Madness - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre? Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse...

104Likes
398Kommentarer
100403Visninger
AA

6. Turning back to normal life

"Don't take this down, I won't be waiting around for you"

Fleetwood Mac - Blue Letter

 

Som en del af den daglige rutine blev jeg vækket klokken 9, og lagde mig til at se fjernsyn. I dag var det tirsdag, hvilket betød, at Louis og Liam ville komme på besøg som aftalt. Jeg glædede mig allerede til at se dem, siden jeg fandt ud af, at de kom søndag. Det var rart med noget genkendeligt. Det gav mig en god følelse af hjemme.

Jeg havde egentlig ligget og set en film, ud af de forskellige udvalg som der var til mig. Nogle af filmene havde jeg allerede set en gang, men det gjorde ikke noget, for jeg kunne godt lide at se dem flere gange. I dag gjorde det heller ikke noget, at jeg godt kendte til filmens dialog og plot, så jeg ikke skulle koncentrere mig så meget om det. Jeg havde igen haft en næsten søvnløs nat, hvor at mareridtene igen havde plaget mig og holdt mig vågen i en time ad gangen. Mareridtene skilte sig lidt ud fra hinanden en gang i mellem. I starten troede jeg, at det kun var høje, lyshårede fyre med blå øjne og forbandende ord, som hjemsøgte mig, men det var åbenbart ikke det eneste. Inde i et sted i mig, var der høje mørke fyre, der skabte kvalmende følelser i mig med deres tag om min hals, mens deres hæse stemme gav genklang i mine ører og fik mig til at skrige efter hjælp. Det værste var bare, at jeg ikke kunne finde ud af, hvilke af mareridtene, der var værst.

Heldigvis på dage som i dag, hvor jeg måtte få besøg glemte jeg mareridtene lidt mere i forhold til de andre dage. Derfor var jeg også lidt en lille tikkende spændt bombe, som bare ventede på, at klokken ville slå 14, og Louis og Liam endelig ville komme. Jeg savnede dem virkelig, når jeg kun kunne se dem en’ gang om ugen, havde jeg fundet ud af. Og så igen, der havde været gange før, hvor der gik uger i mellem, at vi endelig så hinanden, hvor jeg ikke savnede dem lige så meget. Hvorfor savnede jeg dem så, så meget nu?

Jeg var lige blevet færdig med at læse i et af de blade, som Marie havde smuglet med ind til mig, da der blev banket på min dør, og min faste sygeplejerske Julia kom ind.

”Er der noget du mangler, inden at dine gæster kommer? Noget jeg skal skaffe til jer?” Spurgte hun med et stort varmt smil. Jeg tænkte lidt.

”Kan vi få te?” Spurgte jeg forsigtigt og kiggede smilende tilbage på hende. Hun sendte mig et endnu større smil og nikkede så glædeligt til mig.

”Tak!” Sagde jeg og ryttede så lidt op omkring min seng og mit lille natbord. Man havde faktisk ikke så meget inde på sådan en lille stue, som den jeg lå på. Nu var stuerne heller ikke så store, at der var så meget jeg kunne fylde op med, men alligevel så var her en smule tomt. Jeg prøvede dog at huske mig selv på, at den her stue jo også kun var mit midlertidige ”hjem” og at mit rigtige hjem stadig ventede på mig. Jeg vidste jo bare ikke, hvornår jeg endelig måtte komme hjem.

Der lød et forsigtigt bank ovre fra min matte glasdør, inden at den blev åbnet og jeg hurtigt så Louis komme ind. Han smilede glædeligt til mig, så jeg smilede spændt og glad tilbage til ham.

”Hvad så der, smukke?” Sagde han og strakte sine arme ud, så jeg kunne løbe over og kramme ham. Han krammede mig trygt tilbage. Louis og jeg havde krammet mange gange, men jeg havde alligevel lagt mærke til, at hans kram her på det sidste havde været mere faste på en måde. Han holdt lidt længere på mig, end normalt.

”Jeg har savnet dig.” Sagde jeg og kiggede en smule rødmende op på ham. Jeg havde aldrig rigtig været typen, der sagde meget til folk, hvor meget jeg savnede dem, men med Louis og Liam var det noget helt andet. Fordi jeg så dem så lidt, så savnede jeg dem bare så meget, når der gik så lang tid mellem at vi endelig så hinanden igen. Det var faktisk nogle gange helt ulideligt, at jeg ikke kunne se mine venner hver dag, måske bare en time eller en halv. Jeg savnede dem virkelig meget en gang i mellem. Specielt i dag.

”Jamen.. tak. Jeg har da også savnet dig.” Sagde Louis rødmende tilbage til mig. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, inden vi satte os over på min seng. Det var når jeg havde besøgsdage, at jeg allermest savnede friheden. Det kunne godt blive lidt sammenklemt, at vi bare sad her inde og ikke kunne gå et sted hen. Jeg savnede virkelig at komme ud. Bare at komme ud og spise, eller komme ud og spille lidt fodbold. Jeg ville virkelig gerne snart ud igen.

”Kommer Liam ikke også?” Spurgte jeg hurtigt, da ham og Louis altid kom her hen sammen.

”Han havde lige nogle ting, han skulle have ordnet og sådan. Jeg tror ikke, at det tager så lang tid. Han er her nok om små ti minutter, maks.” Sagde han forsikrende, så jeg nikkede forstående.

”Hvordan går det egentlig med dig?” Spurgte han hurtigt og kiggede tænkende på mig. Jeg trak lidt på skuldrene.

”Jeg er lidt træt i dag, men jeg sov også dårligt i nat… Jeg tror, jeg savner min normale seng lidt efterhånden.” Grinede jeg forsigtigt. Louis grinede også.

”De kan vel heller ikke holde så længe på dig mere. Du ser bedre ud.” Komplimenterede han. Jeg smilede genert.

”Jeg føler mig også bedre.” Sagde jeg ærligt, så han sendte mig et oprigtigt smil.

”Du fortjener også at få det bedre.” Sagde han. Jeg svarede ham ikke, men smilede bare taknemmeligt til ham.

”Hvad siger Sam til dig, omkring helbred og sådan? Er det bedre?” Jeg nikkede.

”De har lovet mig, at jeg snart må komme hjem. Sam siger også, at det faktisk er tættere på, end jeg selv tror. Jeg synes bare, at snart virker meget langt væk.” Sagde jeg.

”Hvad er så planen, når du kommer hjem?” Spurgte Louis, mens han tog sit overtøj af, som han endnu ikke havde gjort, og lagde det bag ham.

”Jeg starter op, men langsomt. Jeg skal stadig følge mine rutiner og gøre de øvelser jeg har fået udleveret og sådan. Men kun indtil jeg føler, at jeg ikke behøver dem mere.” Sagde jeg og glædede mig nærmest allerede til, at jeg måske kunne leve ordentligt igen, og starte ordentligt forfra. Jeg glædede mig faktisk rigtig, rigtig meget.

”Skal vi så ikke aftale, at vi fejrer din hjemkomst og så tager ud og spiser?” Foreslog Louis hurtigt.

”Jo! Med det sædvanlige nede fra caféen.” Tilføjede jeg. Louis sendte mig bare et misvisende blik.

”Argh, er det sædvanlige ikke lidt for kedeligt?” Sagde han efterfulgt af et lille grin. Jeg rystede på hovedet af ham.

”Siger ham, der stort set har bestilt det samme sædvanlige i hele sin levetid snart?” Pointerede jeg hurtigt. Han trak bare på skuldrene, så jeg ikke kunne lade vær med at grine af ham, så han også selv kom med en lav klukken. Kort efter blev der banket på døren igen, så Louis og jeg i kor råbte ”kom ind!” og Liam så trådte ind.

”Payno!” Annoncerede jeg glædeligt. Han sendte mig et forsigtigt smil.

”Hey pumpkin.” Sagde han, så jeg hurtigt gik over og gav ham et stort kram.

”Hvordan har du det?” Spurgte han, da vi alle sammen fik sat os ned igen.

”Godt. Lægerne siger, at jeg faktisk snart må komme hjem igen.” Sagde jeg, så han lyste op i et stort smil.

”Det glæder mig virkelig meget, at høre!” Komplimenterede han, så jeg blev varm i kinderne.

”Men hvad med jer, hvordan går det med jer?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede nysgerrigt på dem begge to. Louis prustede lidt.

”Jeg synes allerede, at de propper os med lektier og kæmpeopgaver, og vi er ikke engang i udkanten af januar endnu.” Sagde han og prustede træt. Det var noget jeg havde prøvet ikke at tænke for meget over. Skole. Jeg vidste, at det også var noget jeg skulle realisere på et givent tidspunkt, men det virkede ikke overskueligt lige nu.

”Ud over det har jeg fået lidt flere vagter nede i blomsterbutikken. Jeg har faktisk ret mange sammen med Marie…” Sagde han og stoppede hurtigt, inden han kiggede lidt tænkende op på mig. Vi kendte alle sammen godt til hans fortid med Marie, så det at de efterhånden tilbragte mere tid med hinanden, var muligvis en god ting?

”Ved i hvad? Jeg er sikker på, at 2016 nok skal blive et godt år. Jeg har på fornemmelsen, at det her bliver året, hvor alt falder på plads igen. Alt skal nok blive godt nu!” Indrømmede jeg, så Louis sendte mig et stort og varmt smil. Dog blev Liam ved med at kigge ned i jorden, og så nærmest ud til at være et helt andet sted, end her hos Louis og mig.

”Hva’ så, buddy?” Spurgte Louis hurtigt og puffede let til hans skulder. Liam glippede lidt med øjnene og kiggede så op på os.

”Ja.. Ja, helt klart.” Sagde han hurtigt, så Louis og jeg kiggede grinende på hinanden.

”Du skal ikke tænke på din kæreste nøgen nu!” Drillede Louis, så jeg nærmest gemte mit hoved flovt væk, over at få de billeder af Liams kæreste Sophia i hovedet.

”Kan vi ikke lade vær med at snakke om hende?” Sagde han dog hurtigt med et trist udtryk i øjnene, så Louis og jeg hurtigt kiggede bekymrede på hinanden.

”Er der sket noget, Liam?” Spurgte jeg forsigtigt og rakte min hånd hen, for at lægge den trøstende på hans arm. Han sukkede tungt.

”Hun er bare så fjern her for tiden… vi har nærmest ikke set hinanden siden nytår, og når jeg prøver at ringe, så…”

”Hvad betyder det?” Spurgte Louis forsigtigt, så Liam gned sig træt i øjnene.

”Det ved jeg ikke… Jeg føler bare, at jeg er ved at miste hende. Det er som om, hun bare har stoppet det hele, uden at fortælle mig hvorfor.” Mit hjerte gjorde helt ondt på Liams vegne. Ham og Sophia havde været kærester så længe, det kunne da ikke slutte nu?

”Måske trænger i bare til at snakke ordentligt sammen?” Foreslog jeg. Han prustede dog bare hurtigt.

”Jeg føler bare ikke, at jeg nærmest kan tillade mig, at tage hjem til hende, når hun kæmper med prøver og skole og..” Undskyldte han, inden jeg afbrød ham og sagde:

”Kærlighed er uendelig, Liam. Det har ingen grænser.” Han kiggede lidt op på mig og kløede sig så lidt usikkert i nakken, mens han tænkte.

”Jeg kan bare ikke leve med tanken om, at hun er ved at forsvinde. Jeg vil ikke kunne glemme hende, hvis hun skulle til at gå fra mig nu..” Han stoppede hurtigt og gemte så knust sit ansigt i sine hænder, for ikke at vise os, hvor ked af det han egentlig var.

”Liam, jeg er sikker på, at hvis du bare taler med hende om det, så er det ikke så slemt, som du selv tror. Du ved jo, at i begge to har travlt med studier og sådan. Måske savner hun dig lige så meget, som du savner hende, men hun har bare ikke tid, selv om hun ville ønske, at hun havde.” Prøvede Louis at sige opmuntrende til ham, så Liam kiggede op på ham, og så kiggede skiftevis mellem Louis og mig.

”Tror i, det bare er det?” Spurgte han lidt nervøst. Jeg nikkede hurtigt.

”Det er sikkert ikke så slemt, nej.” Han sendte os hurtigt et lettet smil.

”Hvad skulle jeg dog gøre uden jer, en gang i mellem?” Sagde han med et smil. Louis og jeg kiggede hurtigt på hinanden og trak så begge to samtidigt på vores skuldre, så vi alle tre grinede med hinanden.

”I er så idiotiske.” Grinede Liam, så jeg skulle til at svare ham lige så flabet igen, da der inden jeg nåede at få noget ud, blev banket på min matte glasdør ind til min stue. Vi kiggede alle hurtigt over mod den indtrædende, da der ikke burde komme nogen ekstra her hen i dag, inden jeg straks mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over.

”Hvad fuck laver du her?!” Vrissede Louis som den første af os, mens min mave knugede sig sammen.
______________________________________________________________________________________________

Jeg kan ikke love, at der kommer mange kapitler ud det næste stykke tid, da jeg går ind i en tid med eksamner og skal lægge mest fokus på der. Jeg vil prøve at skrive så meget jeg kan alligevel!

Hvem tror i der kommer nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...