og bedre.

Jeg prustede opgivende, og rettede så på min hvide trøje og højtaljede sorte bukser. Det var enkelt, men komfortabelt, og passede fint med mine nye hvide sko. (outfit findes i kommentar). Jeg skulle tro på mig selv. Tro på, det hele nok skulle gå, og så skulle det hele nok blive godt igen. Det kunne ikke gå så galt. Det vidste jeg… det håbede jeg.

Jeg kiggede hen på klokken og tog min taske og jakke fra stolen ved mit skrivebord og dragede ud på enten mit livs dummeste eller bedste beslutning den dag.

Sneen lå tykt udenfor, og jeg undrede mig over, om den nogensinde ville smelte, da den ikke så ud til at forsvinde.

Jeg nåede skolen og tog to skridt frem mod trapperne op til hoveddøren, men også hurtigt et tilbage igen. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig og dunkede, så kvalmen steg. Jeg  fik svedige hænder og min mund blev tør. Du kan godt! Lade dem ikke tro de knækkede dig!

Jeg lukkede mine øjne i et øjeblik, inden jeg trak vejret dybt ind og lod mit hjerte falde på plads, så kvalmen forsvandt og jeg åbnede mine øjne og sank en enkelt gang. Jeg skubbede nervøsiteten væk og trådte tre skridt op af trappen. Denne gang trådte jeg ikke et skridt tilbage.

Varmen fra skolens opvarmede gange fyldt med elever ramte mig. Jeg kiggede lige ud, mens jeg gik ned af gangen og fortsatte ned mod mit skab. Jeg var i tvivl om jeg overhovedet kunne huske, hvordan det var, at være i skole, og hvordan det var at håndtere et skab. Jeg rystede opgivende på hovedet af mig selv og åbnede for låsen omkring mit skab og lukkede alt og alle ude. Jeg kunne ikke vende om nu. Jeg lagde mit overtøj ind i skabet og tog mine bøger, mens jeg huskede på, at jeg havde billedkunst. Det kunne ikke gå galt.

”Babydoll!” Hørte jeg hurtigt en jublen ikke så langt væk, så jeg vendte mig smilende om, og som forventet så Marie komme løbende i mod mig. Denne gang noget anderledes, da hun havde Liam opgivende efter sig. Han havde sit hoved begravet i sin mobil.

”Please sig, at dine andre venner ikke er lige så asociale som ham her.” Bad hun og kiggede opgivende på Liam, som kiggede fraværende op på os, inden han kiggede ned på sin mobil igen.

”Det er som regel kun Liam.” Forsikrede jeg med et opgivende grin, så Marie prustede lettet ud. Jeg kiggede dog hurtigt hen på Liam.

”Hvad så, Payno?” Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

”Det er lige meget.” Marie kiggede tænkende på mig, så jeg trak på skuldrene.

”Klar til din første dag?” Spurgte hun, som emneskift. Jeg prustede ud.

”Jeg er lidt nervøs.” Sagde jeg ærligt. Hun lagde sin hånd kærligt på min arm.

”Kill them with kindness, babe.” Sagde hun og blinkede til mig. Jeg smilede glædeligt tilbage til hende og nikkede taknemmeligt.

”Will do, mam.” Sagde jeg igen, så hun grinede og så kiggede på Liam igen.

”Jeg skal nok smutte, men du må hygge dig med hr. surmule der, for han har ikke sagt et ord hele morgenen. Jeg tilbød endda kaffe og det sædvanlige efter skole og alt muligt, men han er åbenbart helt i kælderen.” Sagde hun og klappede forsigtigt Liam på skulderen, inden hun vinkede farvel og løb til time. Jeg kiggede bekymret på Liam. Jeg havde godt en ide om, hvorfor han blev ved med at hænge sådan med mulen.

”Hvis i bliver ved med at være uvenner, hvorfor tager du så ikke bare hen til hende og får snakket ordentligt om det?” Spurgte jeg og henviste til hans kæreste Sophia… eller hvis man overhovedet kunne kalde dem kærester?

”Hun har travlt.” Sagde han og puttede opgivende sin mobil ned i sin lomme. Jeg kiggede bekymret på ham.

”Liam, hvis hun har for travlt hele tiden, er det måske bare det?” Spurgte jeg. Det var hårdt, ja. Men han kunne jo ikke blive ved med at kæmpe for en tabt sag.

”Jeg har bare ikke lyst til at give op på hende… ikke allerede.” Sagde han og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg kiggede trist tilbage på ham og lagde mine arme om ham.

”Det skal nok gå, okay? Prøv at ring til hende i pausen og aftal at tage over til hende i weekenden.” Foreslog jeg. Han sendte mig et skævt smil og nikkede så.

”Tak. Du er altid så sød.” Sagde han taknemmeligt, så jeg smilede endnu mere til ham. Klokken ringede en sidste gang, så vi hurtigt vinkede til hinanden og gik til hver vores time. Jeg mærkede nervøsiteten igen, men skubbede den hurtigt langt væk, mens jeg gik ned mod billedkunstlokalet.

”Ej, der går hun jo..” Hørte jeg hurtigt to piger hviske.

”Det var hende, der var kærester med ham der, Horan, ik?”

”Jo! Folk siger, hun prøvede at begå selvmord, fordi han ikke ville have hende.”

”Syg kærlighed alligevel.” Jeg kiggede ned i jorden, mens jeg satte tempoet op. Aldrig nogensinde igen. Jeg var ikke den pige mere. Hun var væk. For evigt.

Jeg troede, at hele min dag nu var dømt til at blive fyldt med hviskende stemmer omkring mig og mit velbefindende, hvilket jeg overhovedet ikke havde brug for. Dog lige så snart, at jeg satte mig ned ved et bord i billedkunst med et billede foran mig, som jeg skulle inspireres af til en collage, så gik det faktisk strålende. Det var rart at komme i gang med at tegne, og lige så straks jeg gik i gang, faldt mit hoved til ro. Jeg lod mig selv fange i fordybelsen af papiret og blyanten. En følelse jeg havde savnet.

 

Jeg nåede faktisk igennem den første halvdel af dagen uden mange problemer. Der havde været et par hviskende stemmer og et par blikke en gang i mellem, men det var til at overleve. Jeg holdt bare hovedet ret og fokuserede på alt det gode og rare i stedet for det negative. Ligesom jeg havde lært. Det var på tide, at blive glad.

Jeg mødte Marie til frokost, som overraskende nok allerede gik hen mod bordet, hvor Liam sad. Det var som om, at hun havde tilsluttet sig vores gruppe, og der ikke rigtig var nogen af os der sagde noget til det. Men det var måske også bedst, at hun snakkede med os andre, nu hvor hun muligvis stod i samme båd som mig.

”Kan jeg virkelig ikke slippe for jer to, bare én dag?” Spurgte Liam hurtigt, så jeg kiggede chokeret på ham, men så at han smilede skævt. Marie fnyste af ham.

”Vi er de eneste venner du har, Payno. Du kan ikke bare vælge, vi valgte dig.” Sagde hun, så han kiggede grinende på hende. Jeg kunne godt lide, at de kom så godt ud af det med hinanden. Måske fordi de begge to var personer, der kom godt ud af det med alle.

”Hvad skal i lave på fredag?” Spurgte Liam, så Marie kiggede på mig, som om, hun forventede at jeg havde lavet planer, der også involverede hende. Det havde jeg som regel hver fredag. Fredag var lidt Maries dag.

”Jeg tænkte bare på Oringe is the new black-marathon.” Foreslog jeg.

”I skal slet ikke i byen?” Spurgte Liam nærmest forarget.

”Byen er ikke lige noget for mig lige nu.” Sagde jeg hurtigt, mens Marie nikkede enigt.

”Jamen, så kan jeg fortælle jer, at jeg har en date med min kæreste fredag aften!” Annoncerede han, så Marie og jeg kiggede storsmilende på ham.

”Ihh, hvor dejligt!” Hvinede Marie og klappede i hænderne. Liam nikkede på hovedet.

”Jeg ringede til hende i pausen og aftalte det.” Sagde han stolt, så jeg smilede glædeligt til ham.

”Det er jeg virkelig glad for, Liam. Vi krydser fingre for, i får en god aften.” Sagde jeg og klemte hans arm blidt, så han smilede taknemmeligt tilbage til mig. Vi brugte resten af pausen på, at Liam fortalte Marie om hans kæreste Sophia, så Marie nærmest kiggede helt hvinende og klappende på ham under hele seancen. Marie var, som hun selv havde udtalt det, en sucker for en god kærlighedshistorie. Her på det sidste var det som om, at hun var blevet mere blød. Om det var på grund af hendes manglende dobbeltlag af eyeliner og halschokers, som hun plejede at gå rundt med, eller det, at hun faktisk var begyndt at smile mere, vidste jeg ikke. Men hun så gladere ud.

Det var det, der glædede mig mest. Alle omkring mig så ud til at være glade, og det dårlige forsvandt mere og mere fra os alle sammen. Inderst inde kunne jeg stadig mærke det presse på. Den mørke periode. Men jeg var stærk nu, og jeg lod den ikke overmande mig igen. Ikke én gang til. Jeg var stærkere nu. Jeg levede nu. Jeg var levende igen. Jeg overlevede ikke længere, jeg levede. Og det var en alt for dyrebar følelse for mig, til at jeg bare ville smide den væk igen.

Det hele skulle nok blive godt igen, så længe jeg tog tre skridt fremad og ingen bagud. Det hele skulle nok forblive sådan her, så længe jeg ikke tog et skridt bag ud igen.

”Nå piger, i må have mig undskyldt, men jeg skal altså virkelig tisse.” Sagde Liam, så både Marie og jeg grinede lidt.

”Du er hermed undskyldt.” Sagde Marie med et stort smil, så Liam bukkede mindre yndefuldt og vinkede farvel til os. Marie stak lidt til sin salat, inden hun lod blikket køre frem og tilbage, inden det stoppede ved det lettere velkendte bord ovre i hjørnet.

”Har du set nogle af dem?” Spurgte jeg forsigtigt, da jeg kunne se, at hun holdt vejret, da hun kiggede på det bord, som vores gamle gruppe plejede at sidde ved. Hun rystede på hovedet.

”Har du hørt fra ham?” Spurgte hun, mens hun holdt blikket rettet hen mod bordet.

”Har du?” Spurgte jeg bare tilbage. Et tungt suk undslap hendes læber.

”Anastacia, det her er kun et forslag, og du har lov til at sige nej uden tvivl. Men jeg har nogle ting, som jeg skal have hentet henne i huset, og jeg har ikke lyst til at gå der hen alene. Du må gerne sige nej, det er okay, det er bare…” Bad hun hurtigt.

”Marie, jeg…” Startede jeg, men ordene sad ligesom fast. Marie tog ordet igen.

”Det var et dumt forslag, det ved jeg godt. Det er også dumt af mig, overhovedet at ville der hen og hente de åndssvage ting… Det er ikke engang vigtigt, så måske burde jeg hellere lade vær?” Det var nu jeg skulle tage enten tre skridt fremad, eller et tilbage.

”Det er dine ting, selvfølgelig skal du have dem.” Insisterede jeg hurtigt.

”Vil du så gå med mig?” Spurgte hun og kiggede på mig. En eller anden dag, var jeg nok nødsaget til at se det hele i øjnene i stedet for at gemme mig. Jeg var bare bange for, at hvis jeg gjorde det, ville det give et tilbagefald. Jeg ville træde to skridt frem, men alligevel også træde et tilbage, i stedet for en fremgang, hvor jeg tog det med oprejst pande og gik tre skridt fremad. Og så igen, hvis jeg tog der hen, ville de så fange mig i deres uendelige spind igen? Så var hele min kamp tabt. Eller ville jeg endelig vise dem, at de ikke kunne knække mig to gange?

Jeg kiggede på Marie og trak vejret tungt ind, inden jeg svarede hende. ______________________________________________________________________________________________

Tror i Ana bør tage hen til huset sammen med Marie? ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...